Selv, samfund og smerte - Et speciale om forholdet mellem selvskade og samfund

Af Kamal K. M. Goraya, cand.psych.

Smerte er noget, mange mennesker helst undgår. Og vold forbindes ofte med konfliktfulde situationer, hvor flere mennesker er til stede. Når emnet falder på selvskade, synes smerten dog at blive opsøgt. Og den voldelige handling er ofte én, som den selvskadende person er alene om. Hvordan kan den selvskadende adfærd forstås? Hvilken funktion kan den have? Og kan et samfundsvidenskabeligt teoretisk perspektiv være behjælpeligt til forstå stigningen i selvskadende tendenser i dag? Det var nogle af de spørgsmål, jeg stillede i mit speciale. 

Indgangen til specialet

Min rejse mod dette speciale startede et andet sted, nemlig i et afbrudt specialesamarbejde og et næsten færdigt speciale om partnervold. Samarbejdet blev afbrudt, da der opstod uenighed omkring hvem, der havde skrevet hvad, og fordi jeg følte, at opgaven ikke levede op til min faglighed. I stedet for at kæmpe videre med projektet, besluttede jeg mig for at lade min makker tage hele opgaven. Og der stod jeg så en sommerdag 4,5 år efter studiestart og skulle pludselig finde et nyt speciale og en ny vejleder hurtigt. Efter først at have overvejet at skrive om antisocial personlighedsforstyrrelse, derefter borderline personlighedsforstyrrelse og selvskade, lagde jeg mig - mens deadline hastigt nærmede sig - endeligt fast på selvskade.

Hvorfor dette emne?

Min interesse i emnet blev først og fremmest vakt på grund af det forhold, at man igennem de seneste år har kunnet observere en stigning i antallet af individer - særligt børn og unge - der udøver selvskade. Dernæstsynes jeg, at det var interessant, at selvskade hverken i ICD-10 eller DSM 5 er kategoriseret som en diagnose i sig selv, og at fænomenet kun indgår som et delelement i Borderline Personlighedsforstyrrelsen (BPD), og at man som selvskadende således ikke betragtes som syg, med mindre man også har BPD. På mit tidligere studie (medicin) kom jeg i praktik på børne- og unge-psykiatrisk afdeling, hvor jeg blandt andet oplevede unge, der udøvede selvskade. Men da jeg på mit medicinstudie mistede en medstuderende, opdagede jeg, at selvskade også forekom her.

I klinisk psykologi på bachelordelen var jeg blevet præsenteret for en række årsager til selvskade, herunder de klassisk freudianske, de mere moderne psykodynamiske, de neuropsykologiske og dem, der tager udgangspunkt i tilknytningsstile. Der gik dog ikke særligt længe, inden jeg fik en oplevelse af, at den kliniske psykologis forklaringsmodeller ikke var tilstrækkelige, at de - med en kliché - havde “glemt” samfundet, og at deres måde at anskue og tænke fænomenet på ikke var tilstrækkelig. I det hele taget var de kliniske definitioner mangfoldige og kun sporadisk overlappende, og jeg mente derfor, at der var behov for at trække fænomenet ud af klinikken til et sted, hvor det kunne tænkes på ny.

Jeg ville med mit speciale undersøge selvskadens funktion for det enkelte individ, og hvorledes den selvskadende handling tjener den selvskadende, men fra et perspektiv, der overskred de traditionelle kliniske forståelsesrammer. Et menneske, der slår sig selv, skærer i sig selv, brænder sig selv, eller på anden vis udøver en så ekstrem aggression mod sig selv, er nok et individ, men et individ, der er en del af en social verden, som gør sig gældende i sådan en grad, at årsagen ikke kan beskrives med udgangspunkt i så snævre kategorier som individet, dyaden eller familien.

