BEGÆRETS ANATOMI

Af Ditte Marie Thiemer Hilbert, stud.psych.

Denne artikel handler om samtykke. Og om de antagelser, vores samtaler om samtykke hviler på. Kræver det en fuldkommen selvindsigt at give sit samtykke? Det er også en artikel om begær. Og om begærets særlige struktur. Undsiger det sig måske netop bevidsthedens klarsyn? Og det er en svær artikel at skrive. Blandt andet fordi det uundgåeligt bliver en udfordring af vores måder at tale om samtykke på. I stedet for at underkaste mig den dikotomi, der ligger i spørgsmålet ”Er der givet samtykke eller ej?”, indtager jeg i denne artikel en tredje position, nemlig den, at det er mere kompliceret end som så. Vi er nødt til at indse denne kompleksitet, hvis vi vil kunne have frugtbare samtaler om, hvordan vi taler om sex og lyst - uden at fordømme. Dermed bliver det også et forsøg på at påpege, hvordan psykologien som felt har konkrete effekter ude i den virkelige verden. Måden hvorpå vi forstår basale, almenpsykologiske fænomener hviler på, hvordan vi forestiller os, at psyken virker. Og disse forståelser former, hvad vi forestiller os at kunne forvente af os selv og af andre. Det er en svær artikel at skrive, fordi det at ville udfordre og kritisere den gældende forståelse af samtykkebegrebet let kan misforstås som en kritik af behovet for et fokus på samtykke og den stadig relativt nye samtykkebaserede lovgivning, som mange har kæmpet for i mange år – mig selv inklusive. Jeg håber derfor, at du, kære læser, vil læse den som det, den er tænkt som: et oplæg til fælles tanker og refleksion. Den vej, vi nu bevæger os ned ad, er en hvor intet kan stå helt klart og tydeligt. Det er der, hvor vi må hvile i ambivalensen og tvetydigheden.

Hvad er samtykke?

D. 29.12.2020 blev Lov om ændring af straffelovens § 216 stk. 1 ændret. Den nye ordlyd var: ”For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der har samleje med en person, der ikke har samtykket heri.”. Denne ændring var en bevægelse væk fra en lovgivning baseret på volden eller truslen om vold som voldtægtens præmis. Og det er enormt vigtigt. For her fra starten, vil jeg gerne gøre det klart: at have sex med en person, som ikke samtykker, er selvfølgelig voldtægt. Det er ikke det spørgsmål, jeg vil diskutere i denne artikel. Spørgsmålet er derimod, hvad det egentlig er, vi mener, når vi taler om samtykke.

D. 23. september i år skrev Jolina Vinholt, psykologfaglig konsulent og Jesper Baeuschiel, vicepolitiinspektør, et debatindlæg til Politiken, hvor de blandt andet skrev ”Det er vores indtryk, at mange unge er nysgerrige og meget gerne vil praktisere samtykke, men også er forvirrede over, hvordan man sikrer sig det.”. I samme indlæg henviste de til, at der blandt mange unge er langt mere fokus på, om der siges fra, end om der siges til, og om det er voldtægt, når der ikke siges direkte nej; altså når dette nej indikeres på andre måder. Forfatterne understreger at passivitet eller opgivelse af modstand ikke kan tolkes som samtykke. Og at samtykket ikke er absolut; man har ikke fået tilladelse til hvad som helst, bare fordi man har fået samtykke til kategorien sex: ”Med samtykkeloven har den initiativtagende part pligt til at sikre sig, at den anden er indstillet på, hvad der skal ske.”. Hermed afgrænses den lovmæssige definition af samtykket altså delvist, men dog ikke helt.

