Titanic er en vampyrfilm
og andre vignetter om skrækkelige væsner
Af Oliver Hundahl, stud. psych.
Illustration af Tobias Wriedt, stud. psych
Monstre. Hvad er der med monstre? De har altid været med os, og jeg regner ikke med, at de nogensinde forsvinder. ‘Så længe der er mennesker, er der monstre, både ægte og indbildte’ kunne man lidt pessimistisk, og egentlig ret reaktionært, få lyst til at sige. For når vi taler om monstre, taler vi vel egentlig om to ting på samme tid: de fabelagtige monstre og de rigtige monstre. Dem der gemmer sig under sengen og dem vi hører om i true crime podcasts. Allerede med det her eksempel går min lille opdeling galt for mig. Det er nemlig aggressive kategorier, vi har at gøre med her, der ikke respekterer begrebsmæssige grænser. Tværtimod stræber de efter hinandens territorier og forsøger konstant at erobre dem. Det vil da også vise sig igennem artiklen, at jeg som civil fanget på midten (eller muligvis borgermilits), hele tiden blander tingene sammen.
Som læseren nok har lagt mærke til, har jeg endnu ikke prøvet at definere hvad et monster er, og det kommer jeg nok heller ikke til. Det jeg meget hellere vil, er at kigge lidt på de monstre, vi frivilligt omgiver os med. Og her har jeg valgt tre… og måske er det tilfældigt, jeg ved det virkelig ikke, at de alle tre er kendetegnet ved deres bid.
Kapitalens Monstre
Da jeg researchede til den her artikel, var jeg ret overrasket over den relativt store rolle monstre spiller i Karl Marx’ forfatterskab. Mange kender det berømte “Et spøgelse går gennem Europa”(1) fra det Kommunistiske Manifest. Men udover ånder har varulve og vampyrer en væsentlig plads i Marx’ skrifter. De var åbenbart hans yndlingsmetaforer, så vidt jeg kan se. Han skriver om kapitalens ”varulvehunger”, når den på unaturlig vis forlænger arbejdsdagen, og som et glubsk rovdyr sluger mere og mere af vores fritid. Han beskriver, hvordan kapitalisten på vampyragtig vis suger livsblodet ud af arbejderen. At intet, intet, er nok til at slukke kapitalisternes umenneskelige tørst! At “faktisk vil vampyren aldrig slippe sit greb på ham [arbejderen] så længe der er en muskel, en nerve, en dråbe af blod der kan udnyttes.”
Selvom zombien senere blev et populært billede i analytisk filosofi (2), var det hjernesultne levende døde væsen, som vi kender i dag, endnu ikke opfundet på Marx’ tid. Alligevel tror jeg, han ville have elsket det. Hvorfor vil forhåbentligt vise sig senere.
The World is a Vampire
Bloodsucking.
“For kødets liv er blodet,” står der i Tredje Mosebog, og lidt efter; ”det er blodet, der skaffer soning, fordi det er livet.”
Blod spiller en overordentlig stor rolle i kristendommen, nu hvor jeg lige tænker over det. Man kan godt forstå, at det i en sådan setting var overordentligt grotesk, hvis der skulle eksistere et væsen, som levede af andres blod, af andres liv. Blodet har en lignende plads i et hav af kulturer. Muligvis fordi det forekommer så åbenlyst: mister man for meget af det, må man tage billetten.
Der er da heller ikke mangel på blodsugende monstre verden over. Men jeg tænker, at vi kigger Marx lidt over skulderen og holder os til vampyren for nu.
Der har i over hundrede år været en slags konsensus om, at vampyrer tilhører overklassen. Det er grev Dracula og ikke smed Dracula eller landmand Dracula. Det er så absolut ikke fabriksarbejder Dracula. Det er heller ikke helt tilfældigt, at Draculas skikkelse ofte associeres med Jack the Ripper. Som mytiske skabninger er de på samme niveau (3). Begge antageligt livstrætte overklassekarakterer med et ustyrligt begær for blod. Begge med et afsindigt had til samfundets svageste.
