Fingrene væk fra mine pauser!
Af Frederik Bjerre Andersen, stud.psych.
Siden hvornår er den hellige pause blevet et instrumentelt middel til en bedre præstation? Kan man holde fri en gang imellem uden at tænke på, om man nu bruger pausetiden “godt nok”?
Præstation og pauser. Danskere lever i et udspændt forhold: På den ene side har vi lyst til at præstere godt, og på den anden side kræver vores krop og sind at holde pauser engang i mellem. Behovet for pauser opstår, når præstationen bliver udmattende.
D. 31. august kunne man i Dagbladet Information læse kronikken “Hæv dit præstationsniveau og undgå stress” af Christian Lindgren med budskabet om at holde pauser i tide, før arbejdspresset udmunder i koldsved om natten og søvnbesvær. Tanken er langt henad vejen god. I hvert fald lige indtil at man får fritskrabet kronikørens præmis om, at pauser og fritid skal tænkes strategisk. Dette både så vi ikke bliver stressede, men også så vi præsterer endnu bedre. Tøv en kende, denne nyttetænkning om pausen bliver problematisk, når den appellerer til, at man kan “bruge” og holde pauser “nøje” og “rigtigt”. Pausen kommer da under en heftig indordning som middel til at præstere bedre. Konsekvensen bliver, at den pause vi kaldte et frirum bliver et forberedelsesrum før endnu en forventet præstation banker på døren i hverdagen. Når min ven fortæller, at han fik en selvudviklingsbog i julegave fra sin arbejdsplads, så får juleferien et mål, der hedder: “Bliv en bedre version af dig selv, inden du møder ind efter nytår”. Vi må holde fast i den dyd, hvor banalt det end lyder, at det er acceptabelt bare at være til i sine ferier. Når man drager en weekendtur til Sverige eller Svendborg, så nyd turen når du er der, fremfor at tænke på selvudvikling. Ja, det er godt at være ambitiøs, hvilket mange af os er, og det kræver sin tid. Til tider også sin fritid. Men hvis man får indlogeret en arbejdsmoral, hvor man ikke med sindsro kan holde pause for pausens egen skyld, så kobler man aldrig helt af. Kære nutidige arbejdsmoral og arbejdsgivere, fri mig fra tidens tendens til selvudvikling og “new mindset”-kulturen, hvor vi konstant skal være bedre end øjeblikket før. Når jeg har fri, HAR jeg fri. Det er nok det sværeste for den moderne og dydige dansker.