VOXPOP: Frihed og ufrihed ved undervisning på Zoom

Af Karen Damgaard, stud.psych. og Elvira Hallengren, stud.psych.
Illustration af Sandra la Cour, stud.psych.

“Hvem sidder der bag skærmen?”, spurgte Jeppe Aakjær for 116 år siden, og omend spørgsmålet for moderne ører forekommer at omhandle en anden skærm end den, Jens Vejmand benyttede, så er det kun blevet mere aktuelt. Skærmen er svaret på snart sagt alt i disse tider og er også blevet de universitetsstuderendes primære arbejdsredskab. Zoomforelæsninger, Zoomundervisning og Zoomvejledning er den virtuelle version af Københavns Universitet og danner i denne tid rammen om vores uddannelse.

Vi har nu efterhånden et års erfaring med disse vilkår, og hvordan går det egentlig? Hvilke erfaringer har vi gjort os indtil videre? Kan undervisning på Zoom siges at være frigørende? Eller kun en begrænsning? Indput har spurgt en række psykologistuderende og undervisere om netop dette.

”Muligheden/friheden for slukket kamera, at man ikke i samme grad skal tænke over, om man ser engageret ud løbende i en forelæsning eller andet. Jeg kan vælge kun at have video på, når jeg har overskud til det. Derudover er der muligheden for klare omstillinger i undervisningen - intet siger ’gruppearbejdet er ovre’ som at blive hevet tilbage fra breakout rooms.” 

”Det er en frihed, at transporttiden til CSS er sparet, og man faktisk kan stå op kl 8.10, hvis det skulle være - dog er denne frihed a blessing and a curse…  Men en enormt dejlig mulighed undervisningen på Zoom har givet mig, er friheden til at tage undervisningen med helt nye steder, f.eks. hjem til Fyn hos mine forældre eller med min studiegruppe i et sommerhus i Rørvig. Det er en mulighed, jeg har nydt helt vildt, og på et tidspunkt måske vil længes efter…” 

 ”Det føles som frihed, når jeg snoozer mig igennem den halve time, som jeg ellers havde tilbragt i kaotisk morgentrafik. Og tænk at følge undervisningen fra sit sommerhus-eksil på Nordsjælland. Der er helt klart visse friheder forbundet med at følge undervisningen fra der, hvor man nu befinder sig i verden. Men det føles nu lidt som frihed under tvang, og med frihed følger jo også et ansvar. Jeg må da også indrømme, at jeg har svært ved at få øje på, hvordan denne praktiske frihed kan tænkes at bidrage til læring, eller socialliv for den sags skyld.” 

”Ja, bestemt. Det har givet mig mulighed for at prøve at flytte på landet under coronaepidemien uden at skulle pendle. Jeg har også nydt at sidde blødt og komfortabelt til undervisningen (der kan være så koldt i forelæsningssalene) og med adgang til køleskab og elkedel og dermed slippe for lange køer og stresset kantinestemning, fordi min mobilepay aldrig virker. Jeg har også været glad for friheden til at kunne ordne praktiske og huslige ting, samtidig med at jeg har været til forelæsning, ligesom at det har været rart at spare transporttiden væk og at kunne have forelæsning i bilen eller toget i stedet for at misse undervisningen, hvis jeg har skulle noget vigtigt oveni. På den måde frigiver det en masse tid sådan at opløse undervisningsrummet. Det har gjort, at jeg føler mig mindre stresset, end jeg har gjort på de andre semestre. Det har også været sjovt at kunne følge med i min kærestes undervisning og omvendt, det har givet os større indblik i hinandens uddannelsesstof.” 

”Der kan være frihed til at deltage på en mere fleksibel og low-key måde, end hvis man skulle transportere sig til studiet, small-talke og blive set.” 

”Zoom giver en fleksibilitet og en frihed ved, at man kan møde op, uanset hvor man er, og det er nemmere at være til undervisning, selvom man ikke er veloplagt. Det har elimineret alle tanker om, hvorvidt jeg har overskud til at møde op, for på Zoom kan man godt være med på halvt blus. I et klasselokale kan du ikke bare være med på en lytter, men du er derimod tvunget til at deltage i undervisningen og i de aktiviteter, der igangsættes. På Zoom kan man gemme sit ansigt bag en sort firkant, mens man lukrerer på andres pointer og oplæg.” 

