Krisetider - et filosofisk seminar på Testrup Højskole

Tekst og foto af Amanda Lambæk, stud.psych

En ganske almindelig, grå fredag morgen i januar efterlod jeg post-nytårs-fornemmelser og eksamensspekulationer i København for at tage på højskoleeventyr lidt uden for Århus. Her slog Testrup Højskole for 28. gang dørene op for et filosofisk seminar, denne gang med overskriften ”Krisetider”. Indput bringer her en mini-reportage fra højskoleopholdet, hvor omtrent hundrede filosofinysgerrige sjæle fra hele landet var samlet i en uge for at gå på opdagelse i både krisens og højskolelivets potentialer.

Krisen er tænkningens begyndelse

Omkring klokken 15 fredag eftermiddag forlod bussen Århus C. Jeg havde placeret mig på en af de bagerste rækker, hvorfra jeg henover de småslidte bussæder fik øje på hårtoppe i primært hvide og grålige nuancer. Deriblandt sad enkelte unge på min egen alder og gloede rundt på de hvidhårede, som kiggede lidt spørgende tilbage. ”Skal vi samme sted hen?” virkede til at være spørgsmålet på alles læber. Efterhånden som storbyens travle gågader blev skiftet ud med landlige omgivelser, og bussen til sidst standsede foran Testrup Højskole, stod det klart, at vi på trods af den relativt store aldersspredning alle var i samme båd, hvad angik den næste uges tid.

Højskolen, som blev grundlagt i 1866 af Jens Nørregaard, emmede af historie fra det øjeblik, vi trådte ind på gårdspladsen, hvilket husmurene med dets indgraveringer fra tidligere elever vidnede om. Der var lys i spisesalen, hvor duften af friskbrygget kaffe og nybagte boller mødte os i døren. Snart fandt folk sig til rette i små grupperinger omkring bordene, alt imens indkvarteringen på sovesalen og i de tilstødende huse fandt sted.

Forsamlingen af forskellige generationer fik mig til at tænke på, at filosofi og måske særligt emnet krisetider taler til et bredt publikum. Måske fordi de fleste kan nikke genkendende til tidspunkter i livet, hvor den normaltilstand, vi ellers intuitivt agerer ud fra pludselig bryder sammen og for en stund tvinger os til at tænke og handle på en anden måde. Det være sig i de hændelsesnære kriser, som er kendetegnet ved en ydre kilde i form af for eksempel sygdom og død, flygtningestrømme og naturkatastrofer, men det drejer sig også om de mere spontane anledninger til kriser, hvor en pludselig eksistentiel angst indtræffer og efterlader os usikre i en tilstand uden en umiddelbar forklaring.

Netop krisen som et grundlæggende eksistensvilkår blev allerede fremhævet i seminarets første foredrag, som havde højskoleforstander Simon Axø på talerstolen. Han påpegede, hvordan krisen uanset anledning og form, markerer et vendepunkt i tilværelsen, som på trods af ofte uønskede begivenheder og vanskelige følelser rummer et erkendelsespotentiale, fordi bruddet med hverdagens kontinuitetserfaringer motiverer til en ny tænkning. På en tavle i foredragssalen tegnede han en linje, hvorefter han med to fingre viskede dele af linjen ud, så der nu dannedes en stiplet linje. Et eksempel på, at livet netop er bygget op omkring både sammenhænge og bruderfaringer, hvor sidstnævnte medfører, at vi må tænke og forme vores eksistens på nye måder som en konsekvens af forandrede livsomstændigheder. Krisen er tænkningens begyndelse hed det sig i folderen til seminaret, hvilket blev en opfattelse, som fik lov at danne ramme for det resterende ophold.

Højskoleboble og rum for refleksion

Højskoleopholdets formelle program bestod af to foredrag om dagen efterfulgt af en samtale med foredragsholderen, hvor kursisterne fik mulighed for at stille spørgsmål og diskutere i fællesskab. En stor del af seminarets foredragsholdere bevægede sig inden for eksistensfilosofiske tænkere såsom Sartre, Heidegger og Kierkegaard, mens andre fandt deres inspiration hos mere nutidige filosoffer eller i samtidslitteraturen. En enkelt gang fik psykologien også plads på talerstolen, da litteraten Lilian Munk Rösing gav os et indblik i Freuds testamente og psykoanalysens etik. Foruden de mange foredrag var programmet fyldt med kulturelle arrangementer med alt fra sangtime og filmfremvisning til operakoncert og udflugt til Moesgaard Museum.

