Er det stofferne eller personen?

Om psykologien, mennesket
og vores forhold til stoffer

Af Sebastian Tobias-Renstrøm, stud.psych. og Cecilie Bildstedfelt, stud.psych. 

Det er den sidste aften til konference i Lancaster, og den ene af de to skribenter på denne artikel sidder på Italiensk restaurant med sin praktikvejleder. Professoren og dennes forskningspraktikant har i løbet af den lille uge, de har været på konference, diskuteret flittigt. Hvad er psyken? Hvad er subjektet? Hvori består virkeligheden? Spørgsmålene er mange, og der er absolut ingen grænser for, hvad og hvor meget man kan overintellektualisere. Til sidst kigger praktikanten på professoren og spørger: “Morten, hvad er det, der er med de der rusmiddelbrugere? Hvorfor er det lige præcis det, der er det mest spændende ved psykologien?” Professoren kigger på praktikanten, og udbryder med et smil: “Jamen det er sgu da klart; er det stofferne eller personen?”. 

Rusmidler som tematik og problematik må siges at være meget omdiskuteret. De unge drikker for meget i det her land, men man skal huske at drikke et glas rødvin om dagen mod blodpropper. Du må ikke ryge joints og støtte rockerne, men medicinsk cannabis kan hjælpe mod gigt. Og junkierne på Istedgade skulle bare smides i spjældet, men også gerne have et fixerum at skyde i, så de ikke dør hele tiden. Men hvad der virker nogenlunde klart er idéen om, at afhængighed er noget bøvl, og noget vi som samfund og enkeltpersoner for alt i verden skal undgå. Hvad er egentligt den der afhængighed for en størrelse, og hvorfor er det, at vi beskæftiger os så meget med den? I tidens løb er den blevet italesat meget forskelligt; som en svaghed i karakteren, som besættelse, som psykopatologi og som biologiske reaktioner. Som psykologer må man sige, at vores felt også inkluderer rusmiddelbrugerne, hvad enten vi karakteriserer dem som misbrugere eller ej. Men hvad er det egentligt, der er på spil i dette arbejde? Hvad kan vores arbejde som psykologer med det her felt sige os om samfundet og psykologien selv? Indput er taget ud på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, Emdrup (DPU) til en snak med professor, Dr. Psych. Morten Nissen om, hvorfor det lige er, han mener, at det mest relevante spørgsmål for psykologer er, om det er stofferne eller personen.  

Morten Nissen sidder til daglig som Professor MSO på DPU og leder forskningsprogrammet ReforM. Hans forskningskarriere startede med en ph.d. på Københavns universitet, institut for psykologi, hvor han siden har været ansat som adjunkt og lektor. I 2014 interviewede Indput ham om sit spring fra KU til DPU, og er altså nu vendt tilbage til sin gamle kilde, for den her gang at få lidt mere information om hvorfor rusmiddelbrugere er interessante at beskæftige sig med. 

“Jeg røg for meget hash” 

Det hænder ofte at psykologer beskæftiger sig med noget, der på en eller anden måde er forbundet til en personlig historie. Sådan er det også for Morten Nissen, der fortæller, hvordan han røg for meget hash, fra han var ca. 16-25: “Jeg klarede mig fint alligevel. Jeg fik en udmærket studentereksamen, men min ungdom var nok lidt mere kedelig, end hvad den ellers ville have været”. Den erfaring fulgte Morten Nissen som psykologistuderende, og både hans bacheloropgave, praktik og speciale drejede sig om stofbrug. Arbejdsløsheden var høj, da han i slutningen af 80’erne stod som nyuddannet psykolog, men alligevel lykkedes det Morten Nissen at få et job på en behandlingsinstitution for stofmisbrugere temmelig hurtigt, og han forklarer, at rusmiddelområdet ikke var en attraktiv branche for psykologer dengang. Herefter har han beskæftiget sig med bl.a. gadeplansindsatser og andre forskningsprojekter, som har kredset omkring arbejdet med behandling af unge rusmiddelbrugere. 

“Og så var der det dér med døden” 

Stofbrug kan virke ligesom en nærhed til døden: “Det er nemt at fortolke som dødsdrift for at tale psykoanalyse, altså det er en opsøgen af en tilstand, som er uafgjort i forhold til, om man lever eller ikke lever”. Morten Nissen beskriver dette forhold ved at fortælle om hans sværeste oplevelse som psykolog:  

“Det var en ung kvinde på et par og tyve eller sådan noget, og hun var meget sjov, for hun var ekstremt maskulin og nærmest en parodi på arbejderklassen – altså med sådan en murerjakke og grove støvler … Nå, men, hun havde så boet ude på en husbåd sammen med en alkoholiker, og hun havde taget stoffer i mange år. Hun kommer så ind på den her behandlingsinstitution og bliver stoffri”. 

