Tænkning om tiden - En hyldest til Jaan Valsiners gule grundbog i Udviklingspsykologi

Af Gustav Egede Kristensen, stud.psych. 
Illustrationer af Natascha M. R. Hansen, stud.psych.

Noget af det allerfedeste ved universitetet er de øjeblikke, hvor man bliver ført ind i en helt ny måde at tænke på. På trods af at jeg ikke havde glædet mig synderligt til faget Udviklingspsykologi, blev lige netop dette fag anledning til et af disse øjeblikke. For nogle af jer kan det måske lyde mærkeligt, men den tidligere gule grundbog i Udviklingspsykologi har været en af de mest fagligt givende oplevelser, jeg har haft som studerende på universitetet. 

Du husker måske den estiske psykolog Jaan Valsiner fra Den Alternative Forelæsningsrække. Han er bogens forfatter, og i denne artikel vil jeg udlægge, hvorfor jeg mener, at hans (grund)bog Culture and Human Development er helt igennem fremragende. I kølvandet på blokaden overraskede det mig, at det tidligere pensum i Udviklingspsykologi ikke blot er blevet vurderet kritisk af ledelsen og visse undervisere, men også af en større mængde studerende i kursusevalueringer og i internettråde.  

Det er især de nyere studerende, som ikke har læst Valsiner, og de mere erfarne studerende, som har haft en dårlig oplevelse med Valsiners bog, som jeg prøver at skrive dette indlæg til. Hensigten er ikke først og fremmest at argumentere for, at bogen bør fylde en større del af pensum på Udviklingspsykologi, men snarere at overbevise om, at Valsiner og ligesindedes perspektiv på udvikling og nye begyndelser er af enorm betydning. Jeg er selv umådeligt glad for at have haft faget Udviklingspsykologi før 2023, men det nye pensum er det nye pensum, og jeg håber, at de nye studerende på fjerde semester kommer til at få noget ud af det. Og egentlig har jeg virkelig ikke lyst til at diskutere det nye pensum. Så her kommer i stedet en slags hyldest til noget af det, som faget bød på tidligere. 

Udvikling 
For mig er det ekstremt interessante ved Valsiners perspektiv, at det i så høj grad forsøger at tænke tiden ind psykologien. Ideen om udvikling implicerer en tidslighed, hvorfor en afklaring af, hvad tiden er, er nødvendig for at forstå, hvad udviklingspsykologi er (læs i øvrigt om tiden i vores forrige Indput-blad Oppe i Tiden).  

Det helt grundlæggende spørgsmål som begrebet udvikling drejer sig om, er hvordan noget kan blive til noget andet. Vi har, for Valsiner, at gøre med teoriers grundlæggende fundamenter, nemlig ontologier. Forbliver alting som det er eller kan nye fænomener opstå? For en udviklingspsykologi, der tager sig selv seriøst, må vi tro på, at nye egenskaber kan opstå. Valsiner beskriver dette som forskellen mellem væren og tilblivelse eller på engelsk being og becoming. Til filosofinørderne derude er det vist et spørgsmål, man kan føre helt tilbage til Parmenides og Heraklit. Spørgsmålene i udviklingspsykologi er således langt bredere og mere fundamentale end dem blotte registreringen af forskellige karakteristika, man kan koble til bestemte aldersgrupper eller om bestemte egenskabers fremkomst kan tilskrives arv eller miljø.  

Udviklingspsykologi drejer sig i bund og grund om tilblivelsen af nye psykiske strukturer. Og hvad er det nye så? En vej til at forstå nyskabelse er via forskellige tidsskalaer. En måde at opdele udviklingsskalaer er at skelne mellem fylogenese, sociogenese og ontogenese, altså artens udvikling, samfundets udvikling og den enkeltes udvikling. På et fylogenetisk plan kan man eksempelvis beskrive, hvordan menneskearten udviklede evnen og tilbøjeligheden til at gå oprejst på to ben. Siden da har der imidlertid været millioner af individuelle småbørn, som har lært at gå i deres egen, særegne livsbane. Selvom mange småbørn tidligere har lært at gå, er det i individets livsbane en nyskabelse at lære at gå. Hvert enkelt individ er en nyskabelse med sin helt egen udviklingsbane, som ingen andre tidligere har været igennem. Man kan selvfølgelig lave generaliseringer på tværs af mennesker, og det kan også være værdifuldt, hvilket Valsiner i øvrigt også betoner som en central videnskabelig opgave, men man må også have et blik for den enkeltes unikke udviklingsbane både teoretisk og i praksis.  

