Polariteter i moderne kunst – Generation Wealth og Homeless Souls

Tekst og illustration af Amanda Aaboe Bell, stud.psych.
September 2019

Louisiana har henover sommeren haft to udstillinger, som tidsligt overlappede inden for den sidste måned. De to udstillinger, ’Generation Wealth’ og ’Homeless Souls’, portrætterer på mange måder verdens mest modsætningsfyldte forhold. Gennem udstillingerne overvejede jeg øjebliksvist, om verden på et tidspunkt knækker over mellem sine ekstremer.

Overflod og menneskestrøm

’Generation Wealth’ er en samling af Lauren Greenfield, som gennem fotografier, interviews, anekdoter og videomateriale formidler historien om den materialistiske verdens overflod. Plastikkirurgi, overdådige fester og klædeskabe, man kan fare vild i, er bare nogle eksempler på de hverdagsfænomener i den mondæne verden, som Lauren er gået på opdagelse i, og som hun skildrer i både sine litterære værker og i den aktuelle udstilling. Lauren har i sine interviews og feltarbejder søgt at forstå og give mening til disse menneskers liv, som for den gængse dansker kan forekomme uvirkelige.

Hvad der for mig var ubegribeligt ved mit besøg i Humlebæk, var fornemmelsen af at gå rundt i Laurens glitrende og provokerende plethora af menneskeskildringer, som griner og grynter til kameraet for så pludselig at træde gennem en enkelt dør og befinde mig i en krigszone, hvor bedrøvelige og chokerende værker kæmper om min opmærksomhed. ’Homeless Souls’ – den anden udstilling i de tilstødende lokaler – udtrykker en fuldkommen absurd modpol til fantasmerne med sine mange tragedier. I ’Homeless Souls’ samles et dusin af primært mellemøstlige kunstneres bidrag i et forsøg på at indfange den eksistentielle dimension af landflygtighed. Med mange af de samme virkemidler som hos Lauren Greenfield, kan verdens forskellige brændpunkter opleves gennem bl.a. lyd, billeder og videomateriale. Blikfang var der nok af i begge udstillinger, men hvorvidt det var blitzkrig eller bombekrig varierede. Det forekommer ikke foreneligt, denne sameksistens af to så forskellige verdner. Hvad der glimrer ved sit fravær er en forklaring på, hvordan fordelingen af ressourcer kan være så fordrejet. Forestil dig et øjeblik, at bare en lille procentdel af den massive monetære ophobning, som præsenteres i Louisianas østfløj, kunne bruges til at forsyne, forsikre og frelse de mennesker, som beskrives på den anden side af døren. Tænk en verden vi kunne have.

To former for grusomhed

Skræmmende var det første indtryk af begge udstillinger. En sirligt arrangeret ring af ben-proteser ved indgangen til ’Homeless Souls’, en video af Erkan Özgen med en lille døvstum dreng, som formidler Syrienkrigens rædsler med fagter og lyde og dernæst forargelige malerier, der med harmoniske farver og perfekte geometriske former afmærker antallet af døde bådflygtninge i middelhavet. Forargelse virker på mange måder som den naturlige reaktion. Det, som i virkeligheden bliver forargeligt, er, at disse humanitære katastrofer eksisterer dør om dør med de uhyrligt velhavende og forkælede mennesker, som er omdrejningspunktet i Laurens fortælling om verdens rigeste. Som med komplementærfarver er det modsætningsforholdet, der får de to udstillinger til at overvælde den besøgende og brænde billeder ind i dennes bevidstheden. De to ekstremer af menneskeskæbner holder ikke blot til her under Louisianas lyse lofter, men også ude i virkeligheden. Når jeg lukker øjnene, kan jeg stadig se fotografiet af den dengang 6-årige amerikanske skønhedsdronning Eden Wood, der med arrogance og selvtilstrækkelighed poserer i sin lyserøde trikot og flimrer sine forlængede øjenvipper indigneret til kameraet. Ved hun, hvad der foregår inde ved siden af? Selvom den døvstumme dreng var 12 år, kunne de to børn have været jævnaldrende af udseende. Hvem har dog besluttet, at de skulle have så forskellige skæbner? Jeg får fornemmelsen af, at denne dreng og denne pige har mere tilfælles, end hvad der fænger ved det blotte øjekast. De lever begge i uvirkelige verdner, hvor der kræves langt mere robusthed af dem og deres psyke, end hvad man ellers kan forvente af et barn. Det er næsten som to former for grusomhed, hvori uskyldige børn er taget som gidsler. Kunsten kommer i udstillingerne til sin ret, fordi det lykkes at skabe en æstetisk inviterende indgang til to diametrale modsætninger af grusomhed. Det er ikke kunsten eller kunstnerne, der har taget disse børns liv i deres hænder, det er den barske realitet.