Måske kan vi komme en smule nærmere en kontemporær forståelse af fænomenet samtykke, hvis vi kigger på en anden kontekst, hvor det anvendes dagligt: det informerede samtykke ved behandling i sundhedssystemet. I Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv. (Til landets læger og andet sundhedspersonale), står der eksplicit ”Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke […] Et samtykke til behandling er patientens frivillige accept af at ville modtage en bestemt behandling […] Samtykket skal være baseret på fyldestgørende information […] For at man kan tale om et gyldigt samtykke, kræver dette, at patienten er i stand til at overskue konsekvenserne på baggrund af den givne information”. Og her begynder vi at ane et omrids af en definition: 1) Samtykke er en afgrænsning af den andens handlerum, 2) det skal være frivilligt afgivet, 3) der skal forelægge fyldestgørende information om, hvad der skal ske samt de mulige konsekvenser af dette. Her er altså en definition, som lægger vægt på individets autonomi, kontrol og frihed til at vælge selv. Og det er vel egentlig meget fedt?

Det vi ikke kan vide om os selv

Og så alligevel. Der er noget, der skærer lidt, når jeg forsøger at forholde mig til denne måde at tale om sex og begær på. For hvordan forstår vi det menneske, vi taler om her? Hvem er i stand til at afgive dette informerede samtykke? Hvordan er dets psyke skruet sammen? Her bliver spørgsmål om subjektivitet og selvindsigt centrale. Og hvordan kan man forstå samtykke i mødet mellem to mennesker, og kan der nogensinde findes ‘fyldestgørende information’ om noget, der endnu ikke er sket?

Personligt kan jeg, hvor gerne jeg end ville det, ikke altid overskue konsekvenserne af ting, jeg roder mig ud i (over en bred kam i øvrigt, det gælder ikke kun sex). Hvem har ikke prøvet at melde sig til noget, som de endte med ikke at kunne overskue eller ikke at have lyst til? Eller at tage af sted til noget, de egentlig ikke gad, og opdage, at det var præcis det, de havde brug for? Jeg tror faktisk, at den særlige energi, der er i ikke at vide præcis, hvad der skal ske, er enormt vigtig for mit begær, som for mig mere er en sitren i det mulige og umulige. Måske kender du, kære læser, til den særlige energi som findes i begæret, som kan forstærkes af det uvisse og usikre? Denne sitren i det mulige og umulige? I ikke at vide, hvad der vil ske, hvad den anden vil gøre, måske endda hvad du selv vil? Som om selve begæret folder sig ud over tid, situeret i den konkrete kontekst og også betinget af denne?

Ved et lykketræf faldt jeg i min bachelorproces over Avgi Saketopoulous Sexuality Beyond Consent – Risk, Race, Traumatophilia, som nok er den vigtigste bog, jeg har læst længe. Saketopoulou kritiserer idéen om det bekræftende samtykke, altså at begge parter eksplicit skal udtrykke samtykke inden seksuelle handlinger. Hun mener, at dette krav er baseret på en manglende forståelse for hvordan den erotiske ladning fungerer, og dermed bliver det i praksis en umulighed at forene denne type samtykke og erotikkens væsen – disse pointer vil jeg udfolde i det følgende. Med udgangspunkt i Jean Laplanche beskriver hun et decentreret subjekt, som netop ikke ved alt om sig selv, og som aldrig vil kunne have total selvindsigt. Jeg vil forsøge at beskrive dette subjektsyn og de konsekvenser, det har for forståelsen af samtykke. Jeg må på forhånd sige, at det bliver en forsimplet beskrivelse.

I Drive and Instinct beskriver Laplanche forskellen på drift og instinkt, hvilket naturligvis er en teoretisk adskillelse. Hvor instinktet er adaptivt og knytter sig til de biologiske funktioner, er driften et produkt af dét fundamentale vilkår, at spædbørn fødes uden evnen til at sikre egen overlevelse. Dette vilkår betyder, at barnet fra begyndelsen er i kommunikation med den voksne, som skal sikre dets overlevelse. Og her opstår det særlige, at den voksne gennem sin omgang med barnet kommunikerer beskeder, herunder uafkodelige beskeder, som udgår fra den voksnes egen ubevidste infantile seksualitet – en slags kropslig erfaring som den voksne ikke selv har indsigt i, men som ikke desto mindre påvirker den voksnes omgang med barnet. Disse for barnet uafkodelige beskeder rummer en enigmatisk energi, som barnet ihærdigt vil forsøge at forstå. Den del af psyken, som i psykoanalysen betegnes jeg’et, har som funktion at konstruere mening og organisere enigma. Energien fra disse uafkodelige, enigmatiske beskeder fra den voksne kan ikke blot eksistere i barnet i deres ubundne form. De må og skal organiseres på måder, der muliggør barnets psykes integritet.

