PSYKPIGERNE MALER BYEN RØD

Sigge Winther om “vilde problemer” på Krogerup Højskolesolidaritetsnetværk på RUC

Af River Lyngaa, stud.psych. og Regitze Langager Christensen, stud.psych.

Illustrationer af Sara Bjerremand Ellehøj, stud.psych.

vol. 3

Velkommen til ”Psykpigerne maler byen rød”. I en verden af uinspirerende læsning og ensretning på studiet er det let at føle sig fremmedgjort i en ørken af kognitive perspektiver. Men frygt ej! Vi, Psykpige1 (5. semester af bacheloren) og Psykpige2 (2. semester af kandidaten), har taget det på os at udforske og dele vores rejse med at genopdage meningsfuldheden i vores fag. I denne reportageserie vil vi dykke ned i de skjulte oaser af resonans, hvor faglige fællesskaber blomstrer, og inspirationen sprudler. Følg med, når vi navigerer gennem ørkenen af det konventionelle studielandskab og afdækker de uforløste potentialer, der ligger gemt i psykologiens mangfoldighed og dybde.

Den tredje oase var ikke bare en destination – det var et kaotisk eventyr af episke proportioner, som ville få selv Homers Odysseen til at ligne en stille søndagstur i parken. Det hele startede med, at Psykpige1 og Psykpige2 planlagde at indtage Paris. Ikke bare som turister, men som filosofiske pilgrimme i byens romantiske og intellektuelle arme. Paris, hvor genier som Sartre, de Beauvoir, Foucault, Lacan og Laplanche og resten af de franske heavyweights en gang definerede, hvad det vil sige at tænke store tanker. Men skæbnens luner ville det anderledes. En lun nat i juni formåede Psykpige1 at brække foden, mere præcist den fjerde metatarsal, som om det var et led i et symbolsk opgør med drømmen om Paris. Og bang – Paris var no more. Nye planer måtte ind i støbejernet

stilfærdige vogtere strakte deres grene ud over parken, hvor alt åndede af historie og naturens tidløse ro. Der var en simpel skønhed i stedet, som om selv tiden blev blødere her. Udenfor var eleverne spredt rundt omkring. Nogle spillede bold på græsset, andre sad under træerne fordybede i samtaler, og det hele emmede af et fællesskab, vi kun stod på kanten af. Som vi stod der, gik det op for mig, hvordan vi var blevet tilskuere i deres hverdag.

Snart begyndte aftenens program. Først med højskolesang, som traditionen foreskriver. En af de unge højskoleelever tilbød os sin fint dekorerede sangbog; et lille tegn på, at her var vi velkomne, uagtet at det ikke var her, vi ville slå øjnene op til fuglekvidder i morgen. For Psykpige2 var det hele et gensyn med noget velkendt. Hun havde tilbragt en uge her i sommerferien, og om blot et halvt år skulle hun (måske) igen vende tilbage hertil – denne gang som elev. Fortid og fremtid vævede sig sammen for hende, og hun prøvede at forestille sig, hvordan dette kunne blive hendes hverdag. Jeg, derimod, var helt ny og grøn – jeg havde ikke engang været i Humlebæk før, og nu stod jeg der, som en tilskuer i nuet, uden fortidens minder eller fremtidens planer bundet til stedet.

Vilde problemer

Psykpige2: I foredraget gav Sigge Winther sit bud på, hvorfor det i dag er sværere at skabe forandring, end da vores kære forfædre efter krigen opbyggede velfærdsstaten. Ud fra en simpel tidslinje med tre århundreder argumenterede Winther for, at vi i dag står overfor at løse det 21. århundredes problemer ud fra det 20. århundredes idéer med institutioner fra det 19. århundrede. Som statskundskabskyndig kunne han snildt forklare, hvordan meget af den stat vi kender i dag, med magtens tredeling og ministerier, stammer helt tilbage fra 1800-tallet. Det er så inden for denne ramme, at vi må tilgå nutidens problemstillinger, som ifølge ham er udfordret af en øget kompleksitet og endda kan betegnes som såkaldte vilde problemer (eng: wicked problems). Sigge Winther fortalte anekdotisk, hvordan begrebet i 1973 blev navngivet af Horst Rittel og Melvin Webber, som stod for byplanlægning i San Francisco – en åbenbart nær umulig opgave i den amerikanske by, forbandet som den er af forvitrede vejnet, stejle bakker og mystisk tåge. Modsat tamme problemer er det kendetegnende for vilde problemer, at der hersker usikkerhed blandt aktørerne om, hvorvidt der overhovedet er et problem, samt hvordan problemet skal forstås – og i sidste ende bør løses. Det kan jo mildest talt lyde lidt op ad en bakke i San Fran. Men vores egentlige hovedpine opstår først, idet vi ifølge Winther oveni står med en ”blodfattig værktøjskasse” til at løse de vilde problemer i form af teorier og idéer udtænkt i 1900-tallet.

