Onlineundervisning – et nødvendigt onde eller kommet for at blive?
Af Anne Marie Kristensen, stud.psych.
Nedlukningen af Danmark i forbindelse med Coronakrisen kom for langt de fleste som noget af et chok. 1.8 millioner danskere sad klinet til skærmen onsdag d. 11. marts, da Mette Frederiksen meldte ud, at skoler og uddannelsesinstitutioner, ud over en række offentlige arbejdspladser, næste dag ville være lukket. I afmagt fór mange ud og købte gær og toiletpapir. Selv skulle jeg undervise i personlighedspsykologi næste morgen kl. 10, og jeg måtte skynde mig at tænke kreativt, for undervisningen skulle de studerende jo have. Spørgsmålet lyder nu, om fjernundervisningen er en nødvendig midlertidig løsning, eller om onlineelementet bliver tænkt ind i fremtidens uddannelse og dertilhørende budgetter.
Da pressemødet d. 11. marts var slut, var jeg helt paf. Mine slides var klar og undervisningen planlagt, så jeg satte mig for at udføre undervisningen så nær den oprindelige plan som muligt. Jeg åbnede Powerpoint, Photobooth og iMovie og satte mig til at optage det oplæg, jeg ville have indledt undervisningen med næste morgen. Vores internet virkede ikke, og da jeg forsøgte at uploade den færdigredigerede video ved hjælp af min telefons hotspot, begyndte både telefonen og computeren at gløde og pruste. Omkring midnat måtte jeg give op, så jeg tog tidligt ind på Instituttet og uploadede den på CSS’ internet i de sidste timer, inden alle blev smidt ud. Sammen med videoen var instruktioner til dagens øvelse og gruppearbejde samt et link til en Padlet, som skulle udfyldes senest kl. 11.30. Efterhånden som klokken nærmede sig deadline, ventede jeg spændt – gad vide, om der ville være nogen, der udfyldte den?? Kl. 11.30 kunne jeg ånde lettet op, for da havde 25 ud af de 25 studerende på mit hold været inde og skrive.
Vi ses på Zoom
Ingen får mig til at anbefale eller sige god for, at vi på KU skal erstatte fysisk undervisning med onlineundervisning. Men når det er sagt, har jeg været positivt overrasket over den variation, man har mulighed for at inkorporere i undervisningen, på trods af at man blot mødes virtuelt. I lighed med undervisning i det fysiske lokale, tror jeg dog, at der er en række ting, der er vigtige at tænke ind såsom at have en plan og en tidsplan for undervisningen. Særligt på holdundervisningen er det i mine øjne vigtigt, at man som studerende arbejder aktivt med materialet, eksempelvis i form af gruppearbejde. I Zoom kan man hertil bruge breakout rooms og evt. lave et fællesdokument i Google Docs eller Padlet, hvor de studerende hver især kan skrive pointer ind. Nogle gange er det tidsbesparende, at hver gruppe besvarer forskellige spørgsmål. Dermed kan man også lægge op til, at hver gruppe bagefter præsenterer deres svar, hvorved man forhåbentlig får flere stemmer på banen end blot underviserens. Man kan med fordel dele sin skærm i Zoom, således at alle kan følge med i det fælles dokument.
Tyve sorte firkanter
Hvis der er noget, der er svært ved at undervise i Zoom (eller online generelt), er det at mærke stemningen på holdet. Er alle med? Er det spændende eller kedeligt? Man får ikke nødvendigvis alle de små signaler i form af nik eller rynkede øjenbryn, som man normalt kan styre efter. Derfor kræver onlineundervisning en del mod, fra både underviser og studerende, til at sige til, når noget er uklart eller ikke fungerer. Hvis mange er på på én gang, eller hvis man er i gang med at spise morgenmad, mens man er på Zoom, kan det være rart at slukke både kamera og lyd – men det gør det til en særligt underlig situation, når man som underviser kigger rundt og forsøger at vurdere, om det man lige har forklaret gik rent ind eller var klart som blæk.
