En psykologistuderende på afveje - indsigt i skæbnen gennem håndlæsning
Af Amanda Aaboe Bell stud.psych.
Foto af Asta Ingemann Jensen, stud.psych.
Illustrationer af Bolette Bendix Huus, stud.psych
Kiromanti
Tanken om livet som forudbestemt eller struktureret på et plan afkoblet vores valg og selvstændighed, kan være svær at forholde sig til - måske især i 2017, hvor individets ansvar er groet ud af proportioner, og skæbne er noget, der hører græske myter til. De fleste psykologer vil nok rynke på næsen af idéen om skæbne og få noget galt i halsen, hvis kiromanti skulle være metoden. Kiromanti er en disciplin, hvis sigte er at kunne forudsige et menneskes skæbne med hånden som fortolkningsobjekt. En disciplin som udøves af de få og forstås af endnu færre, men jeg har været så heldig at opstøve landet, hvor alle de alternative veje mødes.
Mystikkens verden
Da klokken er 11.15 træder Indputs fotograf Asta og jeg ind i Østerbrohuset til messen Mystikkens Univers, en overskrift som under alle andre omstændigheder ville have skræmt mig væk. Jeg tager en dyb indånding, og vi begiver os gennem boder og stande for at finde Kit Eskelunds håndlæsningsstand. Det er næsten som at begive sig ind i et andet univers. Vi bliver antastet af en mand, som til forveksling ligner en ung udgave af Dalai Lama og får tilbudt en hjemmelavet havregrynskugle. Vi passerer en bod, hvor en ældre herre er i gang med at massere en klient på en briks med et aflangt metalinstrument. Han får dog ikke meget opmærksomhed, for rundt om hjørnet er en kvinde med et viltert garn i færd med at rense en anden kvindes aura med store armbevægelser og twistende håndled. Mangler du svar på livets spørgsmål, er du kommet til det rette sted: her tilbydes alt fra sten, smykker, bøger, kunst, massage, numerologi, astrologi og æteriske olier til at lindre krop såvel som sind. Asta og jeg lod os næsten friste af et helse-olie-kit, hvor olien ’slim & sassy’ kunne erhverves i et sæt for blot 1000 kr.
Håndryggen og personligheden
Kit møder os med et varmt smil og lader de sympatiske blå øjne hvile på mit ansigt. Hendes stand er enkel og vækker ikke den store opsigt. To stole er opstillet omkring et lille bord, hvor sessionen skal foregå. Kit går roligt og systematisk i gang, og begynder på mine håndrygge at tegne stiplede linjer efter et mønster, jeg ikke kan forstå mig på. Hun forklarer i et blidt tonefald, at vi nu skal til at dykke ned i min personlighed. Da mine hænder ligner et skattekort, begynder Kit at fortælle. Jeg forbereder mig mentalt på, hvad jeg nu har i vente. Jeg er på dette tidspunkt helt rolig i Kits hænder, men stoler ikke det mindste på hendes metode. En firkant på min venstre håndryg afslører et kontrolbehov, som igen fremgår af min lillefinger. Ringefingeren får et trist ansigt ved knoen, symbolsk for et bedrøveligt kærlighedsliv. Omkring min tommelfinger på højre hånd udpeger Kit en rytmeknogle, som angiver et potentiale og en passion for kreativitet. Min højre håndryg er blevet dekoreret med en bue henover knoerne, som afslører en empati og følsomhed. Indtil videre kan jeg kun nikke genkendende. Jo, mit kærlighedsliv er da langt fra en romantisk komedie på netflix; jeg udøver kontrol i min hverdag, og jeg finder en både rolig og eftertænksom side af mig selv, når jeg maler og skriver. 1 point til Kit, 0 point til sund fornuft. Kit rører ved mine fingre og fortæller, at deres længde indikerer grundighed, og at jeg følger mine projekter til dørs. ”Udmærket” tænker jeg, så var der alligevel en fordel i at have store hænder.
Hjertelinjen
Jeg kom for at få læst min skæbne, så vi vender siderne og fortsætter i håndfladerne. Kit går herefter på opdagelse ved først at stiple hjertelinjen i begge hænder. Hjertelinjen afslører i højre hånd et privat menneske, som ikke beder om hjælp og helst vil løse problemerne selv. Kit ser mig dybt i øjnene og fortæller, at i mig bor et ømt og sårbart rum, hvor man skal være meget heldig for at blive lukket ind. Jeg må lige synke engang, for det er meget intenst at få dette fortalt af en vidt fremmed person. Men hun har ret, jeg er meget dårlig til at råbe ”ulven kommer”. Den intense fornemmelse får mig et øjeblik til at glemme, at jeg ikke har tillid til kiromanti, og at det er et spørgsmål om gætteri. Et øjeblik er jeg bare berørt og nikker. Kit påpeger et fremspring i højrehånd kaldet måneområdet. Det indikerer, at jeg nyder at drømme mig væk i ideer og kan blive opslugt af mine inspirationskilder. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt indvendigt over betegnelsen: Måneområdet. Under andre omstændigheder refererer det til et lidt uheldigt område som primært mænd i overgangsalderen døjer med.