”Jeg synes, der er nogle klare muligheder ved Zoomundervisningen.  Det skaber en ny frihed til at planlægge sin tid, at man bare lige kan hoppe på Zoom uden at skulle tage turen til CSS. Det gør, at studiet snarere former sig efter ens øvrige liv end omvendt. Det kan jeg godt lide. Desuden betyder dét, at der ikke ligger nogen togtur mellem mig og undervisningen, at jeg fx oftere deltager, når forelæsninger starter tidligt, da jeg bestemt ikke et glad for at skulle tidligt op og af sted.  Jeg kan også godt lide at have trådløse høretelefoner på og lytte til forelæsninger, jeg måske ellers ikke gad, mens jeg gør rent, tegner eller laver mad. Det er også fedt, at man i teorien ville kunne følge undervisningen fra udlandet, hvis coronasituationen tillod det. Det ville jeg elske. Så det ville være dejligt med normal, fysisk undervisning plus mulighed for deltagelse via Zoom. ” 

”Ja, det synes jeg. Fx har jeg været på besøg hos min mormor i fem dage og i sommerhus med min kæreste og svigerfamilie i fire, hvilket ikke ville have være muligt, hvis jeg havde haft fysisk undervisning. Så jeg er ikke så begrænset i forhold rum/sted, og det synes jeg både giver mig muligheder og frihed. Udover det skal jeg ikke medregne min transport til og fra studiet, og derfor har jeg i princippet mere tid til fx lige at skimme en tekst inden undervisningen, hvis jeg ikke har fået gjort det.” 

”Jeg skal lede langt efter fordelene. Jeg kan godt se, at der er lidt frihed ved at kunne tage en forelæsningen til morgenbordet, mens man drikker sin hjemmelavede kaffe, men det er lidt som at sove på en sofa. Det føles dejligt, men gør du det en hel nat, så får du ondt i ryggen.” 

”Ja, jeg synes det giver mig nogle store friheder, som passer ind i mit liv og gør coronasituationen lettere for mig. Det, at forelæsningerne bliver optaget, gør at jeg kan planlægge min egen tid langt bedre. Jeg er et A-menneske med masser af energi om morgen, men forelæsninger på Zoom gør mig træt og dvask. Derfor har jeg omlagt min dag, så jeg kan træne og arbejde om morgenen, og så se forelæsninger om aftenen, når energien alligevel er ved at være i bund.” 

”Zoom giver muligheden for at chatte hele undervisningen lang på en privat Zoomtråd. Det er som at sende hemmelige breve rundt i klassen, hvor man får lov at se modtageren reagere med et dejligt smil eller et grineanfald på ens kommentar for åben skærm uden direkte at forstyrre undervisningen. Men når man derudover først har nævnt de obligatoriske friheder og glæder ved Zoom som at sidde i sengen med natbukser og se forelæsningen, når det passer en, så er der kun tilbage at sige, at Zoom er som en elefant, der har snablen nede i den forreste del af ens hjerne og stille og roligt suger nysgerrigheden og energien ud. Zoom har nemlig den fantastiske egenskab, at lige meget hvor spændende et emne, der bliver forelæst om, så zoomer man efterhånden ud.” 

 ”Der er en frihed i at kunne sove en time længere, når man skal møde kl 8, og så kan man have mærkelige bukser på uden at blive taget mindre seriøst.” 

 ”Uden tvivl den lette adgang til køleskabet og kaffemaskinen.” 

 ”Der er en oplagt mobil frihed; man kan være, hvor man har lyst. Hjemme hos de gamle, hos kæresten, i sommerhuset. Hvis man er syg, kan man gense forelæsninger, da alt bliver filmet, så der er også en tidslig frihed i det, som er ret lækker, og som jeg håber vil blive, selv når vi fremover må mødes igen. En ulempe ved dette kan være, at det er sværere at retfærdiggøre en syge-pause-dag, fordi det er så nemt lige at logge på. Grænserne mellem hvornår, man er i skole og hvornår, man er hjemme, sløres, hvilket i et allerede meget selvstændigt studieliv godt kan være stressende.” 

 ”De eneste fordele ved Zoom i relation til holdundervisning (og altså ikke forelæsninger) er, at det tillader, at der kan undervises under lockdown.” 

 “Altså, selv om jeg bedst kan lide, når alle er til stede fysisk, synes jeg, det var vildt fedt, at de studerende i efteråret havde mulighed for at deltage på Zoom, hvis de var nødt til det – det var egentlig en fordel, at folk, hvis de var syge eller isolerede, stadig kunne følge og deltage i undervisningen. En af de fordele, jeg ser ved onlineundervisning nu, er, at jeg ikke behøver møde op på universitetet og gå op ad trapperne i bygning 2, der altid gør mig forpustet, men i stedet kan sidde og undervise, selv om jeg er hos min kæreste et godt stykke fra København.  Det betyder også på godt og ondt, at undervisningstiden ofte bruges ret effektivt – gruppearbejde går i gang med det samme og slutter også brat, uden at nogen behøver rejse sig, tage deres ting og finde ud af, hvor de skal sidde.  På sin vis er jeg fan af ’raise hand’-funktionen, fordi jeg for en gangs skyld ved, hvem der rakte hånden op først. Derudover er det fedt, at flere af de studerende, jeg underviser, er gode til at stå for lidt bevægelse i pauserne – det gjorde vi os ikke rigtig i før i tiden (ud over trappen ned til kaffen).” 

