Dedikeret til det kriminelle sind - Interview med kriminalpsykolog Charlotte Kappel
Af Stine Karstoft, stud.psych.
September 2019
Forholdet mellem kriminel adfærd og forskellige psykosociale faktorer har længe været et af mine primære faglige interesseområder og var i sin tid også én af årsagerne til, at valget af studie faldt på psykologi. I løbet af mine efterhånden fem år på studiet er det dog kommet mere og mere bag på mig, at kriminalpsykologien som fagdisciplin ikke er repræsenteret på det psykologiske fakultet i hverken fag eller pensum. Nogle af de spørgsmål, jeg længe har siddet med, var så lavpraktiske som, hvad det overhovedet vil sige at være kriminalpsykolog, og hvordan vejen dertil kan se ud. For at blive klogere herpå og for at udbrede budskabet, har jeg talt med – måske Danmarks eneste – kriminalpsykolog og ph.d. Charlotte Kappel.
INTERVIEW: Hvad er mon profilen på den kriminalpsykolog jeg skal møde om lidt, tænker jeg, inden jeg har en aftale med Charlotte Kappel på CSS. Fuldstændig magtesløs har min hjerne allerede sammensat et billede af en enestående version af Sarah Lund i islandsk sweater og trenchcoat, tilsat La Cour fra Rejseholdets overnaturlige instinkter med et strejf af Ulla Terkelsen-attitude. Mine indre forestillinger skal vise sig umiddelbart at være skudt forholdsvis meget ved siden af den kvinde i sportssko med sit lyse hår sat op i en knold, der møder mig, og som med sit venlige, smukke og lidt sarte ydre til forveksling ligner en ældre version af prototypen på de kvindelige psykologistuderende, der vandrer ned ad gangene uden for døren. Charlotte har selv fundet vej til Indputs ellers lidt vækgemte redaktionslokale og forklarer til mit forundrede ansigtsudtryk: ”Jamen jeg kan skam godt huske Indput fra min egen tid på studiet. Dengang var det sådan lidt de kloge folk på studiet, der var med. Folk med lidt teoritunge, nørdede interesser, husker jeg.” Begejstret og lidt paf svarer jeg Charlotte, at den opfattelse nok stadig ikke er helt ved siden af.
Skrev gysere og drømte om at blive forfatter
Charlotte Kappel blev uddannet psykolog fra Københavns Universitet i 2008. I 2018 afsluttede hun sin ph.d. i forensic psychology - kriminalpsykologi eller retspsykologi, om man vil - på University of Liverpool, men hun har også været tilknyttet et forskningsprojekt hos Rigspolitiet og været inspirationskilde til den fiktive kriminalpsykolog Katrine Wraa, som er hovedperson i Jeanette Øbro og Ole Tornbjergs krimiserie. Det seneste år er hun startet op som selvstændig konsulent, hvor hun rådgiver private og offentlige instanser omkring kriminalitets- og miljøsikring. Og ja, så er hun også aktiv foredragsholder ved siden af.
Men hvis vi spoler tiden lidt tilbage, så lå karrierevejen som kriminalpsykolog ikke helt i kortene: ”Jeg startede sent. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at jeg skulle i gang med en uddannelse overhovedet, så det, at det lige pludselig ender med en ph.d., det er jo fuldstændig fra den ene grad til den anden.” Formålet med at starte på HF i sin tid var oprindeligt at blive bedre til at researche som et led i processen i at skrive bøger. Charlotte har nemlig altid skrevet, primært gysere og skæbneromaner - sådan nogle, der ser ud til at være én ting og så vender det hele rundt på de sidste to sider. ”Der har altid været en lille forfatter i maven på mig. Det er nok dér på en måde, at kriminalpsykologen spillede ind,” fortæller Charlotte og fortsætter, ”men da jeg så gik på HF, da tænkte jeg faktisk det var medicinstudiet, jeg skulle kvalificere mig til, for jeg har også altid gerne villet være retsmediciner. Retsmedicin og kriminalpsykologi, det lugter jo også lidt af hinanden, ikke?” Det gør det, bliver vi enige om; begge har de relationen mellem en forurettet part og en gerningsmand som omdrejningspunkt. På grund af rygproblemer måtte Charlotte dog indse, at den oprejste arbejdsstilling som retsmediciner ikke ville være holdbar, og derfor endte valget med at falde på psykologi. Et valg, som Charlotte på ingen måde har fortrudt, for som hun siger: ”Kriminalpsykologien, den er altså også bare røvspændende!”
