Kildeskovshallen
Tekst og foto af Ulrikke Gry, stud.psych.
Slår man ordet ’sted’ op i Den Danske Ordbog, står der ”område eller plads med bestemt beliggenhed og begrænset størrelse, fx hvor nogen befinder sig eller noget foregår.” Disse ’områder’ bevæger vi os fra og til gennem hele vores liv. Nogle steder besøger vi dagligt, andre kun én gang i livet - og en gang i mellem tillægger vi stederne en særlig følelsesmæssig betydning. Der indgik jeg et stort skænderi med min kæreste. Her lærte jeg min veninde at kende. Der brugte jeg flere år på at studere. Det er dog ikke alle steder, der formår at hjemsøge ens minder. For de fleste er hjemmet sådan et sted, og det er det selvfølgelig også for mig. Personligt kan jeg dog kun nævne ét andet sted, der har fæstet sig så dybt i mig som mit barndomshjem; en svømmehal.
Denne svømmehal går under navnet Kildeskovshallen og blev bygget i Gentofte i 1959, hvor den blev opført af arkitekterne Karen og Ebbe Clemmensen. Bygningen er fredet og har en arkitektur, der nemt kan fange ens opmærksomhed i et længere stykke tid. De høje glasvægge inviterer vejret og naturen indenfor, og man kan få en nærmest overmenneskelig følelse af at mærke solens varme på huden gennem væggen. Dette betyder også, at man mærker regnen og den grå himmel indenfor, som stod man i det.
Dette sted har jeg besøgt regelmæssigt, siden jeg startede til babysvømning i 2002. Jeg svømmede her, indtil jeg fyldte atten år. Derudover har jeg gennem årene infiltreret bygningen i min hverdag ved først at arbejde der som svømmetræner, senere hen som vikar i billetlugen og sidst som erhvervslivredder. Dog var det først i mit sabbatår, hvor jeg arbejdede der på fuldtid, at jeg rigtig opdagede skønheden i bygningens struktur. Så selvom jeg til tider har brugt så mange timer derinde, at jeg ville være åben for alle umoralske abnormiteter for at få fyraften, så betragter jeg i dag bygningen som noget trygt, særligt og hjemligt.
Er det de uendelige mængder af tid, jeg har brugt på stedet, der er skyld i, hvad svømmehallen betyder for mig? Jeg kender bygningen ind og ud og har både prøvet at møde ind på arbejde 5.30 og gå klokken 23 om aftenen. Men jeg har også brugt meget tid på mit tidligere gymnasie, i min nuværende bolig, på mine bedsteforældres båd, og ingen af de steder hænger ved på samme måde. Er det menneskene? Ja, jeg elsker at høre på Lenes abrupte historier i billetlugen, hvor hun bruger halve sætninger, indskudte tanker, og snakker til mig, mens hun går væk, så det er umuligt at følge med. Jeg har også nydt hvert et sekund med den smukke livredder, Mireille, der altid stråler af glæde og, selv med sin niogfyrre år, er som en veninde for mig. Og så er der mine søde svømmere, der brokker sig over mine (i deres øjne) lidt for hårde programmer, og min kollega, der ikke kan læse mine håndskrevne programmer på tavlen. Jeg har efterhånden lært alle medarbejdere at kende. Både dem, der arbejder her på fuldtid, dem, der betragter dette som deres limbojob, mens de finder ud af, hvad de ellers vil og dem, der benytter det som studiejob. Men er det årsagen?
Jeg ved ikke specifikt hvorfor, men jeg nærer en dyb og sentimental kærlighed til dette sted og dets mennesker. Det giver mig en følelse af hjemlighed. Samtidig vokser der også en vished om, at dette ikke skal være en del af min fremtid på sigt. Selvom dette sted er en stabil del i mit liv, kommer det desværre også inden længe til at være noget, der var. Men lige nu nyder jeg bare at være der.