Protesternes sommer har fået mig til at betvivle min egen integration
Af Johanna Mariam Madsen, stud.psych.
Illustration af Tobias Wriedt, stud.psych.
”Du består af det bedste fra to verdener”,er en sætning, der har præget min opvækst. Jeg er mixed, hvilket må være det ultimative kompromis mellem de to lejre: Et produkt af en sort mor fra Eritrea og en hvid far fra Danmark og et sammensurium af perspektiver, som giver mig mulighed for at repræsentere og forstå begge verdener. Den ypperste integration. Men i løbet af sommeren 2020mærker jeg en voksende knude i maven i takt med, at debatten om racisme raser. Hele den fortælling, som min selvfølelse er bygget på, krakelerer. Jeg føler mig pludselig som én stor konflikt i stedet for et totem af mangfoldighed. Hvilken lejr hører jeg til? Og er jeg den undertrykte eller den undertrykkende?
Den Store Danske definerer integration som ”En proces, der forener adskilte enheder og skaber en større helhed”. Integration forudsætter en indsats fra de adskilte enheder hver især – i dette tilfælde fra en majoritetskultur og en minoritetskultur – og den vellykkede integration vil rumme ”det bedste fra to verdener”.Min mor har altid insisteret på, at vi godt kunne dyrke alle vores kulturer side om side. Til fødselsdage flager vi med flere forskellige flag. Vi fejrer dansk nytår i december og eritreisk nytår i september. Aftensmaden veksler mellem retter som svensk gravad laks, eritreiskinjeraog danske tarteletter. Én jul samler min mor sine søskende hos os i Danmark. Hun laver dansk julemiddag, og hun har printet tekster ud på de største danske julesange, så alle kan synge med. Familien forsøger ihærdigt at tyde sange, de aldrig har hørt på et sprog, de ikke taler. Det ender med, at vi danser rundt om sofabordet – der er for trængt rundt om træet – mens vi synger ”jul og jul igen, og jul og jul igen, og jul og jul igen”. Påsken når vi aldrig til. Jeg er flad af grin, mens jeg tænker, at det her må være integration på højt plan.
Denne sommer er jeg blevet i tvivl om, hvorvidt integration er det rigtige ord at bruge. For selvom vi gang på gang hører om vigtigheden af integration, så er der et ensidigt fokus på, hvad ”minoriteterne”skal gøre for integrationen og et manglende fokus på, hvad”danskerne”skal gøre for integrationen. Hvis målet er, at en minoritetsbefolkning skal tilpasse sig en majoritetsbefolknings kultur og levevis og opgive sin egen kulturelle identitet, så er der jo ikke længere tale om integration, men derimod om assimilation. Et spørgsmål trænger sig på: Har min mor været så optaget af, at vi skulle passe ind, at hun har givet så meget afkald på sin egen kulturelle baggrund, at vi nu netop er blevet assimilerede?
Jeg bor i Danmark, men jeg er født i Sverige, og jeg taler svensk med min mor. Jeg har altid været vred over, at hun ikke lærte mig sit modersmål tigrinya, så jeg kan følge med, når familien er samlet. Familiesammenkomster er for mig ensbetydende med at være tilskuer til en samtale, som jeg ikke forstår. Min mors forklaring er, at hun ikke ønskede, at jeg talte dårligt svensk. Det var vigtigt, at jeg passede ind, selvom hun måtte skære en flig af sin egen og min kulturelle identitet.
Jeg har fået min fars efternavn. Min mors efternavn kunne have understreget vores familiære bånd, når nu min mor og jeg ikke ligner hinanden, men det måtte ikke være en ulempe for mig. Jeg fik derfor et dansk for- og efternavn og et eritreisk mellemnavn, som jeg kan vælge til eller fra alt efter, hvordan jeg ønsker at positionere mig i den pågældende situation. I Eritrea kan jeg hedde Johanna Mariam for at stadfæste mit etniske tilhørsforhold, og i Danmark kan jeg hedde Johanna M., hvis jeg vil undslippe for meget opmærksomhed.
Beskyttet af min relativt hvide hud og et efternavn, der ender på -sen, lever jeg en tilværelse, hvor jeg altid får komplimenter for min solbrune hud samtidig med, at jeg høster de hvide privilegier uden helt at blive anset som en del af ”det hvide overherredømme”. Min mor vidste næppe, hvor meget hun ramte plet med beskrivelsen ”det bedste fra to verdener”. Men jeg mærker en grim smag i munden over min naive forestilling om, at jeg nogensinde har været tæt på at forstå begge verdener. Hvordan kan jeg tillade mig at påberåbe mig nogen form for ”sorthed”, når jeg så nemt kan positionere mig selv og min kulturelle identitet til min egen fordel? Og kan man overhovedet kalde det vellykket integration, når så meget af min mors kulturelle identitet er blevet undertrykt for bedre at passe ind?
Jeg har altid troet på, at det var muligt at forene ”det bedste fra to verdener” og skabe en farverig collage af det danske og det eritreiske. Men denne sommer har jeg indset, at ønsket om den ultimative integration har betydet, at jeg lidt efter lidt har givet afkald på halvdelen af mit kulturelle ophav. I stedet for at have skabt en lige fordeling af de to kulturelle enheder har jeg foretaget en gradvis tilpasning og assimilering, så jeg kan leve ubemærket i den danske andedam. Den farverige collage, der før prægede mit selvbillede, er nu falmet til et hvidt lærred med en eksotisk nuance.
