Et udvekslingsophold i Sydney

Tekst of foto af Emma Elise Møller, stud.psych.

Da jeg ankom til Sydney Airport i midten af juli, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle forvente. Jeg havde ingen særlige idéer om, hvad jeg ville med mit udvekslingsophold udover en forestilling om frihed. Dertil havde jeg en ydmyg forhåbning om at komme et skridt nærmere en forståelse for den verden, vi lever i. At netop Sydney blev destinationen, skyldtes en kombination af matchende undervisningsbeskrivelser og øvrige tilfældigheder, som opstod, da jeg i efteråret banede mig vej gennem ansøgningsprocessens mange åbne og lukkede døre. Når jeg nu kan gøre status over mine seks måneder under solen, er det med et lidt vemodigt smil på læben. En periode, som føltes central i det samlede billede, er forbi, og hjemme på Amager synes regnen ingen ende at ville tage, mens jeg langsomt finder mig til rette i hverdagens rutiner.

Det var vinter, da jeg ankom til Australien, men så man op mod Operahusets hvide sejl og lod sig indhylle i den spæde formiddagssol, var det ikke til at mærke. Sydney er en stor by. Australiens største, med et befolkningstal, der nærmer sig Danmarks. Jeg fulgte menneskemylderet og lod undergrundssystemet vise vejen rundt til byens mange knudepunkter.  Efter en uges tid, fandt jeg mit hjem i en lille skæv lejlighed nær Bondi Beach. Mit værelse var umøbleret, men her var kaffe på kanden, og to ivrige piger fra New Zealand, som kyssede mig på kinderne og lovede ”a taste of Australias real life Baywatch”.

Mit valg af universitet var faldet på Macquarie University, et forskningsuniversitet beliggende en times tid i tog fra Central Station. Her er en tredjedel af de studerende internationale, og det brede udvalg af studieretninger er samlet på én stor campus. Det var derfor en broget forsamling af spændte nye studerende, der, ligesom jeg selv,, forsøgte at finde ro på klapsæderne i salen, hvor velkomstceremonien blev afholdt. Orienteringsugen var spækket med begivenheder, som skulle besvare alle de spørgsmål, der summede som fluer imellem os. En fyr fra mentorordningen viste sig på scenen. Han spejdede ud i salen og nikkede energisk, mens han opfordrede os til at tage til ’trivial night’ og til den obligatoriske ’sausage sizzle’. Desuden ville eftermiddagen byde på ’ice breakers’ i U-baren, som en oplagt kur mod den fomo, der sikkert allerede havde manifesteret sig. Sådan gik den første uge med at stå glade og anspændte i små klynger og vente på, at nogen kom med en kæk bemærkning eller førte an mod det næste punkt på programmet. Der skete et betydeligt boom i kontakterne på min Whatsapp, og snart var orienteringsugen forbi. Campus blomstrede op, da alle de øvrige studerende sluttede sig til os i kaffekøerne og på græsplænerne, mens vores små udvekslingsfællesskaber delte sig og fandt fodfæste i hverdagen.

At være studerende på Macquarie University er på mange måder anderledes, end fordybelsen i grågrønne kompendier og de kritiske diskussioner, som vi kender fra undervisningen på KU. Min oplevelse af studielivet i Sydney taler ind i en debat om modernisering, digitalisering og kan nok desværre også henvises til trusler om sparekniven. Jeg var hjemmefra blevet forberedt på, at de større engelsksprogede universiteter kunne byde på ensporede undervisningsformer, et lavere fagligt niveau, samt en mere praksisorienteret tilgang til psykologien. Det overraskede mig imidlertid, da der efter et par uger tegnede sig et billede af en tilgang til forelæsninger, præget af en mangel på menneskeligt nærvær og kontakt. Med undtagelse af dét af mine fag, hvor der var mødepligt til forelæsningerne, var vi ganske få fremmødte, som skulle bidrage til det læringsrum, som en forelæsning kan udgøre. De øvrige studerende benyttede sig af muligheden for at streame forelæsningerne hjemme fra sofaen. Hvis du spørger mig, stiller dette store krav til forelæserens formidlingsevner. Den gode forelæsning synes typisk drevet af, at forelæseren kan mærke rummet, aflæse ansigtsudtryk og tilpasse sin envejskommunikation til situationen. Hjemvendt, kan jeg derfor kun værdsætte selskabet affra mine medstuderende til forelæsningerne, mens jeg bekymrer mig for en udvikling, som måske effektiviserer, men samtidig forekommer fremmedgørende. 

En af de ting, som gør et udvekslingsophold særdeles anbefalelsesværdigt, er muligheden for at prøve kræfter med andre fagområder, perspektiver og undervisningsformer end dem, som studieplanen dikterer. En anledning, som jeg benyttede mig af, da jeg erstattede klinisk psykologi med Illness and Healing, der indførte mig i den medicinske antropologi, kombineret med faget Delusions and Disorders of the Mind and Brain. Derudover tog jeg faget Gender, Crime and Violence, hvilket gav mig et indblik i kriminologiens kønsmæssige aspekter , og viste sig, at være særdeles aktuelt i sin berøring af emner som migration og radikalisering. Læsebyrden var mindre, end man kender den fra KU, men fremmødepligt til holdundervisning og en naturlig nysgerrighed bidrog til min oplevelse af, at have en bredere faglighed med hjem i baggagen.

Som dagene blev lysere, og forår blev til sommer, lakkede udvekslingssemesteret mod enden. Jeg var efterhånden så hjemmevandt, at jeg kunne vise de forvildede turister på rette kurs. Jeg havde fundet min plads under palmerne, i de britiske terrace houses og i dén sammensmeltning af kulturer, som prægede bybilledet. Dertil kommer, at jeg havde fundet mig et arbejde på den lokale kaffe- og juicebar et stenkast fra Bondi Beach, hvor jeg snusede til surferlivet, uden selv at svinge mig op på brættet. I mit tilfælde, havde et socialt tilhørsforhold hurtigt manifesteret sig udenfor universitetets ellers mange initiativer og foreninger. Da jeg satte det sidste kryds i den afsluttende multiple- choice- test, føltes det derfor ikke som en afslutning, men som en begyndelse på et nyt kapitel af min udforskning af landet down under. Jeg forlængede opholdet med et par måneder, som blandt andet bød på en road trip langs østkystens smukke sandstrande, lange danseaftner på en festival i rural Victoria og en hot summer Christmas, ikke mindst.

Til dig, som sidder med en snert af udlængsel i maven og . eEn lyst til nye perspektiver på tilværelsen eller på psykologien:. Jeg kan kun opfordre dig til at komme afsted på udveksling. Det er bestemt ikke nemt at blive rykket op med rode, men spørger du mig, er det det hele værd.