Hvor blev mennesket af?

En række grundlæggende egenskaber udmærker os som mennesker. Heriblandt vores evne til empati og medmenneskelighed. Denne egenskab blegner til en nærmest forsvinden i de to udstillinger. En mor beskriver i ’Generation Wealth’, hvordan det bedste hun kunne gøre for sin datter for at styrke hendes kropsforhold i den pubertære tid, var at få foretaget en omstændelig fedtsugning og plastikkirurgi på egen krop. Ræsonnementet bestod i, at hun på denne måde kunne elske sig selv og vise datteren vejen. I den næste anekdote er det beskrevet, hvordan datteren senere har ridset DIE ind i sin pande med en spejderkniv. Det er mig en gåde, hvordan man kan udvikle en så fejlbarlig mentaliseringsevne som mor. Det bliver tydeligt, at myten om Kong Midas stadig kan lære os ting i dag.

En video i ’Homeless Souls’ viser med koordinater, hvordan gummibåde med flygtninge driver rundt i middelhavet og pendulerer mellem forskellige landes ansvarsområder. Jeg ved ikke, hvor længe sekvenser står og kører i tomgang. Der er ikke nogen lande, der griber ind. Ingen som viser et medmenneskeligt ansvar. Konfrontationen med de forskellige, men på mange måder sammenlignelige, former for menneskeligt fravær er provokerende. De efterlader én med spørgsmålet om, hvorvidt polariteterne i historierne afdækker, hvordan vores humanitet er ved at gå til grunde. Den amerikanske drøm overfor drømmen om Europa, eller en tilflugt med mulighed for et reelt livsgrundlag, er essentielt smukke drømme med en større fællesmængde. Det er håb og ambition, der bærer mennesket frem mod en bedre tilværelse. Desværre er det ikke hele sandheden. Det, som bærer mange af de landflygtige mennesker væk fra ødelæggelserne, er frygten for eget og andres liv. Det er ikke et valg eller en ambition, men en tvungen og ubarmhjertig omstændighed. Den lille skønhedsdronning jagter heller ikke den klassiske amerikanske drøm, men i stedet et ideal, som Lauren Greenfield beskriver som vor tids værdi: Den kapitalistiske version af krop, ungdom og seksualitet, som skal strutte af magt, penge, selvdisciplin og, måske mest skræmmende, uendelighed. Hvis vores samfunds kontraster bliver stadigt mere fremtrædende, tror jeg til sidst det bliver sort og hvidt. En verden uden nuancer finder jeg personligt bedrøvelig, og jeg håber derfor, at vi kan bidrage til at skabe mere balance, sådan at spændvidden mellem de, der har så meget og de, der har så lidt, kan blive mindre paradoksal.

Outro – toget hjem

Jeg går ud af begge udstillinger med et spørgsmål brændende på læberne. Er verden gået i stykker? Oplevelsen af begge udstillinger er klart anbefalelsesværdig. Min overbevisning er, at vi ikke skal lukke øjnene for de ting, vi ikke forstår, og samtidig turde gå eksplorativt til fremmede og dystre fortællinger. Det kan være voldsomt at blive rystet i sin grundvold, men forbavselsen kan bearbejdes på togturen tilbage til København. De trivielle DSB-forhold, nordsjællændere med næsen i sky og det kolde efterårsvejr får hurtigt verden til at hænge sammen igen på sin vante vis.

Udstillingen ’Homeless Souls’ er desværre sluttet d. 21.09.19, men ’Generation Wealth’ kan opleves helt frem til 16.02.20.