Skæbnen og fremtiden
Kit har været så sød at give mig en dobbelt-tid, så vi kan dykke ned i flere af hændernes hemmeligheder. Hun går med til at lede efter skæbnen, selvom det egentlig ikke er det, som Kit finder mest relevant. ”Det er livet lige nu, der skal forstås og favnes for at kunne tegne den fremtid, der synes rigtig for den enkelte”, forklarer hun. Et par fremtidsforudsigelser kunne udledes, herunder at min skæbne er udgjort af mange interagerende linjer, et testamente til at mit liv ikke ligger fast endnu, og at jeg oftest vil have flere bolde i luften. Desuden kunne Kit konkret fortælle, at jeg ikke skal bekymre mig det store for arbejdslivet, og især omkring mit 32. år og i starten af fyrrene vil jeg have vind i sejlene. Kit kunne også se en romantisk udvikling i den nærme fremtid, men ingen prins på den hvide hest endnu. Satans. En linje ved tommelfingeren sender mig på eventyrunder andre himmelstrøg med mulighed for længere tids bosættelse. At bo i San Francisco et semester eller flere, har for kun et par måneder siden været en stor drøm, som jeg tøvende har lagt på hylden. Fremtiden er ikke mejslet i sten for nogen af os, og Kit vedblev også, at min skæbne kan forandre sig, og at jeg selv kan påvirke den gennem de valg, jeg træffer. Linjerne i mine hænder forandrer sig gennem hele livet, nogen ændrer farve og nye vokser til. Kit forklarer: ”Et barns hænder har færre linjer end et menneske, der har levet et langt liv og truffet mange valg”. Kit anskuer forholdet mellem hænder og livsforløb som dynamisk: Man kan lære af sin skæbnevej og ændre sin kurs i en positiv retning. Ifølge hende, vil nye muligheder herigennem tage form i hænderne. Jeg kan ikke udelukke, at jeg vil sende Kit en tanke, hvis jeg som 32-årig udgiver en bog, eller får en stor forfremmelse, selvom en urokkelig skeptiker sikkert vil have indvendinger derimod. Undervejs fortalte jeg Kit nogle personlige ting, i relation til det hun afslørede, og kunne det meste af tiden bekræfte hendes fortælling. Jeg valgte ikke at fortælle nogle intime detaljer, førend jeg følte, at Kit selv havde læst sig frem til dem. Et forsøg på ikke at forære informationer væk. Dette forbehold viste sig at være unødvendigt. Kit udviste stor sikkerhed i sin udlægning og bad ikke om bekræftelse af historien.
Hændernes sandhed
Ikke alle detaljer fra håndlæsningen vil jeg uddybe her, men de fleste indsigter som Kit præsenterede, kunne jeg spejle mig i. Min skepsis beror i, at de fleste mennesker rummer flere personlighedsdimensioner og træk, og at der derfor er stor sandsynlighed for at ramme rigtigt, hvis man rygdækker sig, f.eks. ved at præsentere begge sider i et spektrum: Du er både en privat og en social person, for hvem er ikke det? Hvis man fortæller nogen, at de har en hemmelighed eller et problem, så afsøger de fleste deres liv og finder nok noget, der kan klassificeres som dette. Når det er sagt, må jeg stadig acceptere, at Kit ikke havde de store forudsætninger for at udlede min livshistorie, og at hendes tolkning af mit forhold til min familie og min rolle deri var et rent pletskud.
I debatten om kriterier for videnskabelighed eksisterer en velkendt problematik: Hvad sandhed er, og hvornår en metode finder frem til gyldig viden. I min optik har ingen disciplin eneret til sandheden, og måske findes den slet ikke. Det er sparsomt, hvad der kan opnås ved en håndlæsning, hvis ikke det accepteres, at validiteten ikke skal forstås ud fra etablerede videnskabelige parametre, men opstår i den subjektive oplevelse af overensstemmelse mellem den historie, som hånden kan fortælle og det narrativ og de forventninger, det læste subjekt besidder. En analyse kan sikkert afsløre en statistisk sandsynlighed for at komme med rigtige udsagn og et virvar af indsigelser, når det gælder ønsket om at blive bekræftet i historien, som får den enkelte til at lede efter ligheder i eget liv. Men når det er sagt, vil jeg gerne opfordre til en agnostisk tilgang: En indrømmelse af at vi ikke altid er sikre i vores egen sag, og at meget kan vindes i ønsket om at forstå den andens standpunkt, også når man skal krydse et ocean af forskelligheder, svømmende i alt fra havregrynskugler til spåkugler.
Håndlæsning viste sig at være en spændende og anderledes oplevelse. Jeg føler ikke, at jeg fik åbenbaret sandheder, som jeg ikke var bekendt med, men der var en særlig intimitet i at et andet menneske udviste en dyb interesse og indsigt i éns livssituation og mulige skæbne. Er Kit en god menneskekender eller en god håndlæser - det skal jeg ikke kunne sige. Måske er vi dog alligevel nødt til at acceptere, at skæbnespørgsmål ikke altid skal besvares, og livet alligevel ville være uendeligt kedeligt, hvis der ikke var plads til andet end rationaler.
Tak til Kit Eskelund for sessionen og den efterfølgende sparring.