Bram Stokers epokegørende roman Dracula ses ofte som det værk, hvor vampyren bliver sat på sin moderne form. Det var morsomt for mig at opdage, at den først bliver udgivet i 1897. Altså tredive år efter Marx for alvor smurte tykt på med vampyrmetaforen, i første bind af Das Kapital. Marx er på den måde en af de væsentligste forfattere inden for gothic horror. I dag ser vi alle jo vampyrer som grådige og arrogante parasitter, der klynger sig til livet ved at udnytte andre, uden at bidrage med noget nævneværdigt til fællesskabet.
Der er en fed scene i den ellers ret middelmådige vampyrfilm Daybreakers fra 2009, hvor jakkesætklædte vampyrer stormer en blodbank. En sekvens, der mest af alt minder om at se profithungrende aktiemagnater gå bersærk i et neo-gotisk Wall Street(4).
Filmen spiller her på den evigtgyldige stereotyp, som Dracula er grundstenen i: elegant udenpå, dyrisk indeni. Man kunne kalde den ’mand, men bæst’: et væsen, der kan navigere i kulturens højeste haller, men som viser sin blodtørstige natur, så snart det kan slippe afsted med det.
Det tror jeg måske, er nøglen til, at vampyren er så sejlivet et tema: vi ser igen og igen det vampyriske i vores hverdag. Det er det samme kernemotiv som i Hamlets lidt banale, men meget berømte observation “That one may smile and smile, and be a villain”. Vi kender alle til lyssky blodsugere, der ikke desto mindre hyldes som samfundets spidser og ustandseligt modtager tonsvis af skattelettelser og hjælpepakker, lige meget hvor ofte de så end fucker op på andres bekostning.
Man mindes præsident Hugo Chavez’ ord ved COP15 tilbage i 2009, da han gik på podiet for at fordømme de vestlige regeringers slatne tilgang til klimaforandringer. Her tog han de unge demonstranter ved Bella Centerets parti (5), da han sagde: ”Det de siger på gaden er: Hvis klimaet var en bank, havde de reddet det for længst! Jeg tror, det er sandt, hvis klimaet var en bank, ville de rige regeringer have reddet det for længst!”
Det er fuldstændig uforståeligt for mig, at der ikke er flere film, der bruger vampyrmotivet til at udforske klimaforandringer. Det er helt afsindigt oplagt. Måske er det fordi, det næsten er for oplagt, en smule on the nose. Men her er det vigtigt at huske, at virkeligheden altid selv er on the nose. For et par år siden kunne man for eksempel læse om det californiske firma Ambrosia, der lovede dets kunder livgivende og foryngende infusioner med det mest jomfruelige og friskhøstede teenageblod for kun otte tusind dollars per procedure.
For at opsummere: når Billy Corgan fra The Smashing Pumpkins starter deres nok mest kendte sang med ordene “The world is a vampire”, er det en sandhed med modifikationer.
Verden i sig selv er ikke en vampyr. Det virker bare sådan, fordi overklassen er det.
I Was a Teenage Werewolf
“On a hot summer night
Would you offer your throat to the wolf with the red roses?
Yes
I bet you to say that to all the boys”
- Meat Loaf (6)
Sangen er ulvens medie. Der ikke tal på, hvor mange sange, der handler om dem. Jeg tvivler på, at andre dyr kommer tæt på. Der er selvfølgelig også sange om vampyrer, men de tager sig i sidste ende bedst ud på film. Måske er det ulvens hyl, der danner en naturlig bro til stemmen, eller måske indkapsler vampyrer og varulve simpelthen to forskellige slags erotik.
Når Meat Loaf synger om ulve i sangen ovenfor, så synger han uden tvivl om sex. Dens sult er erotisk, og uden kærlighed sulter den ihjel. På den baggrund ville det være virkelig let at sige, at varulvemotivet generelt var et udtryk for en indre, vild og undertrykt seksualitet, der kun kan udtrykkes gennem ulven som symbolbæst. Selvom det sikkert også er en analyse, man kunne få meget sjov ud af, tror jeg, varulvemyten handler meget mere om forholdet mellem natur og kultur. Ikke natur og kultur som ting, der rent faktisk findes uden for vores vinduer, men som et begrebspar, vi har meget svært ved at ryste af os. Vi tænker i den dualisme og oplever også tingene, som fyldt med en bestemt mængde naturlighed og kulturlighed. Det er selvfølgelig en uvane, vi bør vokse fra.
