BREVKASSE - SEX & PSYKE

Af Ulrikke Gry, stud.psych.

Kære læser

Indputs brevkasse er en ny sektion dedikeret til jer. Her har I muligheden for at byde ind med oplevelser, refleksioner, erfaringer og viden om diverse emner. Da dette blads tema er begær, vil jeg med ære præsentere brevkassen ‘Sex og psyke’ edition! Denne gang har I mulighed for at dykke ned i seks vidt forskellige breve, der omhandler skam, lyster, intime samtaler, bekendelser, refleksioner over begær og problematikken om kvælertag uden samtykke. God læselyst.

Mvh Ulrikke Gry

Åbne forhold?

Jeg elsker min kæreste. Jeg får jævnligt forelskelser i venner, kolleger, medstuderende. Jeg vil gerne kysse med alle mulige, og stadig være kærester med min kæreste. Tror bare jeg elsker livet, jeg har så meget kærlighed at dele ud af <3 Men jeg skammer mig så meget.

One-night-stands er farlige!!

Normalisering af kvælertag under sex er lidt vildt når man tænker over det. Har hørt, at det var noget der blev trendy i 80’erne, og tænker, at man burde lave et psykologisk studie omkring hvad det betyder for relationelle udvikling idag. Havde en gang et onenight-stand med en udlænding jeg mødte samme aften i byen. Han kom med hjem, og, for at sige det mildt, var kvælertag virkelig hans ting. Efter legen var færdig, smuttede han for at fange et fly tilbage til hvor han var fra. Jeg har nogle gange overvejet hvad der ville have sket hvis han havde gået for langt. Jeg bor alene og ved ikke hvem der nødvendigvis ville melde mig savnet. Normalisering af kedelig sex med fremmede!!!

Ligestilling?

Sikke en fantastisk ide at indføre en brevkasse <3 I er så gode!

Det har altid interesseret mig, hvordan vores datingkultur / datingtilgang kan afspejle en ulighed mellem kvinder og mænd, som vi senere formentlig ser på anden vis i for eksempel arbejdslivet. Lad mig forklare. Når jeg er sammen med mine veninder, er jargonen tit, at en fyr selvfølgelig skal have modet til at ’skrive først’, ’komme op til mig’ eller på anden vis initiere den relation, vi nu engang ønsker. Men jeg har grublet en del over, at der netop i den idé ligger, at kvinden er ’prisen’, og manden skal ’gøre sig fortjent til’ kvinden i en eller anden forstand. Hvilket - i min optik - passiverer kvinden til en slags ’dommer’, hvor manden bliver en ’jæger’, som skal præstere. Her synes jeg, at der skjuler sig en mærkelig fortælling om, at en kvinde skal ’vente’ på den rigtige mand, hvorimod manden skal forbedre sig (eller acceptere sine ’evner’), indtil han kan ’få’ den kvinde, han ’vil have’. Måske er det bare mig, men jeg synes, at hvis noget af den præmis og fortælling, der ligger gemt i datingkulturen, er rigtig, så har vi da en udfordring ift., hvis vi netop vil opnå en lighed på mange lignende præmisser, hvor vi ikke skal ses som passive, og hvor mændene ikke skal se os som ’genstande / mål’ for et nytteprojekt. Hvad er løsningen så? Det vil jeg ikke prøve at gøre mig klog på, men jeg er da nysgerrig på, hvad andre tænker. Bare lidt lørdagstanker fra en psykstuderende. God weekend <3

En pragmatisk tilgang til kærlighed

Kære Indput

Jeg ville beskrive mig selv som en person med en meget pragmatisk tilgang til kærlighed, måske særligt den til min romantiske partner. I den forbindelse - og måske fordi det er "oppe i tiden" - kan jeg ikke lade være med nogle gange at tænke på, hvad der mon sker med os (min partner og jeg) et par år ude i fremtiden, når vi (forhåbentligt!) har sat børn i verden og har tilbragt rigtig mange timer i hinandens selskab.

