Mere om kærligheden

Af Mathias Baagø Tybjerg, stud.psych.
Illustrationer af Tobias Wriedt, stud.psych.

Det her essay er inspireret af engelsk professor, feminist og forfatter bell hooks’ bog All about love: New visions (2016). Kærlighed er nok jordens mest klichéfyldte tema, men netop derfor giver det måske mening at give det nyt lys og nye former. 

En blid stemme læser højt fra den røde bog. For en times tid ligger jeg i blød. Det er ved at være måneder siden, vi sidst har haft mulighed for at gå i teateret eller i biografen, så mit følelsesliv føles mildest talt overvældet af ordene fra bell hooks.  

Jeg er vokset op i provinsen. Det lyder som en stereotypi, men der var ikke så mange måder at være på. I hvert fald ikke nogen som indebar en transparens omkring det, der rørte sig inde i en. Det gav typisk større problemer end hjertero at græde, hvis man var ked af det. Det føles så lamt, men et sted skal man jo starte, hvis man skal bryde sin snævre fortolkning af fænomenet.

Hvorfor gik det sådan til? Hmm, det var nok primært folkeskolen, klassekammeraterne, omklædningsrummene, boldbanen. Flere forskellige rum og relationer socialiserede en tilstedeværelse, hvor følelser var et tegn på svaghed. Min mor sagde for nyligt, at kram ikke rigtig var noget, vi gav, før vi som voksne børn samlede det op udefra. Det kan man sige så meget om, men følelser var ikke det store samtaleemne ved spisebordet.

Ikke desto mindre føltes det fortabte forår som et endnu større tilbageslag, og mit indre liv var som indskrumpet til et sandkorn. Pressemøder efter pressemøder og regelmæssige besøg på DR-nyheder, havde så hårdt greb om min opmærksomhed, at jeg dårligt kunne samle mig i blot et øjeblik for at se indad.

For at tage et krumspring fra følelsernes betydning, så er hooks’ pointe, at kærlighed ikke primært er en følelse, men en handling, og at vores handlinger former vores følelser. At banke sine børn i kærlighed devaluerer kærlighed i sig selv. Så for at opretholde en nogenlunde stabil definition af kærlighed, der ikke er totalt selvmodsigende, kan “love and abuse not coexist”. Det lyder næsten banalt, men jeg skal være den første til at indrømme, at jeg i mange år troede, at kærligheden blot opstod som følelse for et andet individ. Følelsen af total hengivenhed til et andet menneske opstår, ifølge hooks, sekundært til kærligheden, og er I hendes psykoanalytiske fortolkning en investering af psykisk energi i et andet menneske. Kathexis, den psykiske energi, forklarer hvorfor man kan føle sig draget til en ekspartner, selvom de har såret en på det grusommeste. Men hvis kærligheden som begreb skal kunne bruges til noget, så er følelsen i sig selv ikke tilstrækkelig.

Kærlighed er noget, vi lærer i barndommen, men som ved mange andre kernebetydningsfulde og tabubelagte temaer fra min barndom, såsom seksualitet, så forstummede min indlæring og forblev i det utalte. Der har bestemt været kærlighed tilstede i min familie, men vi har aldrig verbaliseret det eller haft et konkret sprog for det. Det er intet under, at det kan være svært at finde kærlighed, hvis vi ikke engang kan sætte ord på det, vi leder efter.

I mangel på bedre forklaringer vendte jeg det utrænede øje til mainstreamkulturen, og så blev det de romantiske komedier og Medinas popsange, der skabte min idé om kærlighed, da jeg i mine sårbare teenageår søgte udad. Jeg har kun rosende ord om Medinas sange, men hendes fortolkning af kærligheden har ikke gjort mig meget klogere. At mainstreamkulturen portrætterede det som en dårlig Woody Allen-film, hvor kærligheden handler om at sige jeg elsker dig på det helt rigtige tidspunkt, gjorde det endnu mere forvirrende at komme fra en familie, hvor kærligheden forblev usagt. 

En af mine venner havde i starten af sine 20’ere en tilbøjelighed til at falde for den samme type, og efter at have prøvet det et par gange kom det anekdotiske ”jeg forelsker mig altid i de forkerte mennesker”. Ifølge hooks lærer mange i deres barndom at være noget andet end dem selv. Hendes pointe er, at de normative grænser for god opførsel og tilstedeværelse er så snævre, at de gør alle skæve børn lige. I hvert fald udadtil. Når man lærer nogen godt at kende, som når et forhold tager sine spæde skridt, er der udhængt risiko for at “At some point, glimpses of the real self emerge and disappointment comes”. Man må selvfølgelig ikke underkende den statistiske sandsynlighed for tilfældigvis at falde for den forkerte type flere gange i træk, men det kunne også være, at min ven faldt for en person, der senere skulle vise sig at være noget andet. Eller at min ven viste sig at være noget andet.

hooks er fortaler for intersektionalitet, som er et begreb, man måske bedst kender fra moderne feministiske bølger, der har udvidet deres genstandsfelt til at dække alle former for undertrykkelse på tværs af marginaliserede grupper frem for primært at fokusere på kvinder. For hooks indebærer intersektionaliteten også, at hendes udvidede kærlighedsbegreb bliver trukket på tværs af flere forskellige områder af det amerikanske samfund. Så hvis man tror, kærlighed kun handler om Romeo og Julie kind-of Eros, så må man i hvert fald passende vente til bogens sidste kapitel: Romance. “Psychoanalyst Carl Jung insightfully emphasized the truism that "where the will to power is paramount love will be lacking.” citerer hooks, hvormed hun udleder forholdet mellem magt og kærlighed. Selvom der med en udvidelse af begrebet er risiko for at udvande dets betydning, formår hooks at fremhæve, hvorledes et udvidet kærlighedsbegreb kan blive et redskab til at dekonstruere patriarkatet, herskende individualisme, racisme, sexisme og udfordre status quo. Hvis man er mere interesseret i det, synes jeg, at man skal læse bogen.

Da jeg startede med at skrive om kærlighed, var det med en vis tilbageholdenhed, da det, i min snævre forforståelse, primært relaterede sig til den heteronormative forestilling, om at skulle finde prinsen på den hvide hest. Men at læse hooks bog fik mig til at indse, at kærlighed handler om meget mere end det. Hvis jeg har lært noget som helst, så er det, at man nogle gange skal bruge sit hjerte som rørtang og ikke kun som en telefon. hooks er professor i engelsk litteratur og en fremragende fortæller, så man kan også læse bogen, hvis man gerne vil bjergtages af fløjlsbløde formuleringer.