Varulven er, efter min mening, en slags ursymbol på det gamle paradoks ’bæst, men mand’, der også kan frames som ’natur, men kultur’. Et ret tydeligt, og meget racistisk, eksempel herpå er Twillight-serien. Vi har den “sofistikerede” vampyr Edward og den skjorteløse “vildmand” Jacob fra Quileute-folket. Det har længe slået mig som super underligt, at Stephenie Meyer gav Jacob den baggrund (7). Hvad siger det om hende, at det faldt hende naturligt, at Jacobs ophav per automatik gjorde ham lidt dyrisk?
Of Wolf and Man
Ulven er Europas oprindelige skrækbæst. Den er væsenet, der hyler i mørket, altid kun lige uden for rækkevidde af byens lys. Det siges, at den sidste danske ulv blev skudt syd for Estvadgård i 1813. I dag er den på vej tilbage hertil, og med den kommer hele den forvirring, der i vor tid kendetegner vores forhold til naturen. Vil vi i det hele taget gerne have den her? Den minder os jo om det dyriske og om det stykke natur, vores egne elskede hunde oprindeligt blev gjort til kultur fra. Danskere er udtalt bange for ulve, og mange har ligefrem et ønsker om at slå dem ihjel. Nutidens ulvehadere venter da også bare på, at nogen bliver ædt et sted, så de kan hive hele deres pladesamling frem og spille den samme gamle sang om ulven som monster.
Jeg kan berette om en lille episode, der på sin vis er en næsten alt for vulgær udpensling af hele ulvespektaklet. I 2018 lægger en gårdejer et klip på sociale medier, hvor han ved højlys dag skyder en ulv på sin mark. I baggrunden kører hans søn forbi på en traktor. At det hele foregik nær byen Ulfborg (ulf =natur, borg=kultur), gør det bare endnu mere forbløffende.
Ulven fylder i vores verden. Den symbolske en del mere end den fysiske. Homo homini lupus, siger et gammelt visdomsord, der løst kan oversættes til ’mennesket er som en ulv mod sine medmennesker’. Et berømt eksempel på den forståelse kunne være massemorderen Peter Stumpp. I 1589 tilstod han at være skyldig i trolddomskunst, kannibalisme samt ved Djævlens kraft at kunne forvandle sig til en ulv. Han forklarede dengang, hvordan han i ulveskikkelse med stor fornøjelse åd både hjernen og de bankende hjerter på folk, mens de endnu var i live.
Konfronteret med bestialske handlinger som dem, er det fristende at sige, at Stumpp var en mand med et bæst gemt i sit hjerte: med ulveformen viste han bare sit egentlig jeg. Her bliver jeg mindet om et citat fra Jean Laplanche:
“We don’t have a prehistoric animal lurking within us from the start. We ourselves have brought this animal into being. It is said that “man is a wolf to man”. As I have had occasion to explain in a different lecture, man has become a wolf to man - or rather a bestial ‘lupus’, for the real wolf is not a wolf to man.”
Det sker irriterende ofte, men Laplanche har ret her. Og det har han af især to grunde. For det første: Når vi taler om ulve og sammenligner mennesker med dem, taler vi meget sjældent om det egentlige pelsede dyr af kød og blod. Vi taler om en fantasi. The Wolf of Wall Street opfører sig ikke, som nogen ulv der nogensinde har eksisteret. For det andet: Vi bliver ikke født med et bæst som vores kerne. Vores medmennesker installerer tværtimod en grusomhed i os, vi ikke kan forstå som andet end et fantasmatisk rovdyr.