Klimakrisen og mistrivselskrisen var to mønstereksempler på vilde problemer, som taktfast blev gentaget under foredraget

grundlæggende årsager. Hvis vi kun diagnosticerer problemer (som per definition er en symptombeskrivelse, ikke en årsagsforklaring) uden at adressere de dybere, underliggende strukturer, der skaber dem – som netop acceleration og kompleksitet, som han selv peger på – så risikerer vi at behandle overfladen frem for at gå til roden af problemet.

Umiddelbart virker det ikke som en holdbar løsning, når vi står over for vilde problemer, der kræver en dybere systemisk forståelse og langsigtet forandring. Han er jo egentlig godt på vej med sine tanker om at gribe fat i rødderne, men måske diagnosekonceptet skal droppes. Der er vist en, der ikke er blevet tvunget igennem klinisk 1??

Noget helt andet (og så igen, hvor anderledes kan det være, når alt handler om vilde problemer?) er hans brug og definition af vilde problemer og tamme problemer. Han gør et stort nummer ud af at forklare forskellen mellem de to; de tamme er de nemme, dem med kendte løsninger, de overkommelige og letfordøjelige. Som et eksempel giver han rygning, hvorimod de vilde jo netop… hold up! Rygning?! For det første var jeg ved at falde ned af stolen der midt i salen, for det andet blev jeg så overrasket, at jeg blev nødt til at inddrage Psykpige2 i mine tanker i sådan en grad, at hun til sidst måtte tysse på mig. Hvis min hukommelse ikke svigter mig, brugte han det eksempel i spørgerunden efter foredraget, og jeg må indrømme, at efter den udmelding stod jeg helt af. Er det bare mig? Hvordan i alverden er rygning et tamt problem?! Excuse my French, men det virker som om, at han fuldstændig overser de overordnede samfundsstrukturer, afhængighedens

er, som navnet afslører, gemt lidt af vejen, ik? Men bagdøren er vigtig, for det er her, implementeringen foregår. Det kræver blod, sved og tårer, og før du har set dig om, er fire år passeret, og det er tid til en ny valgperiode. Hvis du har brugt tiden på at ordne køkkenhave og forberede det hele, hvad har du så at vise frem ved fordøren? Et hegn, du satte op for to somre siden? Gab. Og endnu værre – hvis du ikke genvinder valget, er det ikke sikkert, at du nogensinde får adgang til den pragtfulde herregård igen. Hvem skal så høste dine flotte tomate coeur-de-boeuf i køkkenhaven? Højst sandsynligt din ærkerival, der samtidig vil håne dig for ikke at have andet at vise frem efter fire år end dit lille, latterlige hegn.

Umuligt, at du tillader dette. Så for at undgå dette mareridtslignende scenarie, bruger du hellere fordøren sammen med de 178 andre, der også tænker præcis som dig. Om danskerne er smarte nok til at gennemskue den her fordørs-bagdørs-politik, som køres med hård hånd, melder historien ikke noget om. Så det overlader jeg til… statskundskaberne? Sociologerne? Ikke mig i hvert fald, for samfundsstrukturer er ikke noget, jeg som psykologistuderende forstår mig på. Det er i hvert fald ikke noget, der prioriteres, at jeg undervises i. Udover socialisationsteori, selvfølgelig. Mon amour.

