Med hele mig - Glenn Bech om at formidle det personlige i spændet mellem den kunstneriske og psykologiske erfaring

Interview med forfatter og psykolog Glenn Bech

Af Hannah Kazmi Høgsbro, stud.psych. Illustration af Ursula Teodora Moeran, stud.psych.

GLENN BECH er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet i 2017 og forfatter fra Forfatterskolen i 2019. For et år siden debuterede han med romanen ”Farskibet”, der har høstet store roser af en bred anmelderskare, foruden en række nomineringer og litteraturpriser. Romanen er selvbiografisk og tager udgangspunkt i det tomrum, familien efterlades med efter faderens pludselige selvmord. Med dette afsæt favner romaen temaer som sorg, alkoholisme, klasser og køn, og efterhånden tegnes et særligt mønster mellem disse centreret om giftig maskulinitet – en problematik, som Glenn Bech beskæftiger sig med både i skriften og som psykolog. Indput har talt med ham om hans oplevelse af, hvordan psykologien og kunsten både informerer og modarbejder hinanden og om at stå med et ben i begge fagfelter. 

Glenn Bech er gået hen og blevet syg med feber, så hvad der skulle have været et møde i hans lejlighed, bliver til et møde gennem en telefonforbindelse. Faktisk har han været lidt småsløj i et par måneder, hvilket muligvis også kan skyldes mere end bare en vintersnue, for det har været en rigeligt kalendermættet tid. Siden han udgav sin debutroman i 2021, har han været en eftertragtet person, og som han selv siger: ”Jeg er så skideeksponeret, jeg er jo fandme overalt lige nu,” med et hørbart glimt i et formentlig feberblankt øje. Glenn Bech arbejder da også både som psykolog i egen praksis, som udøvende forfatter og som redaktør på forlaget Basilisk foruden at være kulturskribent, underviser og medmenneske, som det fremgår af hans hjemmeside. På den måde er både psykologien og kunsten en fast del af Glenns Bechs hverdag og virke. Han oplyser mig om en vasketid, som må blive interviewets deadline denne solrige mandag formiddag, hvor jeg sidder foran vinduet med en hånd over den 552-siders store debutroman og en kop kaffe, som, skal det vise sig, vil nå at blive kold, før jeg kommer i tanker om den igen.  

 Den kunstneriske erfaring for mig er meget intim. Jeg er ret tit sådan helt nøgen bagefter og har virkelig brug for en krammer og for at dele det med nogen, fordi det nærmest kan være så religiøst. Ikke sådan traditionelt religiøst, mere sådan naturreligiøst, humanistisk religiøst, en følelse af dyb forbundethed med alt. 

Kunsten som en intim erfaring der kræver et kram 

Til spørgsmålet om, hvad kunsten egentlig er, svarer Glenn nøje og koncist begrebsafklarende:  

- Den kunstneriske erfaring og oplevelse er ikke målbar. Det er måske det smukkeste ved kunst, synes jeg. Den kan have alle mulige funktioner, hvis man snakker på et funktionsniveau: Man kan spejle sig i den og føle sig set. Den kan også være politisk og problematisere regeringer og skabe opmærksomhed på et emne. Man kan også bruge den terapeutisk i en behandlingssituation, en interventionsmetode, tænker jeg. Den kunstneriske erfaring for mig minder meget om at se en solnedgang, hvor farverne i aften er lidt nogle andre, end de var i går. Måske jeg har en person med, som jeg oplever det sammen med. Den kunstneriske erfaring for mig er meget intim. Jeg er ret tit sådan helt nøgen bagefter og har virkelig brug for en krammer og for at dele det med nogen, fordi det nærmest kan være så religiøst. Ikke sådan traditionelt religiøst, mere sådan naturreligiøst, humanistisk religiøst, en følelse af dyb forbundethed med alt. Og den oplevelse kan man jo ikke dele. Med empati kan vi prøve at give et billede af, hvordan det ser ud inden i os. En komplet kopi af vores neurosignalforbindelser kan vi ikke overføre til hinanden, så det er jo også en påmindelse om, at vi er født alene, og at vi skal dø alene. 