Vandede rotter for Jesper Mogensen
Interessen for retsmedicin og kriminel adfærd skal ifølge Charlotte også ses i lyset af, at hun altid har haft en meget biologisk tilgang til de ting, hun interesserer sig for. Da hun startede på psykologi, var der derfor også én bestemt person, som hurtigt fangede hendes opmærksomhed: ”Da jeg så startede på psykologistudiet, fik jeg meget hurtigt den her meget fænomenale forelæser Jesper Mogensen, som simpelthen bare solgte neuropsykologien helt vildt godt. Hans forelæsninger var ikke bare spændende, man følte sig virkelig også underholdt.” Begejstringen for Jesper Mogensen og hans fag dannede også grundlag for Charlottes studiejob, hvor hun – med sine egne ord – vandede rotter som en del af Jesper Mogensens forskning i kældrene under CSS.
Sideløbende med neuropsykologien udvikledes også interessen for kriminologi, som Charlotte udvidede ved at tage valgfag på sociologi i stedet for på psykologi. For at afklare, om kriminologien var noget, hun ville gå videre med, forsøgte Charlotte at finde en praktikplads i Danmark, som kunne gøre hende bedre bekendt med kriminalpsykologien. Da dette viste sig noget nær umuligt, tog Charlotte kontakt til andre universiteter i udlandet samt til Rigspolitiet. Hos dansk politi sendte de hende videre til David Canter, som på daværende tidspunkt var professor i kriminalpsykologi ved University of Liverpool og ekspert i geografisk gerningsmandsprofilering. ”David Canter er én af dem ovre i England, som er gammel i gårde. Han arbejdede på Madeleine McCann-sagen, hvor han hjalp som konsulent. Det var ham, der introducerede mig til geografisk gerningsmandsprofilering, som jeg faldt pladask for,” fortæller Charlotte, som derfor også har haft gerningsmandsprofilering som omdrejningspunkt for både speciale og ph.d. I sin forskningspraktik fulgte Charlotte David Canter til interviews og forhør i fængsler, deltog i konferencer omkring den nyeste forskning inden for det kriminalpsykologiske felt og udarbejdede en database for kidnapning.
Den intelligente psykopat
Det var altså under praktikken i England, at Charlotte for alvor fik øjnene op for kriminalpsykologien ved at se, hvad den kunne anvendes til i praksis. Samtidig blev hun optaget af, at psykopatiske træk ofte er sammenfaldende med kriminel adfærd, hvilket derfor blev fokus for specialet: ”Da jeg kom hjem fra praktikken i England, vidste jeg nogenlunde, at det var psykopati, jeg skulle skrive speciale om. (…) Intentionen var, at jeg gerne ville have, at de skulle anvende gerningsmandsprofilering i fængslerne, fordi der netop er så mange psykopater blandt de indsatte, så man lettere kunne identificere dem og ikke skulle nå hen til voldshandling nr. 3 eller 4, før man fik identificeret dem. Så specialet handlede meget om, hvorvidt man kunne gøre det, og om der rent faktisk var et match. Og det var det, jeg fandt frem til, at jeg tror der er. Jeg sad og kiggede sager igennem om blandt andet tidligere store seriemordere, hvor man vidste, at de var psykopater. Formålet var så at se, om det ville hjælpe at lave en profil på dem, og hvordan den ville kunne hjælpe i forhold til opklaringsarbejdet, eller om den ville hjælpe.”
Charlotte og jeg kommer til at tale videre om psykopati, og hvad det er for en størrelse. Vi taler om, at en stor del af forskningen påpeger tydelige biologiske markører i form af neurologiske afvigelser i forbindelserne mellem præfrontal cortex til amygdala og det limbiske system. Charlotte fortæller også, hvordan gerningsstedet i sig selv kan afsløre, hvorvidt der er tale om en gerningsmand med psykopatiske træk: ”Jamen om psykopater er intelligente eller ej, så efterlader de jo tit et andet gerningssted, og de er meget voldsomme. Det er ofte fordi, at de har det her indestængte et eller andet og den her manglende impulsstyring, som bare kommer ud lige pludselig som en kæmpe eksplosion. Som man kan se ved Peter Lundin også, hvor politiet har beskrevet, at de kom ned i det her kælderrum med kvinden og hendes to børn, som han til sidst sad inde for, hvor der var blod alle steder dernede. Så det er ikke bare at slå ihjel, det er også måden, hvorpå drabene er udført, som er ekstremt voldsom og uhæmmet.” Mens Charlotte fortæller, sidder jeg og funderer lidt over, hvilke konkrete forskelle, der mon er på intelligente og uintelligente psykopater. Jeg spørger derfor Charlotte, som efterfølgende uddyber: ”Jamen den intelligente psykopat er efter min mening den farligste type gerningsmand, fordi vedkommende til en vis grad besidder impulskontrol. Hvis man må kalde Lundin for en mindre intelligent psykopat, så er det netop fordi, at han ikke kan kontrollere sig, og derfor vil sidde inde resten af sit liv. Men sådan en som Ted Bundy for eksempel, som formår at forvirre politiet ved at gå over statsgrænser og samtidig holde sin kriminalitet tilbage, til han er et sted, hvor det er sikkert at agere - han er virkelig farlig, fordi han formår at kontrollere sig selv.” Med navnet Ted Bundy henviser Charlotte til den unge, amerikanske seriemorder, som menes at stå bag mere end 50 mord tilbage i 70’erne. Han var desuden seksuel sadist, pædofil og nekrofil, idet han eksempelvis sminkede ligene af sine ofre og tog bad med dem. Ironisk nok, så fejlede hans udseende og IQ på 124 ikke noget – begge dele var åbenbart så attraktive, at Netflix i forbindelse med deres dokumentarserie om Ted Bundy tidligere på året så sig nødsaget til at minde de forbavsende mange seere, som på diverse hjemmesider delte deres hengivenhed til hans udstråling, om, at han faktisk var seriemorder.
