HJERNEN SPEJLER LIVSERFARING
Af Oliver Tonning, stud.psych.
Illustrationer af Sara Bjerremand Ellehøj, stud.psych.
Menneskets menneskelighed er en efteraben af livets livlighed. Al biologisk overlevelse er afhængig af organismens evne til at tage ved lære af omgivelserne og tilpasse sig et omskifteligt miljø. Denne evne til adaptation er 1. lov i evolutionslæren. Livet er adaptivt. Denne adaptive evne udgør naturens naturlighed.
Menneskehjernen har perfektioneret denne lov om læring, tilpasning og forandring. Menneskehjernen er adaptiv. Menneskets menneskelighed er altså en spejling af naturens naturlighed, hvilket er grobunden for livets livlighed.
I menneskelivets natur bor en evne til løbende at forandre sig både neurologisk, psykologisk og socialt. Indre forandring som respons på ydre forandring er adaptionens nøglefunktion. Uden denne evne ville vi ikke være mennesker. Uden denne evne ville livet og naturen ikke have overlevet til nu. Vores hjerner danser og ræsonnerer hele tiden med omgivelserne på en måde, der konstant forandrer hjernens indretning – fagtermen er neuroplasticitet.
Hjernens vidunderlige neuroplasticitet
Neuroplasticitet er et velkendt og empirisk fænomen. Der er lavet en væld af undersøgelser, der viser, hvordan menneskets vidt forskellige mentale kompetencer kan ses afspejlet i hjernens mange og alsidige neurologiske indretninger. På hjernescanninger ser forskere, hvordan eksempelvis eksperter i matematik har væsentligt anderledes hjerner end den gennemsnitlig borger.
I et andet velkendt studie fra omkring årtusindskiftet undersøgte man, hvordan garvede taxachauffører i London havde en hjerneindretning, der radikalt adskilte sig fra normalen. Grunden til dette var, at London har mange små, snørklede gader, som taxachaufførerne måtte kende som deres egen bukselomme (studiet er fra før GPS’ens tid). For at udføre deres arbejde ordentligt skabte de altså et mentalt kort over London, så de altid kunne finde den hurtigste og bedste rute. Dette mentale kort blev bogstaveligt talt spejlet i deres neurologiske indretning. Deres viden, kompetencer og livserfaringer blev altså reflekteret i deres neurologi.
Det måske mest interessante ved studiet er dog, at da taxachaufførerne gik på pension, så forvandlede deres hjerner sig langsomt tilbage til normalen. MR-scanninger viste, at deres neurologi efter nogle år var blevet gennemsnitlig igen.
Den samme type studier af hjernens neuroplasticitet er også blevet lavet med mennesker, der bærer rundt på traumatiske oplevelser. Her gør det samme princip sig gældende: Hjernen ændrer sin neurologiske indretning som en konsekvens af de betydningsfulde oplevelser, personen har haft. Dette sker, fordi den traumatiske begivenhed på den ene eller anden måde opleves som presserende og vigtig for personens videre liv. Traumets vidensindhold sætter sig så at sige i personens kroppsyke, uanset om de vil det eller ej. Traumet er i bund og grund også en lærings- og tilpasningsproces – dog ikke en særlig rar en af slagsen.
Heldigvis kan hjernen også aflære traumer. Ligesom med taxachaufførerne kan hjernen aflære det, den allerede har lært. Når traumet bliver forløst, og man derved ikke længere har brug for den viden, som traumet indeholdt, kan hjernen forvandle sig tilbage og blive gennemsnitlig igen.
Hjernen – et helt særligt organ
Modsat andre organer, så er hjernen plastisk og formbar. Hjernen har mulighed for at forandre sig, når vi oplever noget nyt, der har gjort indtryk på os – både på godt og ondt.
Omvendt har hjertet én normal måde at slå på. Hvis hjerterytmen afviger fra normen, så er man syg. Ud fra denne lægefaglige logik anses det normale og gennemsnitlige for at være lig med sundhed, mens det unormale og afvigende betragtes som usundt. Desværre er denne logik blevet overført fra lægevidenskaben til psykiatrien. Tankegangen giver mening, når man taler om hjertet og andre organer, men når det kommer til hjernens indretning og funktion, kan denne tankegang føre til skadelige misforståelser.
Problemet er, at afvigelser i hjernens neurologiske fyringsmønstre ofte blot afspejler et anderledes levet liv. Den ”unormale” hjerne opstår som et produkt af vores livserfaringer. Hjernens evne til at reagere på sine omgivelser og fundamentalt omstrukturere sig selv i mødet med verden, er en essentiel komponent af vores menneskelighed.
Menneskets succes er, at vi har lært at lære
Kort sagt, så afspejler hjernen vores oplevelser og livserfaringer – ikke andet. Hjernen er et spejlbillede af det liv, vi hver især har levet. Sygeliggør man dette, sygeliggør man det, som personen er.
Selvfølgelig er der hjernecentre, som blot varetager fx basal bevægelse og perception – eksempelvis motorisk cortex eller Wernickes og Brocas område, der styrer vores sprogforståelse. Placeringen og funktionen af disse overordnede områder er nødt til at fungere gennemsnitligt, ellers virker hjernen ikke særlig godt. Selvfølgelig kan der opstå læsioner i disse centre, som kan ændre ens personlighed for bestandigt og føre til handicap. Dette kaldes dog hjerneskade – ikke psykisk sygdom.
Sprogforståelse, perception, hukommelse og eksekutive funktioner udgør blot et lille udvalg af en lang række mentale funktioner, der overordnet set bare skal fungere korrekt. Gør de ikke det, er der sandsynligvis tale om en hjerneskade. Når disse funktioner stille og roligt passer deres arbejde i baggrunden, så muliggør de dog hjernens evne til neuroplasticitet – menneskehjernensvigtigste funktion.
Man kan sige, at det primære formål med menneskets store og komplekse hjerne ikke blot er at sanse og føle ligesom alle andre medlemmer af vores art – det kan dyrene også. Menneskehjernen har derimod gjort mennesket til klodens ukronede konge, fordi den har lært at efterligne naturens og evolutionens vej til succes: Evig læring og konstant paratvillighed overfor forandring. Menneskehjernen har kort sagt lært at lære. Hjernens konstante tilpasningsevne er en forfinelse af naturens evolutionære principper, og hemmeligheden bag vores arts sejre over de andre.
Det primære formål med neocortex og andre hjerneområder, der evolutionært kun er tildelt mennesket, er ikke at opretholde en uforanderlig, stabil og gennemsnitlig tilstand. Den stabile og ensformige tilstand behøver kun at blive opretholdt i de overordnede og strukturerende hjerneområder, der muliggør neuroplasticitet. Det primære formål med netop den menneskelige del af menneskehjernen er derimod forandring og tilpasning. Forskelligheder i neurologiske netværk er simpelthen vores menneskelighed i aktion.
Anderledesheden i den højerestående neurale aktivitet kan have mange årsager – både gode og dårlige. Anderledesheden kan både føre til lidelse og lykke, men den er aldrig syg i sig selv. Hvis alene en anderledes neurologi bliver kriteriet for psykisk sygdom, bliver det anderledes menneske og det anderledes liv i sig selv noget sygeligt, hvilket selvfølgelig er en meningsløs påstand. Påstanden er uvidenskabelig i forhold til evolutionslæren og al den viden, vi har om hjernens formbarhed og de psykologiske forandringer, der følger med.