Mennesket er udødeligt: Et essay om klimakrisen og menneskeracens eksistentielle apati

Tekst og illustration af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych. 

Det er hverken efterår eller sommer. Den glinsende mand ved siden af mig i fitnesscenteret har i spejlet holdt kraftig kold øjenkontakt med sig selv i flere minutter. Han ser sådan lidt død ud. Han minder mig om mine stueplanter. De kan også se underligt kede af det ud. Klokken er 14:43. Det er blevet tirsdag. Jeg har indtaget alt for meget koffein til at kunne koncentrere mig. Jeg skal skrive om dødelighed.   

Simone de Beauvoir skriver i Alle mennesker er dødelige om Régine, der med sin flyvske tilværelse som skuespiller, repræsenterer den flygtigste af alle kunstarterne. Den forsvinder i det øjeblik, hun går af de skrå brædder. Karaktererne fødes, de lever og de dør. Efter tæppefaldet er der intet tilbage af dem udover hukommelsens rekonstruktioner. Hun sætter ikke noget varigt aftryk. Hvis nu bare hun lavede skulpturer i marmor, så ville hun i det mindste overleve i materialerne.  Régine sørger over tabet af de mere gloværdige udgaver af hende selv. Hun lever kun, når hun er på scenen og dør derfor hver aften.  

 Ind kommer Fosca, den udødelige mand. Han har i mange hundrede år på Jorden forsøgt sig med livet. Han har været borger under det tyranniske styre i 1200-tallets Italien. Han er gået sammen med resten af parnasset i byen, væltet hertugen og selv overtaget tronen. Han har levet længe nok til selv at blive opslugt af magten og forsøgt væltet af andre. Han har ladet sig vælte og bevæget sig videre. Han har elsket, mistet, vundet, tabt og alt derimellem. Fosca har ligesom den teknologiinducerede optimisme fra det tyvende århundrede stukket næsen i hvad som helst med troen på at kunne skabe en bedre verden. Trods de raserende verdenskrige kom optimismen igen for at forsvinde med atomangsten og efterfølgende genopstå endnu en gang. Ligesom optimismen synes at forsvinde, da FN udgav klimarapporten i 2021, mistede Fosca efter nogle hundrede år eksistensen. Denne gang kom optimismen ikke igen. Udødeligheden var blevet et fængsel, for hvad nyttede det hele, hvis det aldrig endte. Fosca er inkarnationen af eksistentiel apati, og han er udødeligt ligeglad med alt. Så han venter, venter og venter og lever derfor ikke. Fosca forelsker sig i Régines ukuelige dødsangst. Hun elsker ham, fordi han er udødelig, for hvis han husker hende, så bliver hun det selv. Sådan lever de sammen på hver deres fornægtende side af eksistensen. Hvor Fosca lader sig flyde med strømmen i tilværelsens flod, står Régine benægtende med vand til over skuldrene og kæmper imod strømmen fra sin uundgåelige skæbne. Der ligger noget liv i at være bange for døden.  

 Fritz Perls, en af ophavspersonerne til gestaltterapi, skriver i bogen The Gestalt Approach & Eye Witness to Therapy, at det moderne menneske i almindelighed ikke lider specielt meget, men det ved heller ikke ret meget om det sande, skabende liv, hvilket er enormt lidelsesfuldt. Verden tilbyder mennesket uhyre mange muligheder for berigelse og glæde, men alligevel vandrer det formålsløst omkring uden virkelig at vide, hvad det ønsker og er derfor fuldstændigt ude af stand til at finde ud af, hvordan det skal opnå det. Ligesom Fosca hos Beauvoir og min sidemakker i fitnesscenteret, går det moderne menneske igennem en forfærdelig masse ting, men dets ansigtsudtryk angiver en mangel på enhver virkelig interesse i, hvad det foretager sig. Det er vældigt dygtigt til at tale om sine besværligheder og enormt dårlig til at klare dem. Vi har, ifølge Perls, erstattet selve den levende livsproces med psykiatriske, videnskabelige og pseudo-psykiatriske forklaringer på livet.   