Når vi taler om varulve, der bogstaveligt talt betyder menneskeulv, kunne vi lige så vel bytte rundt på tingene. En varulv er måske ikke så meget et menneske, forbandet med dyrets natur, men en ulv, der er forbandet til at opføre sig som et menneske. Varulven er et stykke natur, med kultur skjult i sig, ja endog modvilligt plantet i sig. På sin vis er de også det omvendte af vampyrer: vampyren ser menneskelig ud, men er inderst inde et bæst. Varulven ligner et bæst, men er i sidste ende et menneske. Så kan man jo overveje, hvad der er værst.
På den baggrund tror jeg ikke, det er tilfældigt, at Marx brugte varulven og ikke ulve-ulven som metafor. Ulvens hunger er intet i forhold til menneskets. Jeg tror også, at der ligesom med vampyren, er et klasseaspekt på spil her. Det er ikke unormalt, at man retfærdiggør udnyttelsen af andre mennesker ved at fremstille dem som et stykke natur. Det gælder både ‘de tumpede bønder’, arbejderklassen og endda hele folkeslag. Sidder man som magthaver og kigger ned på de folk, man har underlagt sig, vil noget af den dyriskhed, man pålægger dem, nok minde en om den dyriskhed, man kender fra sig selv. Siden naturen i en selv var noget, man helst ville undvære, var man nødt til at opfinde et symbol, der kunne opbevare de dele, man prøvede at skille sig af med.
Halvkonkluderende på det her meget lange afsnit vil jeg sige:
Hvor vampyren har en tørst, har varulven en hunger. Begge meget orale, hvad man også kan sige om det næste monster. Men hvor de to her trods alt jager for at leve, er det næste straks en anden historie.
What’s in your head?
Zombien er det nyeste af de tre monstre, jeg behandler her. Det er sandt, at den deler nogle rødder med vampyren, og begge har muligvis noget tilfælles med den kødædende ghūl fra Tusind og Én Nats Eventyr. Alligevel er den bare noget andet. Det er uklart hvor ordet stammer fra, men nogle har sporet det til kikongo ordet zumbi, der er en slags fetish (8).
Trods konceptets rige kulturhistorie opstår zombien, som vi kender den i dag, først i det 20. århundrede, ikke mindst fremavlet gennem tidlige zombiefilm.
Men hvad siger zombien om os?
Millioner af ting. De fremstilles i dag oftest som ustoppelige masser, der, frastødende og halvrådne, vælter over vores barrikader. En analyse, der også kan findes i hobetal (9), er, at de er et udtryk for den øvre middelklasses frygt for revolutionen: den dag hvor den uvaskede pøbel pludselig bryder alle døre ned og afslører, hvor skrøbeligt kapitalismens bud på civilisation er (10). Selvom der, ligesom med varulven, er meget sjov at få ud af det, vil jeg prøve noget andet i dag.
Zombier vil gerne æde dig. Men hvorfor? Vi kan jo se, at de ikke kan fordøje os. Deres halvrådne tarme, der hænger ud af maven på dem, gør det rimelig åbenlyst. Zombier æder uden grund. De fortærer det, de ikke har brug for. De minder på den måde ret meget om os. Zombien er forbrugeren, der uden sans og samling slæber sig gennem hverdagen i en ødelagt verden, og som kun kommer til live, når den kan æde på bekostning af andres liv (11). Jeg skrev noget tidligere om, når fiktion var on the nose.
Men hvad med artiklens titel?
Ja, den skulle jo hedde et eller andet. Det er forresten bare en idé, jeg har stjålet et andet sted fra (12), men jeg kan da sagtens forklare, hvad det handler om.
