Er Vi Grønnere på den Anden Side?

Af Andrea Hyldig, cand.psych. & Emma Elise Møller, stud.psych
Juni 2020

Vi befinder os i midt i en krise, der har alvorlige, både samfundsmæssige, økonomiske, sociale og psykologiske følger. Det kan være svært at finde mening i en hverdag præget af aflysninger og undtagelsestilstand. Det skal tages alvorligt, at mange mister deres arbejde, frygter for deres helbred og for deres nærmestes. Men måske kan situationen have visse, utilsigtede og gavnlige konsekvenser, når det kommer til en anden, mindst lige så alvorlig trussel; nemlig klimakrisen. Det vil vi med egne og med psykologiens briller forsøge at kaste lys over. 

Fra den ene dag til den anden lukkede det offentlige Danmark ned. Vi befinder os nu i et lockdown-limbo, hvor virtuel undervisning er blevet hverdag. Vi skåler med vennerne over zoom og streamer dystopier som aldrig før, alt imens surdejsbrødet hæver i ovnen. Samtidig er vores bevægelighed blevet indskrænket af lukkede landegrænser, ligesom shoppingcentre, restauranter og bodegaer ligger øde hen. 
Med sit forsøg på at inddæmme smittespredningen, sænkede Mette Frederiksen også tempoet i samfundet. I denne bevægelse mindskede vi ikke alene udvekslingen af vira, men også luftforureningen i en sådan grad, at himlen er blå over Beijing.  

Måske har du gættet, at vi tilslutter os koret af stemmer, der undres over at den kollektive handlekraft, som coronapandemien har udløst, ikke går igen, når det kommer til klimakrisen. Dette til trods for umiskendelige ligheder imellem de to truslers apokalyptiske karakter og deres anråben på såvel global som individuel handling.  
Nu kunne vi nemt lade os fortabe i den grønne klagesang; være bitre over, at vores sag er blevet forfordelt. Eller vi kunne forfalde til en morbid fejring af pandemiens indtog i verdenssamfundet. Dens nu-og-her-effekter ser trods alt ud til at få kurven over globale CO2-udledninger til at knække. Men tør vi håbe på, at det varer ved?
Lad os grave et spadestik dybere. Kan det tænkes, at lockdownsituationen har nogle mere subtile eller psykologiske sider, som endnu ikke er mulige at aflæse på en graf? At krisen skaber en form for momentum, en drivkraft for forandring, der kan vise sig at have en gavnlig effekt på vores klimaaftryk?   

Blandt danske studerende er det flyrejser og en imponerende købelyst, særligt når det kommer til sæsonens nyeste modekollektioner, der vejer tungt i klimaaftrykket. I en tid, hvor flyvninger er sat i bero, og vores shopping er forvist til det virtuelle, har vi med al sandsynlighed et lavere klimaaftryk end normalt. Men hvad så, når Fisketorvet åbner igen? 

Når vi taler om grøn omstilling, er det almindeligvis ud fra devisen: “Vi må ændre folks værdier gennem oplysning, så vil de også ændre deres adfærd”. Vi trækker dermed på en common-sense-antagelse, der i vid udtrækning sætter sin lid til menneskets rationalitet. Tager man denne forklaringsmodel på ordet, vil man ikke forvente at lockdownperioden får vedvarende betydning på klimafronten. Nedlukningen tilbyder os ikke umiddelbart flere rationelle argumenter, eller mere oplysning, når det kommer til at handle klimavenligt. Vi bliver informeret om at holde afstand og spritte hænder, men det gør næppe vores værdier mere klimavenlige. Når det er sagt, så tyder alt på, at vores værdier og handlinger ikke er nær så rationelt forbundne, som vi går og tror. Der hersker derimod en gennemgående tendens, blandt de rige vestlige forbrugere, til et såkaldt value-action-gap; folk med klimavenlige værdier udviser ikke en mere klimavenlig adfærd.  

