Et barn bliver slået - om evalueringssamfundet og psykisk sårbarhed hos studerende

Af Isabel Sidenius, stud.psych. og Sebastian Tobias-Renstrøm, stud.psych.

”Indenfor de seneste tyve år er antallet af unge ramt af stress, depression, angst eller andre psykiske lidelser steget markant”, forklarer Eva Secher, formand for Dansk Psykolog Forening, til et foredrag arrangeret for et par uger siden af Socialdemokratiet. Arrangementet havde til formål at sætte fokus på unges psykiske sårbarhed og (mis)trivsel. For nyligt bragte Uniavisen ligeledes en artikel, der satte fokus på unges mistrivsel ved at rette opmærksomheden mod en række statistikker, der peger på et stigende stressniveau hos KU’s studerende samt et stigende antal personer med depression og angstlidelser. Begge var de enige om, at en række strukturelle betingelser og et øget fokus på karakterer og præstation kan påvirke de unges psykiske helbred. Omend ikke videnskabeligt understøttet, er korrelationen mellem et øget fokus på præstation, effektivitet og produktivitet og et stigende antal unge med stress og andre psykiske lidelser, en korrelation, der efterhånden er svær at fornægte. Karakterræs, ‘12-tals-piger’, fremdriftsreformen og uddannelsesloftet er alle studerendes virkelighed og hverdag. Men hvad er det for en virkelighed, der skabes for de studerende, og hvordan påvirkes vi psykisk af politiske reformer? Indput har inviteret lektor emeritus og psykoanalytiker Judy Gammelgaard til en snak om dette for at undersøge nærmere, hvilke psykologiske mekanismer, der er på spil i ovenstående strukturelle problematikker, samt hvordan disse kan anskues med et par erfarne psykoanalytiske briller.

Evaluering som kærlighed eller straf?

Indput møder Judy Gammelgaard i vores redaktionslokale på CSS. Hun giver et fast håndtryk og smiler fornøjet, men bliver hurtigt alvorlig, da snakken falder på de unges forhold til den politiske situation, og der går kun omkring et kvarter, før hun kommer med en udmelding om karakterer, da snakken er faldet på krav om produktivitet hos de unge.

“... jeg tror, der er en anden ting, som er meget vigtig at få fat på, og den vil jeg beskrive med en lille anekdote. Freud har skrevet en artikel, som kom til at få stor betydning for forståelsen af, hvordan børn kan lide under det mere autoritære regime. En artikel, der hedder ’Et barn bliver slået’. Den handler om, hvordan en lille pige ser faren slå en af sine søskende. Og den slåfantasi sætter sig “inden i” hende. Fordi hun ikke forstår, hvorfor faren slår barnet, når faren nu også elsker sine børn (...) kommer hun til at tage “slå tingen” ind i sin personlighed. Og i troen på, at det hører til det, at blive elsket, begynder hun at slå sig selv. På masochistisk, seksuel vis. Det tankevækkende ved anekdoten kommer så ved, at man i dag ikke taler om, at et barn bliver slået. I dag taler man om, at et barn bliver evalueret.”

Gammelgaard slår en latter op, og selvom vi da griner med, så er der ingen i lokalet, der er det mindste i tvivl om, at det er gravalvorligt - næsten tragikomisk, for som Gammelgaard uddyber: “Ja og det er så sandt. Vi får ikke tæsk, vi bliver ikke slået med spanskrør, vi bliver ikke korporligt afstraffet, men vi bliver måske udsat for noget, der er værre. Man kommer naturligvis ikke over at blive tævet og slet ikke over vold eller seksuelle ovegreb i en familie – det er ganske, ganske forfærdeligt og traumatiserende. Men at blive vurderet og evalueretkonstant fra man kommer i børnehave til man forlader universitetet, det gør ens selvfølelse meget eksponeret og meget hudløs!” Man kan altså lokkes til den tolkning, at børn og voksne i dag forbinder autoriteter med det, at blive evalueret, og her kan vi have en af grundene til, at der ikke bliver sat større spørgsmål ved evalueringskulturen.