Geografisk gerningsmandsprofilering
Tiden løber for Charlotte og mig, som endnu ikke har nærmet os det emne, jeg har øverst på min dagsorden, nemlig gerningsmandsprofilering. Efter praktikken i Liverpool stod det klart for Charlotte, at specialet bare skulle overstås, så hun kunne komme tilbage til England for at skrive en ph.d. om geografisk gerningsmandsprofilering. I Danmark var der nemlig ingen penge at hente, hvis hun ville introducere noget nyt til landet. Nationalt Efterforskningscenter ville dog meget gerne bidrage med data omkring brandstiftelse, som er én af de kriminalitetstyper, der egner sig godt til geografisk gerningsmandsprofilering, og som samtidig er i stigende udvikling.
I første omgang er jeg nødt til at bede Charlotte om at udpensle, hvad forskellen mellem almindelig gerningsmandsprofilering og geografisk gerningsmandsprofilering er. Charlotte forklarer: ”Profilering er egentlig bare at skille tingene ad i mindre bidder og se, om man kan få noget ud af det. Men profilering er jo flere ting; man kan for eksempel både lave en profil af gerningssted, gerningsmand og offeret. Netop denne treenighed mener jeg er afgørende for at danne det mest præcise billede. (…) Almindelig gerningsmandsprofilering er baseret på cues fra gerningsstedet, som kan sige noget om, hvem gerningsmanden højst sandsynlig er. Disse antagelser er alle sammen baseret på tidligere undersøgelser. (…) Almindelig gerningsmandsprofilering har dog ikke den samme høje sikkerhed som den geografiske, derfor skal de helst sættes i spil i forhold til hinanden. Den geografiske ser på området omkring gerningsstedet; hvordan er det bygget op, og hvordan har vedkommende brugt nærmiljøet. Vi gør nemlig ikke bare tingene tilfældigt. Ligesom leoparden har territorier og en adfærd inden for disse territorier, så har vi også en adfærd inden for vores territorium. Det er også derfor geografisk gerningsmandsprofilering er så meget mere sikkert.” Jeg bliver fanget af Charlottes kobling mellem menneske- og dyreadfærd og beder hende derfor uddybe denne, hvortil hun fortæller: ”Om vi vil det eller ej, så er vi lidt dyr, hvor vi bruger vores nærområde på en helt bestemt måde. For os begge gælder også, at vi har såkaldte ’døde zoner’. De døde zoner er nogle helt bestemte områder, ofte meget store områder, hvor der ikke bor særlig mange. Det kan for eksempel være skov, vand, industri eller en stor motorvej, som gør at to fysiske områder er skilt fra hinanden. De her områder er en barriere i vores hoveder, som ikke kan bruges til noget. Vi rejser hellere 5 kilometer udenom, selvom det ville være hurtigere at køre igennem.” De døde zoner kan altså udelukkes som noget af det første, når man udarbejder en geografisk gerningsmandsprofil. Gerningsmænd vælger nemlig ofte steder, hvor de selv er forholdsvis godt kendt, men hvor de samtidig ikke er kendt af de folk, der bor i området. Dette hænger sammen med, at gerningsmanden skal vide, hvordan man hurtigt kommer væk derfra med lav sandsynlighed for at blive genkendt. I forhold til brandstiftelse fortæller Charlotte, at de fleste brandstiftelser statistisk set bliver begået 2,5-3 kilometer fra brandstifterens egen bopæl. En radius, der virker forbløffende lille for mig.