Når dette ikke kan lade sig gøre, må de i stedet fraspaltes jeg’et, hvormed et ubevidste opstår i barnet. I denne bevægelse skabes dermed et subjekt, i hvilket noget virker på særlige måder, som subjektet ikke selv har indsigt i. Laplanche skriver ”The source of the infantile sexual drive is the unconscious, and its characteristics are marked by that origin. The infantile sexual drive is an endless search and knows no relaxation of tension”. Denne seksualitet er altså ikke den seksualitet, som vi kender som et produkt af kønsmodningen (den genitale seksualitet), men derimod en seksualitet, som konstant søger at øge spænding, og som er intersubjektivt formet af de voksne i barnets liv.

Den biologisk modne seksualitet opstår først senere med kønsmodningen, og grundet det tidslige forhold, vil denne uværgeligt koble sig på de infantile fantasier:”What psychoanalysis teaches us – which seems utterly foreign – is that in man the sexuality of intersubjective origin, that is drive sexuality, the sexuality that is acquired, comes before the sexuality that is innate. Drive comes before instinct, fantasy comes before function; and when the sexual instinct arrives, the seat is already occupied.”. Nu taler vi altså om et subjekt, som ikke blot er et biologisk seksuelt væsen, men som har en seksualitet, der er formet af den infantile seksualitet og dennes fantasier; hvor dele af det, der virker i subjektet, ikke er tilgængeligt for det bevidste jeg og aldrig kan blive det. Dermed umuliggøres det ræsonnement, som idéen om det bekræftende samtykke hviler på: vi har nemlig ikke fuldkommen indsigt i vores eget begær. Begærets struktur er, ganske enkelt, ikke at være helt tilgængeligt og forståeligt for os.

Overvældelse og limit consent

Saketopoulou forholder sig netop til dette i sin bog. Hun kritiserer det bekræftende samtykke for netop ikke at forholde sig til, at vi aldrig kan kontrollere det, der sker mellem to mennesker. Det seksuelle ubevidste indvirker på vores handlinger i relation til andre mennesker, selv når vi ikke er bevidste om dette, gennem enigmatiske beskeder. Dette er ikke særligt for begæret; det er en grundpræmis for det interpersonelle. I stedet peger hun hen mod en anden form for samtykke, der i høj grad hviler på en indre forhandling: kan vi give samtykke, hvis vi skal kunne acceptere at modtage noget andet, end vi forventer? Og kan vi acceptere at risikere den overvældelse, som også er en del af det seksuelle? Vi risikerer i alle relationer at blive konfronterede med det, som er fremmed i os selv. Ifølge hende er relationen en uendelig samtale, med muligheder for både at skabe os selv og verden i det relationelle rum. Dette er fordi jeg’ets funktion netop er at skabe mening. Men i mødet med den anden risikerer vi altid at den ligevægt, som vores system søger mod, forstyrres, og der må skabes nye forståelser. I det relationelle opstår opacitet, noget som er uforståeligt og som ikke kan indkapsles i mening. Hun skriver: ”Interembodied, encounters that are experienced as transgressive move toward the ”more and more” of experience – and when this escalation becomes unbearable, they can shatter the ego […] Which acts will be experienced as transgressive varies widely: lines of prohibition are perched on the highly personal divide between the intrapsychic, the social, and the historical – that is, who does what to whom, in what context, and at what point in time.”. Det intersubjektives enigmatiske beskeder har altid muligheden for at overvælde, og det kan både opleves positivt og negativt. Skellet handler primært om subjektets egen indre forhandling, om det opleves som positivt grænseoverskridende eller negativt grænseoverskridende – den energimæssige spænding og ladning er den samme.

