Alle blomster vender sig mod solen

Af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych. & Astrid Johanne Jeppesen, stud.mag.
Foto af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych.

H: Vi gik fra at elske hinanden, og jeg gik fra at elske dig til at føle, ikke at jeg elsker dig mindre, men at jeg elsker dig anderledes. Det skift er kommet af nogle ord, vi har vekslet med hinanden og noget tid, der er gået.  

A: Ja, men det er bestemt ikke en guide i, hvordan man går fra hinanden. 

H:  Nej, og det kan det heller ikke blive, for jeg synes, det var forfærdeligt. Jeg kunne slet ikke finde ud af det, og jeg aner ikke, hvordan det landede nogenlunde på benene. Det er noget af det værste, der er sket i hele mit liv. Jeg troede mange gange, at jeg ikke ville klare den, altså. Men det gjorde vi, eller det gjorde jeg. Og her sidder vi så.  

A:  Jeg synes, det er meget rigtigt, at der er den samme mængde kærlighed. Men at den ligesom har skiftet format eller skiftet form. Det er bare på en anden måde. Det er hverken værre eller bedre. Eller rent faktisk er det på nogle måder værre og på nogle måder bedre måske.  

H: Hvordan det?  

A: Værre i forhold til kærligheden og den mængde kærlighed jeg har brug for. Jeg skulle vænne mig til, at den kærlighed, jeg var vant til at få fra dig, var en anden end den, jeg nu kunne få. Bedre i forhold til at jeg, efter vi gik fra hinanden, har lært mange flere sider af dig og af mig selv, som jeg kan elske. Dengang vi var sammen, troede jeg, at jeg vidste, hvad der var dig, og hvad der var mig. Men efter vi gik fra hinanden, var der pludseligt mange nye sider og facetter, som jeg skulle lære at kende på nye måder end tidligere.  

H:  Jeg er meget enig og har ikke tænkt over det på den måde. Noget jeg har tænkt over til gengæld er, at du siger, at vi har lært hinanden bedre at kende, efter vi er gået fra hinanden. Tror du, det er fordi, vi ikke var oprigtige overfor hinanden, mens vi var sammen? Altså skjulte os til sidst?   

A: Nej, det føler jeg ikke. Jeg tror mere, at vi, i hvert fald at jeg, kom til at lægge en dæmper på mig selv og på dig. Kom til at fastholde os i dem vi var hver for sig, og dem vi var sammen.  

H: Vi groede fast i hinanden. Det synes jeg ikke var dårligt, og jeg fortryder ikke, at jeg brugte hele min tidlige ungdom, der for mange jo er utroligt kaotisk og usikker. At jeg brugte de år fuldstændigt solidt groet sammen med dig. Det tror jeg har reddet mig, og jeg tror også dig, for en masse smerte. Men den fastgroethed blev også virkelig svær at være i.  

A: Ja den nåede en begrænsning. Eller en mættethed. Kan du huske, hvornår du opdagede, at kærligheden havde ændret sig?  

H: Jeg vidste det ikke, mens vi var kærester. Jeg vidste bare, at jeg var ked af det, og at noget ikke fungerede. I lang tid, før vi gik fra hinanden, brugte jeg utroligt meget energi på at finde ud af, hvad det var, der var galt med mig. Hvad det var, der gjorde mig ked af det. Jeg nægtede i virkelig lang tid at indse, at det var fordi, vi var i et forhold, der ikke gjorde nogen af os særligt godt. Jeg ledte alle andre steder, før det gik op for mig.  Jeg gik med forestillingen om, og er stadig af den klare overbevisning, at du har reddet mit liv. Jeg turde ikke indse, at forholdet ikke fungerede, tror jeg.  

A: Vi gik jo meget hurtigt fra hinanden, og det er noget, jeg har tænkt meget over. Det var et vildt pludseligt brud jo. Det tror jeg handlede om, at jeg i et meget kort øjeblik turde indse det.  

H: Jeg kan huske, at jeg, på vej hjem til min mor den aften, tænkte at på trods af, at vi havde gjort det utænkelige, havde vi gjort det rigtige. Jeg tænkte i dagene efter, ”vi ender med at fortryde, fordi selvfølgelig ender vi med at fortryde, men lige nu er det rigtigt”. Det er så blevet ved med at være rigtigt lige siden, og jeg har aldrig fortrudt. Jeg har været vanvittigt meget i tvivl, men sådan helt grundlæggende var det den rigtige beslutning.  

A: Jeg er helt enig. Det var en omsorg for hinanden, der gjorde, at det skulle stoppe jo. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det hele gik meget stærkt. Men jeg ville godt have, at det gik stærkt. Det var det helt rigtige, men det var fandeme forfærdeligt at rive det plaster af.  