Denne konstante evaluering mener Gammelgaard er udpræget negativ, og hun mener, at den er at finde overalt i de unges liv i dag. I alt fra de institutioner, de unge færdes i til det digitale sociale felt, de unge bruger meget af deres tid i, er der tale om konstante evalueringer. Denne konstante evaluering beskriver hun med den franske psykoanalytiker Jacques Lacans begreb om blikket: “Blikket kommer fra den Anden. Den Anden kan også se mig, men den Andens blik er på et andet abstraktionsniveau og omfatter mig altid, fordi vi som subjekter er rettet imod det andet subjekt. Det er et menneskeligt vilkår.” Man må her ifølge Gammelgaard forstå, at blikket altså er altomfattende og kan ’se’ ind i ens inderste. Det skal også forstås i samfundsmæssig forstand, hvor blikket kan trænge ind i institutioner, så som universiteter, og konstant overvåger os og sørger for, at vi selv stræber efter eksempelvis 12-tallet. Og denne konstante overvågning er væsentlig som led i den evaluering, der er med til at skabe stressen hos de unge uddyber hun: “Det er blikket, der skaber den her følsomhed og sårbarhed. Og det sker på systematisk måde gennem vores liv og sår hele tiden tvivl om mit eget værd.”

Tilbage sidder vi altså med en konstant evaluering af de unge, der ikke bare foregår konkret i form af tests og målinger, men også i en abstrakt forstand, hvor vi konstant efterstræber sådan noget som karakterer, fordi vi kan mærke den konkrete andens “misbilligende” blik i nakken, lige meget hvor vi er. Men vi bliver ikke bare evalueret konstant, vi oplever også en høj grad af travlhed og stress, akkurat som Eva Secher også påpeger det.

“Det går derudaf, i en fart og et tempo som om, at vi skulle nå noget inden vi stiller træskoene, men hvad det er... Det er som om, vi har en eller anden bestemt person i hælene konstant, ikke?”, uddyber Gammelgaard. Hun mener, at denne tidsfaktor er noget af det, der gør, at de studerende har det værre i dag, men hun påpeger også, at der er mange flere forhold, der skal tages i betragtning: “Man kan ikke isolere universitetet og sige, at det er dér, man bliver stresset. Ikke for at sige, at man ikke bliver det, men der er også nogle forudsætninger, man kommer med ind på universitetet. Så man må helt tilbage i skolesystemet og måske tilbage i familien for at finde forklaringen.” Denne forklaring ligger for Gammelgaard især hos den tidspressede moderne familie, hvor begge forældre arbejder, og alle har fritidsinteresser og et maraton, der skal løbes: “Vi pisker rundt! Som hamsterhjulet, der bare fortsætter og fortsætter i en hastighed, der er foruroligende og bestemt ikke sund. Og (...) summen af det hele bliver et meget fortravlet liv, hvor der måske ikke er så meget rum og tid afsat til samtalen. Den almindelige samtale, hvor man udvikler og udveksler idéer og måler sig op imod forældrene, går i clinch med dem om synspunkter og sådan.”

Men hvorfor kan vi så ikke bare være et hurtigere samfund, hvor det hele går stærkere? Hvorfor ender det med, at folk bliver sårbare af at være tidspressede helt tilbage i barndommen? “Jamen vi er sådan et samfund! Men jeg tror ikke, at man nødvendigvis bliver stresset af at have travlt. Jeg tror, vi kan yde temmelig maksimalt og produktivt ved at have travlt, ved at løbe hurtigt. Vi bliver stressede fordi vi vil noget andet...”