Til spørgsmålet om hvad der gør kunsten særligt vigtig for psykologien eller omvendt, fortæller Glenn, at han har hørt om en prøveordning på medicinstudiet, hvor de studerende læser skønlitteratur for at styrke deres empatiske evner:  

- Hvilket man har fundet ud af – surprise – er en kæmpe del af lægens opgave; det at forstå andre mennesker. Det tænker jeg er en rigtig god ide, fordi det at læse en bog også handler om at sætte sig ind i, hvad det er for en stemme, der taler, og hvad det er for nogle perspektiver, der bliver talt fra. Hvad er det for nogle personer, og hvad er deres virkelighed udgjort af? Hvordan minder det om ens egen, og hvordan gør det ikke? Hvis man går den lige vej i livet fra at have læst Statskundskab, som er det studie i Danmark med lavest social mobilitet – hvilket i sig selv er virkelig skræmmende, når nu det er vores folkepolitikeres rugekasse - og aldrig har været eksponeret for andre mennesker, aldrig har været sådan nogle steder som Lolland og Horsens, og så pludselig har en magt i samfundet og skal til at træffe beslutninger og love, der involverer en hel masse mennesker, man ikke har nogen ide om, hvem er, i sådanne tilfælde tænker jeg virkelig, at litteraturen er eller potentielt kunne være altafgørende. Det er simpelthen i forhold til repræsentation, empati og skønhed. 

Glenn peger desuden på et par fordele ved at komme fra psykologistudiet i forhold til at skrive. At kunne skildre personers replikker og følelser nogenlunde realistisk for eksempel. At have tilegnet sig akademiske redskaber, der vedrører at kunne analysere kompliceret tekst, abstrahere over teorier og begreber, sætte dem i perspektiv overfor hinanden, ser han ligeledes som gode egenskaber i forhold til at skrive.  

- Når du skriver, så trækker du på alt, hvad du er, og det du er god til i livet, det er også vigtigt at hive frem på den måde, du skriver. Det er muligvis en lidt gammeldags holdning, men det er jo vigtigt at eksponere sig selv overfor alle mulige ting i livet. Altså du kan godt skrive om en eventuel tur ned gennem Østeuropa, selvom du ikke selv har været på den, men hvis du har været på den, så giver det noget andet.  

 Det var retraumatiserende at skrive om de her ting. Det var at åbne op for det værste, jeg havde oplevet og så sidde med det helt alene og blive helt overvældet både følelsesmæssigt og kropsligt. Jeg vil slet ikke anbefale nogen at kaste sig ud i det uden sideløbende professionel hjælp.

Skriften som både terapeutisk og retraumatiserende 

Glenn Bech er født og opvokset i Horsens, og der er man ikke homo, eller det kan være farligt i hvert fald, fortæller han. Han beskriver, hvordan han stille og roligt på universitetet begyndte at gå i byen, hvilket tog til, da han efterfølgende flyttede fra Aarhus til København. Da ramtes han af en følelse af at være ’gay with delay’, hvilket dækker over en følelse af at have afskrevet sig selv fra en del af sit liv, som man ikke har kunnet være i kontakt med på grund af den vold og udskamning, der følger med at være homoseksuel. Derfor har han på det seneste læst en del ’young adult’-litteratur, som han beskriver som: ”sådan gymnasie- eller homobøger, hvor de loller rundt og spiser is og der er klikedrama”, hvilket har resoneret med noget, han har haft brug for som en slags kompensation. 

Jeg spørger ind til, om man kan tale om, at han har valgt at bearbejde sin sorg gennem kunsten. 

- Det er skørt med sådan noget sorg. Jeg vidste jo ikke rigtigt, at det var det, jeg gjorde. Altså jeg har været i sorg, og så har jeg været det menneske, jeg er, men jeg har ikke tænkt: Nu bearbejder jeg lige min sorg med kunst. Det var den bane, jeg blev ledt ind på, og der spiller det nok en stor rolle, at jeg var i sorg. Flere gange i mit liv, både på psykologistudiet og i andre sammenhænge manglede jeg simpelthen en mening med det hele, og for mig var det forbundet med en dyb ensomhed og fremmedgørelse overfor mine venner og omverden. Det handlede både om seksualitet, men det handlede også om de ting, jeg havde oplevet som barn, og hver gang jeg fik de her kriser i mit liv, begyndte jeg at skrive og vendte ligesom hele tiden tilbage til at skrive på den her bog. Jeg tænker, at jeg ikke havde noget valg; hvis jeg skulle blive fri af den der fodlænke, så var jeg nødt til at få skrevet den. 