”Begrænsningerne ligger klart i det sociale, den manglende mulighed for at sidde ved siden af nogen, snakke med dem i frikvarterende osv. - det er bare ikke rigtig muligt med et stort Zoomrum med alle studerende. Jo, man kan skrive direkte beskeder til folk, men det er jo ikke rigtig small-talk.” 

”Synes det er en KÆMPE begrænsning, at man ikke kan se folk i virkeligheden. Har indset hvor dejligt det er at have øjenkontakt med en underviser, når man snakker om de ting man ikke forstår, og at man kan se folks reaktioner, når man byder ind med ting i plenum. Det bliver så tomt og langsomt på Zoom, og virkelig mange gode snakke finder aldrig sted.” 

”Jeg føler mig i den grad overladt til mig selv, når jeg har undervisning på Zoom. Det kræver virkelig tilløb at få unmutet sig for at byde ind til diskussionen. At blive forstørret op på alle de her menneskers skærme, mens man stiller et spørgsmål, som garanteret besvares i dagens tekst. Det er altså ikke fedt. Og det dræber energien. Jeg savner virkelig bare at hente kaffe i kaninen. Og hvor ville jeg gerne lære de her mennesker at kende, men det er svært at nå på ti minutter i et breakout room.” 

”Jeg er helt klart mindre motiveret, og jeg savner at mødes med mine medstuderende og vende undervisningen sammen og på den måde blive inspireret. Samtidig mærker jeg også, at forelæserne naturligvis er udfordrede og, ligesom os andre, uvante til denne type undervisning, så nogle taler hurtigere eller bliver mere oplæsende, hvilket kan gøre det være sværere at forstå stoffet og føle sig investeret i det. Jeg er heller ikke så vildt med konfrontationen med mit eget kamerabillede, det gør mig selvbevidst og hæmmer mig i at hengive mig til stoffet. Jeg har desværre fundet ud af, at jeg åbenbart ser ret vred ud, når jeg er koncentreret.” 

”Når der ikke er ritualerne omkring at møde op fysisk, kan det kræve en større indsats fra én selv at få noget ud af undervisningen. Man sidder mere alene med undervisningens ’stemning’.” 

”Zoom giver en frihed ved, at man selv kan afgøre i hvilken grad, man ønsker at deltage i undervisningen, men det er også den største ufrihed. Somme tider mødes man af mange sorte firkanter, som måske på intet tidspunkt viser deres ansigt, og det skaber et utrygt læringsrum, hvor man hurtig kan få oplevelsen af at sidde alene med en tanke. Pludselig føles det større at ’tage ordet’, og det er meget svært at fornemme, om man er på bølgelængde med sine medstuderende, eller om man er den eneste, der har studset over noget, for man kan ikke komme med et opmuntrende smil eller nik til en medstuderende, der har bidraget med en god pointe. Det gør det mere sårbart at have debatter, og det kan give illusionen af en polarisering mellem de forskellige synspunkter, da atmosfæren aldrig blødes op af en fælles tur til Kaninen. Tværtimod afsluttes snakken abrupt, med hvad der kan føles som et demonstrativt klik på ’Leave meeting’.” 

”At undervisningen skal være på Zoom er egentlig den store begrænsning lige nu. Der er ikke samme mulighed for at snakke med sine medstuderende som i klasserummet. Breakout rooms fungerer nogenlunde, men er en del mere akavede end gruppearbejde i virkeligheden. Folks netforbindelse kan også variere en del, og det skaber klart begrænsninger mht. diskussion på holdene, at man er bange for at tale ind over hinanden grundet forsinkelser.  Det er også lidt uheldigt, når underviseren mister forbindelsen og bliver smidt ud af sit eget Zoommøde. Men det er også ret fedt. Det sker ikke så tit i virkeligheden, kan man sige, og jeg elsker det der "hvor blev læreren af"-kaos.” 

