Kagames Rwanda. Alt eller intet.

Tekst og foto af Lotte Bickmann, stud.psych

En fortælling om mit praktikophold hos en international NGO i Rwanda, hvor jeg i fem måneder forsøgte at indordne mig og etablere en hverdag i et land, hvor absolutternes politik hersker.

Første møde med Kagames Rwanda
Da jeg ankom til Kigali International Airport, så jeg nervøst til, mens min bagage blev gennemsøgt af to udtryksløse politibetjente. De ledte efter en meget specifik og ulovlig genstand, som vi mzungus til stadighed forsøger at importere ind i landet. Ikke stoffer eller våben eller bandlyst litteratur, som man måske kunne have forventet. Nej, disse betjente ledte efter en særlig genstand: plastikposer. Min hollandske sidekammerat måtte skamfuldt hælde sit beskidte vasketøj ud af sine medbragte plastikposer og efterfølgende betale en ikke-ubetydelig bøde for sin uforsigtighed. Jeg havde heldigvis hørt om plastikposeforbuddet hjemmefra og havde sirligt pakket mine shampoobøtter og solcreme i stofposer. Jeg slap derfor igennem kontrollen med et nik fra den ene betjent. Jeg var imponeret over, at det er lykkedes for et land som Rwanda at forbyde plastikposer så effektivt; endda med en vision om at blive verdens første plastikfri land. For mig selv tænkte jeg, hvad Danmark og resten af den vestlige verden miljømæssigt ville kunne opnå, hvis der fandtes genuin politisk velvilje på området. Jeg skulle snart finde ud af, at denne plastikposepraksis kun var første manifestering af Kagames Rwanda: Her lovgiver man ud fra alt eller intet-princippet på alle livets facetter.

Allerede da jeg trådte ud på lufthavnens parkeringsplads, og min nye chef mødte mig med en rwandansk velkomst (tre kys på kinderne og et lidt for langt kram), bemærkede jeg noget signifikant anderledes ved denne afrikanske storby. Jeg har tidligere rejst i andre afrikanske storbyer som Nairobi, Addis Abeba, Dar es Salaam og Johannesburg, og med min hvide ignorance forventede jeg at se (og lugte) noget lignende. Men Kigali er anderledes. Ren. For Kigali er hovedstad i Kagames Rwanda. Og i Kagames Rwanda er det naturligvis ulovligt eksempelvis at køre i en beskidt bil. Når chaufføren hver onsdag skulle køre mig til Byumba til mit ugentlige arbejde nordpå, måtte han derfor troligt vaske bilen, så snart han nåede tilbage til Kigali. Ellers faldt en bøde. Torsdag aften måtte han gentage ritualet, når han havde hentet mig igen. Derfor skinner alle biler om kamp med solen i Rwanda.

Min chef kunne på bilturen gennem Kigali fortælle mig, at det var godt, jeg ikke var ankommet en dag tidligere. Så ville det ikke have været muligt for ham at hente mig. Den sidste lørdag i måneden kører der nemlig ingen biler fra kl. 8-11 i Rwanda. Det er ulovligt, da alle borgere mellem 18 og 65 år skal deltage i Umuganda. Umuganda er obligatorisk frivilligt arbejde (et oxymoron, der vil noget), hvor Rwandas befolkning i mindst tre timer sætter alt til side og mødes om at samle affald, bygge skoler, male striber på vejene osv. Direktøren og gadesælgeren arbejder her side om side om et fælles tredje, for i Kagames Rwanda er ingen hævet over håndens arbejde. Og qua landets fortid er det af særlig stor betydning, at man mødes på tværs af samfundslag, etnicitet og køn for sammen at opbygge et nyt og bedre Rwanda. De sidste 10 år er arbejdet udført ved Umuganda estimeret til en værdi af 60.000.000 USD. På denne biltur begyndte jeg at spekulere på noget: Har Rwanda mon fat i den lange ende? Et folkevalgt diktatur / topstyret demokrati eller hvad man skal kalde et styre, hvor den samme mand til hvert eneste valg får 98 procent af stemmerne. I Kagames Rwanda er der nemlig ikke langt fra ord til handling, og sympatiske tiltag – det være sig at bandlyse plastikposer eller community work – kan indføres og effektueres over natten. Ligesom det officielle sprog (udover Kinyarwanda) skiftede fra fransk til engelsk bogstavligt talt over natten, hvor alt offentligt arbejde (for eksempel al undervisning på universiteterne) fra den ene dag til anden skulle foregå på engelsk. Denne effektivitet imponerede mig og fik mig til at skule skævt til vores folkevalgte (bevares) politikere på Christiansborg, som sommetider synes at have lidt for travlt med at sidde på deres hænder (og deres magt). Når vi nu taler om politikere, så er 64 procent af Rwandas medlemmer i parlamentet naturligvis kvinder; ikke som resultat af en historisk feministisk bevægelse, men en beslutning taget af én mand, Paul Kagame, som har indført sin ”gender inclusiveness”-politik, der giver kvinder forrang til en lang række poster, indtil der er opnået en lige kønsbalance på nationalt niveau.

Ridser i lakken
Min fascination af Kagame og det land, han har formået at opbygge på blot 23 år efter folkedrabet af Tutsierne, blev dog hurtigt erstattet af en ambivalens, som stadig ikke har fundet fodfæste. For Kagames beslutsomhed viste sig ikke altid at være så sensitiv over for individuel frihed, ytringsfrihed og andre demokratiske værdier, som vi i Vesten sætter højt. For eksempel lagde jeg forundret mærke til, at ingen af de børn, som deltog i vores samtalegrupper, havde længere end to millimeters hår på hovedet. Da jeg spurgte min psykologkollega, om dette var en ny mode i Rwanda, grinede han og forklarede mig, at det er ulovligt for børn, der går i primary school, at have længere hår end dette. Hvorfor? Der skal ikke være lus i Kagames Rwanda. Det syntes jeg virkede som en lidt drastisk beslutning. Derudover popper der til stadighed historier op i den internationale presse om journalister, politikere og systemkritikere, der forsvinder på mystisk vis i Rwanda. Noget kunne tyde på, at hvis man ikke kan lide lugten i Kagames bageri, ja, så fordufter man åbenbart.

Meget kan man sige om Kagames Rwanda, men effektivt er det. Der er selvfølgelig noget grundlæggende sympatisk i at tage ideologiske beslutninger i stedet for evigt pragmatiske. Denne form for politik har dog også en klar bagside. For som en af mine kollegaer sagde til mig med et glimt i øjet: “In Rwanda, you can have any president you want, as long as it is Paul Kagame.”