Stafetten

Af Sofie Harboe, stud.psych.
Illustration af Maja Koch Nielsen, stud.psych.

Stafetten er Indputs faste indlæg om fakultetets ansatte, hvor de svarer på vores spørgsmål om sig selv og derpå sender stafetten videre til en ansat efter eget ønske. Denne gang er det Karen-Inge Karstoft, der har stafetten.

Hvorfor valgte du at læse psykologi?

Det havde jo virket overbevisende, hvis jeg kunne sige, at jeg bare altid havde vidst det, men sådan var det ikke. Jeg læste først journalistik, men opdagede ret hurtigt, at jeg overhovedet ikke egner mig til at ringe til folk, jeg ikke kender, og stille dem konfronterende spørgsmål. Så ville jeg egentlig læse medicin (jeg kommer af en udpræget sundhedsfaglig familie, og der var åbenbart grænser for opfindsomheden), men det var som om, det heller ikke helt ramte plet. I sidste ende var det nok det, der havde fået mig til at læse journalistik (nysgerrighed og en interesse i at forstå mennesker, magtforhold, livsvilkår og samfundsfaktorer) og det, der trak mig mod medicinen (ønsket om at have et arbejde, hvor man kunne gøre noget for nogen), der landede mig i kompromiset: psykologi.

Hvad ville du ellers have læst/lavet?

Det har jeg jo nok løftet sløret for med mit svar på det første spørgsmål – medicin. Indimellem, når psykologien frustrerer mig med alle dens komplekse sammenhænge, upræcise kategoriseringer, manglende replikationer, heterogene outcomes og besværlige forskningsmetoder, så kan jeg godt længes lidt efter nogle af de lidt mere klare svar, man måske i højere grad kan finde i de biomedicinske videnskaber. Men altså; alle fag er jo komplicerede (ikke mindst medicin!), og det meste af tiden synes jeg, det er en gave, at vi med psykologifaget har mulighed for at kombinere samfundsvidenskab, sundhedsvidenskab, humaniora, datavidenskab og hvad man nu ellers farver sin psykologfaglighed med. Det er da fedt.

Hvordan vil du beskrive fagets udvikling, fra da du læste til nu?

Jeg tror ikke det spørgsmål kan besvares uafhængigt af hvor man læste. Jeg læste selv på KU, men lavede derefter ph.d. på Syddansk Universitet. Under min kandidat var jeg et år i Sydney, hvor jeg både tog en række fag og var i forskningspraktik, og under min ph.d. var jeg et år i New York. De steder, jeg har stiftet bekendtskab med, var relativt forskellige i sin vægtning af forskellige tilgange, og det tror jeg stadig vil være tilfældet i dag. Da jeg kom til Sydney, oplevede jeg, at min teoretiske ballast var ret stærk, men at jeg kom til kort i de mere empiriske og metodiske fag. På Syddansk Universitet ligger psykologistudiet jo på sundhedsvidenskabeligt fakultet, og det kan nok heller ikke undgå at betyde noget for vægtningen af faget. Nu er jeg relativt ny på instituttet, men det er min oplevelse, at faget her på stedet har rykket sig imod en styrkelse af det empiriske, siden jeg selv læste her. Hvis vi taler om psykologifaget generelt, så oplever jeg, at vi inden for faget er blevet meget mere bevidste om faldgruber og usikkerheder – ikke mindst pga. af replikationskrisen. Det rykker noget, når grundlæggende sandheder måske alligevel ikke var sandheder, og derfor kan man godt have en oplevelse af, at faget hænger og dingler i uvisheden – men mon ikke det i sidste ende rykker faget i en god retning.

Hvordan tror du, studiet/faget ser ud om 20 år?

Jeg tror, vi er på vej i en retning, hvor psykologiens bidrag bliver mere tydelig på alle mulige områder. Den viden, der er blevet opdyrket på alle mulige områder under pandemien, er et godt eksempel: hvordan forholder vi os til restriktioner? Vacciner? Hvordan får vi det af at gå hjemme i mange uger i træk? Det burde være indlysende, at psykologifaget kan byde ind på helt utrolig mange samfundsmæssige problemstillinger, men sådan har det ikke nødvendigvis været. Qua replikationskrisen tror og håber jeg også, at vi som fag får mere fokus på den gedigne, reproducerbare viden, og mindre på den, der er overraskende og skaber overskrifter.

Hvad er de tre bedste ting i din hverdag?

Min familie selvfølgelig – både min egen lille familie som består af min mand og vores to små børn, og den store familie; mine forældre, søskende og deres børn, mine svigerforældre – alle bliver de vigtigere for hvert år der går. Det samme med den udvidede familie i form af tætte venner, som næsten er flettet ind i hverdagslivet. Den anden ting må være arbejdet; at få lov til at arbejde med at undersøge komplekse problemstillinger i samarbejde med inspirerende kolleger og kloge studerende er så utrolig privilegeret, at det er svært at komme i tanke om et bedre scenarie for et arbejdsliv. Der kunne være mange andre ting (mest af alt holder jeg af hverdagen!), men noget, der fylder meget i min hverdag, er musik. Jeg spiller violin i et symfoniorkester og kan i sagens natur godt lide mange former for klassisk musik, men jeg lytter mindst lige så meget til alt muligt andet, og jeg tager i virkeligheden hellere på Roskilde Festival end til klassisk koncert. Det har været så tydeligt under pandemien, hvor meget af min hverdagsglæde, der kommer af at kunne gå til koncerter, i teatret, til forfatterforedrag osv., og det er så super privilegeret at bo i København, hvor der i hvert fald i pandemi-fri tider er rig mulighed for at opleve nyt og gammelt på kulturfronten.

Hvad ville du sige til dig selv som studerende, hvis du kunne vende tilbage til din studietid?

Vær nysgerrig; og bare fordi nogle perspektiver tiltaler dig mere end andre, så prøv at lade være med at lukke ned for de fag og nuancer, der ikke er umiddelbart tillokkende. På et tidspunkt giver det naturligvis mening at målrette sin viden og sine færdigheder, men det skal tidsnok komme. Der er så meget at lære ved at kombinere forskellige tilgange, og i studietiden har man (selvom man selvfølgelig godt kan føle sig åndet i nakken af både eksamener og det ventende arbejdsmarked) altså en ret unik chance for at udforske alle mulige retninger – også dem, der måske ikke kommer til at fylde i ens arbejdsliv.

Hvem skal have stafetten af dig?

Jeg vil gerne give den videre til Steven Blurton.

En stor tak til Karen-Inge Karstoft