BARNETS ØKOLOGI
Af Ditte Marie Thiemer Hilbert, stud.psych.
Illustrationer af Anna Sofie Andersen, stud.psych.
Hver sommer flytter jeg min familie væk fra byen og ud i skoven. I mange år var det i en bevægelse væk fra byens intense sansebombardement, en afveksling fra det fortættede og forjagede hverdagsliv, mennesker, biler. Med tiden har mit blik dog flyttet sig hen mod skovens tydelige manifestation af den fremtid, som nærmer sig med hastigt accelererende skridt; en fremtid som defineres af ord som ’klimakrise’ og ’økologisk krise’. Ord som tørke har lagret sig i min krop. I 2018, da mit første barn var et par måneder, stod vores vigtigste ting pakket i autostolen og bilnøglen lå klar, mens vi holdt øje med de skovbrande som nærmede sig fra nord. Mulige flugtruter var undersøgt, en tæt bil indeholder nok luft til, at tre personer kan trække vejret i mellem 1 og 2 timer, længe nok til forhåbentlig at kunne flygte. Den sommer kom brombærrene tidligere og planterne havde en fad, gullig farve.
Den økologiske krise
Den økologiske krise er altså ikke blot et udtryk for en fremtid, men for noget, der allerede udfolder sig. Oikos betyder hus, logos lære; vores husholdning har forskubbet sig, nu står vi overfor konsekvenserne af den dårlige husførelse.
Det, vi tager for givet, forskubbes og kræver påtrængende, at vi kan tilpasse os. Det er en situation som vedrører alle aspekter af vores liv i kraft af det fremskridende sammenbrud i det økologiske samspil mellem menneske og omgivelser. Jeg finder det ikke vanskeligt at forestille mig de praktiske aspekter af livet efter et sådant sammenbrud. Den viden, som fortidens mennesker havde om det praktiske liv, eksisterer fortsat som fragmenter i historiske dokumenter og i litteratur. Livet kan være simpelt. Vi har grundlæggende bare brug for mad, vand og et sted at bo. Sådan har mennesker som os levet i tusinder af år. I en form for symbiose med naturen, om end det ikke har været let eller uden menneskelige ofre. Et nødvendighedens liv.
Trods den nuværende situations alvor ændrer vi os ikke. Vi satser på en teknologisk løsning på de naturlige systemers sammenbrud eller fortrænger simpelthen problemet. Som om vores kroppe ikke vil spille med. Det er mandag morgens dovenskab, men uden den konkrete konsekvens af at blive i sengen. Det samme fænomen ses i terapien. Vi kan ikke bare fortælle klienten, at de skal handle eller føle anderledes. Mennesket er ikke en maskine, som kan indstilles på noget nyt. Noget virker i os, som ikke er rationelt.
Det psykoanalytiske subjekt
Her må jeg bekende kulør. Når jeg taler om et subjekt, så er det et psykoanalytisk subjekt, jeg refererer til. Og her er det, der virker i os drifterne, det ubevidste. Vi er ikke bare herrer i eget hus, men påvirkes af indre kræfter, der både er os fremmede og velkendte. Vores komplekse psykiske apparat opstår i udviklingen, i barnets forsøg på at forstå sin verden gennem den voksne. Ifølge Jean Laplanche er dette fundamentalt for den generaliserede forførelse: den voksne sender barnet beskeder – lærer barnet om verden – men disse beskeder rummer elementer, som stammer fra den voksnes ubevidste infantile seksualitet – som vækkes i mødet med barnet – og dette betyder, at den voksne ikke selv fuldstændig kan styre indholdet af disse beskeder. Barnet tolker på disse enigmatiske beskeder, som drager barnet ind i et forsøg på at forstå hvad det er, den voksne gør, hvilken verden der findes. Og det, som er uforståeligt, fraspaltes og bliver til barnets ubevidste infantile seksualitet. Det er et komplekst samspil, som desuden i høj grad er kropsligt, da det lille barn er præverbalt. Det, der overdrages til barnet, kan altså ikke kontrolleres; det er ikke kun den udtalte viden, men også den, der virker i os uden vi selv er klar over det.