Min indre homunculus (eller hvad vi skal kalde den overtænkende instans) kan ikke undgå at tænke, at vi selvfølgelig vil forelske os i en anden / andre hen ad vejen, at en af os måske endda vil fristes til at være utro - eller måske endda handle på det. Og mest af alt ville jeg tro det blev mig, fordi min partner er en af de mest loyale mennesker, jeg kender, og derudover har brændt sig på et tidligere forhold, hvor der var utroskab, løgne, fortielser og hvad jeg egentligt også kunne tænke var kontrol/manipulation. Derfor, og nu til mit egentlige psykiske sex dilemma: Hvordan filan griber jeg det an på sigt at åbne et monogamt forhold op? Kan jeg tillade mig at udtrykke mit pragmatiske ønske (på sigt) over for min partner, der mest af alt ser anmodningen om et åbent forhold som den ene parts ide og den sikre vej til forholdets deroute? Hvad kan jeg gøre?

Kh pragmatikeren

Svar til pragmatikeren

Kære pragmatikeren

Jeg vil starte med at pointere din løsning på dilemmaet: Det åbne forhold. Selvom man har følelser for eller er seksuelt tiltrukket af andre end sin partner, betyder det ikke, at man uundgåeligt kommer til at handle på det. For som du selv er inde på, så stopper man ikke nødvendigvis med at være interesseret i andre, når man indgår i et monogamt forhold. Sådan er vi som mennesker desværre ikke altid bygget. Det er normalt at være mindre interesseret i sin partner i perioder, ligesom det kan være normalt at være mere interesseret i andre i periode. Derfor er det en rigtig god idé at være åben med sin partner om sine lyster og lægge svesken på disken: Tag en snak om den/de person(er), der har fanget din opmærksomhed (når/hvis den tid kommer), og vær tydelig i, at det på ingen måde er fordi, din partner er for lidt for dig. Det kan være svært, men nødvendigt. Det er dog vigtigt at huske, at et forhold ikke kan være ’perfekt’ hele tiden. For at opsummere, er det at åbne forholdet op altså ikke den eneste løsning på at bevare forholdet på længere sigt.

Det virker dog lidt som om, at du gerne vil have, at I er åbne på et tidspunkt. At du har muligheden for at følge dine lyster og følelser, skulle de komme. Denne snak er meget sværere at tage. Her er det igen vigtigt at pointere, at det ikke er fordi han/hun/de ikke opfylder dine behov, men fordi du har brug for at dele din kærlighed/seksualitet/andet med flere mennesker. Dog kan det jo være, at din partner ikke er åben for det, og så må du overveje, om du kan leve med de vilkår og regler, eller om I skal gå fra hinanden. Dog skal det pointeres, at der findes et helt spektrum fra monogami til polygami. At åbne forholdet op er altså ikke nødvendigvis lig med, at der er frit slag. Det er mere en kontrakt, man laver med sin partner om, hvad der er okay, og hvad der ikke er. Det kan fx være mindre ting som at give hinanden lov til at flirte med andre i byen eller at kysse med andre. Det kan også være større ting, som at I må udøve seksuelle handlinger med andre mennesker, og det kan være at give hinanden lov til at finde andre romantiske partnere.

For at svare konkret på dit spørgsmål: Ja. Indgå en samtale om dine tanker om jeres fremtidige forhold og tag den derfra.

Mvh Ulrikke Gry

OM BEGÆRET - Personlige psykologiske refleksioner over begæret og dets forhold til kærligheden

Begæret er et interessant psykologisk emne. Det er mange ting, men måske vigtigst af alt er begæret den urkraft i sjælen, der driver mennesket frem. Vi kan begære mange ting. Vi kan begære andre mennesker. Vi kan begære dem seksuelt eller åndeligt. Vi kan begære materielle ting, karriere, social status, magt eller viden. Uanset hvad vi begærer, så er det, som er vi fængslet og draget af en usynlig kraft.

Kierkegaard har måske illustreret det meget fint, når han lader sin æstetiker analysere Mozarts Don Juan. Don Juan drages mod kvindeligheden og i sin attrå, sit begær, forfører Don Juan den ene kvinde efter den næste, og bliver således herigennem inkarnationen af den begærets urkraft hvormed mennesket drives frem.

