Kompetenceudvikling og frivilligt engagement i SIND 

En beretning om betydningen af frivilligt psykologisk arbejde under psykologistudiet 

Af Nicklas Aagaard, stud.psych.  


Praksiserfaring som mangelvare 
Det er min opfattelse, at flere psykologistuderende generel føler, at der ikke er tilstrækkeligt med samtaletræning og kurser på studiet, der kan udvikle vores evne til at indgå i psykologiske forløb med andre mennesker. Tid og rammer hvor der er plads til at udfordre sine usikkerheder og udvikle de mange færdigheder, som ellers italesættes i de kliniske forelæsninger på Københavns Universitet, herunder spejling, spørgsmålstyper og opbygning af en terapeutisk alliance. Det kan anses for at være en mangelvare.  

I en enkelt uge med samtaletræning på bacheloren, kan man dufte en smule til forskellige terapeuttilgange og livet som psykolog. Et praksis – og seminarhold på kandidaten åbner også op for afprøvning af samtalefærdigheder, men er det nok? Det virker mere sandsynligt, at der først bliver plads til at møde den savnede praksislæring for alvor, når man pludselig står i sit praktikforløb sidst på studiet, eller når vi er færdiguddannede og forventningerne til os er, at vi kan det, vi endnu ikke har så meget erfaring med at gøre.  


Bryd gennem isen og mød en verden af læring 
I løbet af efteråret har jeg som psykologistuderende gjort mig nogle tanker om, hvor meget erfaring og personlig udvikling der egentlig er at hente gennem frivilligt arbejde – mere specifikt som frivillig hos Psykologisk Rådgivning SIND København, hvor der tilbydes støttende samtaler til mennesker, der har det svært psykisk, og til mennesker, der er udfordrede i relationen til mennesker med psykiske udfordringer. Dét at facilitere et åbent dialogrum og møde mennesker som agenter i eget liv upåagtet af, hvad de måtte bringe med sig ind i rummet; det har været særdeles inspirerende og bekræftende at forsøge sig med for mig. 

Det kan i starten være angstprovokerende at påbegynde samtaleforløb og pludselig være i en position, hvor ens viden, forforståelser og evne til at stille spørgsmål for alvor afprøves. Det kan opleves lidt som ”at bryde gennem isen”, idet man stilles overfor et andet menneske i en sårbar situation samt ens egne forventninger og håb om at gøre en positiv forskel. Det er ikke længere noget, vi forestiller os, det er helt reelle udfordringer i levede liv. Men som frivillig i rådgivningen er der nogle strukturer og rammer som gør, at det ikke er lige så udfordrende og svært som det ellers kan lyde til at være.  

En åben og støttende kultur 
Samtalerne i SIND’s rådgivning giver plads til at åbne op og udfolde det, den enkelte lever i eller synes er svært at leve med. Det kan føles som en enorm opgave at påtage sig og kunne rumme diverse udfordringer, der kan vise sig i folks liv. Det som SIND kan og gør i den sammenhæng er  at skabe en ”tryg rede”, hvor man som rådgiver bliver dækket godt ind og støttet i sine forløb. Der er samtidig plads til at eksperimentere og finde sin egen samtalestil. 

Som rådgiver hos SIND bliver du trænet i samtaleteknik og i kunsten at stille spørgsmål gennem teori, øvelser og fælles træningsforløb med andre studerende og nyuddannede psykologer. Du bliver løbende superviseret af rådgivningens kompetente ledere, der alle er erfarne psykologer, som altid står klar, hvis der opstår en svær situation eller et behov for feedback eller sparring. Denne konsistente ramme og tryghed gør det nemmere at ”bryde gennem isen”, og selve sammenholdet og kulturen på stedet blandt rådgiverne bakker ydermere op om denne ”trygge rede”, som vi er landet i og fortsat arbejder for at vedligeholde i fællesskab. Mængden af samtaler og supervision balanceres, og SIND inviterer til en støttende atmosfære, hvor man kan undres, nuancere sprog, få nye bevidstheder og folde begreber ud. En opdagelsesrejse, som på flere måder forbereder en til livet som psykolog efter endt studie. 

Jeg håber dette skriv kan inspirere endnu flere til at springe ud i en udviklingsrejse som frivillig, hvis behovet for mere praksiserfaring synes uforløst - et supplement til det for nogen meget teoretiske og akademiske psykologistudie.