Titanic handler jo mere eller mindre om den her overklassedame, spillet af Kate Winslet, der lever det, jeg med en kejtet formulering ville kalde et livsløst liv (vi kunne nærmest sige, det var undead). Det hun har brug for er, at den her arbejderklasseknøs, spillet af Leonardo DiCaprio, puster lidt liv i hendes støvede kirkegårdstilværelse. Når han så har gjort det, og hun har drukket dybt af hans livskrafts kop, smider hun hans kolde korpus ned i afgrunden og vender tilbage til sit liv som en af samfundets spidser. På sin vis er det heldigt for hende, at hun slipper af med ham. Hvis hun havde giftet sig med ham, havde det sikkert medført et hav af livskriser. På den måde har filmen et slags klasseperspektiv. Men som det så ofte er med James Cameron, så fucker han det hele tiden op for sig selv, hvis han på et tidspunkt har en god idé. For eksempel ved at prøve kræfter som åndemaner. De færreste husker den dybt bizarre slutscene i filmen, hvor det sunkne skibs korridorer fyldes med lys, og alle de druknede passagerer smilende byder seeren velkommen til en rundvisning i spøgelsesskibets varme interiør. James, det er som om, alle de der dødsfald ikke rigtig har samme effekt på seeren, når man ser, at de omkomne har det helt fint i dødsriget. Så, er Titanic en vampyrfilm? På sin vis. Men det er noget så sjældent som en vampyrfilm, der uden at blinke tager vampyrens parti.
Dhampir, Zuvembi, Werwulf (Afrunding og farvel)
Der var et par, eller faktisk ret mange, ting jeg fandt spøjse, da jeg researchede til den her artikel. Heriblandt et interview med Chris Morganroth III, der omtales som en ”Quileute master storyteller”, hvori han forsvarer Stephenie Meyers take på deres myter.
Han forklarer, at pointen med at fortælle en historie, er at give sine tilhørere en oplevelse - ikke at videregive korrekt information. I Quileute-samfundet fortæller man historier for at genskabe den måde, ens forfædre forstod verden på. På den måde kan man forhåbentlig forstå sit eget fællesskab i forhold til resten af menneskeheden.
For det første er det en virkelig flot pointe. For det andet minder det om noget, Levi-Strauss har sagt: ’at myter minder mennesker om, at deres rødder gror ned i samfundet’. Da jeg skrev den her artikel, ville jeg prøve at vise noget af det samme. Jeg ville gerne forstå, hvad fantasivæsner siger, om den måde vi forstår vores forhold til den del af verdenen, der ikke er fantasi, men tværtimod er ubarmhjertigt virkelig.
Fodnoter
Marx’ berømte ”Ein Gespenst geht um in Europa” har lidt af en bumpy oversættelseshistorie bag sig. På trods af, at det engelsk sprog angiveligt har 171.146 ord, beskriver ikke ét af dem det uundværlige begreb gespenst. Så da Helen McFarlane første gang skulle oversætte den tyske original, blev det til: ”A frightful hobgoblin stalks throughout Europe”.
Det er rimelig hilarious, når man tænker på, hvor berømt og hårdtslående det nuværende skulle blive: ”A spectre is haunting Europe”.
Tro ikke, kære læser, at det er tilfældigt, at skurkeorganisationen i James Bond hedder Spectre.Philozophical zombies er et begreb, der har været hipt i analytisk filosofi siden 70’erne. Idéen eksisterer i mange mutationer, men som jeg forstår præmissen, er den sådan her: ’forestil dig et væsen, der på alle måder lignede og opførte sig som en person, men som ikke havde en bevidst oplevelse af verden.’
Efter min mening er eksemplet ret sjovt, men egentlig frugtesløst. Det er et tankeeksperiment som vi, ligesom med zombien selv, ikke kan slippe af med, lige meget hvor ofte det aflives. Jeg mener nemlig, at hvis et væsen skal opføre sig som om det har bevidsthed, er det nødt til rent faktisk at have bevidsthed.Eksperter er uenige om, hvorvidt Jack the Ripper overhovedet har eksisteret eller bare var en karakter, medierne stykkede sammen af urelaterede mord for at sælge flere aviser. Vi ved i hvert fald, at Fred Best fra avisen The Star tilstod at have skrevet et par breve til politiet, hvor han påstod at være Jack for at holde historien i live.