Begæret er altså på den ene side en drivkraft. Men på den anden side er begæret måske også det, der gør, at mennesket risikerer at forfalde til egoisme. Don Juan har knapt forført den ene kvinde før hun forlades og efterlades til fordel for den næste. Det samme sker for Kierkegaards mere reflekteret forfører Johannes. Han begærer en kvinde, og han gør kur og forfører hende, men i det øjeblik hun helt og aldeles hengiver sig til ham og tilhører ham, da er begæret tilfredsstillet, og hun er ham nu ligegyldig. Begæret vil den anden, men måske vil det mest af alt sig selv. Dette må være begærets egoisme.

Om end det er i knap så ekstrem grad, er det så ikke begærets egoisme der kan tænkes at være på spil i forelskelsen. Man drages mod og begærer et andet menneske. Men er det ikke også et begær, hvor man forherliger den anden og hvor man ønsker og lyster dennes selskab og positive opmærksomhed. Der ligger på en måde en egoisme i, at den anden kan være noget for en, at man ønsker at stå i relation til den anden som behovstilfredsstillelse.

Kommer begæret måske i virkeligheden til at risikere at udelukke et oprigtigt menneskeligt møde?

Og nu mine kære læsere, kommer det spørgsmål, som jeg i dette brev vil stille mig selv, og som skal guide mine videre refleksioner. Nemlig om det ikke er muligt at begære uden at forfalde til egoisme. Begæret er trods alt stadig en sjælekraft, der retter os udad mod den anden. Dermed burde der være en grobund til stede for at overskride egoismen. Så kan begæret finde en højere væren, hvormed der åbnes for et oprigtigt menneskeligt møde?

Hvis udgangspunktet er begæret og hvis dets egoisme består af, at man retter sig mod den anden med ønsket om at få denne i sin besiddelse, som det den anden kan være for en, så må vi lave en modsatrettet bevægelse, der negerer og ophæver egoismen. Så i stedet for, at få den anden i sin egen besiddelse, så må den modsatte bevægelse i stedet være at give sig selv hen til den anden. At hengive sig. Er det ikke måske netop ved denne begærets bevægelse, at begæret kan overskride egoismen og ophøje sig til kærlighed.

Er det ikke denne sjælebevægelse vi fejrer når vi gifter os. Vielsen bliver det ritual hvorved vi stadfæster, at vi ikke blot begærer hinanden, men at vi også hengiver os til hinanden i kærlighed. Vi overskrider os selv og vores egen egoisme ved netop at være til for hinanden i medgang og modgang. På den måde er der måske også forskel på den umiddelbare forelskelse, hvor vi begærer den anden, og forholdet/ægteskabet, hvor vi elsker den anden. Og selvfølgelig kan vi nære kærlighed til en anden uden at gifte os. Vielsen er jo blot det ritual, der peger tilbage på og fejrer kærlighedens bevægelse. Vigtigheden må bestå i hengivelsen hvormed begæret synes at overskride egoismen og ophøje sig til kærlighed.

Men nu kommer måske det vigtigste spørgsmål i dette brev. Hvorfor reflekterer jeg overhovedet over dette, ønsker I måske at vide. Hvorfra har mine tanker deres udspring. Som så ofte udspringer de fra en levet erfaring. Ser i mine kære læsere, jeg har nemlig selv for nyligt stået i et dilemma mellem at begære og at elske.

Det forholder sig nemlig således, at i al min tid på psykologistudiet har jeg begæret at være en god psykologistuderende. Jeg var en af dem der allerede i 1.g på gymnasiet vidste at jeg ville ind på psykologistudiet. Psykologien var min våde drøm, og mit begær bragte mig i relation til den. Ikke desto mindre skulle det hænde, at da jeg havde færdiggjort min bachelor måtte jeg erkende at mit begær havde stillet sig i vejen for mig. At jeg var forfaldet til egoisme. At det ikke handlede om psykologien, men om mig.