Glenn fortæller, at han både går i egenterapi, får supervision og går i familieterapi med sin mor hver tredje måned. Noget han er stolt af, og som han smågrinende fortæller at snakke ganske højt om. Jeg spørger ham, hvad han forestiller sig, at litteraturen har kunnet for ham, som terapi ikke alene har kunnet. 

- Det, der virkelig har hjulpet, er psykologhjælp og kæreste og venner. Foruden min psykolog havde jeg ikke kunnet skrive min bog. Det var retraumatiserende at skrive om de her ting, det var at åbne op for det værste, jeg havde oplevet og så sidde med det helt alene og blive helt overvældet både følelsesmæssigt og kropsligt; kroppen blev helt bukket sammen og lammet. Jeg vil slet ikke anbefale nogen at kaste sig ud i det uden sideløbende professionel hjælp. Så måske er det, litteraturen kan, at hvis vi føler os alene med et eller andet, vi har oplevet, det være sig køn, seksualitet eller dødsfald, så ligger der formentlig en bog til dig, som du kan føle dig spejlet og set i, og foruden den bog er der måske også et miljø, som du kan tale med, og som kan anbefale dig, hvad du så kan gøre.  

Den retraumatisering, du beskriver, er jo meget interessant i forhold til den ellers udbredte ide om, at det at skrive i sig selv kan have en healende effekt. 

- Det er på en eller anden måde lidt for simpelt at tale om, hvorvidt det at skrive virker terapeutisk eller ej. Jeg tror, det handler meget om, hvordan og hvad du skriver om. Hvis du går ind til det og samtidig er helt alene med dine traumer, som jeg var, eller hvis du har spændt for din bog, at den skal redde dit liv, og du skal finde anerkendelse i verden qua, at du er en dygtig forfatter, så tror jeg ikke, det er en god måde. Men jeg tror på, at det virkelig kan hjælpe og have en healende effekt, hvis du går i en skrivegruppe og mødes med folk, hvor I taler om det. 

Glenn overvejer, hvorvidt den terapeutiske effekt også handler om, hvilke diagnoser der er tale om og fortæller, at han i forbindelse med sin specialeskrivning læste en del om, hvorvidt skriften virkede terapeutisk. Han nævner et forsøg med kræftpatienter, hvor man fandt, at skrivestrategier forbundet med at klare sig mindre godt indebar at dvæle ved traumerne og vende positivt til negativt, mens dem der klarede sig bedre, fik noget positivt ud af en neutral situation og bevægede sig videre fra traumerne i skriften. 

 Hvad angår den psykodynamiske neutralitet, som mange psykodynamikere bruger i deres terapi, så er det tog jo kørt for mig, det får jeg aldrig. Når du googler mit navn, får du alt muligt frem om mig. Den neutralitet kommer jeg aldrig til at kunne arbejde med terapeutisk.

At være selverklæret klassekampskriger for nogen, der ikke læser kampen 

I forlængelse af hvordan du bruger din psykologerfaring i din skrivepraksis, så kan man vel godt tale om, at den opbrudte, fragmentariske struktur i Farskibet på en eller anden måde afspejler den tilstand, du forsøger at beskrive. Vil du fortælle om, hvordan du har brugt din psykologerfaring til at portrættere det her forsøg på at afdække fortrængte erindringer?  

- Jeg tror, jeg har anlagt en oplevelsesorienteret psykoanalytisk tilgang overfor mig selv. Mine traumer og barndomserindringer er et ungt minde, og så har jeg sat mig selv ind i mindets scene og spurgt mig selv: Hvad ser du, hvad lugter her af, hvor er din bror, hvor er mor, hvad kunne de sige? Altså de her fem ting sker faktuelt, men hvad sker der rundt om? Opdage hvor du så bliver ført hen. På den måde bliver meningen, hvordan du fortolker dine egne erfaringer og oplevelser af verden. Det er jo ikke en metode, der beskæftiger sig med objektiv, journalistisk faktaskrivning, men den er mere orienteret mod, hvad sammenhængen mellem erindring og følelse er, mod hvordan mening skabes. 

Din skrivemetode kunne for mange andre også have været et forarbejde til at nedskrive et tilgængeligt narrativ. Vil du fortælle om, hvorfor du har valgt at være så transparent i din proces med at tilgå traumerne? 