Winthers løsning? Vi skal binde fordøren og bagdøren sammen. Og som om det ikke var nok, så præsenterer han endda hvordan vi gør det – midt i anden halvleg. Det er Miraklet i Istanbul om igen, og Winther agerer Liverpool (tak til far for sportsmetaforen). Fordør og bagdør bindes sammen af noget så simpelt som de tre V’er: Vision, Viden og Vedholdenhed. Visionen er et opgør med lappeløsninger og pseudo-reformer, der ingen veje fører, og i stedet en måde at arbejde os hen imod større månelandingsprojekter. Viden er noget så simpelt som

hans påstand. Men det fik mig til at tænke på en tekst af Simo Køppe hvori han nævner, hvordan den udviklingslogik vi opererer med, påvirker vores syn. Her beskriver han, hvordan den oprindelsestilstand man selv udgår fra, hurtigt bliver uskyldsren. Når man betragter større tidsperioder som disse, bliver etnocentrismen en skyggeagtig modstander, der er næsten umulig at slippe af med. Udgangspunkt for de ca. 1000 års civilisationsproces fortaber sig, men får uvægerligt prædikaterne ukompliceret, forenklet og dermed primitiv. Og selvom vi er tilbage før civilisationsprocessens spæde begyndelse, synes jeg stadig, der er en pointe i at være påpasselig med at bedømme deres proces ud fra vores moderne forståelse af overlevelse. Nok skal vi undgå at løse det 21. århundredes problemer med det 20. århundredes idéer og det 19. århundredes institutioner, men vi skal heller ikke gøre det omvendte. Der er sket en stigende kompleksitet i de intersubjektive relationer, ja, men hvis vi skal løse problemer så komplekse, at vi opfinder et helt nyt til begreb for dem, må vi også søge at forstå, hvor vi kommer fra. Ikke nødvendigvis ved at bruge forældede idéer og institutioner, men som jeg ser det, løses vilde problemer tvivlsomt af en “Vi er bedre end dem, for vi har bedre relationelle kompetencer”-tankegang. For har vi det?

Psykpige2: Jeg må også indrømme, at jeg stod lidt af, da Sigge Winther mod slutningen konkluderede, at det i sidste ende kunne koges ned til, at “vi skal være bedre mennesker”. Det mindede om den evolutionære sammenligning med neandertalerne, hvor vores samarbejdsevner bliver reduceret til en ren biologisk størrelse i stedet for at se ind i sociale og kulturelle forståelser. Men som den diplomat jeg nu engang er, vil jeg tillade mig at tage Sigge Winther i et kærligt forsvar. Jeg tror på mange måder, at vores frustrationer kan føres tilbage til foredragets format. Først og fremmest er den primære målgruppe hundrede højskoleelever, der gennem opholdet skal præsenteres for en stribe af samfundsrelevante personer og temaer – ikke nødvendigvis tage det dybe spadestik ind i den offentlige forvaltnings historie. Jeg er ret sikker på, at Winthers pointer ville lyde markant anderledes, hvis han havde talt foran 4. semester-statskundskabsstuderende og havde haft bedre tid til at udfolde sine poppede pointer (som han gør i sin alt for lange bog). Derudover tror jeg også, at vi som psykologistuderende er vant til at tale om problematikker på vores egne indgroede måder. Når vi så møder andre fagfelter, der ikke nødvendigvis snakker “vores sprog”, kan vi hurtigt ende med at misforstå dem. Og vi begynder selvfølgelig altid at analysere mennesket bag foredraget frem for at holde os til det, personen udtaler sig om… længe leve psykologistuderende.

De tre V’er indeholdt efter min mening virkelig meget potentiale. Med vision lagde han det tunge ansvar over på vores politiske lederes evne og ikke mindst vilje til at forestille sig

og smedes, og dér dukkede Krogerup Højskoles tirsdagscaféer op som en uudforsket perle som Psykpige2, med sin fortid og mulige fremtid som højskolegænger, havde nævnt et par gange. Det første foredrag i rækken var med ingen ringere end Sigge Winther fra Institut for vilde problemer, en uafhængig tænketank, der søger at tæmme samfundets “vilde problemer”. Hvem havde troet, at en aflysning af Paris ville føre til Hum(b)lebæk med regionaltoget for at lytte til humble brag (get it?).

