2020’ernes psykologer - Interview med Anders Thingmand om psykoterapi, psykiatri og psykedelisk integrationsarbejde

Af Ditte Marie Thiemer, stud.psych. og Karen Damgaard, stud.psych.
Illustration af Maja Koch Nielsen, stud.psych.

For nogle psykologistuderende akkompagneres forestillingen om en fremtidig beskyttet titel som psykolog af et tydeligt billede af psykologrollen. Måske du ser dig selv siddende i en behagelig lænestol over for en bevæget klient? Måske du ser dig selv stå gestikulerende foran en skare af forretningsfolk? Måske du ser dig selv pludre med et spædbarn? Måske du ser dig selv med blikket fikseret på et hjernescanningsbillede? Eller skrivende tykke bøger om kroge i hjernebarkens dybe fuger? Måske du ser dig selv som del af et efterforskningshold i tunge kriminalsager? Eller som én, der giver mennesker muligheden for at få nye perspektiver på parforholdet? 

På studiet bliver vi præsenteret for eksempler på, hvad psykologrollen kan være. Og igennem studiejobs, medier, venner, bekendte og kurser møder vi fortsat flere og flere bud. Men der er mange psykologiuddannede i verden, og derfor vil der formentlig fortsat være eksempler på psykologer, der befinder sig i og udfører jobs, som vi ikke er stødt på før.  

Det er intentionen bag denne artikelserie; at give yderligere bidrag til bunken af eksempler på, hvad psykologrollen kan være for én. Samtidig er det særligt ønsket om at præsentere eksempler på psykologer, hvis roller placerer sig i de klassiske forståelsers yderkroge, i grænselande eller nye territorier, selvom en sådan rummelig metafor lægger op til, at vi kan definere fagligheden inden for nogle faste rammer. Hvilket kan vise sig at være svært.  

De eksempler, som præsenteres i denne serie, vil i udpræget grad være psykologer /psykologiuddannede, der arbejder tværdisciplinært. Og nogle vil ikke være blege for at forene et politisk engagement med en psykologpraksis. Håbet er, at der vil være eksempler på roller, som ikke alle studerende allerede er blevet bekendt med gennem psykologistudiets fag.  

Måske har du lige taget hul på dit første semester, eller måske nærmer du dig afslutningen af din uddannelse. Men tiden det tager os at få fat i den beskyttede titel cand.psych., behøver ikke hindre os i at tænke lidt på, hvad man herefter kan anvende titlen til. 

Læs med på de næste sider og i de kommende udgivelser af Indput. 

Interview med Anders Thingmand 

Om psykoterapi, psykiatri og psykedelisk integrationsarbejde 

I denne anden del af artikelserien møder vi psykolog Anders Thingmand.  

Anders har et bredt felt af interesser og arbejder blandt andet med vidensdeling og formidling i spændingsfeltet mellem psykologi, psykiatri og filosofi. Han har i en årrække været med i arrangørgruppen bag Forum for Eksistentiel Psykologi og Terapi og har inden for det sidste år været medstifter af et nystartet fagligt interessenetværk omkring psykedelisk terapi og forskning, Netværk for psykedelisk terapi og medicin.  

Anders har en baggrund fra Vedfeldt Instituttet, en moderne jungiansk psykoterapiuddannelse ledet af Ole Vedfelt, kendt som forfatter til en lang række bøger om drømmeorienteret psykoterapi.  

Den terapi, Anders laver i sin praksis, er en kombination af denne tilgang og bl.a. eksistentiel-fænomenologi. Han fortæller, at arbejdet med drømme og mareridt er en del af langt de fleste forløb, han har, med undtagelse af parterapi. 

Foruden en akademisk interesse i den psykedeliske terapis potentialer, beskæftiger Anders sig også i sin private praksis med integration af oplevelser med psykedelika, som klienter kan have haft på egen hånd ud fra et skadesreduktionsperspektiv.  