Gammelgaard tøver ikke, men svarer fattet og bestemt. Når hun taler, gør hun fagter med sine hænder for at understrege de vigtigste pointer - en slags elegant gennemskæring af luften, som var hun i færd med at dirigere et orkester i en besværlig, men smuk sats. Hendes øjne er årvågne, og hun kigger Indput godt i øjnene, når hun begynder at udfolde sin analyse af, hvorfor folk bliver stressede. Hun mener nemlig, at det er i forholdet mellem ikke at have tid til at udføre sit arbejde ordentligt og travlheden på arbejdspladsen, at det stressende element skal findes: “Man bliver stresset af at gøre noget hurtigere, end den kvalitet og den norm for et ordentligt arbejde, der skal udføres, kræver!”. Med eksempler som sygeplejersker og læger, der ikke kan udføre deres meningsfulde arbejde (ja, at redde liv), uddyber Gammelgaard, at konflikten mellem mening og fordybelse i arbejdet i sammenhæng med fortravlethed er den primære årsag til stress, for “(...) så går man hjem og føler sig kvalt, men også mast og ulykkelig. De studerende derimod er unge, og de skal nok klare sig, men det går jo også galt dér, fordi der er to ting, som strider mod hinanden; det, at lave en ordentlig opgave (...), det strider imod effektivitets-/produktivitetskravene.” Tilbage sidder vi nu med en konstant evalueret studerende med den Andens blik i nakken og et 12-tal som det ypperste mål foran sig.

Uddannelsessystemets paradokser

Dette stressede og fortravlede evalueringssamfund, som accelererer under fødderne på os, rummer endvidere en række paradokser for unge studerende, uddyber Gammelgaard. Det danske samfund karakteriseres af mange politikere og akademikere som et videnssamfund, hvor der efterstræbes kreative og innovative mennesker. Heri ligger et stort paradoks for uddannelsessystemet; nemlig, at det samtidig i høj grad handler om at få høje karakterer. 12-tallet gives til den studerende, der følger fagstudieordningen til punkt og prikke, indordner sig retningslinjerne og opfylder de formulerede læringsmål. Der er således ikke incitament til at afprøve nye og anderledes måder at gøre tingene på, fordi det kreative og selvstændige ikke belønnes, hvis ikke det er en del af studieordningen. Ifølge Judy Gammelgaard, lægger den nye karakterskala heller ikke op til kreativitet og nytænkning: ”Da vi gik fra 13-skalaen til 12-skalaen, blev 13-tallet ekskluderet, og 12 blev det ypperste. Men 12 er ikke det ypperste i den forstand, som 13-tallet var, hvor der skulle være tale om noget originalt og meget selvstændigt.” Forventningen fra samfundet om studerendes udvikling af kreative færdigheder samt et uddannelsessystem, der ikke lægger op til udviklingen heraf, bliver således uforenelige parametre, der skaber indre splittelse hos unge studerende, fordi det er svært at opnå begge dele.

En konsekvens af paradokset er ifølge Gammelgaard blandt andet, at det giver de studerende en svækket evne til fordybelse, der medfører mindre dybdegående faglig viden og kompetencer. Dette skyldes i høj grad karaktersystemet, fordi det ”binder og begrænser” de studerendes faglige udfoldelser, men det skyldes også det tidspres, de unge er underlagt. Gammelgaard beskriver endvidere, hvordan universitetet har udviklet sig i de 40-45 år, hun har arbejdet her. Hendes analyse betragter de nuværende studerende som en slags brikker i samfundets neoliberalistiske økonomiske spil, hvori universitetet får karakter som ”en moderne fabrik. Den er management-styret. Præcis som en moderne virksomhed. Effektivitetsorienteret. Produktorienteret. Kvantitet frem for kvalitet, og der er så mange tiltag, der peger i samme retning”, uddyber hun. Uddannelsesloftet og fremdriftsreformen er eksempler på nogle af de tiltag, der rummer samme paradoksale struktur og udfordringer for de studerende. Man skal skynde sig igennem, men samtidig blive bedre og bedre og få høje karakterer. ”Man bliver dannet, og det er jo så det fremdriftsreformen er gået ud på. Man bliver dannet i den forstand, at man hurtigt skal igennem et studium for at komme ud på et arbejdsmarked. Og man kan tvivle på, hvilken overensstemmelse der er mellem at forcere uddannelsesprocessen i forhold til, hvad det er for nogle resurser og kvalifikationer, man faktisk har brug for på en arbejdsplads, der optager akademikere, som for eksempel evnen til at tænke originalt, evnen til at fordybe sig, evnen til innovativ tænkning, osv. osv. Det har en moderne virksomhed brug for”, forklarer Judy. Hvad der er brug for, er således ikke færdiguddannede, der har skyndt sig igennem uddannelsessystemet og ikke har lært at fordybe sig. Den moderne virksomhed og Danmark som videnssamfund kan derved siges at have brug for et uddannelsessystem med fokus på kreative processer og tid til fordybelse frem for et rigidt karaktersystem og en korrekthedskultur, der ikke udfordrer de studerende på kreative løsninger.