 Det er jo ikke så vidunderlig en nyhed. Det moderne menneskes følelsesløshed har måske resulteret i, at vi har taget Foscas udødelige apati overfor tilværelsen på os? Kan det ikke være grunden til, at klimakatastrofen får lov til at brage derudaf med hidtil uhørt kraft, og at vi da taler om det, og at vi da gør noget, men vi gør jo ikke rigtigt noget. Der har været tale om at besætte nærværende psykologistudie i protest over genstridige ændring af pensumlister og reduktionistisk ensretning af hele studiet. Mange er sure over det, alle taler om det, men der bliver ikke gjort noget. Klimakrisen bliver betegnet som et såkaldt hyperobjekt.  Den er så omsiggribende, at den bliver uforståelig for den stakkels almindelige borger, og derfor kan de arme mennesker slet ikke finde ud af at gøre noget som helst. Klimakrisen kan ikke mobilisere nok vrede og aktion, fordi konsekvenserne ikke er synlige. Smag lige på det. For at forstå det skal vi åbenbart have det stukket så langt op i næsen at ruden dugger. Hyperobjektivisering er måske den ultimative akademisering, for klimakrisen er jo ikke usynlig. Det er ikke min hensigt at påstå, at klimakrisen ikke er kompleks, for det er den. Men at kalde den uforståelig og usynlig i enhver form; det er forkert. Vi kan godt vælge at beskrive dens uendelige facetter, og ja det er uoverskueligt, men klimakrisen er da noget af det mest håndgribelige overhovedet. Der skal gøres mindre. Vi skal udlede mindre. Det er konkret, og det er ikke hyper. Det er ikke usynligt. Klimaforskere råber op om krisens konsekvenser og vil bare ønske, at de dumme borgere fik et mere konkret billede på krisen. Der er helt ærligt konkrete tegn over alt. Meget håndgribelige og naturkatastrofale tegn på menneskets forgængelighed. Vi ved det godt, og vi kan godt se det. Vi vælger bare ikke at gøre noget, fordi vi føler os udødelige.  

 90’erne har ikke levet forgæves, og der er en stødt og stædig tro på, at det hele nok skal gå. Der er store dele af DTU, der mener, at vi skal opfinde os ud af krisen. At vi blot skal overleve længe nok til, at der bliver opfundet teknologi, der fjerner problemet. Jeg bliver bekymret for følelsen af udødelighed, når den ikke fremtræder i fiktionen. Gordon E. Moore, stifteren af Intel, forudsagde i 1965, at mængden af transistorer i et integreret kredsløb vil fordobles hver 18. måned. Den forudsigelse har nogenlunde holdt vand lige siden da. Det vil sige, at et memorykort på størrelse med en fingernegl hver 18. måned vil fordoble den mængde plads, den kan indeholde. Tænk på den iPod du havde i folkeskolen eller den første smartphone, du ejede. Der var langt mindre plads på telefonen. Der er garanteret meget mere plads på din nuværende telefon, og den er måske endda blevet mindre. Udødeligheden ligger i antagelsen om, at vi grundet Moores lov vil udvikle videnskaben til et punkt, hvor computerne vil redde os. Er de løsninger ikke langt mere komplicerede? Er teknologiens singularitet og fordoblingskoefficent ikke nærmere et hyperobjekt, end klimaforandringerne? Alle de krumspring vi som art forsøger på at lave bare for at slippe for at forholde os til, at vi skal dø. Hvis vi i det mindste bare accepterede det. Vi er ved at ødelægge Jorden for os selv, og her står vi som min 3-årige nevø ville gøre det og skriger på, at legetøjet tilhører ham og ingen andre. Vi vil hellere gensplejse en elefant for at skabe biodiversitet, end at redde de arter der allerede er. Moores lov er et passivt fænomen, som hele verden har taget til sig i den blinde tro på, at den eksplosive udvikling vil redde os. Vi har været indelukkede i årevis på grund af en pludseligt opstået virus, og klimaet falder simpelthen sammen om ørerne på os. Ikke engang det kan fjerne den blinde tro på teknologien og den måde vi fornægtende klynger os til vores tænkte uforgængelighed.