Og så har Anders desuden en klar, kritisk stemme debatten om psykiatrien. I hans øjne lider psykiatrien under en dominerende biomedicinsk diskurs om psykisk lidelse, og han mener, at det er relevant, at vi som psykologer griber til andre mere psykologiske forståelser af de fænomener, som patienterne oplever. For eksempel er han interesseret i behandlingen af stemmehørere, hvor det jungianske perspektiv kommer i spil ved at indgå i dialog med de forskellige stemmer, som fra dette perspektiv betragtes som delpersonligheder. 

Indput har taget en snak med Anders om hans arbejde i sin private praksis, om kritikken af psykiatriens reduktive forståelser af psykisk lidelse, om psykologiens behov for at frigøre sig fra disse forståelser gennem udvikling af nye begreber, og om muligheder og risici ved psykedelisk understøttet psykoterapi. 

Psykiatriens diskursive magt 

Som anslag til dette interview retter Anders sin opmærksomhed mod en psykiatri, som i hans optik har en stor diskursiv magt, der medvirker til at fastholde reduktive forståelser af, hvad psykiske lidelser er, og hvordan vi forstår dem. Han peger på psykologers rolle i fastholdelsen af disse forståelser og diskurser: 

“Debatten om forståelser af psykisk lidelse var udgangspunktet for en række foredrag i Forum for Eksistentiel Psykologi og Terapi. Hvor brænder det på i samfundet? Hvor kan vi have et uafhængigt debatforum, hvor vi diskuterer nogle af de her tendenser? Hvilke psykologiske og psykiatriske strømninger er der i samfundet? Og hvordan påvirker de forståelsen i samfundet for, hvad der er normalt og unormalt? 

Jeg tænker, at vi har et kæmpe ansvar for hele tiden at reflektere over vores rolle. At der kommer kritik internt blandt psykologer - at vi også er parate til at se kritisk på vores kollegaer. Både indenfor psykologien og psykiatrien. Vi masseproducerer jo alle mulige forestillinger om, hvad et menneske er, hvad det gode liv er, hvordan man er en god forælder, hvornår man er normal, hvornår man er syg. Hvornår er du i sorg? Hvornår bliver sorg til depression og sygdom? Hvornår skal man have medicin? Og ikke have medicin? Alt det her omkring, hvordan mennesker skal forholde sig til sig selv og hinanden og takle deres liv og lidelse og problemer, det skaber vi en masse forskellige diskurser om, der går i alle mulige retninger og trænger ud i samfundet.” 

Han nævner blandt andet, hvordan psykiatriske kategorier de sidste årtier er trængt ind i sproget og selvforståelsen blandt unge. 

“Jeg tænker, at det er super vigtigt, at både psykologien og psykiatrien hele tiden er selvkritiske i forhold til, hvordan vi påvirker samfundet og de mennesker, vi forsøger at hjælpe. Når psykologer rammer arbejdsmarkedet, fravælger folk ofte den kritiske refleksion i forhold til effekten af de jobs, de tager. Her kigger sociologerne jo kritisk og siger: “Jamen I individualiserer nogle samfundsmæssige strukturer, hvor folk føler sig afmægtige. Der er pres og effektivisering, og I gør det til et spørgsmål om, at man skal være god til at trække vejret”. 

Anders refererer her til mindfulnessbølgen, som for 10-20 år siden rullede ind i det psykologiske felt og gjorde brugen af yoga, åndedræts-, meditations- og mindfulnessteknikker populære i blandt andet stressreducerende tiltag på arbejdsmarkedet. Tiltag, der sommetider kan komme til at fokusere mere på at kultivere en robusthed hos den enkelte medarbejder end om at ændre noget strukturelt på en arbejdsplads.  

Individualiseringsdiskurser af den slags er problematiske, ifølge Anders, og gør sig gældende både udenfor og indenfor de psykologiske og psykiatriske institutioner. 

 Psykiatriens magt og mudderkamp 

Anders pointerer, hvordan den etablerede psykiatri i Danmark kan opleves som et rigidt system, og at spørgsmålet om magt står helt centralt. 

