”Som studerende er man medborger og medskaber på instituttet” – Interview med studieleder Signe Vangkilde

Af Johanna Mariam Madsen, stud.psych.
Foto af Ursula Teodora Moeran, stud.psych.

I ly af sommerferien tiltrådte Signe Vangkilde som ny studieleder på psykologi. Indput har mødt hende til en snak om, hvilke visioner hun har for psykologiuddannelsen, om manglen på PPR-perspektiver, pensumkritik, og om hun ser en udfordring med diversitet blandt studerende.

 Fra studienævn til studieleder

Jeg møder Signe foran hendes kontor på fjerde sal på Institut for Psykologi. Hun kommer gående med en kontorstol, som hun netop har fundet på etagen nedenunder. Den gamle stol trængte til en udskiftning, da den var ”syg i rullerne”, som Signe siger. Der er hyggeligt og rart på kontoret med billeder på væggene, store planter i vinduet og en masse bøger, der kæmper om pladsen både på bogreolen og bordet. Fra vinduet er der udsigt til Kommunehospitalets hovedindgang og den smukke grønne kobberkuppel. Jeg roser kontorets indretning, hvortil Signe svarer: ”Der er i hvert fald mange bøger og planter. Jeg ved godt, at jeg skal skille mig af med nogle af mine bøger, men når det er bøger, har jeg så svært ved det.” Hun kigger brødebetynget på en stak bøger på bordet, der venter på at komme videre til næste ejer.

Anledningen til vores samtale er, at Signe den 1. juni i år tiltrådte som ny studieleder for Psykologi på Københavns Universitet. Det skete på baggrund af et ønske fra ledelsen af Det Samfundsfaglige Fakultet om, at studielederen og formanden for studienævnet ikke skulle være den samme person på grund af den store arbejdsbyrde, der ligger hos studielederen. Da jeg pointerer, at det var ydre omstændigheder, som foranledigede, at Signe blev studieleder, opponerer hun straks: ”Nej, det var også et aktivt valg. Jeg har siddet i studienævnet i snart seks år, og det var noget af det mest meningsfulde arbejde, jeg har lavet på instituttet.” Gennem sit arbejde i studienævnet har Signe været med til at forme og farve uddannelsen, da studienævnets fornemmeste opgave er at sikre kvaliteten af uddannelsen. Arbejdet i studienævnet har vækket hendes interesse for det studieadministrative arbejde, og det gav hende mod på at overtage studielederposten – en opgave hun beskriver som ”en stor mundfuld”, men samtidig sjov, interessant og ikke mindst meningsfuld.

 ’Hvordan mennesker er i verden’

Jeg er som så mange andre studerende kun stødt på Signe i forbindelse med faget Kognitionspsykologi på tredje semester. Her oplevede jeg en fagkoordinator, der var enormt ambitiøs på de studerendes vegne, men som også havde humor og selvironi nok til at gennemføre den sidste forelæsning inden jul med en juletræshat på hovedet, efter at hun kort tid forinden var blevet udfordret af en instruktor til en julefrokost. Men udover dette ved jeg ikke så meget om vores nye studieleder, og jeg spørger derfor Signe, hvilke interesser, der har ført hende ind i psykologien. ”Jeg tror, at hvis man interesserer sig for, hvordan mennesker er i verden, så kan man ikke undgå at interessere sig for psykologi, og det har jeg altid gjort. Noget af det som jeg altid syntes var rigtig spændende, som i virkeligheden er på kanten af det filosofiske, det er: Hvordan opstår vores bevidste oplevelser? Det vil sige, at min vej ind i psykologien var meget præget af, at jeg syntes, at bevidsthedsoplevelser og bevidsthedsforskning var rigtig interessant.” En bred faglig interesse, et sabbatår med en skuffende oplevelse med et lommepsykologisk psykologifag på HF og et ønske om at kombinere noget sprogligt, noget matematisk og ”noget om, hvordan mennesket er i verden” fik Signe til at søge ind på Psykologi på KU, hvor hun læste fra 2000-2006. En uddannelse som hun beskriver som ”noget af det mest fantastiske”, fordi man får lov til at beskæftige sig med så mange forskellige ting.

