MIN SEKSUALITET FORSVANDT (OG NU VIL JEG GERNE FINDE DEN IGEN)

Af Iben Berndt, stud.psych

Illustrationer af Sara Bjerremand Ellehøj, stud.psych.

Engang betragtede jeg min seksualitet som et af mine mest grundlæggende karaktertræk. Jeg havde lyst og udforskede glædeligt. Min nydelse var svulmende stor, jeg begærede og blev begæret. Sex var godt, sex var sundt. Jeg følte mig levende, sensuel, feminin, jeg følte mig som en kvinde, en hel kvinde. Indtil jeg ikke gjorde længere. Det skete ikke på én dag, det skete over ganske lang tid. Langsomt men sikkert. Og pludselig er der nu gået flere år, hvor jeg har undertrykt dele, jeg før betragtede som livgivende. Jeg har længe vidst, at det stod skidt til, men at tænke konfrontationen er noget helt andet end at møde den. Måske ventede jeg på, at tiden skulle give mig et tegn eller ... en tilladelse. Og en tidlig morgen i september skete der noget; siddende på en solplet med en kop kaffe i hånden, gik det op for mig, at det var nok nu, at jeg endelig var klar.

Det er tid til, at jeg tager hjelmen på og springer ud i det, jeg har afholdt mig fra at håndtere. Derfor bevæger jeg mig ud på en personlig rejse de næste 12 uger og med den smule mod, jeg har oparbejdet, har jeg valgt at invitere jer med.

 

Uge 2

Jeg tog en hofteholder og hold-ups på til en fest.

Det var faktisk mest på grund af nærighed. Når strømpebuksesæsonen sætter i gang, kommer det altid bag på mig, hvor dyre sådanne er. Så jeg gravede på mirakuløs vis et par holdups frem fra bagerst i skabet, hvorefter jeg måtte sande, at de naturligvis skal akkompagneres af en hofteholder. Det føltes ... bizart ... den første halve time. Halvt ræd for at hofteholderen ville slippe strømperne, halvt imponeret over at det ikke skete.

Konklusion: jeg følte mig ret lækker, og jeg skulle ikke kæmpe med at få højtaljede strømpebukser ned og op ved hvert toiletbesøg. En succes.

Uge 1

Jeg har forladt min kæreste gennem fire år.

Græder meget, fortryder lidt, er allermest lettet og stolt. Konklusion: nok det vigtigste jeg længe har gjort.

 

Uge 4

Jeg har købt nyt sexlegetøj.

Favre store verden. Lille vibrator, stor magic wand, trussevibrator, rabbits, fjernstyret vibrator, sugekopsdildo, selvlysende dildo, glasdildoer, buttplugs, floggere, bondage tape, brystvorteklemmer, vokslys. Der er alt, hvad kroppen begærer, og alt den ikke ved, den begærer. Psst, tjek anmeldelsen af Peechs produkter på side 16.

Konklusion: fremover vil jeg overføre et fast månedligt beløb til en sexlegetøjspujle. Jeg vil påstå, at det hører under gunstige investeringer; den slags med fast afkast og orgasmegaranti.

Uge 3

Jeg har købt en polestang.

For flere år siden gik jeg til poledance. Det var fantastisk. Styrke, smidighed, stripperfantasier. Jeg stoppede, da jeg flyttede til København for fire år siden. Kom aldrig i gang igen. Men nu er min Instagram algoritme atter fyldt med lapdances og elegante svingrutiner. Jeg har endnu ikke fundet min egen lejlighed, så for nu står den i kælderrummet. Jeg har været nede og kigge til den tre gange i den her uge.

Konklusion: bliver nok en succes.

 

Uge 5

Jeg har set porno igen.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det med at lande på en forside, der satte spot på ”gaping asshole”.

Husker: en udstilling på SMK i foråret med nøgne, spændstige Carl Bloch mænd. Jeg græd, da jeg kom hjem. Ellers husker jeg kun følelsen af skam. Af en eller anden årsag minder det mig om det her.