Mudder- eller magtkampen drejer sig i Anders’ øjne særligt om, at det er en biomedicinsk forståelse af psykisk lidelse, der dominerer systemet. En forståelse der, lidt forenklet sagt, reducerer kompleks psykisk lidelse til et simplere spørgsmål om kemisk ubalance i hjernen, og som har et snævert fokus på symptomlindring. Anders eksemplificerer med forståelsen af stemmehøring, som han arbejder med, og med den medicinske kropsforståelse:    

“Det er en lægefaglig, medicinsk diskurs, der er så dominerende, at den får lov at definere, hvad det er for et fænomen, vi har at gøre med. Her en hjernelidelse - den hedder skizofreni. Det hedder ikke stemmer - det hedder auditive, verbale hørehallucinationer. Den diskurs går fuldstændig ind og bestemmer, hvad fænomenet er. På samme måde dominerer den medicinske diskurs benhårdt kropsforståelsen. Og der er vi i psykologien så uselvstændige i forhold til medicinen, at vi ikke engang forstår, at vi bliver nødt til at have et andet kropsbegreb. Det giver ikke nogen som helst mening, for du kan faktisk ikke arbejde med kroppen i psykoterapi, hvis du ser på kroppen på samme måde som den privatpraktiserende læge, der skal tage blodprøver eksempelvis.  Hvis du skal sidde og arbejde i dybdegående psykoterapi, bliver du nødt til at have en anden kropsforståelse end lægen - nemlig en fænomenologisk-psykologisk kropsforståelse og ikke en biomedicinsk. Og det er vi ikke engang skarpe på endnu.” 

Var vi skarpere, jonglerede vi for længst og selvfølgeligt med et fænomenologisk kropsbegreb ved siden af et fysiologisk. Og det er blandt andet her, at filosofien har noget at skulle have sagt. I mange sammenhænge er dette da også tilfældet, men Anders mener stadig, at den biomedicinske tilgang til psyken i for høj grad dominerer særligt psykiatrien. 

Det er på tide, at der sker et skift, og det er her, at potentialerne ved den psykedeliske terapi kommer ind i billedet. 

“Nu er vi efterhånden så trætte af det paradigme. At blive bildt ind, at man har en kemisk ubalance i hjernen, og at man derfor skal tage det her symptomdæmpende medicin o. lign. Og derfor ser man nu også en del mennesker, der i stedet håber, at psykedelisk terapi kan hjælpe dem, hvilket der jo er rigtigt meget om i medierne i øjeblikket.” 

Psykedelisk terapi – en ny æra indenfor psykiatrien? 

I disse år ses en stigende interesse for og forskning i integration af psykedelika i psykoterapeutiske sammenhænge. Mens der i Danmark indtil videre kun forskes i psilocybin som behandling af depression, står man blandt andet i Norge og Holland på tærsklen til at kunne tilbyde MDMA-terapi som traumebehandling inden for nogle få år. 

Anders beskriver, hvordan der kan drages paralleller mellem udviklingen inden for psykedelisk terapi og den 10-20 år tidligere proces med gradvis accept og inddragelse af meditations- og mindfulnessbaserede metoder inden for den akademiske psykologi: 

“Der er helt klart et skift at spore i psykologers holdning til psykedelisk terapi. Det minder på mange måder om det skift, der skete, da meditationen blev gjort mainstream som ”mindfulness” for 10-20 år siden. Dengang var der mange psykologer, der helst ikke ville indrømme overfor deres kollegaer eller klienter, at de mediterede. Men da mindfulness kom, så blev det pludseligt noget, som psykologer begyndte at sætte på CV’et og gjorde til en del af deres professionelle identitet. Det virker som om, at vi på lignende vis er et sted nu, hvor en del psykologer begynder at komme ud af skabet med deres viden, interesse og førstehåndserfaringer med psykedelika og begynder at gøre det til en del af deres professionelle identitet som psykologer.  

