Sygdomsangst i en pandemi

Af Maria Voulgaris Valeur, stud.psych.
Illustration af Jakob Berg Bredahl, stud.psych,

Nej til kram og nej til arm over skulderen og hånd på ryggen og armklem. Nej til at hviske og nej til at råbe. Selv nej til at synge. Nej til at sidde tæt. Nej til tætte kroppe. Nej til at danse med andre. Nej til store selskaber. Nej til at smage og nej til at dele. Nej til at røre uden at spritte af. Nej, nej, nej. Nej til alt. 

Men folk har fået nok af nej. De vil kramme og dele og sidde tæt, så det gør de også. De skaber en illusion om, at Corona ikke eksisterer, leger at der ikke er forholdsregler og en virus, der kan dræbe, give varige mén og overrumple vores sundhedssystem. Vi kan ikke se virussen, der kommer ikke blå røg ud af vores ører, når vi er smittede, og det gør det meget sværere at værne om - hvordan skal man forholde sig til noget, man ikke kan se? 

Jeg har også fået nok af nej og afstand, men Corona er stadigvæk en realitet, så meget at antal smittede igen er stigende. Og det er stadig en realitet for mig, når jeg får angst. Jeg har altid elsket menneskemængder, min angst er knyttet til sygdom og ikke det sociale, men i dag føler jeg ubehag og kontroltab i både store og små forsamlinger, fordi flere ikke holder afstand. Jeg skal alene forholde mig til min afstand, for andre holder den ikke altid sammen med mig. Jeg får en trang til at trække mig, en alt for skærpet opmærksomhed på mig selv og andre. På min krop og andres kroppe. Opmærksomheden, overvejelserne, kontrollen er min følgesvend. Står jeg for tæt på andre nu? Hvad er en meter? Nu har jeg rørt ved stolen, så skal jeg spritte af. Så rør jeg ved bordet, jeg sidder ved, så skal jeg spritte af igen. Lægger folk mærke til, jeg spritter mere, på trods af, at alle spritter meget af? At jeg nok er den, der hyppigst bruger sprit? Angsten stopper ikke, når jeg forlader lokalet, for har jeg krammet med nogle eller været for tæt på dem, summer tankerne – har jeg blot rørt ved den samme ting som andre, kan tankerne starte. Det bliver tanker, der kan køre i ring og ring og ring. Min angst kan også opstå, før jeg skal deltage i mindre eller større forsamlinger, især angst for, at jeg selv potentielt kan smitte andre. Har jeg ondt i halsen starter tankerne. Freud snakker om, hvordan man ved angst tænker scenarier helt ud for at finde ud af, at man ikke dør, og det vil jeg i den grad sige, jeg gør. Igen og igen og igen kan jeg tænke over potentialer og muligheder, og pludselig er mit hoved ikke fyldt med andet. Det kan blive distraherende i situationer med mange mennesker, få mennesker og når jeg er alene. Så jeg tager afstand. Og den afstand, jeg bogstaveligt tager, fører en metaforisk afstand med sig. For jeg kan ikke være med til det samme på samme måde med afstand, når andre ikke opretholder mellemrummet imellem os. Flere har ikke lyst til at forhandle den sociale situation mere, de vil tilbage til det gamle og mange møder venner, bekendte og fremmede med åbne arme. Og jeg forstår det, jeg er også TRÆT. Jeg er træt af afstand og tankerne i mit hoved og min krop, der er kontrolleret. Men - den der krammer mig har også krammet andre, som har krammet andre, der har krammet andre, som har krammet andre og lige pludselig ser jeg for mig, hvordan jeg meget potentielt deltager i en kæmpe smittekæde. Kontrol er et nøglebegreb for min angst, men i et samfund med Corona er jeg ude af kontrol, det er det rene kontroltab. Og det slår mig ud, gør mig magtesløs. Jeg forsøger febrilsk at holde fast i kontrollen, men den glider væk. Min Corona-angst kommer i bølger, og jeg kan ikke altid sige, hvornår den slår til. Nogle gange mærker jeg den nærmest ikke, jeg glider lige så let gennem verden. Heldigvis for det.

Når andre ikke holder afstanden med mig, resulterer det i en mindre ekskludering fra fællesskabet. Lidt ligesom hvis man går med ud for at ryge til en fest uden selv at være ryger. Eller er til en fest uden at drikke alkohol. Med min afstand gør jeg opmærksom på mellemrummet mellem dig og mig, jeg selv holder. Så det bliver jeg pludselig også meget opmærksom på. Jeg tager et skridt tilbage, når andre tager et frem. Der er en konstant stillingtagen til verden. En forhandling, jeg må gøre ekstra opmærksom på, når jeg ikke ved om andre forholder sig til den. Afstanden bliver mere end en distance, det bliver en fjernhed. Fjernheden underbygges af min krop og tanker, der er fokuseret på afstand og kontrol. Jeg kan ikke rykke mig lidt tættere på en anden i sofaen, hvis flere vil sidde eller kigge med over en skulder for at se en mobilskærm. Jeg overvejer nøje, før jeg deltager i en fest, der har potentiale for et dansegulv. Og jeg elsker dansegulve. Jeg er træt af det. Jeg er træt af at forholde mig til den bogstavelige og den metaforiske afstand, og det der følger med. Jeg føler, jeg bryder den gode stemning, stopper hyggen for et øjeblik, når jeg slår på at opretholde distancen. Jeg har brug for, at andre vil holde afstanden med mig, og at jeg ikke skal holde den alene.