Natur, ”natur”, naturalisering, naturliggørelse og naturlighed

Af Zacharias Dyrborg, stud.psych. 

Hvad er natur? Hvad er naturligt? Og hvorfor ender jeg altid med at være kritisk (når det bare kunne handle om solskin og bøgetræer)?  

Jeg elsker naturen. Eller i hvert fald at læse om naturen. Jeg kan faktisk ikke særlig godt lide insekter eller spindelvæv. Jeg har det nok bedst i den slags natur, som er menneskeskabt. Dyrehaven eksempelvis; et velfriseret parforcejagtlandskab, hvor hjortene bliver fodret og alt er tilpasset os mennesker – det er sgu dejligt. Altså det er jo ikke rigtig natur, men det kan næsten føles sådan, når man er vant til at færdes på Vesterbro, og når bedene på CSS normalt er det indspark af natur, man får i hverdagen.  

Men natur er et svært begreb. Den danske filosof Hans Fink har forsøgt at indkapsle de mest gængse naturforståelser i syv forskellige kategorier – alt efter hvor meget de omfatter. Fra Det uberørte (som ikke rigtigt findes længere – da der selv på de dybeste havbunde er plastik og luften altid er forurenet) til Det vilde, Det landlige eller Det grønne (altså planterne – som godt kan stå i byen og stadig være natur). Finks naturkategorier kan sågar dække over Det fysiske, Det jordiske eller Det hele, hvis man har lyst til at være meget inkluderende i sin opfattelse af naturen. Men det er problematisk, at ingen er enige om, hvad vi snakker om, når vi snakker om natur. Det er også derfor, jeg har overstreget ordet. En lille finte den kære Jaqcues Derrida videreudviklede fra den mindre kære og lidt nazistiske Heidegger. Ved at overstrege ord kan man placere dem sous rature (under slettelse). På den måde kan man (pryde sig med lånte fjer, være lidt intellektuel og) gøre opmærksom på ord der er utilstrækkelige men uomgængelige . Natur er et svært ord, der giver anledning til at tale forbi hinanden. Selv hvis vi opdeler det i syv eller flere kategorier er det uundgåeligt at vi misforstår hinanden, og selv med den viden er det umuligt for mig ikke at bruge det.  

Naturliggørelse - ikke natur 

Som Derrida er citeret for at skrive, så ”Findes naturen ikke. Kun naturliggørelse og unaturliggørelse” (Da jeg ikke kan fransk, er vi ude i min oversættelse af en oversættelse). En simpel pointe om, at begrebet og forestillingen om, hvad der er natur eller naturligt i sig selv, er menneskeskabte kategorier. På samme måde som man kan inddele i syv gængse natursyn, de fleste kan genkende, er der ikke noget naturligt ved kategorien natur eller ordet naturligt. Og især i ordet naturlig ligger der en diskursiv magt, som kan affeje alle andre argumenter. Ved at naturliggøre et koncept – lige meget hvor menneskeskabt idéen er – kan man ikke længere argumentere imod det. Mette Frederiksen kan forsvare sin brug af sociale medier som naturlig, Anders Fogh har kaldt skabelsen af Israel såvel som, at folk med god økonomi og nyt køkken vil have højere service i den offentlige sektor for naturligt. Eller helt lokalt har ledelsen på psykologi kaldt pensum-udviklingen ’helt naturlig’. Det bliver en form for ikke-argument, som man ikke kan stille sig kritisk overfor. Det naturlige kan man jo ikke ændre. Det ligger vel et sted i vores gener at være mere kritiske, når vi også har nyt køkken, eller at ikke-refleksiv, kvantitativ forskning er bedre, hvis det er det, som amerikanerne med de flotteste tidsskrifter godt kan lide. Det bliver ikke meget mere kulturligt og menneskeligt end pensumtekster, sociale medier og HTH-køkkener. Og ikke at der er noget galt med kultur, men at naturalisere det kræver virkelig en bred naturforståelse - og så taler man nemt forbi hinanden. Det ’naturlige’ bliver brugt som en stærk fortælling, hvor det meste kan naturliggøres og derfor hæves over en diskussion eller beslutningsproces – og det på trods af, at vi selv frit beslutter, hvad der er natur.