Dette er naturligvis ikke et argument mod behovet for at søge samtykke i sin helhed, men derimod en kritik af diskursen omkring samtykke. Vi kan måske ikke vide præcis hvad vi vil, eller hvornår vi overvældes, men vi ved jo samtidig OM vi ønsker at have sex med netop denne person. Forskellen er hvad vi forventer, at vi samtykker til. Samtykker vi til kontrol eller til overvældelse? Og måske endnu vigtigere: forstår vi, at den anden heller ikke har fuldkommen kontrol?

Saketopoulous løsning bliver det, hun kalder limit consent. Dette er den fælles forhandling om at give slip på kontrollen: ”What they are implicitly agreeing to in this negotiation is to be subjected to something unforeseeable, to being vulnerable, and to being surprised.”. Det er ikke en forhandling om, hvor grænserne går, men en invitation til at overskride grænser. Det er en forhandling om at overgive sig til den anden, og for den anden at turde overgive sig til sig selv og det, der virker i dem, som de ikke har indsigt i.

Netop fordi alle er subjekter, uden en fuldkommen indsigt i egne måder at reagere, opstår en situation, som for begge er uforudsigelig, og som begge har ansvaret for; begge risikerer en overvældelse, som de ikke kan rumme: ”But unlike affirmative consent, in which being wounded has to do with an explicit disregard of the other’s states limits, if injury occurs in limit consent, it is inadvertent; it results in infantile sexual urges that have gone too far, gone beyond play, with neither party knowing it until after the fact.”. I denne iteration er samtykke ikke et spørgsmål om ja eller nej til hvorvidt der skal ske noget seksuelt, men derimod måder at forhandle om det, der skal foregå, både intrapsykisk og interpersonelt. Hvor meget ønsker jeg at give mig hen med dette menneske? Det kræver en kontinuerlig kommunikation, som ikke bare er verbal, men er de bedste forsøg på at afkode den anden, en afkodning som netop aldrig kan være komplet. Hvis man ikke selv ved, hvordan man vil reagere på noget, kan man ikke gøre andet end at prøve sig frem. Det er bekræftelsen af ønsket om at prøve sig frem sammen, at være villig til at risikere, men med en videre løbende forhandling både med sig selv og den anden, som Saketopoulou fremhæver som et alternativ til det bekræftende samtykke. Når Vinholt og Baeuschiel beskriver deres oplysningsarbejde med at informere unge om samtykke, er det netop de mange spørgsmål, som de unge stiller, og det forhold, at disse spørgsmål ikke kan afklares endeligt inden man giver sig i kast med hinanden, der peger imod umuligheden af et samtykkeprojekt, der implicerer fuldkomment kendskab til egne reaktioner på ting, man endnu ikke har oplevet. Ikke fordi vi ikke skylder hinanden afklaring på, om vi begærer hinanden og ønsker at give os hen til hinanden, men fordi vi aldrig kan afklare alt på forhånd. Ikke af ond vilje; men som et grundvilkår ved at være menneske. Side om side med det, som begæret retter os imod med løftet om det sublime, må vi lære at leve med ambivalensen, uvisheden og det forhold, at der ikke kan være komplet overensstemmelse mellem den indre og den ydre virkelighed. At den anden kan såre os uden at ønske det. At vi kan såre dem uden at ønske det. At når vi sætter os selv på spil, er vi grundlæggende sårbare. Vi kender aldrig konsekvenserne af det intersubjektive på forhånd. Ikke fordi vi bliver holdt hen, men fordi det endnu ikke har udspillet sig, og derfor har ingen vidst, hvad der ville ske.