Hvis vi vender blikket væk fra forælder-barn-relationen, og forholder os til hvor vi startede, må vi konstatere, at en del af den psykiske strukturs udgangspunkt er, at der sker en tidlig etablering af noget, der for barnet vil opleves normalt og forventeligt. Men kan vi overhovedet tillade os at opfostre
At introducere barnet for det, der er fremmed for os selv
Når jeg snakker om barnets økologi, snakker jeg ikke blot om den socio-historiske indlejring ud fra sociale praksisser, men mere om betydningen af kroppens sansninger for det psykiske apparat. Om betydningen af, at hånden kender de rette vinkler, når der snittes i træet. Om at give vores børn en forudsætning for at kunne trives i en verden med mindre teknologi og industriel produktion, færre knapper at trykke på, som løser vores problemer. At kunne være i det langsomme og ofte ukomfortable arbejde med en naturlighed, som en sådan verden nok vil kræve? Ved at indføre dette niveau af konkrete aspekter ved barnets fysiske og materielle verden, opstår også en mulighed, der ikke på samme måde er tilgængeligt på de psykiske og sociale niveauer, som vi netop ikke har fuld kontrol over. Her kan vi måske netop introducere barnet til noget, der ikke udgår fra os selv. En verden, som er fremmed for os, hvor vi sammen lærer.
Hvorfor skulle dette være meningsfuldt og fordre til en udvikling? tænker du sikkert. Lad mig forklare: Psykoanalysen fokuserer i høj grad på patologiske aspekter af psyken. På lidelsen. Denne opstår fordi noget er uforståeligt, noget bryder med det, vi oplever som balance. Tilsvarende kan man, på et mere almenpsykologisk plan, argumentere for, at der kan opstå en fastlåsthed på baggrund af vores psykiske apparats indhold. At nogle ting opfattes som naturlige og måske ubrydelige, fordi et brud ville vække et enormt, måske uudholdeligt ubehag. Det er ikke umuligt at ændre noget, men det er heller ikke faciliterende for den udvikling i kvantespring, som den økologiske krise kræver. Og her kommer barnets økologi og de materielle og fysiske aspekter ind: Det, der på psykisk plan kan være relativt fastlåst i vores mulighed for at opdrage vores børn, kan på et materielt plan være relativt frit tilgængeligt.
Hvorfor er det overhovedet vigtigt? Det er det, fordi der ikke findes en mulighed for, at vores børn ikke vil skulle ændre deres livsvilkår markant. Og hvor tidligere epokers brud har været præget af en (nogle gange pludselig og abrupt) emergens, både i forhold til social organisering, evner og adgang til fødevarer, har der dog altid været et centralt element som har trukket en rød tråd: Overdragelsen af viden og praksisser, så ens børn kunne klare sig i verden. Men på få generationer har vi forladt denne tradition, til fordel for at læne os ind i systemer, som kommer til at forsvinde. Vores børn kan komme til at være flygtninge i en verden, de ikke kan navigere i. Medmindre vi kan hjælpe dem på vej ved at forberede dem på en fremtid, vi ikke kender. Vores børn kan opleve en verden, som deres kropspsyke ganske enkelt vil finde så fremmed, at det bliver lidelsesfuldt i sig selv, fordi der ingen
Og her kan vi så vende tilbage til de niveauer af forståelse, som vedrører de sociale aspekter af det materielle. For dette ønske opstår ikke i et vakuum. Den sociale sfære påvirkes uvægerligt af subjekters oplevelser af livet. Hvis nye livsvilkår opleves som knappe og svært overkommelige, er der grundlag for konflikter. Men mennesker har også i lange perioder levet i, hvad der for os ville opleves som knaphed, i relativ harmoni.
Nye måder at være i verden
Dette efterlader os med et presserende spørgsmål, da det jo alt sammen stadig befinder sig på et relativt abstrakt og teoretisk plan (med enorme huller og store modsætninger). Men jeg antager alligevel at du er nysgerrig: Hvor kan vi kigge hen, når vi skal finde måder at lade os inspirere for at omsætte dette til praksisser? Robin Wall Kimmerer, en af mine heltinder, er netop optaget af økologiernes betydning – “de systemer af relationer, varer og tjenester, der holder os i live”. Men hun taler ikke blot om de sociale relationer; tværtimod fremhæver hun subjektets relation til verden og naturen, at forstå naturens elementer som subjekter. Om taknemmelighed og reciprocitet. Hendes pointe er, at den måde vi tænker på, afspejler sig i, hvordan vi bruger verden. At være i tæt nok relation med det materielle til, at vi forstår generøsiteten og den gensidige afhængighed, og dermed kan placere os på meningsfulde måder. Og den eneste måde jeg kan se, at vi kan tilnærme os dette, er gennem interaktionen. At skabe en ny generation, som griner af, at vi ikke kan stoppe sokker.
