Stafetten - Jakob Waag Villadsen

Af Casper Schacht Lund, stud.psych.
Illustration af Maja Koch Nielsen, stud.psych.

Hvorfor valgte du at læse psykologi?

Jeg havde arbejdet med børn og med børns udvikling i ti år, da jeg valgte at læse psykologi. Baggrunden for mit valg var nok, at jeg gennem mit arbejde havde opdaget, at jeg var optaget af at studere psykologi. Da det først var klart for mig, at min interesse lå her, var det oplagt at læse psykologi og blive undervist i psykologi af nogen, der havde erfaring i psykologiske studier. Ikke fordi undervisere eller det, der læses alene skal bestemme studiet, men fordi det er vigtigt at blive indført i traditionen og kunne forholde sig sagligt. At forholde sig sagligt til en tradition er en vigtig dimension af psykologiske studier, men det er den kritiske og realiserende dimension, der ønsker at transformere den selv samme tradition med ny viden eller nye praksisser også. For mig er den første dimension i høj grad forbundet med at læse psykologi, mens den sidste kræver et projekt der rækker ud over læsningen. Ingen af dimensionerne må stå alene, og jeg mener, at det er vigtigt, at der er en balance mellem dem – mellem kritisk transformation og saglighed. Så grunden til at jeg valgte at læse psykologi, var simpelthen, at jeg var optaget af at studere det psykiske og derfor havde behov for den saglige dimension, som er forankret i læsningen.

Hvad ville du ellers have læst/lavet?

Spørgsmålet er som sådan mere interessant end svaret, da jeg jo svarer fra det sted jeg står. Det at stille og besvare spørgsmålet siger således meget om den menneskelige psyke, og hvilken rolle forestillingsevnen spiller i vores liv – svaret har ligeså meget at gøre med, hvad jeg gør i morgen, som hvad jeg tænker kunne være sket i en allerede realiseret fortid. Jeg ville gerne have sagt professionel fodboldspiller, men det eventyr har jeg forsøgt mig på uden held, så det ville være at snyde både mig og læseren. Jeg ville også gerne sige menneskerettighedsforkæmper, men det er nok mere sandsynligt, at jeg havde arbejdet i et dagtilbud eller på en skole - og forhåbentligt kæmpet for menneskers rettigheder.

Hvordan vil du beskrive fagets udvikling, fra da du læste til nu?

Hvis udvikling består i, at der opstår noget nyt, så ved jeg faktisk ikke hvor meget faget har udviklet sig. Det er klart, at meget har forandret sig, og der er sket meget, siden jeg for over ti år siden startede med at læse psykologi på instituttet. Men for mig at se handler det om forholdet mellem fag og disciplin.

Psykologien har gennem tiden drejet og drejet med ”cognitive turn”, ”linguistc turn”, ”affective turn” og ”sociocultural turn”, hvilket kan efterlade et indtryk af ikke at komme nogen vegne og give et udtryk af en vis identitetsforvirring og rundtossethed. I forhold til faget psykologi som helhed mener jeg, at dette er korrekt. Psykologien har som helhed ikke udviklet sig væsentligt de sidste mange år, men det betyder ikke at dansen rundt om sig selv ikke er produktiv. Alle de forskellige underdiscipliner som faget psykologi består af, har udviklet sig enormt over de sidste år, hvilket har afstedkommet en masse ny og nyttig viden samt en lang række avancerede metoder. Som psykologistuderende betyder det også, at der er meget ny viden og mange nye metoder, man skal forholde sig til, hvilket unægteligt giver mindre tid til at forholde sig til helheden og den større sammenhæng, som underdisciplinen skriver sig ind i. Da jeg læste handlede meget af studiet (jeg kan selvfølgelige have misforstået noget) om at finde ud af, hvad psykologi som fag grundlæggende var for en størrelse, og hvordan de forskellige discipliner var forbundne. I dag er mit indtryk, at man som studerende får mulighed for at komme mere ind i disciplinerne. Det er for mig at se meget naturligt, da psykologien som fag ikke har været særligt optaget af sin egen helhed, men relativt ensidigt fokuseret på udviklingen indenfor disciplinerne. Dette mener jeg på den ene side er positivt, fordi de studerende får et godt kendskab til disciplinerne, men det er også ærgerligt, fordi den menneskelige psyke nu engang eksisterer som en helhed i og mellem menneskers tilværelser. Der er derfor utroligt megen vigtig viden og lærdom på tværs og imellem disciplinerne, men det bliver lidt de studerendes opgave selv at opdage dette. Jeg tror og håber, at psykologiens fremtid vil være mere præget af dialoger mellem discipliner, således at forandringer i dele af psykologien også vil afstedkomme udvikling af psykologien som helhed. Man kan tale om en udviklingsbevægelse mellem differentiering og integration, hvor den øgede differentiering og delvis spaltning af faget i discipliner har været nødvendig, men det må bare ikke være målet.

