INDPUT FM

Af Marie-Louise Olsen, stud.psych.

Musikken er menneskets universelle sprog ...

... skulle den amerikanske poet Henry Wadsworth Longfellow efter sigende have udtalt i 1835. Selvom denne udtalelse nærmer sig en alder af hele to århundreder, forbliver kendsgerningen uforandret: Musikken besidder mennesket. Musikken både rør os og samler os om det fælles – selv på tværs af livssituationer, sociokulturelle baggrund og andre differencer. Den formår i sandhed at snakke et universelt sprog, som kan slå til, når ord ej i sig selv er tilstrækkelige. Efter en lang vinter, går vi heldigvis nu et smukt forår i møde, og om end denne overgang fejres og markeres med Vivaldis La Primavera eller de søde toner af Ella Fitzgerald og Louis Armstrongs April in Paris, tyder forskning på, at musikpræferencer faktisk ændrer sig med årstidernes skift. Her er foråret særligt kendt for en præference for mere levende, energisk og rytmisk musik, i opposition til den mere traditionelle, klassiske og komplekse musik i vinterhalvåret (Pettijon et al., 2010).

I denne udgave af IndputFM vil Ulrikke, som er tekstredaktøransvarlig, samt jeg, som er skribentansvarlig, dele en sang, som vi lytter til i øjeblikket. Herunder vil vi sætte nogle ord på hvorfor, at lige netop den sang har en helt særlig plads i vores hjerter.

Marie-Louise, skribentansvarlig, stud.psych.

Qua sorg, har jeg været I en lidt underlig meningssøgen siden sidste sommer, hvor jeg af en lidt skæv sti har funderet særligt meget over spørgsmålet om det, som kommer efter dette sprudlende og dennesidige liv.

Jeg har fundet en stor trøst i musikken, og særligt Within You Without You har fremdeles budt på lidt af en lommefilosofi af en besvarelse om et ontologisk grundspørgsmål, som jeg har søgt svar på. Som en person, der selv tilslutter mig en mere buddhistisk grundindstilling i min livsfilosofi, synes jeg teksten er smukt rammende flere steder. Med starten bydes der op til en dans med det mystiske, hvor den indiske sitar, tanpura og tabla, tilnærmelsesvist transcenderer selvet i en trancetilstand, som er fjern og drømmeagtigt. Hvert et toneaftryk sender gåsehud gennem min krop, med de pulserende lydbølger. Kort efter lyder de fantastiske lyriske linjer til start;

”We were talking

About the space between us all

And the people

Who hide themselves behind a wall of illusion.”

Jeg har altid være fascineret af distancen til den anden, og magien som kunne finde sted i et mellemmenneskeligt møde, hvor man søger at nå så tæt, man kan, uden helt at kunne det. Distancen, som altid vil være. Det familiære i det ukendte, som synes at være så fremmet og nært på en og samme tid.

Jeg tror, at vi i alle møder med et andet menneske har noget at lære; om end dette er direkte positivt eller blot en lektion. En slags latent og manglet livsvisdom, som nu belyses efter mødet med den anden. For hvis vi søger at se udover os selv og ikke mindste egne overbevisninger og snævre syn på verden, kan vores væren-i-verden i virkeligheden være en forenet masse af perspektiver, som blot søger at finde det genkendelige og manglende i sig selv gennem relationer. Noget foreneligt. Her;

” When you’ve seen beyond yourself

Then you may find peace of mind is waiting there

And the time will come when you see we’re all one

And life flows on within you and without you.”

Hvis vi alle virkelig er ét fragment af samme livsenergi, mister man vel aldrig helt? For energi er konstant – så meget fulgte jeg alligevel med i fysisk. Men livserfaringer, kærligheden og ikke mindst den hjemløse kærlighed i sorgen, bærer vi alle med os, når vi mister et menneske som vi holder af. Livsenergien lever videre i hjertets aftryk. Måske jeg bare lytter til for meget psykedelisk 60’er rock og trænger til nye perspektiver. Siger jeg i samme moment, som tonerne af Rainy Day Mushroom Pillow af Strawberry Alarm Clock strømmer gennem mine høretelefoner.

Jeg synes nu alligevel, at det er en smuk tanke.

Ulrikke, tekstredaktøransvarlig, stud.psych.

Det første, der er med denne her sang er, at man ikke bare kan høre den når som helst og hvor som helst. Man SKAL høre den i høretelefoner og derfor alene.

Nummer to ting er, at det også er én som udelukker visse stemninger. Sangen skal ikke høres, hvis man er gearet op eller i festhumør. Til gengæld kan man høre den i mange andre settings – hvis man eksempelvis cykler hjem fra uni, skal sidde derhjemme og koncentrere sig eller er i ens seng og er helt rolig.

Derudover finder jeg sangen Slow burn meget som værende en kronjuvel blandt bandets ellers andre sange, som jeg slet ikke synes fanger mig i samme grad. Særligt elsker jeg indledningen, som indledes med linjerne; “It’s a long walk on a rainy day”, og særligt den måde linjerne nærmest hviskes I ens øre, de høje toner til trods, giver en mega fed klang. Jeg ELSKER det!

Teksten i sin helhed har også en fed komposition. De bliver ved med at opsætte scenarier, som starter med ”It is”, og det kommer hele tiden tilbage til ”Slowburn”. Jeg tror egentlig ikke helt, at jeg forstår den endnu, men det er virkelig smukt, da de bruger scenarier som er meget mondæne hverdagsting, og jeg bliver ved med at tænke, hvad det mon er, at de beskriver.

Denne her Slow burn - er det livet?

Det får mig til at tænke på mange ting. Og måske det bare er mig, som ikke er klog nok til at forstå det, og måske der ikke rigtig er en mening med det.

Jeg synes bare, det er en rigtig smuk tekst til gengæld, som sætter virkelig mange ting i gang i mig, som jeg ikke har én formulering eller ét ord til at beskrive.