Jeg drømmer om at facilitere et forhold mellem mine børn, skoven og haven og de planter som bor der, fordi jeg tror, at det er noget, som vil være centralt for deres liv i fremtiden. Det er ikke sådan, jeg selv er vokset op; jeg er også nybegynder. Men måske er det netop der, muligheden for udvikling kan findes. At turde kaste sig ud i at leve anderledes, at erkende, at man er nybegynder, men at det stadig har betydning for det, der indlejres i barnet – og på andre måder, i os selv. Egentlig ikke en spektakulær idé. Mange forældre har forsøgt at gøre
vores børn til en verden, som står overfor et sammenbrud? Vi kan med relativt stor sikkerhed forvente, at den verden som vores børn skal vokse op i, vil være anderledes og præget af sammenbrud af det, vi tager for givet.
Barnets økologi
Erkendelsen af voksne menneskers vanskeligheder ved at ændre deres måde at leve i verden, samt den psykoanalytiske udviklingsteori, får mig til at tænke, at måske er netop barndommen dét sted, hvor vi kan skabe forandring for de næste generationer. Hvis vi vil undersøge barnets udvikling og læring som indlejret i særlige sociale kontekster, kan vi kigge mod socialisationsteorien, som forsøger at forene psykoanalysen med social- og samfundsteori. Norbert Elias skriver, at subjektets tilblivelse altid sker i et enormt netværk af subjekter i en særlig sociohistorisk kontekst. Trods hans specifikke forankring i historisk materiale, forbliver hans perspektiv deskriptivt og analytisk. De mere freudomarxistiske tilgange hviler på dialektisk materialisme. Marx påpeger, at det materielle afgør muligheden for udvikling; de økonomiske aspekter og arbejdet – den samfundsmæssige væren – afgør vores bevidsthed. Et vigtigt perspektiv for en samfundsanalyse, men i denne grove, overfladiske og marginalt Marx-kyndige artikel, opstår der et problem: Vi må vente på sammenbruddet for at der kan ske en udvikling i bevidstheden. Sorry, men jeg er ikke helt klar på at vente på at helvedesgabet åbner sig under os, hvis der findes noget vi kan gøre. Hvis vi faktisk kan give vores børn mulighed for at værne om en verden, hvor vi fejler. Jeg vil fastholde, at vores fokus ikke er på det materielle i relation til det sociale, som det er hos Marx, men derimod det materielle i relation til barnets psykiske apparat. Her findes handlerum.
Hvordan kan vi begribe dette problem – at give børn bedre forudsætninger for at skabe og leve i en verden, der ikke er som vores? Her laver jeg et kvantespring, som er helt for egen regning: Vi har allerede afsæt i Laplanches teori om den generaliserede forførelse, altså forælder-barn-relationen og dennes betydning for barnets udvikling. Katrine Zeuthen skriver i Når kroppen taler at “Psyken er noget, der skal fremkaldes, udvikles og dannes på den baggrund som kroppen udgør, fordi det lille menneskebarn ikke er i stand til at overleve som ren biologi”. Men forælder-barn-relationen udgør jo netop ikke hele barnets kropslige verden. Og her vil jeg indføre et begreb, jeg selv har fundet på til anledningen, og som andre sikkert har tænkt klogere om og navngivet smukkere end jeg: barnets økologi. Dette selvopfundne begreb dækker over barnets nære fysiske og materielle omgivelser. Det er konkretiseringen af kulturen gennem genstande og tilstande. At være mæt, at have en konstant behagelig kropstemperatur, at sove på en blød madras. Det er at lære, at genstande materialiserer sig gennem økonomiske transaktioner, frem for at skulle produceres gennem hændernes arbejde. Det er, at tekstiler er bløde, frem for grove og stikkende, at vand er nemt tilgængeligt og smager godt og rent, at sygdom kureres ved hvile og medicin… du ved sikkert hvad jeg taler om, for det er sådan vi lever i vores del af verden.
genkendelse er i de sansninger og rytmer, som et hverdagsliv må indebære, når vi ikke længere lever som nu.