- Jeg har læst meget erindringslitteratur, og den er typisk mere formfuldendt. Der kan fortælles med overskud og sproglig elegance og på en måde, hvor man kan bevare overblikket og lande ved en indsigt, hvor læseren føres igennem. Det prøvede jeg på, men da jeg havde den ambition, følte jeg, at jeg ikke kunne skrive om noget som helst. For virkeligheden var, at hver gang jeg satte mig for at skrive om det her stof, så blev jeg grebet af forskellige følelser fra gang til gang, og når jeg prøvede at forstå en følelse, så opdagede jeg en ambivalens; der er fem følelser indeni her, der er alle mulige billeder, der fører mig alle mulige steder hen. Og så var jeg endt nede i et hul.  

Glenn sammenligner det med kuglespillet med træhåndtag i siden, hvor man skal få en kugle igennem en labyrint, uden den falder i hullet, og fortæller, hvordan han bare faldt ned i det hul, hver gang han prøvede at skrive på den måde, og derfor til sidst måtte overgive sig til en anden form. Jeg tænker højt, at det han beskriver som en overgivelse, er at give læseren et gavmildt indblik i processen og i den erfaring, at der ikke findes nogen objektiv fremstilling af erindringen. At det vel er en måde at være ydmyg over for erindringen på. Det resonerer hos Glenn, der tilføjer:  

- Man kunne jo også kalde det en skriveøvelse eller et forfatterskoleeksperiment, hvor jeg hægter alle mulige læsere af, fordi jeg skal være artsyfartsy, men at være ydmyg over for erindringen, det rammer helt præcist sådan, som jeg selv har det. 

Er du blevet mødt af, at din skrivemåde er forfatterskoleelitær? 

- Ja for pokker.  

Hvad tænker du om kritikken? 

- Det kommer an på, hvordan man ser det; hvis det er en oplyst anmelder, der siger det, så synes jeg, at det er noget arrogant pis at fyre af. Men hvis det er et menneske af folket, og vedkommende står af i bogen, fordi den er for svær, så forstår jeg det fandme godt, for den er rigtig svær. Beklager at jeg ikke gjorde den mere tilgængelig, jeg vil jo gerne læses bredt. Men den er blevet, som den er blevet, af en grund, og jeg skal ikke retfærdiggøre, at den er, som den er. Jeg havde en periode, hvor jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lægge et bogmærke ind på første side, hvor der stod noget med: ’Bare lige kom igennem første del af bogen, så bliver den god’. Det havde jeg overvejet, men jeg spurgte ikke min redaktør i sidste ende. Det havde jeg nok heller ikke fået lov til. Det er jo et paradoks, at jeg er en selverklæret klassekampskriger, men at dem jeg skriver for, ikke rigtig kan læse, hvad jeg skriver, griner Glenn. 

Når du beskriver dette Horsens-miljø, som kan forekomme nærmest fantasifuldt for kultureliten, etablerer du jo en forbindelse mellem to på mange måder fra hinanden isolerede miljøer. Man kan vel tale om flere kampe; først må man skabe en forbindelse, fortælle om et problem, og dernæst er der en kamp om at inkludere netop det folk, du skriver fra eller om. Eller skal litteratur være mere inkluderende? 

- Jeg har ingen holdninger til, hvad man skal skrive om, eller hvad litteratur skal være. Man skal selvfølgelig ikke være idiot, man skal ikke undertrykke mennesker og reproducere racisme og homofobi. Men jeg kan godt lide din inddeling af kampen. Der er jo flere niveauer. Der er et aktivistisk projekt i at råbe beslutningstagerne og meningsdannerne op; det lag af samfundet, aviserne, fagforeningerne og akademikerne. Og så kunne det da være sjovt også at overveje, hvordan jeg… Altså der findes formentlig nok en masse bøger, som folket godt kan lide at læse. Men skal de ikke også læse andet end krimier og romcom [romantiske komedier, red.]? Kunne det ikke være fedt, hvis der var flere bøger, der både blev regnet for at være god og fin litteratur, og hvor folket også kunne se sig selv i dem? Det kunne da være et virkelig prisværdigt projekt.  

’Det har været vanskeligt for mig at være psykolog i min kunstnerverden og omvendt’  

Vil du fortælle lidt om, hvordan bruger du din kunstnererfaring i din psykologpraksis? 