Det skete nemlig, at jeg begærede gode karakterer og fin respons og andre elementer der kunne fungere som det, der bragte mig vished og tilfredsstillede mit behov for at føle mig som en god psykologistuderende. Jeg ville besidde psykologien i min hule hånd, og den skulle igennem karakterer og andet hengive sig betingelsesløst til mig som tilhørende mig. Som sagt forfaldt jeg til egoismen, og det kom til at handle om mig. Der skulle gå tre år før jeg indså dette. Nu begyndte jeg at hige efter et mere oprigtigt forhold til psykologien. Måske netop fordi, at begæret, selvom det havde bragt mig i relation til psykologien, alligevel ikke havde bragt mig længere i relationen end til min egen næsetip. Efter megen fortvivlelse begyndte jeg så småt at forstå, at jeg måtte komme ud over mig selv og min forfængelighed, at jeg måtte overskride mit begærs egoisme, for virkelig at komme i kontakt til psykologien. Og hvorledes aktualiserer man en sådan bevægelse spørger i nu. For mig blev det aktualiseret ved at elske psykologien så meget, at jeg kunne komme udover mig selv og give mig hen til at studere psykologien for dens egen skyld. Det bestod i, at jeg i en opgave kunne gå psykologien oprigtigt i møde igennem en lidenskab i form af en grundlæggende nysgerrighed og undersøgende ydmyghed. Også selvom en sådan tilgang kunne ende med at dreje undersøgelsen i en retning, der ikke nødvendigvis ville sikre den bedste karakter eller respons. Det blev at elske psykologien for psykologiens egen skyld. Og ikke for min.

Ser I, her kom jeg nu for første gang til at stå i en oprigtig relation til psykologien, hvor det handlede om den og ikke mit eget egoistiske behov for hvad den kunne være for mig. Nu er psykologien blevet levende for mig. Måske fordi jeg gav mig hen og fandt min kærlighed til den.

Dette personlige dilemma blev mit valg mellem at begære og at elske. Hvad er jeres?

Case arbejde

Jeg er blevet tilsendt en case.

Køn: Mand

Alder: 26 år

Generel profil: sportsudøver, festryger, koncentrationsbesvær, søvnmangel, fejlernæret, højt alkoholforbrug, adskillige sexpartnere, vestjyde.

Note: Han fylder hele rummet. To meter høj og bred om skuldrene. Han har altid noget sjovt at sige. Det skal jo heller ikke være så tungt det hele. Men han skal alligevel altid være lidt skarpere, lidt klogere, lidt sejere, lidt sjovere end os andre – mon han har brug for at bevise noget? Vi løber ture sammen. Han vil gerne snakke om alle de piger, han har bollet. Jeg spørger, hvad han får ud af at knalde med dem. Han siger, det er lidt sjovt og lækkert. Men altså, han vil jo gerne være i et forhold. Han ved, at han ville blive en god far. Børn er godt nok søde. Jeg mærker det med det samme. Side om side, i taletempo på grusstier, har jeg skabt et trygt rum for ham. Han har afsløret sig selv. Jeg spørger videre. Hvordan skal det så se ud? Ahmen, det kan han ikke rigtig sige. Det er sikkert noget, sådan nogle psykologer som mig har mange ord for, men ikke ham. ”Bruger du pigerne som underholdning?” spørger jeg. Det mener han ikke, men nogle gange skal der jo bare ske noget. Nogle gange er man stresset og skal af med det – og så er det bare godt at bolle. ”Ah okay, jamen når du så har sex, hvad handler det så om?” ”Hvad handler det om,” siger han tilbage, som om det ikke giver mening. ”Ja,” siger jeg, ”hvilken historie fortæller du i dit samleje? Er det en historie om magt, jagt, kærlighed, har du brug for at være stor eller lille, er målet spænding eller udløsning, skal I finde hinanden eller glemme jer selv?” Han laver en dum joke, men så er han stille. Det havde han godt nok ikke tænkt over.

Tiden går. Vi sidder ved køkkenbordet og drikker te. Han bliver ved med at sige ting som: ”Jeg har aldrig snakket om sådan noget før” eller ”Jeg har aldrig mødt nogen som dig” eller ”Jeg vidste slet ikke, at der var nogen, som ville høre på det her”. Og han tror virkelig, at det er et kompliment. Han har problemer med samvittigheden, forklarer han. Det er som om, den kommer og går. Han har nemt ved at bruge andre mennesker. Men altså ikke på en klam måde – okay nogle gange på en klam måde, tilstår han. Egentlig er han ret træt af bare at bolle. Han kan se alle hans venner begynde at komme i parforhold og blive gift. Han vil også gerne have det der – hvad end det er. Men han har det svært ved ro. Han keder sig nemt. Til gengæld er han overbevist om, at hvis den rigtige kvinde pludseligt dukkede op i hans liv, ville han med det samme forvandle sig fuldstændigt og leve lykkeligt til sine dages ende. Jeg spørger om, hvor mange mennesker virkelig forstår ham. Han tøver og tæller på sin venstre hånd. En… to, måske. Han laver en joke. Han laver altid en joke, når han er nervøs. Tre før min faster døde, siger han til sidst. Er jeg en af dem, spørger jeg. Han nikker. Jeg fortsætter: ”Noget af det sværeste overhovedet,” siger jeg, ”er at føle at ingen i verden ved, hvem man er – og endnu værre - at ingen i verden ville have lyst til én, hvis de vidste, hvem man var”. Han er helt stille. Han siger, at han bare gerne vil have sex med en, han ikke har købt med billige drinks og jokes i byen. Jeg siger, at det kan jeg godt forstå.