Større sammenhængskraft på studiet

Nu har Signe som studieleder selv mulighed for at påvirke uddannelsen. Jeg spørger hende, hvilke ønsker og visioner hun har som studieleder. Det første hun nævner, er et ønske om at skabe en større sammenhængskraft på bacheloruddannelsen. Et arbejde hun allerede har været i gang med under udformningen af den nye bachelorstudieordning. ”Selv om man umiddelbart kan se på en oversigt over den nye, reviderede bachelor og så den gamle og sige ”Hvor forskellige er de egentlig?”, så vil jeg sige, at vi har haft utroligt mange snakke på tværs af undervisergrupper om, hvordan kan vi arbejde for at skabe en større sammenhængskraft i uddannelsen.” Signe fortæller, at hun både ønsker en sammenhængskraft mellem fagene og på tværs af semestre, for selvom man som underviser måske sagtens kan se forbindelserne fagene imellem, så er det ikke altid tydeligt for de studerende. Udover de velkendte fag, kan man blandt andet se ændringer i den nye bachelor i form af oprettelsen af et nyt kvalitativt metodefag, der skal matche statistik og kvantitativ metode. Derudover udvides samtaletræning til at blive et fag, der strækker sig over et helt semester, og som dækker over faglige professionsfærdigheder på tværs af fagområder inden for psykologien. Signes håb er, at dette fag kan være med til at imødekomme nogle af de kompetencer, som studerende ellers har forsøgt at opnå gennem bl.a. frivilligt arbejde.

Kløften mellem studerende og de ansatte på instituttet

Et andet ønske, som Signe har for sit arbejde som studieleder, er at mindske afstanden mellem de studerende og forskerne. Selv kender jeg alt for godt til denne afstand, og alene det at gå rundt på instituttets gange kan være intimiderende. Måske støder man ind i en velkendt forelæser, men de kan sjældent kende en, så det kan føles som at gå rundt i et parallelunivers med akademiske kendisser. Netop denne følelse af afstand som jeg mærker, når jeg bevæger mig mod instituttet, drømmer Signe om at nedbryde. ”Jeg bliver rigtig ærgerlig, når der er mange studerende, som siger, at der er for lang afstand imellem dem som studerende og os som undervisere og forskere. Fordi jeg ved, at vi sidder på den anden side og tænker ”Hvor er det ærgerligt, at der ikke er flere studerende, der kommer, henvender sig”. Det er rigtig vigtigt for mig at finde ud af, hvad barrieren handler om. Er det vejen imellem Kommunehospitalet og instituttet, der er en barriere? Er det en psykologisk barriere? Hvor kan vi sætte ind for at skabe en bedre sammenhængskraft på instituttet? Fordi instituttet er jo ikke kun de ansatte. Instituttet er også alle de studerende. Så jeg vil rigtig gerne have, at når jeg en dag er færdig med at være studieleder, at der måske er en endnu større følelse af, at man som studerende er medborger på instituttet, og man er medskaber af instituttet. For nogle af de ting, jeg hører fra studerende, er, at man ikke altid har den fornemmelse. Og det synes jeg er super ærgerligt. Det ville jeg rigtig gerne være med til at rykke på”. Signe har oplevet, at der både hos studerende og ansatte kan ”gro forestillinger” om intentioner hos begge parter, og hun har en forhåbning om, at man med mere dialog kan løse disse udfordringer lidt tidligere. Som et nyt initiativ, vil Signe gerne mødes med studenterrepræsentanter fra alle stamhold på første semester for at tale om, hvordan det er at starte på studiet, og hvordan de nye fag fungerer. Hun har et stort ønske om at skabe mere dialog mellem studerende og ansatte, så det bliver naturligt for studerende at henvende sig, hvis der er noget, man er utilfreds med eller ønsker at lave om på.