Konklusion: TBD.

 

Uge 7

Jeg er begyndt til salsa.

Forud for et nyligt firmaarrangement, hvor vi blev undervist i salsa, kunne jeg ikke huske, hvornår jeg sidst havde grædt af glæde. Men nu kan jeg. Jeg græd dér, med sveden dryppende fra min pande, høj på cubanske rytmer, hoftesvingninger og fri cocktailbar. Vi var et par stykker, der fik underviserens kontaktoplysninger. Nu går jeg til salsa med to af mine kollegaer, og lørdag fra kl. 12-13.00 er blevet mit nye yndlingstidspunkt på ugen. Første gang sagde underviseren, ”Jeg refunderer jeres penge, hvis ikke I er glade, når I går herfra”. Der var ikke nogen, der ville have deres penge tilbage.

Konklusion: kæmpe succes. I øvrigt burde alle lære mindst én pardans; er det ikke det vildeste trumfkort at kunne svinge et menneske ordentligt rundt på et dansegulv?

Uge 8

Jeg har købt dyrt lingeri.

Det behøvede nok ikke at have været så dyrt. Men det er produceret i et vidunderligt fransk blondestof, og jeg ser (knald) godt ud i det. Og det er vel egentlig det, det handler om, ikke? At man får lyst til at knalde sig selv?

Konklusion: succes, men overvej billigere alternativer, hvis det skal være en fast praksis.

Uge 9

Jeg har startet en 14 dages prøveperiode på Dipsea.

Forestil dig erotisk litteratur som lydbog, men 100x bedre. Dipsea er ca. 10-15 minutter lange audios, hvor alle tænkelige kinks, miljøer og etniciteter er repræsenteret. Som lytter bliver man enten hovedpersonen i en fræk, lille fantasi eller blot lytter på en historie, der udspiller sig. På deres hjemmeside står der,” We’ve reimagined erotica as an empowering experience that leaves room for your imagination”. Jeg kan godt stå inde for, at fantasien vandrer ...

Konklusion: porno ligner pludselig et første udkast, man ikke skulle være gået videre med.

 

Uge 10

Jeg har taget imod en fremmed mands telefonnummer.

Han stoppede mig ved metroen på Kongens Nytorv. Vi havde øjenkontakt, da vi krydsede fodgængerovergangen fra hver vores retning. Jeg tænkte, at han var en flot mand, men dem er der jo mange af, så jeg gik videre mod metroen. Han løb efter mig og prikkede mig på skulderen et minuts tid efter. Han var også en flot mand tæt på. Jeg fik hans nummer, han fik ikke mit. Jeg havde magten. Jeg skrev selvfølgelig til ham.

Konklusion: at blive inviteret ud af en mand på gaden gav mig samme effekt som et par stiletter. Min holdning løftede sig, og jeg følte mig uovervindelig. Har aftalt en date næste uge.

Uge 12

Jeg danser mig selv godnat i aften.

Fra i aften af vil jeg indføre et nyt ritual, inden jeg går i seng. I stedet for Netflix og mobilskærm, vil jeg tænde for min højtaler og lade rummet fyldes af smukke toner fra Summer Walker, dvsn, SZA, og Sabrina Claudio, mens jeg vil bevæge min krop i intuitive mønstre. Og da vil jeg gentage for mig selv, ”Aldrig igen, aldrig igen, aldrig ... igen”.

 

Min seksualitet har været væk i flere år, og den er stadig ikke, hvor jeg gerne vil have den, men den er her, jeg kan mærke den igen. Og det er kæmpestort. De sidste 12 uger har jeg løbende fundet små brudstykker af den, som jeg forsøger at lime sammen på ny, og det kommer helt sikkert til at se anderledes ud end det, der engang var. Men jeg tror nu på, at det kan blive ret fint alligevel.

Nå ja, og daten? Den gik rigtig godt. Vi snupper én mere om to dage.