Fortid, nutid og fremtid

Psykpige1: Det var en af de aftener, hvor alting føltes som en begyndelse. Vi sad i regionaltoget på vej mod Humlebæk, og udenfor flød landskabet forbi som et maleri, hvor træer og marker smeltede sammen i det langsomme sensommerlys. Det var ugen inden semesterstart, og vi var på vej mod noget nyt, noget ukendt – Krogerup Højskole. Toget skrumplede roligt frem, og med hver kilometer nærmede vi os det, der for skolens nye elever allerede var blevet en del af deres liv – men for mig lå det stadig som et uopdaget kapitel.

Da vi trådte ud på perronen, kunne vi mærke den kølige brise, og herfra var der ikke langt til højskolen. Som vi drejede ned til venstre, åbnede landskabet sig op for os med den store, gamle herregård i midten – Krogerup Højskole. Herregården lå omringet af ældgamle, majestætiske egetræer, der som

som var det en hellig handling. Mønstereksemplerne må siges at være uhyggeligt relevante for psykologien som felt, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, at vi på nogle punkter også i psykologien står med en fattig terapeutisk værktøjskasse til at tackle de to mønstereksempler. Jeg blev i foråret præsenteret for begrebet vilde problemer under forelæsningsrækken på kandidatsøjlen SUI (social udviklings- og integrationspsykologi). Det var til en forelæsning om PPR-psykologen som refleksiv praktiker, hvor forelæseren fremlagde, hvordan den offentlige sektor er præget af en irreducibel kompleksitet, som vi derfor som psykologer må finde måder at arbejde med. For mig var det mest rammende, Winther bragte på banen, vigtigheden i at udvikle en forståelse for den offentlige forvaltning og sætte sig ind i det samfund indenfor hvilket, man ønsker at drive en forandring. Med andre ord må vi forstå spillereglerne for det system, vi ønsker at ændre, og det er måske denne samfundsmæssige vidensopbygning, vi på psykologistudiet ender med at ofre til fordel for jagten på psykens hemmeligheder. Omvendt er det også vigtigt at udvikle psykologiske forståelser og sprog for subjektets orientering i alt dette, som vores kære naboer på sociologi og statskundskab qua deres genstandsfelter ikke altid får med i regnestykket.

Psykpige1: Jeg synes, det er enormt interessant, hvordan du ser en klar sammenhæng mellem værktøjskassen til at løse vilde problemer og psykologiens værktøjskasse, når det kommer til den manglende forståelse for, hvordan samfundsmæssig vidensopbygning fungerer. Begge områder kæmper med samme grundlæggende udfordring: At forstå og indarbejde de strukturer, der styrer vores samfund, og som vi samtidig forsøger at ændre. Der skal nok være grene af psykologien, der modsætter sig dette, men jeg synes, at de forklaringer, som Winther giver på, hvorfor det er svært for vores generation at skabe forandring, tjener som vidnesbyrd på denne kobling. Han nævner to hovedårsager i samfundet; den stigende kompleksitet – som Psykpige2 allerede har berørt – og hastighed. Her kan jeg ikke lade være med at tænke, at han næsten ordret citerer sociologen Hartmut Rosas teori om social acceleration. Rosa beskriver, hvordan det moderne samfunds teknologiske, sociale og individuelle tempo skaber en konstant følelse af tidspres og fremmedgørelse. Dette passer perfekt ind i Winthers pointe om, at vores generation kæmper med at navigere i et samfund, hvor alt accelererer – både kompleksiteten og hastigheden. Samtidig gør denne acceleration det svært at skabe varige forandringer, fordi vi hverken har tid eller ro til at fordybe os i de komplekse problemstillingers rødder.