Overordnet har jeg oplevet, at det fungerer godt til gruppediskussioner at bruge ’ræk hånden op’-funktionen i Zoom. Men alle der har prøvet Zoom eller andre virtuelle mødeplatforme ved, at hvis to personer taler den mindste smule i munden på hinanden, kan man intet høre. Og engang imellem er det jo et tegn på entusiasme i en diskussion, hvis folk afbryder eller udfordrer hinanden. Det kan man bestemt ikke sige, at Zoom giver mulighed for.
Onlineundervisning forandrer ikke ALT
Der skal på ingen måde herske tvivl om, at mange både undervisere og studerende har stået i en vanskelig situation på grund af Coronakrisen, som ikke har gjort det nemmere at omstille sig til at undervise hjemmefra, og den udbudte onlineundervisning har været af meget forskellig kvantitet og kvalitet. Der har af naturlige årsager også hersket en del berøringsangst og udfordringer omkring, hvordan undervisningen nu kunne gribes an. På flere hold er de sædvanlige aktivitets- eller fremmødekrav erstattet med afleveringer, som nogle har opfattet som en skærpelse af kravene til den enkelte studerende. Jeg vil dog argumentere for, at holdundervisning har gavn af at blive afholdt på de samme tidspunkter og med stort set det samme undervisningsindhold som før. Zoom muliggør oplæg, gruppearbejde og fællesdiskussioner, endda med mulighed for at optage materialet og gøre det tilgængeligt for de studerende, der ikke kunne være til stede (en service, der ellers ikke bliver tilbudt normalt).
Hvis onlineundervisning skal fungere for både underviseren og de studerende, kræver det, at underviseren melder klart ud, hvor og hvornår der er undervisning, og at de studerende deltager på det tidspunkt. Det kræver, at de studerende hjælper underviseren med at få indsigt i, hvilke tiltag der fungerer godt, og hvilke der kan forbedres.
Personligt har jeg haft enormt gode erfaringer med onlineundervisning i denne Coronatid, fordi mine studerende mødte op. Talstærkt. Stort set hver gang. Men her kommer et af de afgørende argumenter for ikke at overgå til onlineundervisning for good: Det er gået godt, fordi dette stamhold i forvejen mødte talstærkt op, og fordi der var god stemning i det fysiske lokale, inden verden lukkede ned omkring os. Jeg ville have haft svært ved at lære dem at kende, hvis vores møder udelukkende var foregået online.
Hvad med fremtidens undervisning?
Coronakrisen har været exceptionelt omkostningsfuld for vores samfund, og universitetet er ingen undtagelse. Vi har i forvejen sparet i årevis på grund af omprioriteringsbidraget, og psykologiuddannelserne på tværs af Danmark kæmper for at blive hævet til en højere taxametertakst. Det er svært at forudsige, hvordan Danmark ser ud til efteråret i Coronakrisens skygge, men der er risiko for, at vi fortsat ikke må sidde så mange og så tæt, som vi gør i auditorierne. I dette tilfælde kan onlineforelæsninger fortsat være et nødvendigt, men forhåbentlig velfungerende onde. Men det er min store forhåbning, at holdundervisning fortsat, også i revisionen af bacheloruddannelsen, prioriteres højt af hensyn til de studerendes udbytte og trivsel. Manglen på fysisk og til dels også online undervisning har resulteret i en desperation blandt mange studerende over ikke at blive rustet til eksamen. I forlængelse af min artikel i sidste nummer af Indput, vil jeg også her argumentere for, at man i bachelorrevisionen kraftigt overvejer at genindføre mødepligten til fordel for de studerende såvel som deres undervisere. Ønsker man at skabe dygtige psykologer og psykologiske forskere kræver det en god kontakt mellem undervisere og studerende, hvorfor jeg håber, at holdundervisning tænkes ind som en væsentlig faktor i bachelorrevisionen. Her taler vi om holdundervisning med fysisk tilstedeværelse, hvor både studerende og underviser kan hvile i at vide, at et helt hold af studerende er til stede med det sammenhold og den indbyrdes dygtiggørelse, der følger med. Der er meget, der kan lade sig gøre online; men noget af det, vi mangler i denne tid, er spørgsmålene i pausen og de små snakke på vejen til at købe kaffe, der øger trivslen og samhørighedsfølelsen studerende og undervisere imellem.