Lad mig gøre noget klart: Der er ingen tvivl om, at Mary Ann Nichols, Annie Chapman, Elizabeth Stride, Catherine Eddowes og Mary Jane Kelly blev myrdet og lemlæstet på umenneskelig vis i Whitechapel 1888. Hvad der gør det mere frastødende er, hvor hurtigt mediedækningen af drabet på fem ægte, levende kvinder forfaldt til sladder, skrækhistorier og konspirationsteorier. Det er grotesk, at det tilsyneladende var lettere at opdigte en dæmonisk massemorder end at tage et alvorligt kig på de kummerlige omstændigheder, kvinder og arbejdere levede under på det tidspunkt.Jeg så lige klippet fra filmen, og referencen var mindre tydelig end jeg huskede den, men stadig…
Lad os ikke glemme, at dansk politi på dagen arresterede 194 personer i forbindelse med protester, og affyrede tåregas mod demonstranter fra Climate Justice Action. Det har ikke noget med artiklens tema at gøre, men det betyder ikke, at vi skal glemme det!
Fra You Took the Words Right Out of my Mouth på pladen Bat Out of Hell fra 1977.
Der var mange citater, jeg gerne ville starte det her afsnit med, men det blev meget hurtigt virkelig crowdet. At der var så mange citater om ulve, siger jo nok også noget om, hvor hårdt deres tilstedeværelse har bidt sig fast i vores fantasi.I et interview udtaler Stephenie Meyer: “I did quite a bit of research on the Quileutes, the nation that Jacob and Billy belong to. All of the legends in the books are part of their tradition, the werewolves and so on.”
Repræsentanter fra Quileute folket har senere fastlagt, at det på ingen måde er tilfældet. For et mere nuanceret overblik over hele den sag anbefaler jeg Joanna Luz Siegels artikel Vampires, Werewolfes and Other Humans: Learning from Participatory Responses to the Representation of Native Americans in Twillight.Fetish bruges her i ordets originale betydning, hvor det er mere eller mindre synonymt med talisman eller idol. Fetichisme er grundlæggende, når man tillægger et menneskeskabt objekt særlige kræfter eller betydning. På sin vis kommer Marx ind i billedet igen, da et af hans væsentligste begreber er den såkaldte varefetichisme. Det går kort sagt ud på, at man, når man køber en vare, har tendens til at betragte det, som om man bare køber en ting. I virkeligheden køber man jo den arbejdskraft, det har taget at producere den. Ved at fetischere tingen glemmer vi, at alle varer er produktet af konkret menneskelig aktivitet. Når vi eksempelvis køber en iPhone, glemmer vi på belejlig vis under hvilke forhold, den er skabt, og at den er skabt af mennesker overhovedet.
Prøv bare at google “zombie working class analysis”. Jeg ved også, at Slavoj Zizek snakker om det et par gange.
Jeg er ikke i tvivl om, at de amerikanske politifolk, der på brutal vis pløjede deres vogne gennem mængder af BLM-demonstranter i sommers, et eller andet sted følte sig som civilizationens sidste bastion, stående over for horder af zombier. Det er i den sammenhæng en sand katastrofe, at vi har tilladt, at hovedpersonen i så meget zombiefiktion er en strisser. Det har ikke medført andet end storhedsvanvid og dehumanisering af alle os andre.
Indrømmet har jeg aldrig kunnet komme igennem så meget af HBO-serien, men jeg ved, at en væsentlig pointe i tegneserieudgaven af The Walking Dead er, at de her “walkers” allerede levede tomme og zombieagtige tilværelser, længe inden de blev inficeret. Da de rigtige zombier kom til, blev de overlevende på sin vis ”frigjort”.
Som en god forbryder vendte jeg tilbage til gerningsstedet. Problemet var bare, at jeg ikke længere vidste, hvor det var. Da jeg prøvede at finde det, fandt jeg bare det her goodreads-quote fra Slavoj Zizek, som der heller ikke er nogen kilde på:
“I like to search for class struggle in strange domains. For example it is clear that in classical Hollywood, the couple of vampires and zombies designates class struggle. Vampires are rich, they live among us. Zombies are the poor, living dead, ugly, stupid, attacking from outside. And it's the same with cats and dogs. Cats are lazy, evil, exploitative, dogs are faithful, they work hard, so if I were to be in government, I would tax having a cat, tax it really heavy.”