Pensumkritik

Et punkt hvor der har været stor uenighed mellem studerende og undervisere er i forhold til bredden i teoretiske perspektiver på uddannelsen. Pensumgruppen fra Psykrådet har blandt andet kritiseret, at Socialpsykologi ensrettes mod en mere angelsaksisk, kvantitativ og empirisk retning. Jeg spørger Signe, hvordan hun forholder sig til den kritik, der har været af ændringerne i pensum på blandt andet faget Socialpsykologi. Signe medgiver, at der er sket ændringer i pensum i nogle fag, men hun anser ikke ændringerne i sig selv for at give grund til bekymring. Hun påpeger, at der løbende vil være skift i de måder, man tænker teori og metode inden for forskellige områder af psykologien, og der vil derfor altid forekomme ændringer i fagenes pensum, da universitetet er ”forpligtet til at undervise i den nyeste viden uden at tabe den historiske kontekst”. Signe påpeger, at det særligt er den historiske kontekst, der kan skabe store uenigheder: ”For hvad er det så for en historisk kontekst, som der kan være fare for, at man taber? Jeg tror, det er vigtigt at huske på, at hvis man kigger på pensum i Socialpsykologi, som det ser ud lige nu, så er der tekster på, som tilgodeser en historisk kontekst. Men der er måske ikke den samme vægtning af tekster fra forskellige traditioner, som der har været tidligere, og det afspejler jo blandt andet, at der er en anden sammensætning af underviserne, og det er i højere grad meget velkvalificerede, interne undervisere nu, som varetager undervisningen end det har været tidligere.” Der er på instituttet tradition for, at fagets fagkoordinator har stor indflydelse på tilrettelæggelsen af faget. En tradition som Signe bakker op om, men hun efterlyser samtidig, at studerende henvender sig direkte til underviserne og fagkoordinatorerne med deres tanker om fagene, da der ellers nemt kan opstå misforståelse på tværs af studerende og undervisere.

Hvad nu med SUI?

Da jeg taler med Signe i oktober, er det kun et par uger siden, at Pernille Hviid har sagt op som underviser og forsker. En opsigelse som kommer til at påvirke studerende på alle niveauer, da Pernille har undervist i mange fag på både bacheloruddannelsen og kandidatuddannelsen. Derudover har Pernille været fagkoordinator på kandidatprogrammet Social udviklings- og Integrationspsykologi (SUI), som er det næstmest søgte efter kandidatprogrammet i Klinisk Psykologi. Jeg spørger ind til, hvilke tanker Signe gør sig i forhold til SUIs fremtid. Da det stadig er nyt, at Pernille Hviid har sagt op, er meget ikke på plads endnu, og lige nu går tiden med at finde løsninger på den korte bane. Men nogle af de tanker Signe har gjort sig, handler også om, hvordan man kan bevare og videreudvikle SUI-programmet fremover. ”Vi skal have en længere snak på tværs af instituttet om, hvad der skal ske med det program. Hvordan sikrer vi, at noget af det, som har fungeret rigtig godt i SUI-programmet, kan videreføres? Og så tror jeg også, der er grund til hver gang, at der er et program, hvor vi har mulighed for at overveje, hvad skal der ske med det, at vi så tager en god diskussion om, hvad er det for nogle ting, vi gerne vil føre videre? Er der nogle ting, som bør tilføres? Er der nogle ting, som bør opdateres eller udgå?  Det er et rigtig populært program. Så vi skal finde ud af ”Hvad er det, som folk sætter så stor pris på ved det program?” Og så vil jeg meget gerne have input fra vores aftagerpanel, som vi netop har udvidet, så vi også sikrer, at programmet afspejler det, som venter på den anden side af studierne.”