Den sociologisk orienterede praksisteori vender common-sense-antagelsen om; for at ændre vores adfærd, er det ikke tilstrækkeligt, at vi godtager et nyt sæt værdier. Det er ikke nok for os at vide, at det er mere klimamæssigt forsvarligt at tage bussen end bilen. Vi skal danne nogle nye handlemønstre, nye måder at indgå i bestemte former for adfærd - så vil nye værdier også manifestere sig og efterrationalisere handlingerne. Værdierne er dermed ikke primus motor som ofte antaget. Her vækkes altså en optimisme, når det kommer til spørgsmålet om nedlukningens klimaeffekt. 
Flere af os har måske fået indblik i cyklisttilværelsens glæder. Ja, ikke alene mobiliteten, men selv det hektiske ved at cykle i myldretiden er blevet hverdag. Forretningsfolket har måske vænnet sig til at sidde til møde i underbukser. For ikke at tale om de besparelser i tid og penge, som internetkommunikationen tilbyder. Hvis vi antager, at vores praksissystemer er bærende for både vores vanemønstre og værdier, så vil de forandringer, som nedlukningen skaber, vise sig at sætte spor, der varer ved post-corona.  
Noget skal der dog til, før de grønnere praksisser adopteres mere permanent. Når danskerne tilbringer sommerferien i sommerhuset, i stedet for at fare vild mellem skyskraberne i Tokyo, kan det betyde, at flere bliver hjemme til næste sommer. Men på den anden side, kan det også forstærke lysten til at flyve ud. Spørger man praksisteorien, afhænger det af, om handlemønsteret er blevet indoptaget i et større system af praksisser. Men hvis vi alene betragter vores overforbrug som vanemønstre, overser vi måske, hvorfor de blev organiseret til at starte med, og med hvilken interesse.  
Tager man udgangspunkt i en lidt rabiat sammenligning af overforbrug af modetøj med et behandlingskrævende misbrug, så ved enhver dygtig behandler, at misbruget som oftest opstår af en årsag. Forholder man sig ikke til årsagen, ser man typisk et tilbagefald. Det ser altså ud til, at der mangler noget i det store billede. Et begreb for måden hvorpå praksisserne mere overodnet organiseres.  

Her kan vi alliere os med den historisk materialistiske teori, som peger tilbage på de tre overordnede kapitaliske funktioner; produktion, reproduktion og cirkulation af varer og arbejde. Industrien arbejder på højtryk på at stimulere vores forbrug. Og det er os, som de købedygtige forbrugere, der skal fodre maskineriet. Dette har ikke forandret sig grundlæggende under lockdown, ligesom andre kriser, historisk set, heller ikke ser ud til at have påvirket klimaaftrykket med en varig effekt. Meget tyder altså på, at vi vender tilbage til de velkendte mønstre, efter genåbningen af butikken Danmark.  

Det er bare lidt for nemt at henfalde til den kyniske nydelse, der kan være forbundet med at afvise muligheden for forandring: “Vi er jo blevet skuffede så mange gange... Og hvor blev revolutionen af?” I stedet må vi undersøge det vindue, som samfundsomvæltningen har åbnet for os.  
Vi har allerede set de første spæde spadestik til en egentlig bevægelse mod en kortere arbejdsuge, som svar på massefyringer og stigende arbejdsløshed under den økonomiske krise. Set i lyset af krisens konsekvenser for middelklassens økonomi, kan man på samme måde forestille sig, at flere af dens forbrugere begynder at organisere sig. At de nægter at lade sig spise af med dårlig kvalitet, og at de begynder at stille krav til flyselskabernes fodslæbende udvikling hen imod at bruge et mere klimavenligt brændstof. En samlet bevægelse mod reklameindustriens og tech-giganternes uindskrænkede adgang til vores opmærksomhed, for derved at løsne deres tag i vores forbrug. 

Mange af os har, som privilegerede unge mennesker, under karantænen muligheden for at give os hen til det virtuelle venteværelse, som streamingtjenesterne tilbyder, alt imens vi afventer regeringens næste træk hen imod et samfund, som vi kendte det. Men i stedet for at sætte os til at vente, kan vi bruge tiden på at bygge nogle bæredygtige forbrugsvaner, der passer ind i de fælles systemer for adfærd. Vi befinder os midt i historieskrivningen og ved genåbningen af samfundet, kan vi lade nye erkendelser og handlemønstre følge i hælene på coronakrisen. Hvem ved, måske er græsset faktisk grønnere på den anden side? 

Og man siger jo, at man aldrig bør lade en krise gå til spilde…