Anders’ egen interesse for psykedelisk terapi var til stede allerede inden psykologistudiet, men han beskriver, at det dengang blev anset for at være noget farligt, alternativt og hippieagtigt. Præcis som meditation tidligere blev. 

Men hvad er det så, der er i gang med den psykedeliske terapi?  

Hvad er det, den akademiske psykologi er så tæt på - nogle steder allerede er godt i gang med - at anerkende og inddrage, hvis udviklingen ligner mindfulnessbølgen så meget, som det lyder til?  

Anders lægger ud med sammenhængene mellem psykedelisk terapi og den drømmeorienterede terapi, som han allerede arbejder med:  

“Indenfor psykedelisk terapi virker psykofarmakologi og psykoterapi sammen på en helt ny måde. Du faciliterer en psykoterapeutisk proces i stedet for hele tiden at forsøge at lukke trolden ned i æsken. Så på den måde er det også mere i overensstemmelse med det, jeg kender fra min jungianske baggrund. Altså at man har en idé om, at man faciliterer en psykoterapeutisk proces, hvor der er noget, der kommer op, og så sker der en bearbejdning og en transformation af personligheden eller en modning eller en heling. Ikke at man bare dæmper symptomer på en sygdom, men at man gennemarbejder noget materiale”. 

Psykedelika har altså potentialer til at underbygge og facilitere en psykoterapeutisk proces, hvor man i stedet for at dæmpe eller lukke ned for psykisk materiale, går ind i det. Et åbnende potentiale. Men på tværs af de psykedelika er der store variationer i forhold til anvendelsesmuligheder.  

Anders fortæller, at MDMA og psilocybin er de typer af psykedelika, der på nuværende tidspunkt forskes mest i. 

MDMAs traumeterapeutiske potentiale 

I sit tidligere arbejde i socialpsykiatrien har Anders ofte set folk med svære traumer. Desværre har han også set, at der ikke altid er overskud til at tage sig af de traumer, de historier, det materiale og den lidelse, som folk kommer med. Der registreres symptombilleder og koordineres medicin ud fra dette. En medicinering, hvis formål er at dæmpe symptomerne, frem for at arbejde med dem. 

Her peger Anders på MDMA’s potentiale indenfor traumeterapien:  

“MDMA påvirker følelserne og faciliterer arbejdet med psykoterapeutisk traumeterapi hos personer, der ellers er så belastede, at de ikke kan sidde i et terapeutisk rum. Det er så smertefuldt for dem, at du risikerer at retraumatisere dem, eller at de falder fra. I dag bliver de behandlet med symptomdæmpende midler, fordi det er for omkostningsfuldt og for besværligt og langvarigt at skabe den her terapeutiske relation. Med MDMA sænkes amygdala-responsen, altså kamp-flugt-responsen, og der udløses oxytocin, som jo er et tilknytningshormon, der giver lyst til at ”connecte”, være i berøring, tale. Og der kommer en kognitiv klarhed, som gør, at du kan se samtidigt med, at der er en følelsesmæssig tilgængelighed. Følelserne bliver tilgængelige, fordi du ikke bliver angst, og samtidig kan du se tingene meget klart for dig. Derfor kan MDMA være med til at skabe terapeutiske rum og understøtte den terapeutiske alliance.”   

Anders beskriver, at MDMA har et kæmpe potentiale i forhold til hele måden, vi tilgår traumer og psykisk lidelse mere generelt. Den psykedeliske behandling skriver sig både ind i den psykofarmakologiske logik, der dominerer indenfor psykiatrien, og så psykoterapiens potentiale, hvor MDMA-understøttet terapi berører mange af de samme områder som eksempelvis tredjebølge kognitionsteoretiske retninger som Acceptance and Commitment Therapy (ACT) og Compassion-fokuseret Terapi (CFT). Det handler om self-acceptance og at kunne rumme lidelsen i stedet for at lukke af for den. Blandt andet fordi disse retninger i dag er accepterede og anerkendte i det psykologiske landskab, ser han, at MDMA-understøttet terapi vil kunne blive integreret uden de store problemer, da dette skift ikke strider imod den nuværende forståelse, der danner ramme for behandlingen af psykiske lidelser. I stedet skriver den sig ind i denne, samtidigt med at den potentielt tillader en reel traumefokuseret behandling. 