Karaktersystemet og sociale medier

Karakterræset har flere bemærkelsesværdige aspekter, der kan siges at påvirke de unges psykiske tilstand negativt. Gammelgaard fremhæver blandt andet, hvordan karakteren er bestemt ud fra omfanget af opgavens mangler: ”Kigger man på begrundelserne for karaktererne, så er det manglen på det ene og det andet, der ligesom er kodeordet for det, der adskiller den ene karakter fra den anden. Og det er en negativ måde at definere en karakter på, som jo skal fortælle noget om kvaliteten af det produkt, den studerende har lavet.” Det bliver således den vejledende norm, hvilke mangler en opgave har uden nogen positiv beskrivelse, andet end den, man får til den mundtlige og relativt tidsbegrænsede feedback. Det er dog sjældent feedbacken, der er særligt spændende i folkemunde; karakteren er det, der i sidste ende definerer, hvor god din opgave og din indsats har været. ”Altså det der 12-tal, det står ligesom sådan bøjet i neon, som sådan et lysende mål”, forklarer Judy Gammelgaard og tilføjer, at hun har mødt mange studerende, der til vejledning hos hende som det første har sagt: ”Jeg stræber mod at få et 12-tal.” Karaktersystemet gør det nemlig nemt at sammenligne sig selv med andre. Og er sammenligningsprincippet ikke også et slags kodeord for det, at skabe motivation og præstation for tiden, hvis vi for eksempel ser på PISA-undersøgelserne og den ’nye’ internationale karakterskala? Vi sammenligner os hele tiden med hinanden, både på landsplan og internationalt, vurderer karaktergennemsnit og eksponeres for andres successer. Et sted, hvor dette sammenligningsprincip er særligt eksplicit, er på de sociale medier.

Eva Secher forklarede i sit foredrag på socialdemokratiets partikontor, at man lige siden Sokrates har talt om forventninger til og ambitioner for de unge. Forskellen fra da og til nu er i denne sammenhæng, at de unge i dag i langt højere grad er eksponeret for diskussioner om, hvad der er krævet og forventet af dem – i nyhederne, i aviser og på sociale medier, hvilket gør det nemmere at internalisere forventninger og idealer og gøre dem til en del af sine egne forventninger. Derudover er de fleste mere tilbøjelige til at berette om deres succeser frem for deres nederlag på sociale medier, som for eksempel Facebook. Mange flasher stolt og lettet deres 12-tal i en statusopdatering, hvilket ifølge Eva Secher har den funktion, at vi rent kognitivt opfatter det som om, at der er langt flere 12-taller og succeshistorier, end der egentlig er, og at det gør os stressede og ængstelige, fordi vi lever efter sammenligningsprincippet. Judy Gammelgaard forklarer i den forbindelse, hvordan udbredelsen af sociale medier netop påvirker vores selvfølelse: ”De sociale medier og det fokus, der er på karakterer, skaber hos børn en meget stor opmærksomhed på spørgsmål som ’hvem er jeg’ og ’er jeg god nok’. Altså, de unge synliggør sig igennem de sociale medier. De måler sig i likes og i kontakter, i svar og i bemærkninger. De er ikke bare på de sociale medier, deres selvfølelser er på fra morgen til aften og eksponeret i et felt, altså i et virtuelt rum, der er uden grænser. Det skaber en sårbarhed i selvfølelsen.” Den konstante eksponering og sammenligning på sociale medier kan altså siges at gøre os usikre og give en følelse af utilstrækkelighed, der for mange tilsyneladende ender med stress, angstlidelser eller depression, hvis man skæver til statistikkerne.