En ny fortælling om PPR

Et af de steder hvor Signe har ambitioner om at lave ændringer, der dels har betydning for undervisningen på SUI-programmet, men også for resten af kandidatuddannelsen, er i forhold til undervisning i arbejdet med pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR). PPR er den største offentlige psykologarbejdsplads, og en stor andel af nyuddannede psykologer starter deres arbejdsliv i PPR-praksis. Derfor drømmer Signe om at skabe en bedre kobling mellem undervisningen på kandidatuddannelsen og de kompetencer, der er relevante, når man indgår i en PPR-praksis. Det indebærer blandt andet et opgør med den dominerende fortælling om PPR-arbejdet: ”Jeg er ked af nogle gange at høre – også fra eksterne partnere –, at ”Nå, men så kan man jo bare starte i PPR, og så kommer man jo et andet sted hen bagefter”. For mig at se, må det være en af de mest krævende stillinger, man overhovedet kan have. Derfor synes jeg, det er at tage for let på det at tænke, at ’det er en startstilling’, og ’det er bare noget, man kan tage’. Jeg vil gerne have, at vi allerede på studiet kan være med til at nedbryde den fortælling, fordi jeg tror, der er nogen, der får sig en gevaldig overraskelse, når de kommer ud. Fordi det er så utroligt kompleks et felt at bevæge sig i, hvor man er tvunget til fra dag ét at trække på hele sin uddannelse.” Hvis det står til Signe, skal PPR-perspektiverne både medtænkes i den kommende udformning af SUI-programmet, men de skal også inkorporeres i de øvrige fag, da PPR-arbejdet kræver kompleks viden på tværs af blandt andet udviklingspsykologien, integrationsperspektiver, klinisk psykologi, neuropsykologi og socialpsykologi. En mulighed som Signe ser for at imødekomme dette, kunne være ved at skabe et ’PPR-spor’ på kandidatuddannelsen med forslag til en kursussammensætning, der kan give studerende en ’PPR-profil’, så uddannelsen i højere grad understøtter den største offentlige psykologarbejdsplads.

Diversitet blandt studerende

I august 2018 fik daværende studieleder Torben Bechmann, institutleder Søren Kyllingsbæk og prodekan Andreas de Neergaard trykt et debatindlæg i Politiken, hvor de gav udtryk for, at de gerne så en større diversitet blandt Københavns Universitets psykologistuderende i forhold til alder, køn og social baggrund. Siden da har der været udskiftning på alle tre ledelsesposter, og jeg er derfor nysgerrig på, hvordan Signe forholder sig til spørgsmålet om diversitet blandt de studerende. Signe tøver et øjeblik, før hun svarer ”Man kan jo starte med at se på sammensætningen af dem, som skrev artiklen dengang, og så kan man se, hvem der sidder som studieleder, institutleder, prodekan nu.” Hun uddyber: ”Jeg er bange for, at det, der blev skrevet dengang blandt mange psykologistuderende, blev opfattet som en kritik af dem, som er her. Og det syntes jeg var rigtig, rigtig ærgerligt. Jeg tror ikke, det var ment som en kritik af dem, der er der. Men jeg kan se, hvordan at det, der blev skrevet, kunne opfattes som en kritik af de studerende vi har.” Signe fortæller, at hun i løbet af sin tid som underviser på seminarholdene i Kognitionspsykologi, har lært mange studerende at kende. I starten af hvert undervisningsforløb har hun altid bedt sine studerende om at skrive en seddel til hende om deres baggrund, hvorfor de er her, og hvad de ønsker at få ud af det. ”Og det betyder faktisk, at jeg har selv lang tid, før jeg overhovedet interesserede mig for studieadministrativt arbejde og uddannelse, haft et ret bredt billede af i hvert fald ca. 70 studerende hvert år. Og min oplevelse er, at de har meget, meget diverse baggrunde, de studerende vi har. Det kan godt være, at man ikke altid kan se på folk, at de er meget diverse. Men de oplevelser, som folk kommer med, og den baggrund, som folk kommer med, den er ret forskellig.” Signe erkender, at der er en overvægt af kvindelige studerende, som ofte kommer fra akademiske hjem, og selvom vi i Danmark gerne vil forestille os, at alle kan bryde barrierer og rammer for socioøkonomisk status, så sker det ikke i så høj grad, som man kunne ønske sig – heller ikke på psykologistudiet. På trods af det holder Signe fast i, at hun ikke oplever de studerende som homogene: ”Jeg oplever dem som havende forskellig baggrund, forskellige interesser, forskellige intentioner med hvad de vil som psykologer, og det synes jeg, vi skal holde fast i, i stedet for at tale om alt det, der mangler.”