Lad mig opsummere, inden vi bevæger os videre: En udvidelse af den generaliserede forførelse, hvor barnets økologi – de fysiske og materielle aspekter af barnets nære liv – anses som vigtige og betydningsfulde elementer i udviklingen af en kropspsyke, giver mulighed for at forholde sig til en række psykologiske aspekter ved den økologiske krise, herunder børns mulighed for at tilpasse sig en ny og anderledes verden. Vi snakker ikke om at overdrage en allerede eksisterende kultur, men derimod om at overdrage noget nyt og for os selv ukendt. Forældreskabet er måske faktisk der, hvor vi kan skabe mennesker, som kan ændre verden – hvis vi vel at mærke formår at skabe nye forudsætninger?
noget andet end det, der falder dem naturligt. På en måde er jeg vendt tilbage til det projekt, jeg startede i artiklen Utopiernes psykologi i Indput med temaet Begyndelser fra 2023. Jeg vil her slutte på samme måde som jeg gjorde dengang: Og her vil jeg vende tilbage til utopien en sidste gang. For i alt dette, denne, frit svævende forfaldstilstand, kan vi måske for første gang i historien lade psykologiens perspektiver være med til at drive udviklingen i en meningsfuld retning. Ikke som forklaring på hvordan noget kunne ske, men som svar på hvordan man undgår at det bliver ved med at ske – en utopi.
Vignetter fra min sommer
Vi fortæller min 6-årige om at der er fundet det fjerde eksempel på nitroplast i verdenshistorien: en bakterie og en alge er trådt ud over symbiosen og har forenet sig. Vi fortæller om de nitrogenfikserende planter, som gør det muligt for andre planter at gro. Om planternes og træernes evne til at producere oxygen, at oxygen er et molekyle i luften, som vi ikke kan leve uden. Om brugen af kanariefugle i miner, om at nedsænke lys når man graver en brønd, fordi ild er en proces der kræver ilt, og hvor ild ikke kan brænde, kan vi ikke trække vejret. Om at ild bruger ilten i rummet, og derfor skal vi lufte ud, når vi fyrer op. Om at når man graver en brønd, skal man sikre sig at siderne ikke kollapser, fordi en krop, der begraves i jord mases når man trækker vejret, og så kan man ikke længere trække vejret. Måske skal de bruge denne viden.
Vi går hjem i tusmørket efter et bryllup. Ved søerne standser jeg og spørger begge børn, om de ved, hvilket træ vi kigger på? Et piletræ, svarer den store. Kan I huske hvad man kan bruge det til, hvis man ikke har medicin? Slikke på sin finger og gnubbe den og sutte igen. Ikke helt, svarer jeg, og fortæller om salicylsyre og barkafkog og at tygge på barken for at udvinde salicylsyren gennem spyttets enzymer. Jeg glemmer hvad jeg har sagt før, og ved ikke hvad de husker, så min viden overdrages igen og igen i nye udgaver. Jeg bemærker, at rølliken er lysere i stilk og blade end i skoven. Noget sker også i mig. Mit blik ændres. Planter er ikke længere blot grønne områder, men særlige arter med særlige egenskaber. Vi bruger dolken til at skære små, krøllede stykker ved af træet. De har sikkert et navn, jeg ikke kender. Samler kviste. At tænde ild kræver kundskaber, jeg først nu er ved at tilegne mig. Tålmodighed. Mine børn får lov til at tilberede varme retter, jeg holder mig tilbage fra at styre deres hænder. Lader dem risikere at skære sig, brænde sig. Jeg lader slangerne, der bor under huset, ligge i solen, fortæller mine børn, at vi er gæsterne. Den angst det efterlader i kroppen er mærkbar, den transformeres langsomt til en dyb fascination. Jeg kigger efter slangerne hver dag. Den store, sorte hugorm er min favorit.