Psilocybinens muligheder 

Anderledes forbeholdent taler Anders om anvendeligheden af psilocybin, som bringer risici med sig på et andet plan. 

Hvor MDMA beskrives som et hjerteåbnende stof, der understøtter en åbning mod andre mennesker på et mellemmenneskeligt, empatisk niveau, det han kalder en horisontal virkning, arbejder psilocybin på en mere vertikal måde. Her er det et spørgsmål om en bevidsthedsudvidende tilstand, hvor man kommer ind i det, han kalder visionære tilstande: 

“Med psilocybin kommer du meget ind i de der spacy, drømmelignende, ændrede bevidsthedsmæssige tilstande, og der kommer du faktisk ind i et domæne, der minder rigtig meget om det, jeg arbejder med i forhold til jungiansk terapi. Og der har vi simpelthen ikke et vokabularium endnu. Og desuden er der det problem, at med psilocybin, der kan du åbne for forskellige stærke usædvanlige bevidsthedstilstande, som nogle gange kan tage lang tid at integrere og lande.” 

På trods af, at der på nuværende tidspunkt i Danmark kun forskes i psilocybin, så er psykologien og psykiatrien meget mere klar til at arbejde med MDMA end med psilocybin, pointerer Anders. MDMA skriver sig trods alt ind i et eksisterende vokabularium indenfor psykiatrien og psykologien, mens psilocybinens virkning i høj grad overskrider dette. 

Det manglende vokabularium bringer os tilbage til fænomenologien og behovet for et større skift i forhold til forståelsen af psykiske tilstande og kropsforståelsen:  

“Psilocybin kan også godt gå galt på forskellige måder. Især fordi, at man ikke rigtigt har en forståelse af ændrede bevidsthedstilstande andet end som psykoser. Det vil sige, at man har slet ikke noget landkort. Alle mulige tilstande, som ikke er normaltilstande, har man tilbøjelighed til at forstå som psykiske sygdomme eller patologi. Og så længe man har den forståelse af psyken - som om at der er normaltilstanden og så de psykotiske tilstande - men at man slet ikke har en idé om, at der er alle mulige ændrede bevidsthedstilstande, som ikke nødvendigvis er patologiske, men faktisk er helbredende tilstande, altså det man kalder holotropiske tilstande - tilstande, hvor der er en helingsproces. Hvis man ikke har det begreb, og man heller ikke har et begreb om psykedelisk integrationsarbejde, så er det farligt at arbejde med psilocybin.” 

Desuden er diskursen om psilocybin, ifølge Anders, endnu også påvirket af en reduktionistisk biomedicinsk forståelse af psyken og hjernen.  

”Der er sådan nogle reduktionistiske diskurser på spil også, hvor man begynder at sammenligne psilocybinbehandling med ECT (electrokonvulsiv terapi eller ‘elektrochok’, red.).” 

Anders understreger igen, at anvendeligheden ligger i kombinationen af psykoterapi og psykedelika. At der er tale om psykofarmakologisk understøttet psykoterapi. Det er først og fremmest den terapeutiske bearbejdning, der er i centrum. Psykedelikaen - eksempelvis psilocybin eller ayahuasca - er blot med til at åbne op for det materiale, der kan arbejdes med i det terapeutiske rum. Vi spørger, om det derved relaterer sig til den drømmeorienterede terapi, som Anders praktiserer med sine klienter, hvilket han bekræfter: 

“Drømmene er en spejling af noget indre. Man får hele tiden et nyt input, som man kan arbejde med - der kommer hele tiden noget nyt og overrasker. Man får adgang til noget materiale, som klienten ikke ville kunne tænke frem. Det er noget af det samme stof eller materiale, som man får adgang til gennem brugen af psilocybin og ayahuasca. Drømmetilstanden er en psykedelisk tilstand i den forstand, at de indre billeder manifesterer sig; alt det, der ligger på lager, kommer op og bliver synligt.” 