- Jeg har ofte prøvet at anbefale en klient en bog, som jeg har tænkt, at vedkommende bør læse. Mange af mine klienter er selv på venstrefløjen, eller også har de læst min bog og haft en lignende opvækst, eller også er de kunstnere eller LGBT-personer. Der er noget i forhold til, at de kan se sig selv i mig, som de ikke kan få øje på i andre psykologer, som måske mere repræsenterer borgerskabet. Hvis du går ind og kigger på psykologhjemmesider, hvem der f.eks. praktiserer i København, så er det typisk meget lækre hjemmesider og skjorte og flot hår og smukke mennesker og sådan noget – og det har jeg ikke nogen holdning til - men så kommer jeg og er aktivistisk omkring de her ting og kører med differentieret prissætning og bruger meget af mig selv i det hele og kommer fra et andet sted og er bare sådan lidt skæv på mange måder. Så i forhold til hvordan jeg bruger det at være kunstner i min praksis, så er det måske det, at jeg bruger hele mig, og det er nok ret nyt i vores verden.  

Når jeg spørger til, om der er nogen steder, hvor Glenn føler, at hans kunstnererfaring og psykologerfaring dissonerer, fortæller han både om at skulle være forsigtig med ikke at komme til at analysere eller psykologisere karaktererne i sin bog, og om helt lavpraktisk at skulle huske at anonymisere til uigenkendelighed, hvis han taler om sin praksis i medierne. Efter en kort tænkepause udbryder han pludseligt: 

- Wauw, nu kommer det til mig, og det her er meget, meget vigtigt: Det har været så svært for mig at være psykolog i min kunstnerverden og omvendt. Det har faktisk været rigtig svært. For som kunstner kan jeg godt dyrke det grænseløse, det destruktive og de kritiske ting, og så har jeg forfattervenner, der skriver: ’Ej hvor går det godt for dig, hvor er du dygtig’, mens jeg så kan få en besked fra en psykologkollega, som er lidt bekymret for, om jeg passer godt nok på mig selv, om jeg er robust nok. Psykologer er så skidegode til at passe på sig selv, de tør ikke udtale sig om ting i offentligheden, og mange er dem er også bare helt vildt sunde, altså gode til at leve bag deres grænser og sådan. Jeg kunne godt forestille mig alle mulige psykologkollegaer se lidt skævt til mig og tænke: ’Okay, ham der må være lidt syg, lidt grænseløs, lidt selvudleverende, er det helt sundt?’. Måske er det bare et blik, jeg har på mig selv. Og hvad angår den psykodynamiske neutralitet, som mange psykodynamikere bruger i deres terapi, så er det tog jo kørt for mig, det får jeg aldrig. Når du googler mit navn, får du alt muligt frem om mig. Den neutralitet kommer jeg aldrig til at kunne arbejde med terapeutisk. Omvendt kan jeg også møde stigma fra kunstnervennerne, hvis jeg på en eller anden måde fremstår opbyggelig og borgerlig, velfungerende og konstruktiv. Hvis jeg nu skrev et essay om, hvad ved jeg, sundhed under coronakrisen, så ville psykologerne være sådan: ’Ej, hvor spændende’, mens der på den anden side ville være kunstnere, som ville være sådan: ’Borgerlig, sell-out’, du ved. Jeg føler virkelig, at jeg bliver flået i fra begge sider, og jeg har ikke noget andet valg end at være sådan ’rend mig’. Eller ikke ’rend mig’, men du ved. Jeg er bare sådan her, og det kan jeg ikke tænke for meget over, for så bliver man skør. 

Ligesom at stå med et ben i kultureliten og et ben i Horsens. 

- Ja for fanden, det går helt hånd i hånd det der. 

Det blev sidste kommentar, for nu er Glenn Bech allerede sent på den til sin vasketid. Jeg slukker for optageren og misser mod den sol, der er gledet umærkeligt gennem rummet den sidste time, og som nu lander på mine øjenvipper og skaber lyspletter i udsynet. Regnbuefarvede streger i hver plet; øjenvippen dechifreret. Natasja sang: ”I Sudan er jeg en blegfis og i Danmark det sorte får”.  Ligesom Natasja, viser Glenn Bech os, hvordan det er at stå med et ben i forskelligartede miljøer, men også hvad der kan gro op af en sådan blandingsmuld, gødet med hvad, Horsens og København, McDonald’s og kulturelite, kunsten og psykologien.