Den grundtvigske tradition var tydelig at mærke, da begyndelsen på hvert foredrag blev markeret med sange fra højskolesangbogen. Selvom traditionen for nogle af os var ny og anderledes, blev fællessangen allerede efter er par dage en uundværlig og selvfølgelig del af opholdet. Det fastlagte program med nøje tilrettelagte kaffe- og spisepauser betød, at de mange valg og krav, som til dagligt møder det moderne menneske, var reduceret til et absolut minimum. Vi gik fra sovesalen til spisesalen for at spise morgenmad, derefter til dagens første foredrag i foredragssalen for igen at gå i spisesalen til formiddagskaffe og tilbage til foredragssalen, og sådan fortsatte det ellers resten af dagen indtil aftenkaffen blev serveret kl. 21.15.

Som dagene gik, begyndte jeg så småt at forstå, hvad der blandt højskoleelever menes, når der refereres til den helt særlige højskoleboble, man bringes i, når man forlader en hverdag gennemsyret af travlhed og tvivl for i stedet at træde ind i et ubekymret og nærværende nu. De skemalagte dage efterlod en befriende fornemmelse og kultiverede et genuint rum for refleksion, hvor idéer og tanker fra oplæggene blev vendt og drejet i efterfølgende snakke under middagsmaden.

Det enestående individ

Blandt de mange interessante foredrag var højskolelærer Christian Hjortkjærs kierkegaardske samfundsdiagnose et relevant indspark, som nok især vakte genklang hos den yngre generation. Foredraget satte fokus på de skam- og utilstrækkelighedsfølelser, som mange, især unge, kæmper med i dag. Følelser som opstår i kraft af nutidens idealforestilling om et enestående og uafhængigt individ, som må håndtere livets udfordringer på egen hånd ved at finde svaret inde i sig selv. Et ideal, som gør det umuligt nogensinde at blive tilfreds med det stykke arbejde, man udfører, og som skaber en opfattelse hos den enkelte om at stå alene med ansvaret for tilværelsens fiaskoer såvel som succeser.

Som foredraget skred frem fik Christian Hjortkjær desuden fremhævet, hvordan vi har bevæget os væk fra et forbudssamfund til i dag at leve i en påbudskultur, hvor der er rigtig meget vi skal, og ikke så meget vi ikke må. Nutidens ideal om selvrealisering er altså ikke et tilbud, men et påbud fra overjeget, som ikke længere repræsenterer en moralsk instans i psyken, men snarere er en stemme, der fortæller os, at vi skal have lyst og ikke må lade os undertrykke. Når vi i dag skammer os og føler utilstrækkelighed, er det netop fordi, vi oplever ikke at kunne leve op til overjegets ideal om at leve et lykkeligt og autentisk liv som enestående individer.

Kærlighed som en måde at se på

Det vanskelige ved skammen er, at vi ikke kan undskylde os ud af den eller bede om syndsforladelse, som det er tilfældet med skylden, hvor handlingsændringer kan føre til tilgivelse fra den anden part. Når skammen rammer, føler vi os blottede og lader blikket falde for at afbryde øjenkontakten. Da det ikke er muligt at komme ud af skammen på egen hånd, bliver det centrale spørgsmål i denne sammenhæng derfor, hvordan vi så slipper fri fra de trykkende følelser, som bidrager til en hel del smerte og lidelse?

Ifølge Christian Hjortkjær er næstekærligheden en måde, hvorpå vi kan hjælpe hinanden ud af skammen og utilstrækkeligheden. Kærlighed er nemlig ikke en følelse, men snarere en måde at se på. Et blik, som hos Kierkegaard opfattes som en etisk forpligtelse, der indebærer, at vi alle må se hinanden som mere end dét, vi umiddelbart kan få øje på. Kassedamen i Netto er andet end blot sin uniform, det lille temperamentsfulde barn er mere end kun at være vanskelig, og personen, som lider af en depression er ikke kun sine symptomer. Med Kierkegaard fik foredragsholderen understreget, at vi ved at se kærligt på den anden ser bort fra de individuelle forskelle, som bidrager til idéen om det enestående individ for i stedet at fokusere blikket på den væsentlige lighed, der gør sig gældende for mennesker generelt. Når vi ser kærligheden frem i den anden, ser vi det hele menneske og inkluderer dermed de fejl og utilstrækkeligheder, vi ellers i det daglige præstationsræs forsøger at skjule.

Skal du med?

Hvis du sidder tilbage med en nysgerrighed på både højskoleliv og filosofi, er et filosofisk seminar på Testrup Højskole svært at komme udenom. Højskolen arrangerer en række forskellige korte ugekurser både i sommer- og vinterperioden, som kan fås til en fordelagtig pris, hvis man fortsat er studerende. Næste seminar finder sted i slutningen af juni måned og har temaet ”Dannelsens fremtid” på dagsordenen. Programmet kan allerede findes på højskolens hjemmeside, hvor tilmeldingen ligeledes foregår.