Både psykedelika og drømmetilstanden giver altså ifølge Anders adgang til, at materiale, der ellers er skjult, manifesterer sig og går i proces. Dette rummer både et potentiale for det terapeutiske arbejde, men også en fare, hvis det overlades ubearbejdet.  

Og det er her, integrationsarbejdet med klienter får et skadesreducerende perspektiv, da Anders i sin terapeutiske praksis modtager klienter, som på egen hånd har eksperimenteret med psykedelika, og pludselig står med ubearbejdede oplevelser – måske foranlediget af den positive omtale der er omkring psykedelikaens potentialer i medierne. 

Her understreger Anders, at der altså ikke er tale om, at psykedelika kan stå alene som alternativ medicinsk behandling i psykiatrien, men at der skal følges op gennem terapeutisk arbejde. Psykedelikaen kan ikke løse den krise, som psykiatrien ifølge ham er i. Den skal følges ad med andre - psykologiske - forståelser af de fænomener som psykisk lidelse omfatter. 

Psykedelika er altså ikke svaret, men kan meget vel være en del af en bedre psykiatri, som formår at bevæge sig ud over sine egne forståelser og diskurser. 

Vi kunne have kravlet ind i mange kroge og fortsat spændende snakke både vertikalt og horisontalt i de samfundsmæssige eller drømmende lag. Men ligesom påvirkningen af et psykedelisk stof på et tidspunkt fader ud (måske efterladende aftegninger af de indre billeder, håb, længsler og lidelser), og ligesom en drøm afbrydes, når søvnen slipper sit tag i én, så sluttede snakken med Anders også. 

Anbefalinger til psykologistuderende 

Vi har spurgt Anders om anbefalinger til psykologistuderende, der er interesserede i de felter, som han arbejder indenfor:  

• “Jeg kan anbefale at læse Stanislav Grof, Jung, og at fordybe sig i den eksistentielle fænomenologi, herunder Heidegger og Merleau-Ponty. Foucault giver gode socialpsykologiske perspektiver, og i forlængelse af dette er den narrative terapi interessant, da den både har de sociale perspektiver og samtidig anvender eksternalisering, som man også møder hos Jung, når man arbejder med tingene som figurer.” 

• ”Orientér jer bredere og søg gerne hen på de samfundsvidenskabelige uddannelser (eksempelvis statskundskab og sociologi, red.), hvis I gerne vil fordybe jer i de perspektiver. De er meget bedre til at undervise i det samfundsvidenskabelige, end man er på psykologi. Det samme gør sig gældende indenfor filosofien - det er de bedre til på filosofi. Tag kurserne der.” 

• ”Lad være med at lade jer stresse og have travlt. Giv jer tid til at tage ud og prøve nogle ting - læs bøger, gå på kurser i andre fag, gå i terapi… Lad være med bare at læse pensum og gå til eksamen. Prøv nogle ting af i praksis, så I får en levende fornemmelse af, hvad I synes er spændende.” 

Hvis du vil høre mere til Anders Thingmand, kan du lytte til podcasten Den Forbudte Skole afsnit #13: Dybdepsykologi, Integration og Spiritual Emergency, #19: Drømme, Terapi og Integration, #23 og #31: Kroppens psykologi. For nyligt har Anders medvirket i podcasten Indsigt med Cleoh – Samtaler om psykologi afsnit #33: Drømmeorienteret psykoterapi og hvorfor vi drømmer. 

Du kan deltage aktivt i det nystartede, faglige interessenetværk omkring psykedelisk terapi og forskning ved at melde dig ind i facebookgruppen “Netværk for psykedelisk terapi og medicin”.