Jeget og ideal-jegets stigende konfliktniveau

Vi er under overvågning, er underlagt evalueringer og bebudninger om 12-taller, og vi sidder tilbage med en hudløs sårbarhed, der konstant rives i af blikket fra den Anden. Der er ingen tvivl om, at Gammelgaard mener, at det er dybt problematisk for vores samfund, og at det er en stor årsag til meget af den mistrivsel, vi ser i dag hos de unge. Men hvordan skal det forstås nærmere i kraft af hendes faglighed som psykoanalytiker? Vi spurgte hende yderligere ind til, hvad det er for et forhold for subjektet eller den unge, mellem mængden af succeser, de udsættes for, og hvilke krav, de derved kan komme til at stille til sig selv.

“Nu nævnte jeg Lacans blik. Det kan suppleres med den klassiske psykoanalyses begreb om overjeget og begrebet om jeg-idealet. På Freuds levetid var overjeget den inderliggjorte autoritative faderfigur. Derfor genoptog Freud Ødipus-myten. Men det var faktisk på et tidspunkt, hvor autoriteten var begyndt at smuldre.  Efter Freud kom det faderløse samfund, som mange af psykoanalytikerne beskrev det. Og så genoptog man en anden myte. Myten om Narcissus, som spejler sig i søen og bliver så forelsket i sig selv, at han sygner hen og dør. Og Narcissus-myten har erstattet Ødipus-myten som billede på den spejlende samfundsstruktur, skabt også gennem de sociale medier. Evalueringssystemerne som vi lever i! Og det betyder, at vores jeg-ideal, altså de idealforestillinger vi har om os selv, hele tiden bliver pustet til, både evalueret og devalueret. Det gør os sårbare, for én ting er at kæmpe med et overjeg, som trods alt er en internaliseret anden. Men ideal-jeget er på en anden måde intimt forbundet med vores jeg og kernen i ens selvfølelse. Slår man sig på den, rammer man sig selv på en anden måde. Og det tror jeg sker for mange unge i dag.”

Indput spørger her videre ind til Gammelgaards pointer, for vi undrer os. Kan man så sige, at jegets evne til at være og til at håndtere de konflikter, der er omkring det, vil blive svækket, hvis ideal-jeget konstant bliver inflateret? Er den eneste måde, man kan nå en tættere overensstemmelse mellem jeget og ideal-jeget, igennem netop evalueringer? For så vil det vel sådan set ende med en ekstremt svækket jeg-funktion, fordi man har brug for at blive evalueret for at vide, at man er tæt nok på ens ideal-jeg og dermed er god nok? Til dette svarer Gammelgaard prompte: “Ja præcis! Altså jeget krymper sig og kan ikke komme til at udfolde sig og gøre sig fri fra blikket – den Andens blik – og det egne ideal!” I vores begejstring går indput videre ind i dette emne, for så er det jo ikke noget under, at de studerende bliver stressede. Det er jo et kæmpe pres på jeget, hvis man ikke får det 12-tal til den eksamen. Så bliver man fjernet så langt fra ens ideal-jeg, at man har en kæmpe indre konflikt. Og det i sig selv må jo være angstprovokerende ad helvedes til? “Det er det ja. Der føler man sig meget udsat! Og meget sårbar! Det er meget rigtigt grebet. Og så langt tror jeg i og for sig, vi kan komme i et forsøg på en forklaring.” Judy Gammelgaard trækker på smilebåndet og tilføjer: ”Men hvor er det spændende og fascinerende at undervise studerende på Universitetet. På trods af de mange begrænsninger, studievilkårene lægger for deres mulighed for fordybelse of kreativitet, er de unge engagerede, nysgerrige, kompetente og dygtige.”

Svækkede jeg-funktioner, oppustede ideal-jeger, paradokser mellem krav om innovation og kreativitet, stressede familier og konstante evalueringer overalt i institutionerne og på de sociale netværk var nogle af de mange pointer professor emeritus og psykoanalytiker Judy Gammelgaard havde at sige om, hvorfor de unge i dag har det synligt dårlige i dag end tidligere. Og skulle man være i tvivl om, hvor alvorligt det menes, så vil vi i Indput minde læseren om, at i dag, så slår vi ikke vores børn - vi evaluerer dem.