Indputs semester-horoskop

Af Isabel Sidenius, stud.psych og Phillip Dyssegaard, stud.psych

Er du usikker på, hvad fremtiden vil bringe, og vil du gerne blive lidt klogere på din skæbne? Ind- put har indstillet stjernekikkerten og stillet skarpt på himmellegemernes placering for næste se- mester for at spå om, hvad der venter dig. Så læs med, og lad stjernerne guide dig i, hvad din fremtid på studiet bringer.

2. semester

Du har lige akkurat afsluttet et hæsblæsende første semester, hvor hele universitetsverden og det akademiske studiemiljø kun lige har nået at manifestere sig i din bevidsthed, før du bliver kastet ud i en identitetskrise på 2. semester. Du får heldigvis lidt hjælp fra pensum på personlighedspsykologi, hvor du blandt andet ved at bestemme din grad af neuroticisme erkender, at alle dine problemer i grunden skyldes denne høje grad af følelsesmæssig ustabilitet og manglende impulskontrol. Da det er et genetisk bestemt og iboende træk, som du ikke selv er herre over, accepterer du, at der tilsyneladende ikke er så meget, du kan gøre for at ændre på dig selv. Derfor beslutter du dig for at socialisere til T-Baren på trods af dit overjegs formaning om at regulere din adfærd ved at blive hjemme og læse pensum to gange, så du kan få en ordentlig karakter. Når du så fyrer den af til Justin Biebers ’Sorry’ på dansegulvet torsdag nat, kæmper dit jeg en indædt kamp for at holde dine drifter i ave, mens dit overjeg samtidig hvisker dig i øret, at du bør tage hjem, så du kan komme op til forelæsningen i videnskabsteori fredag morgen. Og når dit tømmermændsramte jeg har fået slæbt din trætte krop til forelæsningen, og du sidder der fredag morgen og forbander overjegets mangel på mere autoritær indgriben aftenen før, bliver du konfronteret med videnskabens og psykologiens store spørgsmål og emergente sammenhænge. Her vil du opdage, at matematik åbenbart ikke er en videnskab, at der findes sorte svaner, og at sjælen muligvis sidder i koglekirtlen. Heldigvis kan du ånde lettet op og tage en pause fra identitetskrisen, når du i statistiktimerne kan spørge SPSS om det meste, og svaret er et utvetydigt sort på hvidt output, lige meget hvor mange variable du medtager i analysen.

Så bare rolig. Du skal nok nå at finde ud af, hvem du er. På et tidspunkt. Hvis ikke kan du ved udgangen af 2. semester i hvert fald trøste dig med, at ikke engang psykologien ved helt præcist, hvad din personlighed består af.

4. semester

På 4. semester er du blevet rimelig vant til at studere, og du sætter dig mere tilbagelænet i forelæsningsstolen og tørrer sveden af panden efter et intenst kogni-semester. Her vil din skæbne have to mulige veje, og det står ikke tydeligt skrevet i stjernerne, hvilken vej du ender med at gå.

Enten vil du opleve det totale bombardement af videoer af nuttede børn og babyer i eksperimentelle situationer i udviklingspsykologi, som en følelsesmæssig udløser for din indre potentielle forælder, og dine tanker vil begynde at kredse om at få børn. Eller også skræmmes du af de mulige faldgruber ved tilknytningsmønstre og beslutter dig for at satse på karrieren og dyrke din indre coach i A&O. Lige meget hvilken drejning din skæbne tager, vil 4. semester bringe fornyet energi, når du for første gang på studiet selv får lov at lave en problemformulering i eksamen i udviklingspsykologi, og du dermed får mulighed for at følge din egen interesse inden for psykologien. Denne nye mulighed for selvstændigt emnevalg fører samtidig også til stor frustration over ikke at få at vide, hvad du præcis skal gøre. Du vil opleve en tilstand af begejstring ved muligheden for valgfrihed, der samtidig forfølges af en angst for fiasko, som denne ansvarsbyrde indeholder. Det står skrevet i koordinaterne for stjernernes placering i forhold til planeterne, at dette semester er præget af en masse valg og mulige udviklingsstier, der alle sammen leder hen imod en dejlig lang sommerferie uanset det valg, du tager. Så dyrk din indre coach, eller plag din kæreste om at få et barn. Det hele skal nok gå. Du er stadig i lykkelig uvidenhed om, hvilke mulige patologier et dårligt tilknytningsmønster kan føre til, og stjernerne kan endnu ikke spå om dit 5. semester.