H: Jeg har dog ofte tænkt, hvad fanden vi bilder os ind sådan at smide det væk.  

A: Ja, og især når man skal begynde på alt det der igen med andre. Det tager jo en fucking krig at bygge noget som helst op med et andet menneske! Og så kan jeg nogle gange være sådan ”Nåå men så var det jo heller ikke værre med Hans”  

H: Ja, det er fristende at lade sig nøjes, men det er jo helt hul i hovedet at gøre. Jeg synes, det at nøjes er ikke at tage livet seriøst, og vi skylder hinanden at tage hver vores liv seriøst, når vi sådan har været med til at bygge hinanden op på den måde, som vi har.  

A: Ja, vi skal sgu da ikke nøjes! Og alt andet lige så ved jeg, at vi elsker hinanden bedre nu, end vi gjorde den gang. I hvert fald end vi gjorde de sidste år.  

H: Det lyder jo skide sukkersødt, men det er 2,5 år siden, vi gik fra hinanden. Og det første års tid gjorde det ondt i hele min krop, hver gang jeg så dig. Jeg kunne ikke holde det ud, simpelthen. Men det var en sorgproces for mig. Efter bruddet blev du billedet på alt det dårlige, alt den smerte der var i min krop. Og de 7 års forhold der gik, før det var glemt. Langsomt er smerten forsvundet, og når jeg tænker på dig nu, tænker jeg med meget stor varme om alle de ting, vi lærte hinanden og alle de gange, vi greb hinanden.  

A: Ja! Præcis. Der har været en forskydning. Vi ses jo hver især med andre nu. Hvordan har du det med det? For jeg har været bange for, at du var ked af det. Jeg vil gerne møde dem, du ses med. For hvis du nu er blevet glad igen, så vil jeg gerne opleve det. Som en del af det at lære dig at kende igen.  

H: Jeg tænkte i lang tid, at jeg virkelig ville dig alt det bedste i verden. Jeg kan bare huske, at jeg tænkte, at det da ville være skønt, hvis alt det bedste i verden for dig indebar, at du ikke involverede dig romantisk med andre. Det er en helt sindssyg tanke og bunder i et kæmpe mindreværd fra min side og en forsmået mandeposition, der gerne vil eje ting. Jeg ved, det er åndsvagt, men følelsen var der fandeme.  

A: Det er virkelig dejligt at have en person ude i verden, som kender mig, som du gør. Og som bekymrer sig om, at jeg har det godt.  Som passer på mig, ligesom mine andre venner gør, men de har ikke været ligeså tæt på. Der er noget over den forståelse og genkendelighed, at jeg ved, at du kan kende det i mig.   

H: Nu vil jeg bare gerne se, at du har det godt. Jeg er ligeglad med, hvem det er med. Jeg er ligeglad med, om jeg kan lide vedkommende. Han er for mig underordnet, tror jeg. Mine øjne er stift rettet mod dig i den relation. Det er til gengæld jo slet ikke mit bord mere, og jeg har ikke noget at skulle have sagt – overhovedet.  

A: Helt enig. Jeg tror, en af grundene til, at vi er lykkedes med at blive venner igen, er, at vi ikke kan lade være. Jeg har ikke lyst til at lade være med at være venner med dig. Jeg har brug for at vide, at du findes i verden, selvom vi ikke ses så tit.  

H: Jeg har ikke lyst til at være kærester med dig, men min eksistens kræver, at du findes derude, tror jeg. Det giver mig vildt meget ro, at du går rundt i verden.  

A: Jeg kunne godt tænke mig at finde ud af, at hvis man gjorde min krop op i dens dele. Min sjæl, mit sind, min krop og den sammenblandede masse. Hvis man gjorde den op i centicubes. Hvor mange af dem ville være magen til dine. Hvor mange der ville være vores.  

H: Jeg føler virkelig, at jeg er blevet et nogenlunde omgængeligt menneske på grund af dig. Jeg skylder dig alt. Den dannelse, vi gennemgik sammen, er bare det fedeste. Når jeg tænker på dig, så tænker jeg på, at vi to fandt ud af at komme igennem de forpulede teenageår sammen. Og kæmpede os igennem det. Vi klarede den sammen, og på et tidspunkt havde vi ikke brug for hinanden mere. Jeg tror, det var det, vi løb ind i. 

A: Ja, og så tog vi et ordentligt styrt hver især. Det var det hårdeste år i mit liv.  

H: Også mit. Men det var det værd.  

A: Ja.