En hyldest til samtalen - Forfatterinterview med Cecilie Lolk Hjort

Af Amalie Bøg Rasmussen, stud.psych.
Illustration af Maja Koch Nielsen, stud.psych.

I det offentlige rum er der visse stemmer, vi hører mere end andre. Nogle stemmer får mere taletid, mens andre drukner i opråbene fra de omkringværende. Med sin digtsamling Hvad er lyden af én hånd der rækker ud? har forfatter Cecilie Lolk Hjort ønsket at låne sin stemme og platform til nogle af de mennesker, hvis fortælling hun har savnet at høre blive fortalt højt. 

Over en fireårig periode har Cecilie researchet, interviewet, skrevet og fået feedback på sine digte fra en bred række folk, der har delt deres livsoplevelser med hende. Det er blevet til en samling af digte, der tager udgangspunkt i fem temaer: det at have en autismespektrumforstyrrelse, det at gå i terapi, at have haft svære barndomsoplevelser, at være mand og det at tilhøre en minoritet. For Cecilie har det været en undersøgelse af, hvor langt hun kunne række ind i et andet menneske, og om hun var i stand til at sætte sig udover sin egen opfattelsesevne. I forsøget på at indkapsle sine respondenters fortællinger i sin kunst, på en måde der var tro mod deres sande oplevelse, gav Cecilie respondenterne vetoret. Således kunne de altid bede hende om at omskrive et digt eller endda fjerne det helt.  

Digtsamlingen er en hyldest til samtalen og den indsats, vi mennesker gør for at forstå hinandens verdener. Det er en indsats, der afspejler sig i vores alles relationer og dagligdag, og for psykologistuderende er det også en vigtig byggesten i vores fremtidige erhverv. Samtalen er et værktøj, vi skal lære at mestre, og vi vil være nødt til at finpudse denne evne resten af vores professionelle liv. Kunsten at tale med mennesker. Ikke som vi taler med vores venner, søskende, forældre eller kærester, men den professionelle samtale mellem psykolog og klient. Samtidig er det også en samtale mellem to mennesker. Hvordan man er til stede både som psykolog og menneske i det terapeutiske rum vil være en evig balancegang. Måske man altid kan spørge sig selv: Har jeg virkelig forstået, hvad der er på spil her? Hvis jeg skralder alle mine egne antagelser og erfaringer væk, vil min forståelse for mennesket overfor mig så stå renere frem? Eller er det netop mine egne oplevelser som menneske, der kan hjælpe mig nærmere en forståelse for vedkommendes situation? Sådan kan man gå som en linedanser et helt liv – altid med en lille frygt for at få overbalance. 

Netop de digte, Cecilie Lolk Hjort har skrevet med udgangspunkt i folks oplevelser af at gå i terapi, taler ind i, at det ikke blot er en oplevelse, der er vidt forskellig mennesker imellem, men at det også er en enormt sårbar oplevelse, hvor risikoen for ikke at føle sig set eller hørt er reel. Da jeg læste terapidigtene, blev jeg nærmest en smule irriteret. Selvom digtet tak beskrev en uforbeholdent positiv oplevelse af at gå i terapi, var der en langt større andel af beretninger fra mennesker, der ikke havde haft gode oplevelser i terapi. Et kort øjeblik fik jeg en følelse af, at jeg selv og mit fag var under angreb, men i virkeligheden tror jeg, at irritationen dækkede over en bekymring. Til samtaletræning lærte vi, at psykologer har tendens til at overvurdere deres egne evner. At vores største hæmsko er, at vi ikke er garanteret at blive bedre jo længere tid, vi er på arbejdsmarkedet. En af underviserne fortalte tværtimod, at det der gjorde en psykolog god var, hvis vedkommende evnede at viderestille sine klienter. Man skal være i stand til at se sine egne begrænsninger og derefter søge at hjælpe sin klient videre til andre kompetente hænder. Men hvor langt må man så gå, før man bør give op på samtalen? Hvor mange risici kan man tillade sig at løbe, idet man søger at mestre samtalekunsten? Kan man undgå, at man kommer så langt fra hinanden, at man ikke længere kan høre, hvad den anden siger? 

Cecilies erfaring med at skrive sin seneste digtsamling har lært hende, at hvis man virkelig vil forstå nogen, handler det først og fremmest om åbenhed. Man skal være villig til at lytte, men også villig til at blive udfordret, og selvom det kan lyde banalt, så har det væsentlig betydning for, hvordan vi er til stede i samtalen med andre mennesker. En af de mest berigende oplevelser, Cecilie selv har haft i terapi, var engang, hvor hendes psykolog brast i gråd. Da Cecilie spurgte, hvad der var galt, svarede hendes psykolog: Du har været igennem så meget smerte, jeg græder bare for dig. Måske dette var et eksempel på den hel rette balancegang mellem det professionelle og det menneskelige. For Cecilie emmede oplevelsen i hvert fald af en følelse af at blive set, fordi hendes fortælling rent faktisk ramte et andet menneske. Og hendes opfordring er, at man ikke skal være så bange for at have reaktioner på de fortællinger, man støder på. Samtalen kan knytte mennesker sammen, og den kan også fjerne os fra hinanden. Gennem sine digte håber Cecilie, at folk får et glimt af noget, de kan genkende fra sig selv, og at de fortællinger, digtsamlingen rummer, kan medføre en dybere forståelse for læseren selv og dennes medmennesker. Det er nemlig dét kunsten at samtale kan.