Samfundet i selvskaden

I specialets første tredjedel skitserede jeg kort selvskadens historie, og hvordan den gennem tiden har taget sig ud i forskellige kulturelle sammenhænge. Herefter indsnævrede jeg min undersøgelse til at handle om, hvorfor selvskade er stigende inden for en vestlig ikke-klinisk population. Jeg startede med at udlægge nogle af de mest anvendte definitioner på selvskade, der sammen med den historiske gennemgang tjente som et afsæt, der gjorde det muligt for mig at vise begrebets kontingens, samt at udvikle et bud på, hvordan en (mere) fænomenadækvat nutidig definition kunne lyde. Slutteligt gav jeg en fremstilling af de teorier om selvskade, som på nuværende tidspunkt gør sig gældende på området, der primært er teorier baseret på empiriske studier af forstyrrelser i personlighedsstrukturen.

I specialets anden tredjedel forsøgte jeg at underbygge min definition med en analyse af de tendenser i den moderne, globaliserede, vestlige verden, der kunne tænkes at hænge sammen med stigningen i selvskade. Denne analyse gjorde udelukkende brug af sociologisk og samfundsvidenskabelig litteratur, ikke som en afvisning af den eksisterende psykologiske teori, men mere som en underbyggelse. Mit argument var - meget kort - at selv de domæner, som man henregner til psykologien, er indlejret i en socialitet og i en kultur, som man aldrig kan se bort fra i analysen. Selv i tilknytningsteorien og i teorier, der centrerer sig om mor-barn dyaden, må man have med, at den primære omsorgsperson også er kulturvæsen og kulturbærer, hvormed den moderlige henvendelse og omsorg også har et kulturelt aspekt.

Under anvendelse af teoretikere som Zygmunt Bauman og Axel Honneth forsøgte jeg i specialets sidste tredjedel at beskrive, hvordan den “flydende modernitet” har medvirket til, at identitetsdannelsen er gået fra at være fast og forudsigelig til, at være blevet flydende og usikker. Det er blevet frit for den enkelte, hvorledes man vil danne, realisere og forløse sig selv. En frigørelse for nogle individer, en farefuld færd for andre, der oplever at have svært ved at forvalte dette ansvar og denne frihed. Her bliver selvskade et redskab til at regulere de negative følelser af smerte og skam, der opstår i forbindelse med kravet om selvrealisering. Det er tilsyneladende især kravene om at “personliggøre sig”, dyrke sit talent og skille sig ud fra mængden. Ligeledes er der noget, der tyder på, at selvskade hænger sammen med det stigende krav til fleksibilitet og omstillingsparathed og, at selvskaden er en måde at forsøge at håndtere frygten for at ikke at kunne følge med samfundsudviklingen og dermed risikere social eksklusion. Ifølge Bauman er den flydende modernitet kendetegnet ved en “gartnermentalitet”, der søger at udviske det afvigende i et forsøg på at opretholde den sociale orden og i stedet skabe plads til en dyrkelse af det perfekte. I dette perspektiv bliver selvskaden en strategi til at håndtere de negative følelser, der opstår, når samfundet forsøger at udviske, marginalisere og definere én via en “ikke-kunnen”.

Konklusion

Overordnet fandt jeg frem til, at gruppen af individer, der udøver selvskade, er en meget heterogen gruppe, og at den selvskadende handling tjener flere forskellige formål. Derfor er det for mig ikke klart, at en enkelt teori eller forståelsesramme på nogen vis kan være tilstrækkelig til at forstå et sådant fænomen. Når det er sagt, ser det dog ud til, at visse socialt funderede fænomener afstedkommer et socialt pres, der kunne tænkes at stimulere til selvskadende adfærd.

Ligeledes konkluderede jeg, at selvskade, for at kunne regnes som sådan, måtte forekomme på en måde, der var abnormal i den givne kulturelle sammenhæng, og at selvskade - almindeligvis om end ikke nødvendigvis - er en metode til at håndtere problematiske emotioner og interpersonelle relationer. Selvskaden er et “værktøj”, der anvendes af den selvskadende til at genetablere egne grænser, kontrollere og regulere affekt, herunder følelser af svigt tab, tomhed, eller modsat, følelser af at være fyldt til bristepunktet med ubehagelige følelser og fornemmelser. Ydermere kan selvskaden være en kommunikation eller en straf af den selvskadende selv eller andre.