Du tænker måske: Hvis forandring er konstant, hvorfor virker mange strukturer så relativt stabile? Et klart eksempel er folks personligheder. Det er sjældent, man oplever, at en ven går fra et være stille og genert til ekstremt udadvendt på meget kort tid. Ikke desto mindre opstår stabiliteten pga. det, som Valsiner kalder dynamisk stabilitet. Sociologen Norbert Elias forklarer, hvordan mange af os har en implicit idé om, at det ”normale” menneske er voksent, uforanderligt og frit. Dette er dog en fejlagtig idé, hvis man bare tænker lille smule over det. Som udgangspunkt er mennesker IKKE stabile. Selv på et rent biologisk plan udveksler vi alt muligt med vores omgivelser for at oprette en helt basal stabilitet: ilt, mad, varme osv. Ligeledes udveksler vi på et psykologisk og socialt plan symboler, følelser, ideer osv., som ligeledes præger, hvordan det enkelte subjekt vil forandre sig. I kraft af vores fødsel som hjælpeløst spædbarn er vi afhængige af alt muligt fra første færd som levende væsen. Ydermere er den enkeltes adgang til fx mad struktureret af samfundets udvikling. På den måde sker der komplekse interaktioner mellem forskellige udviklingsprocesser i forskellige tidsskalaer.  

Bogen beskæftiger sig ikke udelukkende med det metateoretiske. Den indeholder også mere konkrete undersøgelser fra den sociokulturelle del af udviklingspsykologien (også på det tidligere pensum). Det er selvfølgeligt ikke udtømmende for en udviklingspsykologi, men det viser, at Valsiner ikke udelukkende ønsker at svæve rundt i metateori og filosofi. Og Valsiners fokus på den sociokulturelle del af psykologien implicerer absolut ikke en afvisning af naturvidenskabelig psykologi som sådan. Pointen er, at der også er noget af den konkrete, empiriske viden om menneskets udvikling, som jeg tror, at de studerende, der har været kritiske overfor bogen, savner.  

Præmisser og videnskabelighed 
Ikke desto mindre er det de mere videnskabsteoretiske dele, der i min opfattelse har fyldt i bogens inddragelse i undervisningen. Men er det overhovedet nødvendigt at få indblik i disse præmisser for udviklingspsykologi? Kan man ikke bare arbejde med udviklingspsykologisk empiri og teori og så få indblik i, hvordan menneskelig udvikling fungerer? Det kan man godt, men jeg vil mene, at det svækker ens videnskabelighed og mulighed for at skabe en stærk psykologisk praksis.  

Alle videnskaber omfatter indsamlingen af empiri, som ideelt set bør danne grundlaget for systematiske generaliseringer om virkeligheden – altså teorier. Imidlertid er den rene observations umulighed blevet påpeget af utallige teoretikere, også fx af en af naturvidenskabens helte Karl Popper. Popper udlægger, at selv vores basale sansninger omfatter en udvælgelse af bestemte aspekter af virkeligheden og kan i bred forstand også ses som en slags teorier. På samme måde udvælger vores måleinstrumenter, metoder og ja, vores basale opfattelse af verdens beskaffenhed, hvad der bliver empiri for vores videnskabelige undersøgelser. Hvis vi antager, at man ikke kan arbejde videnskabeligt uden præmisser, må det anses som uvidenskabeligt ikke at eksplicitere, hvad disse præmisser så er. Ikke at beskæftige sig med sine præmisser slører, hvad man egentligt har fundet, da man ikke mindre grad tydeliggør, hvad man har tilvalgt og fravalgt at fokusere på i henhold til ens undersøgte fænomen. Og tydeligheden er afgørende, for ellers kommer vi i alt for høj grad til at hvile på en særdeles kontingent og ideologisk præget common sense. Og det er en af grundene til, at Valsiner er så vanvittigt fed.  

Bogen tilbyder et gennemtænkt system, der gør én i stand til at undersøge udviklingspsykologiske teoriers grundantagelser og giver den enkelte studerende fantastiske muligheder for at tænke udviklingspsykologisk fra ontologi til metode og empiri. Jeg kan godt forstå, at bogen stilistisk kan være lidt frustrerende. Valsiner skriver til tider på en lidt snørklet måde og bruger mange ligeså snørklede modeller. Men en bog må trods alt vurderes ift. substans, og ud fra det som jeg har udlagt, kan jeg kun sige, at de spørgsmål bogen beder én om at forholde sig til, er af stor vigtighed for alle psykologistuderende. Hvis man er med på, at det er en afgørende del af at bedrive videnskab at undersøge egne præmisser og at det styrker ens faglighed at beskæftige sig med egne og andres teoriers forudindtagethed, så kan jeg kun se, at Valsiners tænkning styrker ens faglighed som kommende psykolog.  

Til de interesserede 
Til slut vil jeg oplyse jer om, at en gruppe af studerende har oprettet en læsekreds med fokus på sociokulturelle og humanistiske perspektiver såsom Valsiners. Så hold udkig efter vores forskellige fora, så vi måske kan fortsætte med for alvor at forholde os til udvikling, tid og begyndelser på psykologistudiet på KU. Man kan også kontakte psykologistuderende Kasandra Bøttker, hvis man vil høre mere. Desuden er jeg i dialog med Jaan Valsiner himself, og du vil efter al sandsynligheden kunne læse om, hvis tænkning han selv gerne vil hylde i næste Indput-blad. Så husk at snuppe et eksemplar, ligesom du har gjort denne gang.