Morten Nissen har efterfølgende enesamtaler med kvinden, og finder ud af at hun kommer fra en borgerlig familie fra Frederiksberg, og det træder tydeligt frem, at hendes stofmisbrug har handlet om at melde sig ud af familien. Sammen med en socialrådgiver finder de ud af at lave nogle familiesamtaler, hvor både den unge kvinde og hendes forældre er til stede. Alle krummer tæer, og det bliver meget synligt for Morten Nissen, hvor vanskeligt det har været for den unge kvinde at blive et voksent menneske med alt, hvad det indebærer, inden for rammerne af de familierelationer. 

“Det hele ender som en klassiker inden for narkolitteraturen. Hun går ind på et lokum på Hovedbanegården og tager en overdosis. Dybest set gambler hun. Hun har gjort det flere gange tidligere. Nogle gange kommer der en såkaldt “tissekone” og forstyrrer og tilkalder politiet, og så bliver hun reddet. Det gjorde der så ikke den her gang. Det handler om at sætte tilværelsen i bero og overlade det til skæbnen, om man overlever eller ej. Stofferne er altså et fravær af liv snarere end en bestemt måde at leve på – og denne gang endte det med selvmord” 

På den måde har der både været personlige, studiemæssige, kliniske og praktiske erfaringer for Morten Nissen at trække på i sin forskning. 

“Der var ikke noget, der hed et ‘hashmisbrug’”  

I 80’erne kunne man ikke være afhængig af hash. “Der var ikke noget, der hed et ‘hashmisbrug’. Hash blev betragtet som et mildt hallucinogen”, fortæller Morten Nissen. I dag betragtes hash som et bedøvende middel, som man bl.a. får abstinenser af. “Men det gjorde man altså ikke dengang”, siger Morten og griner. Der er derfor nogle interessante kulturelle skift i opfattelsen af rusmidler og afhængighed, som medfører at radikalt forskellige tilgange og tænkemåder på området træder frem gennem tiden. 

Før i tiden var det dele af de psykiatriske afdelinger på sygehusene, der tog sig af behandling af afhængighed af rusmidler, men i takt med at stofafhængighed begyndte at være et problem blandt et bredere segment af befolkningen, kom der i højere grad særskilte behandlingsinstitutioner. I sin forskning har Morten Nissen også været optaget af nogle af de problematikker, der er knyttet til nogle af behandlingsinstitutionernes praksis:  

“Det er paradoksalt, hvordan institutionerne kommer til at gentage de problematikker, de er sat i verden for at løse. At vi har de her mennesker, som er jeg-svage, fordi de har været udsat for omsorgssvigt i deres udvikling, og det består jo i den her kombination af rigiditet og uforudsigelighed og kaos, som vi reproducerer i vores institutioner, bl.a. fordi vi har den her skiftende personalesammensætning”. 

Derfor har Morten Nissen været med til at udforske radikalt anderledes måder at tænke institutioner på ved fx at tænke dem som kollektiver, der skal forhandle et fælles projekt, som både behandlere og brugere deltager i. De politiske indvirkninger på disse institutioner kan ikke ignoreres, men Mortens forskning peger på, at man må se, hvordan disse politikker bliver forhandlet konkret de forskellige steder, og hvordan brugernes inddragelse i udformningen af disse politikker samt de standarder for praksis, der måtte være på de konkrete institutioner, giver institutionerne som helhed mulighed for at udvikle sig. Eksempler som Morten Nissen nævner er det politiske og socialt arbejdende fællesskab fra 90’erne Sjakket, samt behandlingsinstitutionerne U-turn og HelsingUng. 

Rusmidler som forskningsfelt er derudover også præget af teknologien og farmakologiens udvikling. Der udvikles nye drugs med nye funktioner, og vi begynder at snakke om præstationsfremmende stoffer, selvmedicinering og mikrodosering. Der er derfor tale om interessante grænseflader, overlap og paradokser i forhold til hvilke rusmidler, der er kulturelt accepterede, og hvornår og hvordan begrebsmæssige definitioner ændrer sig og både påvirker og påvirkes af institutioner og praksisser relateret til rusmidler, afhængighed og behandling. 

I 80’erne diskuterede man stofafhængighed som psykopati, som en personlighedsforstyrrelse, i dag kender de fleste nok historien om, at det er stofferne, der gør os afhængige. 

“Hele den store modernitetskritiske diskussion” 

