Debat del 1: Debatindlæg fra Avilius

Af Jonas Schøsler, stud. psych. og CEO i Avilius
December 2019

Jeg har sammen med to venner og en gruppe studerende valgt at stifte Avilius, fordi trivselsmålingerne blandt unge fortsat er dalende. En af årsagerne hertil tror jeg, er et manglende fokus på forebyggelse, der også er stærkt underprioriteret i psykologisk forskning sammenlignet med behandling af psykopatologi. Derfor tilbyder Avilius profylaktisk samtaleterapi til unge, hvor problemstillingen ikke omhandler behandlingen af psykiatriske diagnoser, men vedrører tristhed, ensomhed, tab af motivation, pres på studiet, relationelle udfordringer, eksistentielle spørgsmål m.m. Avilius arbejder med andre ord med almenmenneskelige fænomener og viderehenviser til egen læge eller psykolog, hvis problemstillingen er for omfattende for os at håndtere. Vi har en supervisor, der hjælper med at skærpe kvaliteten af vores ydelse og holde os inden for skiven.

Der mangler forebyggende tilbud til unge, som foregår i øjenhøjde og er tilgængelige ved behov. Der er en stor gruppe af unge mennesker, som befinder sig i en gråzone, hvor de ikke kvalificerer sig til en egentlig diagnose i det offentlige sundhedsvæsen, men som heller ikke har råd til at betale for en privatpraktiserende psykolog. Avilius tilbyder disse unge i gråzonen en mulighed for at tage tingene i opløbet. Vi giver dem mulighed for et kompetent forløb til SU-venlige priser. Avilius udøver således ikke kannibaliserende forretning mod psykologstanden, men har med klienter at gøre, hvis alternativ ville være slet ikke at gå i terapi. Desuden mener jeg, at hvis det at gå i terapi skal være mindre tabuiseret, så skal vi væk fra hjemmesider med gråtoner, regnvejr, blomster og kommunal designfilosofi. I Avilius forsøger vi os med en positiv og tech-forward tilgang, der skal være med til at udligne vægten mellem unges prioritering af fysisk og mental sundhed. Jeg vil gerne give et anonymiseret eksempel på en case, som er blevet henvendt til Avilius:

"Hej Avilius. Jeg har haft et vildt år, hvor der er sket utrolig mange nye ting i mit liv. Jeg føler at livet kører med 100 km i timen, uden at jeg rigtig kan følge med, selvom de ting jeg laver, er noget jeg brænder for. Derudover er jeg meget i tvivl ift. mit forhold, som kører på X år. Jeg føler, jeg har svært ved at navigere i mit liv og har brug for at snakke med nogen, som ikke er familie eller venner. Jeg håber, I kan hjælpe mig. Mvh XX."

Jeg er af den overbevisning, at der er mange unge med lignende problemstillinger, som ikke har et sted at gå hen, hvor de kan få støtte og rådgivning, uden at det vælter budgettet. Der er selvfølgelig mange gratis og frivillige tilbud, som gør en stor forskel for unge, men flere steder har de lukket ned for ventelisten, fordi de ikke kan følge med behovet. Det er blandt andet en af grundene til, at vi har taget risikoen og stiftet et privat selskab, hvor vi selv råder over økonomi og strategi, fordi vi gerne vil skalere modellen og give den bedste oplevelse til vores klienter som overhovedet muligt.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt studerende bør have med terapi at gøre, så anerkender jeg argumentet om, at vores studie ikke er rettet mod at kvalificere os som terapeuter, da uddannelsen i al væsentlighed er af teoretisk karakter. Vi bliver uddannet til at blive forskere og kun i mindre grad praktikere. Jeg er således meget bevidst om vores begrænsninger, hvorfor vi også understreger på hjemmesiden, at vi er under uddannelse og ikke eksperter. Der er mange steder i landet, hvor der foregår præcis det samme, som der gør i Avilius; forskellen er, at vi selv drifter og udvikler virksomheden. Hvis det var den anden vej rundt, var det med al sandsynlighed gået ubemærket hen.

Jeg er stolt af de bedrifter og den erfaring, som vi i Avilius har opnået ved siden af studiet, men jeg er lige så stolt af den faglighed, som vi har opbygget gennem fire års uddannelse. Jeg er af den holdning, at vi i kraft af vores uddannelse danner en stærk faglighed, der kvalificerer os til at analysere og sige noget om, hvorfor mennesket oplever, føler, tænker, handler og udvikler sig, som det gør. Hvis ikke dét er tilfældet, så er konsekvensen en devaluering af psykologtitlen. Og så bør vi måske have en snak om, hvad vores uddannelse kan – og gerne skulle kunne? Jeg fastholder nu alligevel, at vi under uddannelsen udvikler et særligt blik for det menneskelige liv, som i høj grad er idiosynkratisk for psykologistuderende og psykologer. Derfor finder jeg det heller ikke forkert, at vi aflønnes for vores faglighed, ligesom stort set alle andre studerende også bliver det – i øvrigt til en meget beskeden studenterløn. Der er for os tale om et såvel meningsfyldt som studierelevant arbejde, der også er med til at kvalificere os yderligere i vores udvikling.

Det kunne tænkes, at det blev en mere behagelig oplevelse at være studerende, hvis det var muligt at opbygge en faglig profil, samtidig med at vi kan få økonomien til at hænge sammen med et liv, der også interesserer sig for venner, kærlighed og fritidsinteresser. Det kunne tænkes, at hvis vi fik mere tid til at være nogen i stedet for at blive til nogen, så blev vi bedre psykologer, der ikke oplever at være en af de faggrupper, som er mest udbrændt i deres første fem år efter endt uddannelse. Som en studerende skrev i en trivselsundersøgelse foretaget af Dansk Psykolog Forenings Studentersektion: ”Jeg håber, [red.] at fagforeningen også vil være optaget af arbejdsvilkår for psykologistuderende her og nu, og ikke først når vi er færdige som psykologer. Vores frivillige arbejdskraft forventes ALLE steder, men ingen gider at lønne os for vores arbejde.” (Link)

I Avilius modtager vi supervision af en psykoterapeut, som er et varmt og skønt menneske, men ikke mindst skarp og faglig kompetent. Vi har været i dialog med Dansk Psykolog Forening for at beskrive vores projekt og søge deres rådgivning. Sammen fandt vi ud af, at det er efterstræbelsesværdigt at få supervision af en autoriseret psykolog, men med den erkendelse, at der også findes mange dygtige psykoterapeuter. Den ubeskyttede titel ’psykoterapeut’ kan de facto ikke garantere samme viden og erfaring, som en aut. psykolog. Til gengæld synes jeg, at det er en lettere arrogant holdning at mene psykoterapeuter per definition ikke også kan være dygtige. I Avilius arbejder vi mod også at modtage supervision af en aut. psykolog.

I Avilius er vi allerede godt i gang med at opbygge statistik, som beviser vores raison d’etre i et accelerationssamfund, der bliver stadig mere konkurrencepræget og individualiseret.

Vi glæder os til på sigt at kunne dele og offentliggøre vores resultater med jer.