6. semester

Du nærmer dig med afslutningen af dine første tre år på universitetet en indtræden i de rigtige voksnes rækker, og du kan nu efterhånden med rette betragte dig selv som akademiker. Ikke at en bachelorgrad i psykologi kan bruges til noget som helst i sig selv, men alligevel... Desværre er 6. semester allerede i sin indledende fase præget af angst og fortvivlelse: Du vil inden semestret begynder få at vide, at du desværre grundet pladsmangel ikke kan få det valgfag, du så gerne ville have haft, og derfor i stedet er blevet sat på et andet, for dig fuldkommen uinteressant, fag.

Bedre bliver det ikke, når det kommer til selve bachelor-opgaven, hvor du allerede inden semesterstart blive kastet ud i en fortvivlet kamp for at få fat i den ”helt rigtige” vejleder. Selve bachelor-skrivning er som et avanceret feltstudie i bipolar lidelse: den ene uge svæver du højt på den grønne gren i sikker forvisning om, at netop din opgave vil udgøre et afgørende bidrag til psykologiens videnskabelige udvikling blot for ugen efter at rammes af en uudgrundelig eksistentiel angst om, hvorvidt det, du har kastet dig ud i, overhovedet giver mening, og om hvorvidt du ikke hellere burde forsøge at blive anlægsgartner eller pølsemand, før det er for sent at skifte spor. I sidste ene vil det hele dog lykkes for dig, og du vil ende med en flot karakter og to stolte forældre, der poster løs på Facebook om, hvor flot du dog har klaret dig. Så skidt med at de ikke fatter et ord af, hvad din opgave handler om.

Kandidaten

Du føler dig nu som en af de erfarne, dygtige studerende, som alle unge psykologipoder på CSS ser op til med stor misundelse og benovelse. Eller burde gøre det i hvert fald. I praksis vil du opdage en tiltagende forundring over, hvor alle dine gamle venner fra stamholdet mon er blevet af, og når du en sjælden gang i mellem får forvildet dig til Torsdagsbar går det op dig, at du ikke kan finde så meget som et enkelt kendt ansigt på dansegulvet. Heldigvis kan du holde dig til nogle af de andre gamle kandidat-sutter, der stadig er med i T-baren af frygt for at slippe deres ungdom. Desværre skal de jo på et tidspunkt stå i baren, og du indser, at det nok er bedst at gå hjem, så du ikke bliver forvekslet med en gammel gris, der står alene i hjørnet og sutter på sin øl, på udkig efter ungt kød. Bedre bliver det ikke, når det kommer til det faglige. I testning genopdager du den umiskendelige blanding af dyb kedsomhed og komplet uforståenhed, som kun studiet af statistikkens store mysterier kan føre med sig. Du klarer dig dog igennem fagene i fin stil, og praksisholdet er da egentlig også meget spændende, selvom det ikke lige var dig, der fik lov til at have egen klient. Desværre lurer 10. semester lige om hjørnet, og du indser hurtigt, at det nok ikke er helt tilfældigt, at praktik rimer på PANIK! I hvad der føles som tusinde uendelige timer, scroller du frem og tilbage i det endeløse excel-ark med tidligere godkendte praktiksteder og udvælger efterhånden en håndfuld af steder, der egentlig ser ok fede ud, og sender en ansøgning til dem, dog uden at få mere end nogle let afventende svar tilbage. Efterhånden som tiden nærmer sig, og du stadig ikke har fået nogen afklaring på, hvor du skal i praktik, begynder du febrilsk at sende ansøgninger ud i alle afkroge af kongeriget og overvejer seriøst, om du mon ville kunne leve med at være den eneste på hele årgangen, der ikke formåede at finde sig en praktikplads. Heldigvis falder det hele på plads for dig i tide, og du ender faktisk med at få en masse brugbar erfaring, der vil komme dig til gavn i resten af din karriere.

Med specialet skal du stå den ultimative test. Processen minder på mange måder om, hvordan det var at skrive BA, blot med den tilføjelse at du nu skal arbejde med en kæmpe, sort, truende sky hængende over hovedet: ”Fremtiden på arbejdsmarkedet”. Du gør dit bedste for at fornægte, at du snart skal have et rigtigt arbejde og være voksen, men pludselig oprinder dagen, og du står med et færdigt speciale i hånden, som faktisk er blevet rimeligt godt, hvis du selv skal sige det. I første omgang fortvivles du over, at du nu ikke længere er studerende, men derimod er havnet i en helt anden social kategori: ”Arbejdsløs”. Du opdager dog hurtigt, at livet på dagpenge slet ikke er så ringe endda, og inden længe lykkes det dig endda at få et job. Et rigtigt job. Som psykolog! Tænk sig. Den videre fremtid er lidt mere usikker at spå om, men meget tyder på, at du får to børn og en hund, der hedder Rolf.