Afhængigheden som biologisk fænomen er nok et af de nyere skud på stammen, som baserer sig på en mængde af rotteforsøg, der alle dokumenterede, at rotter i bur altså foretrækker at stort set dø berusede i stedet for at spise og drikke. Dette førte ofte forskerne til at antage, at rotterne reagerede biologisk på stofferne på en sådan måde, at de blev afhængige – altså at det var stofferne, der skabte afhængigheden. Dette har ført til idéen om de såkaldte “biological hooks”, at biologien slår klør i dig og ikke giver slip. “Et skud heroin, og du er afhængig for evigt”. Men pudsigt nok er morfin og heroin begge to opioider, og af en eller anden grund er vi ikke alle sammen junkier, når vi kommer ud fra hospitalet og har fået morfin i lang tid efter en større operation. Et eksperiment, der modsiger idéen om biological hooks er netop Bruce Alexanders Rat Park (1981). I dette eksperiment demonstrerede Alexander, hvordan rotter, der kunne få lov at gå rundt og lege og parre sig i et rent rotte-paradis, som Alexander havde bygget til dem, ikke udviste afhængighedsadfærd. De tog skam stoffer (dvs. drak vand med heroin i), men det var slet ikke på samme niveau, som de rotter, der var alene i bur i de tidligere eksperimenter gjorde, og det var ikke på sundhedsskadeligt niveau. De tog så at sige stofferne “rekreativt”, som en velafbalanceret samfundsborger, der ryger en lille pind i ny og næ. Det spændende for Morten Nissen består her i, at det italesætter problemet om autonomien. 

“De der helt grundlæggende diskussioner om instrumentalisme, altså, hvad er det for et liv, vi lever, når vi arbejder, når vi så at sige hengiver os til årsags-virkning-sammenhænge for at opnå bestemte ting. Og dermed igen: Hvad er selvkontrol, og hvordan kan man miste kontrollen og selvkontrollen? Stofmisbrug er jo en form for selvkontrol, altså en bestemt form for måde at disciplinere sin krop ved hjælp af nogle redskaber, som man trækker ind. Hele den der store modernitetskritiske diskussion er repræsenteret for eksempel ved Bruce Alexanders kritisk teoretiske analyse af ”the globalisation of addiction”. 

“Så gik han rundt med sin doktorring og sagde: “Se, den er skrevet, mens jeg tog junk!”  

Det er de filosofiske diskussioner om subjektivitet, vilje og afhængighed, der dominerer, når man snakker med Morten Nissen om rusmiddelforskningen:  

“Det er den helt grundlæggende problematik om subjektivitet, der kommer i spil. Med Mariana Valverdes begreb er det “Viljens Sygdom”, når vi snakker afhængighed. Det er som om, at subjektiviteten aflyser sig selv eller spænder ben for sig selv. Det er i hvert fald sådan, det bliver mødt i en behandlingsindsats. Det her felt er et laboratorium af problematikker. Og alle indsatserne omkring det er en rigdom af forskellige måder at filosofere praksis på”.  

Men problematikker omkring rusmidler er ikke bare filosofiske, de er også litterære og filmiske. Morten Nissen nævner fx Sadie Plants bog, “Writing on Drugs”, der i titlen bærer dobbeltheden om både at skrive om stoffer, men også at skrive PÅ stoffer – hvilket mange store forfattere har gjort gennem tiden. Man kan derfor begynde at filosofere over, hvordan vores mentale billede af ‘en narkoman’ er sammensat. Morten Nissen fortæller bl.a. om Jacob Hilden Winsløw, der har forsket i misbrugsindsatser og skrevet doktordisputats: 

 “Nogle år efter går han så frem og fortæller, at han selv har været på stoffer, mens han har lavet de her ting. Så gik han rundt og viste sin doktorring frem, for at vise at stofbrugere også kan være kompetente”. 

Er det samfundet eller personen eller stofferne eller historien eller biologien eller hvad? 

For Morten Nissen er det tydeligt, at arbejdet med rusmiddelbrugere og behandlingen af dem rummer essentiel indsigt i de grundlæggende problematikker, der hersker omkring, hvordan vi som psykologer gør brug af bestemte vidensformer i vores praksis. Når man ser på, hvordan vi som sådan forsker og behandler, og ser på denne praksis i sin historiske kontekst, så åbner forskningsfeltet sig op og blotlægger grundlæggende filosofiske diskussioner og samfundsmæssige og kulturelle strømninger. Med de tanker in mente er det i virkeligheden ikke interessant at spørge, om det handler om stoffer eller personerne. Og da Indput spørger Morten, om han har et svar på spørgsmålet, er pointen da også… 

“Fordi spørgsmålet stiller sig sådan, bliver man ledt videre til at få nogle mere komplekse tanker om, hvad det er, der styrer hvad. Det er ikke så enkelt at afgøre. Der er faktisk ikke ret meget af det, vi går og gør, som vi uden videre kan sige, at det er os selv, der styrer. Altså (...) en vaneproblematik, hvad er en vane? Er det mig, eller er det noget, som jeg forholder mig til, som kører rundt inden i mig? Eller hvordan skal vi tænke det forhold?” 

Det interessante for os og psykologien er altså ifølge Morten Nissen derimod, hvorfor vi stiller netop dét spørgsmål – og kunne vi spørge anderledes? Hvorfor spørger vi i dag i vores samfund til, om det er enten stofferne forstået som biologi, eller personen forstået som en bestemt psykopatologi? Hvorfor spørger vi ikke anderledes og bredere, og måske mere politisk? Kunne man ikke lige så godt i stedet have spurgt: Er det samfundet eller stofferne?