NORMALT HOLDER JEG OP MED AT LYTTE, HVIS FOLK STIKKER MIG EN FUCKFINGER, MEN AMINA ELMI ER UNDTAGELSEN

Anmeldelse af Barbar [TAVSHEDENS OBJEKT]

Af Iben Berndt, stud.psych.

Illustration af Maja Koch Nielsen, stud.psych.

Jeg har aldrig set fuckfingeren som et synderligt konstruktivt, dialogskabende middel, men i sin debutdigtsamling Barbar [TAVSHEDENS OBJEKT] formår Amina Elmi alligevel på original vis at forvandle I-don’t-give-a-fuck-symbolet til en fornem håndsrækning, man som læser har lyst til at tage imod. Hun er eftertænksom, tydelig, fri af undskyldninger. Elmi ønsker ikke at være tavs. Hun tager med rungende kraft sin plads, og hun ved præcis, hvordan man forvandler en læser til en lytter.

Europa forstod flygtningen da flygtningen var europæeren,  

her er min nedarvede hukommelse,

og her er endnu en fuckfinger 

(s. 11)

Sproget er gennemført, enkelt og skarpt. Jeg vil sågar påstå, at hun efterlader sin læser med indtryk, der sætter sig som små, permanente mærker. Flere gange tog jeg mig selv i at stoppe op og lægge bogen fra mig for at bearbejde dét, jeg netop havde læst. Der er en eksistentiel tyngde og transgenerationel dybsindighed i hendes digte, og jeg følte mig nærmest tvunget til at se på mig selv udefra. Jeg kan bedst beskrive det således; Elmi giver sin læser et ekstra sæt øjne at se verden med.

identitet er en myte 

vi har ingen navne, ingen stemmer, intet liv 

der ikke afspejler hinanden 

jeg rækker ud til dig jeg skælder ud på 

(s. 105)

Hun jonglerer store følelser såvel som anklager med et humoristisk tvist og kæder det symbiotisk sammen, når hun berører både sorg, fremmedgørelse, religion, fællesskab og forelskelse.

( … ) og når aftenen er slut, siger de, sikke nogle fantastiske samtaler. 

Man kan kun savne Kierkegaard som efter sådanne selskaber ville skyde knoppen af sig selv. 

(s. 93)

Og netop humoren balancerer fortrinligt resten af digtsamlingen, der også rummer stor sørgmodighed. En sørgmodighed, der for mig fremstår som et livsvilkår på samme vis som dét faktum, at vi altid fødes ind i en familie, der har eksisteret forud for os, og som er med til at skabe vores identitet, før vi trækker vores første åndedræt.

blev jeg opfostret af kvinder som hånddekorerede rum 

hvor deres egen refleksion

i spejlet kunne være til 

hvad kalder de mig? 

ved navnet på dette sted eller ved mit eget eller min stammes? 

(s. 32)

Jeg får også lige lyst til at fremhæve min egen personlige favorit, som ganske enkelt ikke kan læses nok gange.

Vold står til i tavsheden, og jeg prøver at fylde hullerne ud. Det føles som

at genskabe et billede jeg aldrig har taget. 

Et sted i fremtiden, står dette billede tilbage. 

(s. 91)

Konklusionen herfra er altså; du kan trygt samle denne debutdigtsamling op, der uden tvivl (jeg er i hvert fald ikke i tvivl) er din tid værd – og mere til. Og inden du forlader mig, vil jeg slutte med en opfordring,

Jeg vil have at min nekrolog skal indeholde, ”hun levede sine stilheder højt” 

(s. 116)

Gør som Elmi, lev dine stilheder larmende højt. Og giv nogen en fuckfinger, når de fortjener den.

***

Amina Elmis debut, Barbar [TAVSHEDENS OBJEKT] udkom d. 17. august 2023 på Gyldendal. Få uger efter udgivelsen, blev den solgt til forlag i hhv. Norge og Sverige.