Derfor undrer det mig, når Winther foreslår, at vi “skal se samfundets problematikker som en diagnose”. Måske er det bare mig og min 5. semesterhjerne, men det efterlader mig med følelsen af, at han bevæger sig ud i noget, der let kan forveksles med symptombehandling fremfor at adressere de

mørke fælder, de dybe økonomiske interesser og de kulturelle normer, der stadig fastholder rygning som en udbredt praksis. Bare fordi der findes løsninger, som hans forslag med at hæve cigaretpriserne, betyder det jo ikke, at vi har løst problemet. Hvis det er så “tamt”, hvorfor har vi så stadig ikke udryddet det?

I forlængelse heraf bliver jeg nysgerrig på, hvem der egentlig får lov til at definere, hvad der er et “vildt problem”. Hvem sidder med definitionsmagten til at afgøre, hvornår en problemstilling er så kompleks og ukontrollerbar, at den får mærkatet “vild” og dermed retfærdiggør flere ressourcer? Det handler ikke kun om at definere problemerne; det er et spørgsmål om, hvilke problemer vi tillægger værdi. Hvordan undgår vi at misbruge begrebet “vilde problemer” og kun anvende det på de mest diffuse, teoretiske eller politisk bekvemme emner? Problemer, hvor der måske ikke er store aktører, der føler sig truet, eller hvor det er nemmere at skyde bolden videre til fremtidige generationer? Vi risikerer at skabe et hierarki af problemer, hvor nogle får massiv opmærksomhed og ressourcer, mens andre lige så komplekse og ødelæggende problemer falder igennem sprækkerne. Det efterlader os med et samfund, hvor de problemer, der passer bedst ind i en akademisk diskurs, får forrang, mens de mest jordnære og strukturelle problemer fortsat forbliver uløste.

Vision, viden og vedholdenhed

Psykpige1: Så dér sad jeg på tredje række midt i anden halvleg af foredraget og tænkte ved mig selv just HOW MUCH of a statskundskaber han er med sine højtragende tanker, genetiske øje for at spotte problematikker, “sjove” anekdoter og vittigheder – men absolut I-N-G-E-N løsninger eller bare, ja, suk, forslag til løsninger? Men netop der, i det øjeblik, tonede Demokratiets Hus sig pludselig frem foran mig på hans PowerPoint. Demokratiets Hus er et billede på vores folkestyre – alle 179 af dem. Det er ikke noget lille hus; måske nærmere en gammel herregård for at kunne husere så mange, og den består derfor både af en fordør og bagdør.

Fordøren bruger de, når de skal annoncere nye visioner, politikker og høste lettjente overskrifter og likes. Fordøren er dér, hvor the papz klikker løs med deres kameraer til svimlende priser. Det er døren, du bruger, når du skal i Go’ aften Danmark. Det er dér, rushet opnås – den eneste synlige dør. Men hold kæft hvor er der trængt, for når samtlige 179 mennesker slås om én dør, så er det nærmest mere op ad bakke end Psykpige2’s San Fran-fortælling.

Så hvorfor er der ingen, der bruger bagdøren, kunne man jo fristes til at spørge? “BINGO!” ville Sigge Winther sige, og invitere dig med til næste VL42 senior-tur til Hellerup. Siden forfædrenes velfærdsstatstid er der sket en forskydning hen mod fordørspolitik, for bagdøren er kedelig. Der er hverken journalister eller skulderklap i miles omkreds, for bagdøren

mere viden i det offentlige system – det er et skift fra at tænke som ingeniører til i stedet at arbejde som blikkenslagere, hvor vi udvikler og tester i korte gentagelser igen og igen. Det er forståelsen af, at kommuner er forskellige og vil drage nytte af forskellige tiltag, og dermed lade lokale aktører håndtere dagligdagen. Vedholdenhed er samarbejdet om køkkenhaven. Det kræver, at man i fællesskab tør bevæge sig hen imod løsninger, der vil virke på lang sigt. Som jeg tillader mig at citere Winther for, så er vilde problemer “relationelle”. For at løse dem kræver det, at vi mennesker er villige til at ændre adfærd, og her er relationelle kompetencer en vigtig egenskab.