Jeg er blevet tilsendt en case

Køn: Mand

Alder: 23 år

Generel profil: hyper-intellektuel, klatreglad, Jordan Peterson tilhænger, tænder på logik og tysk filosofi, diskussions ivrig

Jeg kender ham ikke engang. De eneste to gange hvor vi har haft en samtale, har jeg følt, at han var fuldstændig ligeglad med mig. Men min veninde snakker hele tiden om ham. Om at der er så mange på studiet, der har forsøgt at analysere ham. At han er hård i spyttet og afvisende i sin tone. Han ser sig selv som bedrevidende. Han tænker meget over tingene. Jeg tror, jeg ved, hvad jeg skal gøre. Men som sagt kender jeg ham ikke. Til gengæld kommer det til mig i en drøm.

Vi er til et arrangement sammen. Jeg går op til ham efter aftensmaden og spørger for sjov, om jeg ikke nok også må prøve at analysere ham lidt. Der ville han grine, måske lidt hånligt, men ville acceptere udfordringen. Sammen ville vi gå udenfor, og han ville opfordre mig til bare at komme an. Der ville jeg standse ham og sige, at jeg allerede på forhånd ved, at der ligger intellektuelle fælder i hans følelseslandskab. Han er for velforberedt, for ivrig. Derfor siger jeg, og træder tættere på, at vi skal noget andet, hvis han har lyst. Han ser skævt på mig, men han vil gerne. Jeg tager min hånd op. Han møder den med sin egen. Håndflade mod håndflade. Og så den anden hånd. Varmen, fugten, kontakten. Jeg glider mine hænder over hans håndled og langs hans arme, til hans skuldre. Hans hænder spejler automatisk mine bevægelser. Det er blødt, langsomt, overfladisk. Jeg bøjer armene, bøjer min krop, som en optrapning til dans. Vi står tæt op imod hinanden. Min ryg mod hans bryst. Han tager det seriøst. Jeg tænker på, om han forventer, at noget vil gå galt lige om lidt. Han vil ikke narres. Vi danser videre. Vi oscillerer mellem at omfavnes og trække i hinanden med langstrakte arme. Vi bliver varme. Svedige. Jeg løfter i hans trøje, vil gerne mærke hans hud, og jeg vil gerne have, at han mærker min. Jeg mærker vejret i hans bryst, som det flyver ind og ud. Jeg aer ham må maven, trygger ham blidt på ryggen. Mærker ham først stivne ved min berøring og derefter, at han falder til ro. Vi stirrer hinanden i øjnene. Ingen smil. Vi skal ikke kysse. Vi er fastlåst og sammensmeltet. Jeg hopper op på ham og vikler mine ben rundt om ryggen på ham. Nusser hans hår, hans kind. Stirrer igen dybt ind i hans øjne. Hviler min pande på hans. Vi trækker vejret sammen. Han holder mig, indtil jeg langsomt glider ned på jorden igen. Jeg tager ham med. Han ligger på mit skød. Jeg holder om hans hoved. Vi falder i søvn i ske. Han græder ned i mit hår. ”Det er okay,” siger jeg til sidst. ”Det er helt okay.”

Min psykolog ser på min case

Køn: Kvinde

Alder: 22

Generel profil: danseglad, konfrontationsivrig, fascineret af følelsesforladte, uduelighed og asociale mænd, savior syndrome, gammel hestepige = kan godt lide store dyr, som kræver regelmæssig pleje, overraskende dygtigt til at spise vindruer.

Note: Skulle måske prøve at leve sit eget liv.