”Jeg synes, at der er flere begrænsninger ved Zoomundervisningen, end der er muligheder - eller begrænsningerne vejer i hvert fald tungere. Både mit engegement, min motivation og læring bliver begrænset, synes jeg. Jeg føler mig lettere distraheret, og det er lettere at lade sine tanker flyde andre steder hen, når man ikke er i samme undervisningsrum med underviseren og de andre studerende. Generelt kan man bare ikke “føle” rummet, og især fordi jeg lige er starter på kandidaten, føler jeg mig ufri i forbindelse med at kunne lære de andre studerende at kende eller få en eller anden relation til dem - og til undersviserne. Udover det er det sværere at stille spørgsmål i undersviningen, da det godt kan være svært at unmute sig selv og bryde ind. En mulighed er selvfølgelig at bruge “ræk hånden op”-knappen, men det er alle undervisere ikke fortrolige med. Det samme med chatten. Der kan i forlængelse med det også gå længere tid med at få teknikken til at fungere, og det tager tid fra undervisningen.” 

”Jeg synes, læringen er blevet begrænset i stor stil. Der er ikke længere et egentligt læringsrum. Og der er nogle begrænsninger ved Zoom, som gør det rigidt som læringsplatform - der er alle mulige ting, vi ikke kan længere. Og vi kan ikke nå det samme, som vi kunne før. Så ansvaret falder i større grad på den enkelte.” 

”Jeg oplever ikke nogle direkte ufriheder. Det, jeg oplever, er nok på det plan, som mange andre også gør: Det er svære at kommunikere med underviseren og sine medstuderende. Det giver mig mindre lyst til at engagere mig aktiv i undervisningen, selvom jeg dybest set har lyst.” 

”Jeg føler mig mere overvåget gennem en skærm end ved at være til stede fysisk. Jeg mister min anonymitet i mængden, er meget mere på uden afbræk. Godt nok er hele min krop ikke tilstede til skue, men det er mine holdkammeraters heller ikke. Der er kun tyve sæt øjne, der stirrer tilbage. Det sværeste ved kommunikation er, at jeg ikke kan mærke min medstuderende. Er du okay? Jeg kan ikke føle stemningen og ved ikke, hvor jeg har folk. Det er svært at bidrage til et fællesskab, som man ikke kan mærke.” 

”Jeg føler mig mere begrænset i at deltage aktivt i kurset, tror jeg. Jeg synes, det er sværere at tage ordet og være med på en naturlig måde, når man ikke er fysisk sammen. Det samme gælder at stille underviseren spørgsmål. Og så er der en helt klar begrænsning i at være afskåret fra det fysiske studiemiljø, hvilket tærer på trivsel, synes jeg.” 

”JA! Det er svært at koncentrere sig, mens man er helt passiv. Det er svært at høre folk, og alt går lidt langsommere. Og så er det ikke særlig rart at være alene, men samtidig være meget selvbevidst, fordi man potentielt kan sidde og se på hinanden (jeg gør det også selv nogle gange).” 

”I begyndelsen synes jeg, det var meget trættende at skulle have kameraet tændt. Jeg har virkelig ikke behov for at se på mig selv så mange timer om dagen. Men det har tvunget mig i bad og i tøjet. Det tror jeg også, at min kæreste er glad for.” 

“Begrænsningen er helt sikkert først og fremmest den sociale; ikke at kunne møde sine mates og udfolde sine venskaber. En anden begrænsning er, at det er pissesvært at kommunikere. Samtalerne kører sjældent helt godt, selvom forbindelsen er fin. Desuden bliver jeg virkelig selvbevidst, når mit ansigt popper op nede i bunden af min skærm. Jeg føler mig betragtet, og det pirrer min forfængelighed, haha.” 

”Det begrænser følgende: Stemningen i rummet, kvaliteten af undervisningen, den levende dynamik mellem underviser, studerende og de studerende imellem, den pædagogiske opmærksomhed fra underviseren (fordi man ikke kan mærke rummet). Den visuelle, taktile, auditive og generelt perceptive kvalitet af alt, hvad der foregår.” 

”Jeg synes, det er vildt svært at fornemme andre mennesker på Zoom. Går det for hurtigt eller for langsomt, er det spændende eller sindssygt kedeligt? Jeg savner at kunne kigge rundt og se rynkede øjenbryn, krydsede arme og nikkende hoveder, som jeg så kan tilpasse undervisningstempoet efter. Jeg savner at gå rundt og smuglytte til gruppediskussioner og blande mig – i stedet kan jeg trykke på ’join breakout room’ og bang, så lander jeg i en gruppe uden advarsel. Det kan godt være lidt mærkeligt.  Derudover er det svært at vurdere, hvor lang tid øvelserne tager, når man ikke kan se nogen arbejde – og så er dét der minut, fra jeg lukker breakout rooms, til alle er tilbage, helt vildt langt!”