Signe fremhæver, at på trods af et ønske om mere diversitet på universitetet, så er der nogle ydre rammer, som er svære at bryde: ”Sidste år havde vi næsten 3.000, der gerne ville ind på det her studie. Selv om vi kunne tænke os, at der var folk fra alle mulige dele af samfundet, som søgte, så vil det nu engang være sådan, at når der er så mange, der søger, så bliver et karaktergennemsnit jo naturligt presset op.” Signe fremhæver, at man på grund af et ønske om også at optage studerende på baggrund af andre kvalifikationer end karaktergennemsnit, har Psykologi fået lov til at optage 20% af de nye studerende gennem kvote 2 i modsætning til de 10%, som de fleste andre uddannelser på KU har. På trods af den relativt høje andel af kvote-2 studerende, argumenterer Signe for, at der også er en pointe i, at karaktergennemsnittet for nye psykologistuderende skal være relativt højt. ”Jeg er ikke på nogen måde sikker på, at man bliver en dygtigere psykolog, fordi man har 10,7, end hvis man har 9,7. Faktisk overhovedet ikke. Men jeg er sikker på, at man skal have nogle grundlæggende akademiske færdigheder for at gennemføre studiet. For det er ikke et let studie at gennemføre. Der er rigtig meget læsning. Der er rigtig meget, der foregår på fremmedsprog. Vi stiller krav om, at folk skal kunne både regne og tænke, argumentere og forholde sig kritisk. Og der er karakterer jo altså et fingerpeg om, hvordan man tidligere har klaret den slags udfordringer. Så jeg ville forvente, at man altid skulle ligge i den pæne ende af karakterskalaen så længe, at vi har et studie, der har det ambitionsniveau, det har nu. Og det synes jeg ikke, der er noget galt i.”

Øget diversitet i faglige perspektiver

Noget af den kritik, der blev rettet tilbage til  afsenderne af debatindlægget var, at hvis man kigger på vores pensum, og dem vi bliver undervist af, så finder man ikke en stor diversitet i køn og etnicitet. Det er et emne, som Signe er glad for at kunne tale om og arbejde med. Netop diversitet har været et pejlemærke i diskussionerne om en ny strategi på instituttet, hvor der er blevet talt om, hvordan der kan skabes større diversitet. ”Fordi vi ved, at psykologer skal ud og arbejde med komplekse problemstillinger og med forskellige patient-, klient- og elevgrupper, så skal vi sikre os, at man bliver præsenteret for diverse perspektiver og diversitet på selve uddannelsen. Det er jo lige præcis noget, vi kan gå ind og skrue på ved at kigge på, hvad er det for noget pensum, vi underviser i? Hvem er det, der underviser? Det kan vi i nogen grad også skrue på.” Der ligger dog ifølge Signe en stor udfordring i at opnå diversitet i medarbejdergruppen, da forskere og undervisere på det niveau, der ansættes på universitetet af gode grunde har en solid akademisk baggrund, som ikke altid afspejler alle dele af samfundet ligeligt. Hendes fokus ligger derfor primært på diversitet i forhold til pensum og forskningsområder. Hun fremhæver i den forbindelse ansættelsen af kulturpsykologen Séamus Power som et fremskidt i forhold til at udbrede andre perspektiver på uddannelsen. ”Det kan godt være, at kulturpsykologen er en hvid mand,” siger hun med et smil på læben, ”men han beskæftiger sig dog med en kulturpsykologi og kulturelle perspektiver, som vi længe ikke har haft på instituttet.”

Vores samtale nærmer sig enden, og som en afsluttende opfordring gentager Signe atter sit ønske om at nedbryde barrieren mellem studerende og undervisere: ”Synes man som studerende, at der mangler bestemte perspektiver, så skal man komme og sige det til sin underviser, for det kan være at underviseren også synes, at de mangler, og gerne vil have input til det.”