Stadig et lidt komplekst og uhåndgribeligt format for en løsning, men som Winther Larsen selv sagde: Hvis løsningerne var ligetil, ville der ikke længere være tale om vilde problemer; ja, så var der vel knap nok tale om problemer længere. Og det kan jeg trods alt godt se logikken i. Med det sagt, så ville det jo ikke være en rigtig Psykpige1-vurdering, hvis ikke den forholdt sig kritisk. Og her behøvede jeg faktisk ikke vente længe – midt i beundringsrusen efter de tre V’er, tonede hans stemme pludselig frem: “I er klogere end dem!” blev der udbasuneret. En erklæring af os, homo sapiens, mod neandertalere. Hvorfor overlevede vi, mens de uddøde? Os med de små hjerner og svage kroppe? Hans svar var – lidt forenklet – vores evne til samarbejde. Altså, det tredje V. Vi evnede at udvikle os og kopiere hinanden, hvorimod de ikke havde tilstrækkelige relationelle kompetencer og i stedet forsøgte at klare sig selv, hvilket blev deres død.

Jeg ved ikke nok om hverken vores egen eller neandertalernes forhistorie til at kunne udtale mig om, hvorvidt der er hold i

og sætte visionære fremtidsmål. Det synes jeg er en tiltrængt modvægt til den forventning, der ellers kan være til civilbefolkningens mobiliseringsevne. Det er blevet liiidt for nemt for politikerne blot at drive politik ved fordøren, der skal føje deres vælgere og sikre stemmer. Jeg kan dog huske, at vi i læsekredsen Psykopolitik har læst bogen Psychopolitics (ret oplagt bog, ik’?) af den tyske filosof Byung-Chul Han og hans kritik af neoliberalisme og Big Data i forhold til psykologiske styringsteknologier. Han påpeger, hvordan vi borgere er blevet passive forbrugere af politik frem for demokratiske deltagere i samfundet. Med den pointe i mente prøver jeg at sige, at der selvfølgelig er en masse forbehold, der spiller ind på politikernes måde at bedrive politik på – men jeg har altså heller ikke uendelig spalteplads! Sidst men ikke mindst vil jeg dog nævne, at Winther gav en yderst realistisk fremgangsmåde til at skabe forandring i demokratiets hus. Det handlede om at forholde sig relativt kynisk til sagen, hvor man i første omgang må bruge populismens fordør, før man derefter kan bevæge sig mod bagdøren og egentlig forsøge at løse problematikken dér. På den måde er vi tilbage ved pointen om, at vi ikke kan undsige os det system, vi er en del af, men må sætte os ind i den offentlige forvaltning (medmindre du selvfølgelig går fuldstændig anarkistmodus og ønsker at “break the wheel” som den ægte Daenerys Targaryen du er, men der kan vi jo så diskutere, hvor effektfuldt det egentlig er).

Aktivisme i toget

Psykpige2: Trods vores små stridigheder med Sigge Winther efterlod udflugten til Humlebæk mig med en ro, for det var en tiltrængt tur væk fra byens larmende trafik op til en højskoles trygge og varme fællesskab. På vej hjem skiltes vores veje hurtigt ad. Psykpige1 skulle hjem til sin kæreste i Nordsjælland, mens jeg måtte tage den lange vej tilbage til København. Vi nåede knap nok at få snakket ud om foredraget, før vi krammede farvel på Humlebæk Station, og kort tid efter sad jeg alene i toget, der bumlede afsted gennem Nordsjælland. Jeg fandt mobilen frem og faldt på Instagram hurtigt over Den Grønne Ungdomsbevægelses aktivisme til en oliekonference i Norge. Jeg læste mig igennem deres skræmmende stories om de gigantiske firmaers investeringer i olieboringer, som de med konferencen camouflerede under den mest surrealistiske greenwashing, jeg længe havde set. Jeg kunne ikke lade være med at se kontrasten til Winthers foredrag. Klimakrisen er et vildt problem, ja, men samtidig stod disse modige aktivister med hjerteskærende budskaber og dirrende stemmer overfor 60.000 ansatte i oliebranchen, hvor det indlysende var penge og synlig magt, der stirrede dem tilbage i ansigtet. Som jeg sad der i toget, på grænsen til at falde i søvn, håbede jeg inderligt på, at karakteriseringen af klimakrisen som et vildt problem ikke vil blive misbrugt som en sovepude. n