Nyt fra Psykrådet og Studienævnet: April 20

Af Amanda Nicholas Nielsen, stud.psych., Christian Styrbæk Kensmark, stud.psych. og Olivia Diemer Leonhardt, stud.psych.

Screenshot 2020-04-06 at 12.32.48.png

Psykrådet? Hvad kan det? 

Sidder du nogle gange med en følelse af, at en masse beslutninger bliver taget, uden dig og dine medstuderende er blevet hørt? Savner du indflydelse på din hverdag som studerende og din fremtid som psykolog? Så er Psykrådet måske noget for dig. I modsætning til gymnasiet, folkeskolen og stort set alle andre steder i Danmarks uddannelsessystem har du nemlig direkte indflydelse på dit studie og det universitet, du går på. Psykrådet står bag forskellige initiativer gennem semesteret. Blandt andet afholdes stormøder, hvor presserende emner, som eksempelvis bachelorstruktur og fagindhold, bliver taget op og behandlet. Psykrådet er derfor en enorm vigtig demokratisk instans, der repræsenterer de studerendes holdninger - og alle kan være med. 

I Psykrådet kan du få en finger på pulsen, og du kan give en hjælpende hånd i arbejdet for, at Institut for Psykologi bliver et godt sted at tage sin uddannelse. Du kan udtrykke din egen holdning, eller du kan møde op og sidde og lytte med over en kop rygende kaninkaffe. Du kan også blive en del af PR-udvalget, som arbejder for at synliggøre Psykrådets aktiviteter. Alt dette kan du gøre til et af de mindre møder i løbet af semesteret. Alle mødedatoer lægges op på vores Facebookside Psykrådet på Københavns Universitet og er hængt op i Dræberkaninen - så kig til venstre næste gang du er nede og hente dagens snøffel.

Hvad kommer Psykrådet til at arbejde med i foråret? 

Som nogle måske er klar over, varsler instituttet omfattende besparelser. Det bliver vi som studerende nødt til at forholde os til, da det kommer til at gå ud over vores faglighed og daglige liv på studiet. Psykrådets fokus kommer derfor til at være, hvordan vi forholder os til disse besparelser - kan vi, og skal vi, godtage en væsentlig forringelse af vores uddannelseskvalitet? 

Bacheloren skal omstruktureres - dette får betydning for dig

En central sag som kører netop nu, er en omstruktureringen af hele bachelordelen. Én af pointerne med dette er, at alle fag skal være delelige med 7,5 hvilket vil sige, at de fleste fag skal op- eller nedskaleres til 7,5 eller 15 ECTS-point. Dette er en fordel på flere punkter: Udveksling bliver nemmere, og det bliver lettere at tage fag på andre uddannelser. Det lyder da meget fedt, gør det ikke? Jo, det er der nok mange, som kan erklære sig enige i. En konsekvens kommer dog til at være, at hovedfagene (Socialpsykologi, Personlighedspsykologi, Udviklingspsykologi og Kognitionspsykologi) skal gøres mindre eller deles op over flere semestre. Dette kommer blandt andet til at betyde flere og billigere eksaminer - eksempelvis i form af multiple-choice. Der bliver lige nu også snakket om, at besparelserne skal resultere i betydeligt færre undervisningstimer, faktisk blot 4 timer per uge, og i yderste konsekvens en komplet afskaffelse af instruktorhold. 

En anden nævneværdig konsekvens af omstrukturering er, at indholdet i fagene skal gentænkes. Psykrådet vil kæmpe for, at den faglige bredde beholdes - en holdning som på stormøder har vist sig som den generelle holdning blandt studerende. Hvis ikke vi tager stilling til processen, kan sådanne interesser nemt forbigås. 

De fleste af os ønsker nok en studieordning, der lader de studerende fordybe sig, mindsker stress og sikrer, at vi møder hinanden i løbet af semesteret i mindre hold. En realisering af dette bliver nemmere, jo flere studerende vi samles om målet. 

Hvor blev vores feedback af?

Mange af os ventede forgæves denne vinter på feedback for vores eksaminer, og i starten af semesteret udmeldte instituttet så, at feedback fremover kun tilbydes studerende, som har fået karakteren 4 eller derunder. Denne beslutning skyldes også besparelser. Psykrådet vil selvfølgelig kæmpe for at genvinde feedback således, at vores uddannelseskvalitet sikres. 

Medindflydelse og ansættelse af ny institutleder 

Sidste semester havde Psykrådet fokus på, at de studerende skulle have mere indflydelse på ansættelser på instituttet. I ansættelsesudvalget af en ny institutleder har en studerende, som sad med til Psykrådets sidste generalforsamling, haft indflydelse på jobopslag og udvælgelse af kandidater. Men vedkommende har siddet som ene studerende i udvalget og samtidig haft tavshedspligt. Som helt almindelig studerende har man brug for sparring i sådanne svære beslutningsprocesser. I forlængelse af Psykrådets fokus på medindflydelse i efterårssemesteret, kæmper vi fortsat for, at studerende i ansættelsesudvalg kan have reel indflydelse. På Psykrådets initiativ er der lagt op til, at vi på tværs af SAMF-uddannelserne stiller krav om bedre studenterrepræsentation i ansættelsesudvalg. 

Imiddlertid afslørede instituttet i slutningen af februar, at vores nye institutleder bliver Vibeke Koushede fra SDU, som har en tværfaglig profil, er uddannet jordmoder og har forsket i folkesundhed og trivsel. Psykrådet ser frem til at samarbejde med den nye institutleder, hvor der fortsat vil blive kæmpet for vores vilkår som studerende på psykologiuddannelsen. 


Screenshot 2020-04-06 at 12.33.25.png
Screenshot 2020-04-06 at 12.33.46.png
Screenshot 2020-04-06 at 12.33.33.png

Psykrådet opstiller studenterrepræsentanter til Studienævnet, som vælges ved Universitetsvalget hvert efterår. Studienævnet blev dannet efter studenteroprøret i 1968, og halvdelen af medlemmerne (og dermed stemmerne) udgøres af studerende. Det er Studienævnet, der står for uddannelsens udvikling samt kvalitetssikring. De studerende i Studienævnet repræsenterer Psykrådets holdning. 


Screenshot 2020-04-06 at 12.33.38.png

Psykrådet opstiller også en repræsentant til Akademisk Råd, der rådgiver dekanen (lederen af fakultetet) i hans beslutninger. Repræsentanten videregiver de studerendes holdninger og opdaterer dekanen på det, som rør sig blandt de studerende. 

Psykrådet er et fagråd under studenterrådet. Studenterrådet er en samlet instans for alle de forskellige fagråd på KU samt øvrige faglige foreninger, og opstiller to repræsentanter til universitetsbestyrelsen, der har indflydelse på beslutninger, som gælder hele Københavns Universitet og dermed alle fag.