HOW TO GAIN AN ASS IN 10 DAYS: TRÆNING SOM PRÆSTATIONSESKAPISME

Af Helena Goldstein Wendelboe, stud.psych. og Sara Bjerremand Ellehøj, stud.psych.

Illustration af Sara Bjerremand Ellehøj, stud.psych.

Det er en fredag i december. Helena skriver valgfagseksamen og lortet gider ikke forme sig pænt. Hun er træt. Meget træt. Den skal afleveres om få dage, men hun har ikke flere kloge tanker at tænke. Med et suk lukker hun computeren og pakker sammen på universitetsbiblioteket for i dag. Hun trasker op til PureGym for at mødes med Sara, trækker sine store hørebøffer hen over ørerne og stiller sig på løbebåndet for at varme op. Det er overkropsdag i dag.

Med bankende techno i ørerne forsvinder frustrationen langsomt fra kroppen, som om den er løbet ud gennem armene og ned i de sorte dumbbells, som Sara med stor ekspertise spotter. Midt i sved og larm og kropslugt har Helena og Sara nemlig skabt et frirum fra den abstrakte akademiske verden, der præger hovedparten af deres hverdag.

En svedig oase

Mange skulle ellers tro, at træningscenteret ville være en direkte forlængelse af en præstationspræget livsstil. Og det er det måske også for nogen. Men for os er det mest et frirum fra præstationen – i hvert fald den slags akademiske præstation, som vi normalt er vant til på psykologistudiet. For man kan ikke præstere noget med hjernen, hvis der ikke er nogle tanker. Og det er der ikke i PureGym på C. F. Richsvej. Don’t get us wrong. Det er svært for humanister at tælle til 10 så mange gange i træk. Men når der smides kilo på stangen og man først begynder at squatte dem, er det altså svært at tænke meget andet end ‘av’.

OK damer, og hvad så?

Nu tænker du måske “Nøhhh, hvorfor skulle det måske være så fedt, at det gør ondt? Kan I forklare mig dét?”. Men ved du, hvad vi ikke har tænkt på gennem alle de her 10 trin? SUI eksamen! Vi har faktisk ikke tænkt én akademisk tanke i de 1-2 timer, vi bruger i denne gudsforladte unconsensual svedhytte. At kunne dét, at kunne slukke for den mekanisme i halvanden time 2-4 gange om ugen, er en gave i en verden, hvor man altid kan lave lidt mere af alting.

Hvorfor tror vi på, at dette, træningen, er særligt godt til at afkoble? Der er flere elementer. Én af dem, som er beskrevet så poetisk ovenfor, er, at det er meget svært at tænke abstrakt (eller i det hele taget), når kroppen er under pres. Vi har kun en finit mængde energi. Enten bruges den på hovedet eller på kroppen. Ikke begge dele samtidig. Så når alle musklerne i ens krop gør ondt og man stadig har 5 reps tilbage, så kan man ikke gøre andet end bare at være i ubehaget.

Et andet element er, at man primært konkurrerer med sig selv. Karakterer gives på en normalfordelingskurve. Arbejdspræstation måles op mod sine kollegers for at opnå den eftertragtede forfremmelse. Men tror du måske, at når Helena støder på et gammelt bekendtskab til en kandidatfejring, som fortæller, at han bænker det samme, som hun benpresser, at hun så får det dårligt med sig selv? (Måske lidt) Men ellers nej! For Helena benpresser mere end hun gjorde i sommers! Og hun benpresser langt mere end hun gjorde for et år siden! Og Helena kan fandme godt mærke det i sine quads og glutes i flere dage efter! Og det fylder meget mere for hende end en eller anden rullekravebeklædt statskundskabers PR.

Dem, du kommer til at omgive dig med, er heller ikke dit sædvanlige crowd. I fitten er du ikke hende der med ekseptionelt god tøjsmag, der er lidt for “fash” til CSS, eller hende der, der har været i det samme studiejob hos fjenden i Big Pharma i fem år, eller en af de mange, der synes, at testningseksamen var en hate crime. Du er bare en eller anden. Med alt den frihed og anonymitet der kommer med. Ingen ved at du var halvanden sætning fra at få 12 i personlighedspsykologi – og de ville sikkert også være ligeglade. Du er et menneske, der sveder. Karsten, den lokale smed, er et menneske, der sveder. Susan fra HR er et menneske, der sveder. Og vi er perfekte og ens på den måde.