VOXPOP: Kan forelskelsen i psykologi overleve en pandemi?
Af Carla Justesen, stud.psych., Karen Damgaard, stud.psych., og Amanda Jørgensen, stud.psych.
Redigeret af Kristoffer Mulbjerg Knudsen, stud.psych.
Illustrationer af Sandra la Cour, stud.psych.
Studielivet kan være lidt ligesom kærlighedslivet. Bedst som du troede, at det hele var stabilt, kan det begynde at vakle. Og bedst som du troede, at du var færdig med at give ud af dig selv, begynder du at få tilbage. Kærligheden har sværere kår end nogensinde før, og vi på redaktionen har været særligt interesserede i, hvad covid-krisen har gjort ved romancen. Kan det tænkes, at restriktionerne krydrer den spæde forelskelse med fordele, som vi ikke havde forudset? Eller bliver forholdet så klaustrofobisk, at de studerende løber skrigende væk? I et forsøg på at finde svaret, har vi spurgt ind til den første fase i forholdet mellem psykologistudiet og de studerende på første semester.
Nu har I været sammen siden d. 31. august. Kan I give en status? Hvordan har forholdet det?
En person: Jeg synes, det er rimelig hot, det forhold her. Det kan måske udvikle sig. Jeg er i hvert fald rigtig glad, så det tegner rigtig godt.
En anden person: Jeg er enig. Det er en meget ren kærlighed. Forstået på den måde, at den nok skal overleve, trods alle odds. Den er virkelig skåret ind til benet med de mange corona-odds imod os. Selvom den er udfordret, så synes jeg, at det kører.
En tredje person: For mig, så tror jeg, at jeg nogle gange føler, at han vil lidt mere, end jeg vil. Så jeg har lidt svært ved at finde min position i forholdet. Det er stadig nyt. Men jeg synes, at det er blevet bedre.
Jeg var lidt skeptisk i starten. Måske havde jeg lidt nogle andre forventninger til, hvad forholdet skulle kunne. Og da jeg så blev lidt mere involveret i det, stemte det ikke helt overens med mine forventninger.
En fjerde person: Jeg vil sige, at der i starten var lidt en kærlighedsrus, som var intens og fed. Og da den gik over, vågnede man op til en anden virkelighed. Hun var ikke som man troede. Hun ville måske mere, end man selv ville. Det er et tidskrævende forhold, vil jeg sige.
Hvad så med fremtidsudsigterne? Er det ’the one’? Skal I giftes? Skilles? Åbne forholdet op?
Den første person: Jeg tror, at det er one love for mig.
Den anden: Man skal jo aldrig lægge sig helt fast på noget, men for mig har det meget gode fremtidsudsigter.
Den første: Der kan jo forekomme noget utroskab, fra statskundskab eller et eller andet, men det regner vi ikke med.
Den tredje: Jeg tror, at jeg har overvejet meget at holde en pause. Separation. Det er jeg gået lidt væk fra nu. De her uger synes jeg, at der har været lidt mere glæde mellem os. Ny gnist. Det var ikke kærlighed ved første blik for mig. Men nogle gange skal man også arbejde lidt for kærligheden, tror jeg.
Den fjerde: Jeg tror, at vi skal bruge noget tid sammen. Vi skal ud at opleve en masse. Og måske får hun næste semester en ny garderobe, som kan sætte gang i noget.
Vi ved, at det er svære tider. Hvordan er det gået med at få nogle venner?
Den første: Jeg synes, at det går rimelig godt. Det går måske lidt langsommere. Man skal meget selv være primus motor for at pleje venskaberne eller få dem til at starte op. Det kunne være fedt nogle gange… Tanken om, at der var noget, der blev planlagt for én. Og at man kunne få lov bare at holde en fest for klassen. Så det er meget i det små. Og langsomt.
Den anden: Ja, vi har travlt. Jeg synes, at jeg har noget hver uge, hele tiden. Det der med også at få set sine gamle venner og familie og sådan noget, mens man opbygger nye venskaber. Det tror jeg også havde været en del nemmere, hvis der havde været nogle fester eller bare nogle af de introting, der var planlagt. Jeg vil også sige, at det går langsommere, men vi skal nok nå derhen.
Den fjerde: Altså, vi har jo en overskyggende pandemi, der sætter en dæmper på det hele. Men det går meget godt, synes jeg faktisk. Man dyrker måske stamholdet lidt mere, end man ville have gjort, hvis det ikke var den eneste mulighed. Så det er meget fint.
Den tredje: Det har hjulpet, at man har fået en studiegruppe, som man i hvert fald i starten føler sig lidt tvunget til at se. Ellers ender man måske bare med at sidde derhjemme under dynen og se zoom-forelæsninger. Studiegruppen kan også rådgive én i forhold til kærligheden til studiet. Det smitter lidt af.
En helt femte: Det er da træls, at der ikke er fester, og at man ikke får lov til at opleve alle de der ting. For jeg kan godt huske, at man læste om det i starten. Vi fik sådan en hel hjemmeside, der var dedikeret til vores start, og så stod der alt det med at der var Kommunen og alle mulige andre ting, vi slet ikke har fået lov til at opleve.
Og så en helt sjette: Lad os lige være ærlige, altså kønsfordelingen er jo sindssyg… Det er jo derfor vi mangler festerne.
