Arendt-Bogmærket
Af Frederik Bjerre Andersen, stud.psych.
Illustration af Ida Marie Ankerfeldt, stud.psych
Hannah Arendt (1906-1975) var politolog, filosof, ateist og en unådig, hård kritiker af nationalstater, som hun mente på totalitær vis ydmygede og retsforfulgte minoritetsgrupper i det tidligere Europa. Arendt var jøde og voksede op Tyskland. Hun flygtede til Paris i 1933, da antisemitismen og raceforfølgelsen for alvor blev sat i system i Nazityskland. Forfølgelsen af uskyldige jøder og andre intellektuelle kritikere af nazismen eskalerede dog i Europa i en sådan grad, at Arendt blev tvunget til at drage over Atlanten til USA. Hendes to absolut største værker, ”Det totalitære samfundssystems oprindelse” (1951) og ”Menneskets vilkår” (1958 placerer hende i verdensklasse sociologiskpolitisk læsning i liga med Hobbes, Habermas og resten af Europaherrerne.
Hun reflekterer over jødiskhed, ondskab, passivitet i massebefolkninger – og ikke mindst menneskets eksistentielle håb som bevidst politisk væsen.
Når mennesker taler med hinanden begynder politikken, ifølge Arendt. Selvom vi alle naturligvis fødes, er vi ikke nødvendigvis født politiske endnu. Først i det øjeblik du aktiverer din sunde fornuft og kritiske tænkning i forsamlinger og i det offentlige rum, bliver du, ifølge Arendt, dét bestemte og unikke individ. Med andre ord undergår individet en ”anden fødsel” som unikt politisk væsen, når man formår at tænke ”uden gelænder” ved ikke bare at være et ekko af et kor af synspunkter fra staten og masserne. Derfor foreslog Arendt, at modsvaret til opstanden af ondskab, stigmatisering og minoritetsforfølgelse sker ved, at civilbefolkningen engagerer sig i offentlig samtale og politik. Som værn mod dehumanisering og totalitærisme må mennesker og nationer tale sammen, både i de små fællesskaber, i det offentlige rum og ikke mindst gennem internationale institutioner.Arendt minder os om, at vi ikke må tage menneskerettigheder for givet. Menneskerettigheder er hverken en naturgiven, umistelig eller selvindlysende størrelse, som det står skrevet i Declaration of Independence. Dem, der lever i overbevisningen om, at vi bliver født med menneskerettigheder, er, som Arendt formulerer det, et ”bevis på en håbløs idealisme eller et forfjamsket og svagtbegavet hykleri”. Når alt kommer til alt favoriserer den pressede nationalstat altid, desværre, nationens homogene majoritet, og lader de etniske grupper, såsom jøderne under 2. verdenskrig, stå uden regering, myndighed eller institutionel garanti. Dette ved Arendt om nogen, da hun mistede begge sine forældre og adskillige andre familiemedlemmer til koncentrationslejrene.
I hendes essay ”We refugees”, bragt i det jødiske tidsskrift Menorah Journal i 1943, skitserer hun rammende, hvordan det føles af være retsløs og ydmyget efter systematisk raceforfølgelse: ”Vi mistede vores hjem, hvilket vil sige vores daglige liv. Vi mistede vores beskæftigelse, hvilket vil sige troen på, at vi er af en vis nytte i verden. Vi mistede vores sprog, hvilket vil sige naturligheden af vores reaktioner, enkelheden af vores gestik, det ukunstlede udtryk for vores følelser”.
Disse dage anvendes Arendts værker særligt inden for social-, eksistentiel- og politisk psykologi. Hendes aktivistiske tanker vurderes af mange som højaktuelle netop nu, hvor menneskerettigheder langt fra hænger på træerne.
Byd Hannah Arendt velkommen i Indputs bogmærkeklub!
