JEG HAR FÅET FORETAGET EN ABORT - DØMMER DU MIG (OGSÅ)?
Den 17. marts 2021 kl. 14.08 finder jeg ud af, at jeg er gravid. Det er uplanlagt. I en måned overvejer jeg graviditeten sammen med min kæreste. Jeg hælder mod at beholde barnet, men det gør han ikke. Vi veksler mellem at skændes og forenes. Han forstår mig ikke, og jeg forstår ikke ham. Alt dette står på, mens min krop fortæller mig, at jeg har noget at passe på, nu er jeg nogens mor, og min fornuft forsøger at fortælle mig, at det ikke kun handler om mig.
Jeg ender med at udføre mit livs omsorgsarbejde – og gennemgår en medicinsk abort. Det er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget.
Da jeg tager beslutningen, tror jeg kun, jeg skal stå til regnskab overfor mig selv. Det viser sig at være forkert, for udenfor venter et helt samfund i form af fremmede og dem, jeg kender. Alle mener noget om dét, jeg lige har gjort. Nu har jeg valgt at skrive breve til nogle af dem.
I sidste uge:
Min første tanke:
For 2 år siden:
Poul siger: Jamen, det er jo også mange kvinder, der bruger aborter som p-piller
Min første tanke:
Vores fælles nabo, Michael, kigger afventende på os begge. Han ved godt, der nu er sagt ord, som ikke længere kan tages tilbage.
Jeg går. Poul forsøger at ringe til mig kort tid efter, men jeg svarer ikke. Jeg græder i flere timer den dag. Dagen efter møder jeg ham i opgangen. Han vil undskylde. Han siger, at det var Michaels mørke energi, der havde fået ham til at sige det. Jeg siger, at jeg tilgiver ham. Jeg mener det ikke. Det er kun for husfredens skyld.
For 1,5 år siden:
To dage efter Roe vs. Wade omstødes, skriver jeg et debatindlæg. Der er adskillige ubehagelige kommentarer. Særligt én fanger mig. I indlægget skriver jeg; min abort var mit livs hidtil største sorg.
Min første tanke:
For 5 måneder siden:
Min første tanke:
Kan du genkende en del af dig selv i mine domsmænd? Mærker du en snert af fordømmelse? Måske har du intuitivt lyst til at svare nej. Det ville jeg nok selv gøre, for det er de færreste af os, som ønsker at dømme andre, men de fleste af os, som alligevel ender med at gøre det. Måske har din dom en anden form, end den jeg her har vist dig, eller måske er du knap opmærksom på, at du har dømt mig. Uanset er det mit ønske, at du som læser tager det her med dig; andre øjne kan se, hvad du ikke selv kan.
Jeg vil slutte med et brev til mig selv.