Hvordan tror du, studiet/faget ser ud om 20 år?

Som nævnt tror jeg, at faget og studiet vil være præget af dialog mellem disciplinerne, men også den tværfaglige dialog. Psykologien rummer med sit genstandsfelt (menneskets produktion og brug af meninger) en særlig viden og praksisform, som er relevant i mange sammenhænge. Psykologien kan både bidrage med konkret viden om mennesket og fungere som en integrativ kraft for andre vidensfelter, som berører den menneskelige tilværelse. Dette er et kæmpe potentiale for faget, men også en udfordring, da dialoger med ”den anden” samtidig udfordrer fagidentiteten og opløser genstandsfeltet – med den mulige risiko, at vi ender som semi-psykiatere, semi-neurologer, semi-pædagoger eller det som er værre. Jeg tror derfor, at det er vigtigt, at vi bliver skarpe på faget som helhed og det som konstituerer os der virker i det, som fagligt kollektiv. Dengang jeg startede på psykologi fyldte almenpsykologien meget og den fyldte måske også mere på studiet end den blev brugt ude i praksis. Men når folk i dag snakker om psykologi som noget, der skal kunne fungere i tværfagligt arbejde og på tværs af egne discipliner, så forstår jeg det grundlæggende som et almenpsykologisk projekt, hvor psykologien er skarpere på, hvad faget som helhed kan tilbyde forskellige sammenhænge og hvordan fagets discipliner i en given sammenhæng sættes i spil. På den måde er det måske mere pragmatisk nu, end den almenpsykologi jeg mødte, da jeg studerede, men det gør ikke projektet mindre almenpsykologisk. Som videnskaben om den menneskelige psyke, er psykologien ligeså mangfoldig som mennesker, hvilket vi skal fejre og værne om! Men hvis mangfoldighed ikke skal ende i krig og slåskampe, så er det nødvendigt, at vi som mennesker i almindelighed og som psykologer indenfor fagtraditionen i særdeleshed, husker på vores relation til helheden, da det er det, som forbinder os og gør os ens – ikke på trods af vores forskellighed, men netop fordi vi er forskellige udtryk for det samme.

Hvad er de tre bedste ting i din hverdag?

Det nok lidt forkert at betegne dem som ting og ville være en devaluering af hele mit eget arbejde, så jeg vælger at forstå spørgsmålet i bredest mulige forstand og svarer: min datter, min søn og os alle tre sammen – med de varmeste og taknemligste tanker til min elskede kone og mine børns dejlige mor, som gik bort sidste vinter.

Hvad ville du sige til dig selv som studerende, hvis du kunne vende tilbage til din studietid?

Bliv nu færdig og sæt et punktum! Den første professor, Niels Engelsted, der underviste os på studiet beskrev, hvordan psykologistudiet først og fremmest gik ud på at forstå, hvad psykologi handlede om, og så derefter hvad psykologien handler om for en selv (og dermed også for andre i det omfang man er bevidst om forskellighederne). Jeg tog beskrivelsen meget bogstaveligt og er blevet fanget i den gordiske knude, som psykologien udgør, da den studerende som handlende og erfarende subjekt falder sammen med fagets genstand. Forbundetheden mellem de to opgaver udgør derfor en vekselvirkning, der forsætter i det uendelige, medmindre man siger stop eller finder tilfredshed ved de svar, man finder. Det har jeg ikke formået og på den måde fejlet som studerende. Måske har det både været mit held og min fortvivlelse. Fortvivlelse, fordi jeg som studerende fandt flere spørgsmål end svar og held, fordi alle spørgsmålene gav mig mulighed for at arbejde som forsker, nu jeg ikke kunne blive færdig som studerende. Jeg opfatter det faktisk som et grundlæggende træk ved de forskere, jeg har samarbejdet med og/eller ladet mig inspirere af: Der er noget uforløst som man prøver at forstå, samtidig med at man arbejder med at forstå det, man ikke forstår. Det er enormt inspirerende, men også krævende og udslettende. Det er måske her, at universitets undervisere og studerende har et fællesskab som den studerende kan identificere sig med, og i et vist omfang godt må imitere, men for gud skyld aldrig kopiere.

Hvem skal have stafetten af dig?

Det skal Sophie Reijman, som er ny forsker på Instituttet og underviser i faget udviklingspsykologi!