Det dobbelte ansvar

Her er det vigtigt igen at påpege forskellen på den materielle virkelighed og den psykiske virkelighed. For når jeg taler om umuligheden af at kende til konsekvenserne af det, der udspiller sig, taler jeg naturligvis ikke om, at vi ikke må rammesætte og sige til og fra. Den overvældelse jeg (og Saketopoulou) taler om, er overvældelsen som noget uventet. Ikke om overvældelsen ved handlinger vi har sagt nej til (!), men overvældelsen ved noget vi har indvilliget i, men ikke kan kende de fulde konsekvenser af. Overvældelsen er nemlig et psykisk fænomen, som ikke kun knytter sig til det, der sker i relationen, men derimod handler om vores indre reaktion på det, der vækker noget særligt i os. Og dette er uforudsigeligt, fordi det udgår fra dele af os, som vi ikke kan have fuldstændigt kendskab til. Det er altså vigtigt at fastholde, at alle har retten til selv at vælge hvad de har lyst til at deltage i. Men selv med denne form for rammesætning er vi aldrig i kontrol. Og frem for at henføre os selv til illusionen om kontrol, illusionen om at vi har både fuld indsigt i og fuld kontrol over os selv, må vi være villige til at anerkende, at det ikke er sådan det psykiske apparat virker. Og dette efterlader os med et dobbelt ansvar: vi risikerer altid at blive overvældede, men vi risikerer også altid at overvælde den anden. Og spørgsmålet er, om det ikke i langt de fleste tilfælde er mere relevant at tale om det etiske ansvar, vi har for at kunne holde rum for andre, når de overvældes i deres relation til os, end det er at tale om skyld? Den nuværende samtykkediskurs efterlader os bare ikke med denne mulighed, fordi den netop implicerer fuld selvindsigt på forhånd, og dermed også fuld kontrol. Og hvis vi forventer at den anden ved hvad de laver, må de også såre os med hensigt.

Lad mig illustrere hvad jeg mener med en analogi: fødslen. Uanset hvor meget vi forbereder os og forsøger at kontrollere omstændighederne omkring fødslen, er det umuligt. Alle kvinder jeg har talt med som har født, har oplevet et tidspunkt, hvor de oplevede en fuldkommen kropslig og psykisk overvældelse. Denne overvældelse er af en type, som ikke kan gengives sprogligt. Fødslen er altså en proces, vi kan forsøge at forberede os på ved at opstille rammer og ønsker, men hvordan det, der udfolder sig, rent faktisk påvirker os, er ikke inden for vores kontrol. Tilbage sidder den fødende og må forsøge at skabe mening i det, at organisere det. Denne proces er i høj grad intrapsykisk og påhviler vores eget psykiske apparat. Men vi er ikke alene i hverken rummet eller verden; processen bliver dermed også et intersubjektivt projekt. Det er her, det dobbelte ansvar opstår: vi har altid både ansvar for vores egne følelser og reaktioner, men vi har også ansvar for, hvordan vi reagerer på den andens. Vi kan ikke kontrollere hvad der vil ske, men vi har ansvar for hvad vi gør med det, når det er sket. Og det er forskellen på ansvar og skyld.

Med denne forskydning af ansvar, ligger også en etisk position. Ved at turde fastholde, at der ikke findes en enkelt sandhed, men at der derimod er forskel på den materielle sandhed og den psykiske sandhed, binder vi os også til en særlig etisk tvetydighed. Flere ting kan være sande på samme tid. Hvis vi tager dette med i overvejelserne, vil det nok være lettere at undgå den overflod af misforståelser, som Vinholt og Baeuschiel refererer til. Og samtidig vil vi være forpligtede til at forholde os til, hvad vi selv er villige til at risikere, og dermed også hvor meget vi er villige til at risikere, at den anden skal bære vægten af at have overvældet os. For der er nemlig forskel på at opleve overvældelse og at blive udsat for seksuel vold. Og man kan være der for hinanden på gode måder, når overvældelsen indtræffer, så det netop ikke behøver opleves som vold. Men så længe vi ikke er villige til at tale om det og tage det alvorligt, risikerer vi at det meste tolkes indenfor sidste kategori.

Og ved at tage ansvaret for ikke blot os selv, men også tage vores seksualpartnere alvorligt, står vi tilbage med det spørgsmål, vi måske i virkeligheden skulle stille os selv og hinanden: Kan du tage ansvar for at være med det, der måske vil ske i dig og med det, der måske vil ske i mig, selv hvis en af os bliver overvældede? Hvis svaret er ja, kan du jo kaste dig ud i det, vel vidende at du ikke kan være helt sikker på hvad der vil ske – og at det nok ikke kan være anderledes.