I forbindelse med geografisk gerningsmandsprofilering kommer jeg til at tænke på Amagermanden, der netop er et tydeligt eksempel på udvælgelsen af gerningssteder inden for en kort radius, som han var perifert knyttet til; områder, hvor han tidligere havde boet, arbejdet eller besøgt familiemedlemmer. Men aldrig områder for tæt på hans aktuelle bopæl. Charlotte supplerer ved at forklare, hvorfor en geografisk gerningsmandsprofil havde været særlig anvendelig i Amagermandens tilfælde: ”For Amagermanden er mange af drabene jo opstået i øjeblikket uden at have været særligt planlagte. Og netop her er geografisk gerningsmandsprofilering oplagt at bruge, også fordi offer og gerningsmand ikke kendte hinanden. Her havde det geografiske mønster, som i hans tilfælde jo var meget tydeligt, været ekstremt hjælpsomt i efterforskningsarbejdet.” Metoden blev dog ikke anvendt i sin tid, da den geografiske gerningsmandsprofilering ifølge Charlotte er så ny herhjemme, at dansk politi først nu er ved at få øjnene op for metodens potentiale - hvilket Charlotte glæder sig over og har store forventninger til.
Ikke som på film
På nuværende tidspunkt under interviewet sidder jeg med julelys i øjnene og er endnu mere solgt til kriminalpsykologien og dens potentialer, end jeg var før vi begyndte. Måske Charlotte mærker min begejstring, for det er vigtigt for hende at pointere, at det kriminalpsykologiske arbejde for de flestes vedkommende nok er noget andet, end man regner med, og at det er vigtigt at sætte sig ind i, før man dedikerer sig til det: ”Jeg synes, det er rart også at få sagt til folk, hvad kriminalpsykologi er, og jeg har slukket rigtig mange lys i psykologistuderende øjne, fordi de tænker ’Jamen det er ligesom på film og i bøger’ – og det er det jo ikke! Både på godt og på ondt. Der er rigtig meget statistik, metodik og tørre tal i det, så der bør man virkelig følge med på studiet. (…) Analysearbejdet består meget i at sætte sig ind i internationale undersøgelser, som man kan linke til, så man ved, hvad man skal se på i det enkelte tilfælde.” Selvom mine julelys i øjnene ikke slukkes helt af denne udmelding, får jeg en klam fornemmelse i håndfladerne ved tanken om at tage kampen op med SPSS igen. Charlotte uddyber endvidere, at man som kriminalpsykolog primært vil være egnet til analysearbejde, forskning, rehabilitering inden for eksempelvis kriminalforsorgen og så selvfølgelig i forbindelse med opklaringsarbejde, som dog er en forsvindende lille del.
På mit spørgsmål om, hvilke gode råd hun kan give til de studerende, der ligesom mig interesserer sig for kriminalpsykologi, svarer Charlotte: ”Man skal virkelig være vedholdende. Det har været en meget lang og bumlet vej for mig. Man skal måske også tænke over, om man er klar til at rejse til udlandet for at uddanne sig i den retning, for her er vi stadig ikke særligt langt i Danmark i forhold til for eksempel USA. Så man skal stadig lidt bane vejen selv herhjemme.”
Dét at bane vejen selv er i høj grad også noget, som Charlotte har gjort sig erfaringer med i sin karriere som kriminalpsykolog i Danmark, hvor hun – så vidt vides og ifølge Google – fortsat er ene og alene om titlen som kriminalpsykolog. Det seneste års tid har hun opbygget en selvstændig konsulentvirksomhed, hvor hun leverer oplæg og analyser til forebyggelse af kriminalitet for offentlige og private instanser. Det kan være forsikringsselskaber, kommuner eller boligselskaber, der ønsker bedre viden om, hvordan de bedst muligt sikrer deres områder mod kriminalitet.
Vores interview er gået langt ud over den beregnede tidsramme. Vi vender tilbage til vores fælles undren over, hvor lidt vi som psykologistuderende præsenteres for det kriminalpsykologiske genstandsfelt. Begge har vi måtte opstøve spændende kriminologiske valgfag på andre fakulteter, og vi er formodentlig ikke alene. Charlotte fortæller, at hun endda selv har tilbudt det psykologiske fakultet at bidrage med nogle introducerende forelæsninger: ”Jeg har faktisk kontaktet KU, efter jeg kom tilbage og spurgt, om de var interesserede i nogle forelæsninger, men det var de ikke. Jeg var ret overrasket. Det var en meget mystisk samtale, hvor hende jeg talte med ender med at spørge mig ’Jamen, hvad er det, du gerne vil med det?’. Hun forstod slet ikke min iver efter, at kriminalpsykologien skulle være en del af studiet.” Vi griner begge. Kriminalpsykologien er fortsat et lille, mystisk område i det danske landskab – en død zone kunne man dristes til at sige. Man kan kun håbe, at der gemmer sig flere psykologer og studerende rundt omkring i krogene, der på sigt kan bidrage til at gøre det kriminalpsykologiske område større på landkortet.