Gode RUM til nye studerende

Af Inger Lund Michelsen, stud.psych.
Illustration af
Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

Den store, prægtige kuppel tårner sig op over de to brede porte. Over den brostensbelagte indkørsel føres man gennem portene ind i gården, hvor de røde murstensbygninger rejser sig i en labyrint, så langt øjet rækker. Ikke så snart har man vendt sig mod den første dør, for glad at træde ind i hvad man formoder er bygning 1, den første bygning, før sandhedens gru går op for en: Der er intet system i bygningsnumrene.

 
Screenshot 2019-09-04 at 22.13.51.png
 

Dér ligger bygning 7 over for bygning 2, og det her er bygning 5, men den dér er ikke bygning 4, og så er der bygning 25, som ingen ved hvor er? Numrene er tilsyneladende spredt ud over campus, som visne mælkebøttefrø taget af vinden. Nemmere bliver det ikke, når man indser, at alle gange og trapper er ens. Det går udmærket med at finde hen til lokalet, men efter tre timers øvelseshold vælter man desorienteret ud på gangen for at finde den nærmeste udgang til frisk luft, og erfarer, at man ikke aner, om man skal til højre eller venstre. Det er charmerende at gå på et universitet, der minder en om det prægtige Hogwarts. Der går dog lidt af charmen, når man begynder at spekulere på, om også trapperne her konstant skifter position. Et forsøg på at finde en kantine og noget tiltrængt kaffe, medfører næsten altid en folkevandring ned ad de lange hvidmalede kliniske kældergange, der leder tankerne hen på tiden som kommunehospital, og man får fornemmelsen af at blive skubbet afsted af en portør, mens man ser de fluorescerende lysstofrør passere forbi. Campus kan være en labyrint for den nye (såvel som den gamle) studerende, og Indput har derfor forsøgt at lave en guide til de rum, der er vigtigst at kende og ikke mindst, hvordan du finder dem!

Kommunen

Midt imellem bygning 4 og 5 ligger den anden hyggelige campuscafe, Kommunen. Hvis du, klædt ud som abe, minion eller en Grøn Tuborg, har deltaget i årets farvefest, eller kastet dig hovedkulds ud i årets første torsdagsbar, har du allerede stiftet bekendtskab med denne festlige lokation. Når aftenen falder på, bliver kommunen, som den rene Askepot, forvandlet til CSS’ festcentrum. Det er her, hvor Frontallapperne transformerer de småslidte omgivelser til et eventyr af gennemførte temafester, hvor Torsdagsbaren slår dørene op til DJ og dansegulv, og hvor Fredagspsykosen indvier weekenden eller slår pjalterne sammen med Økonomi til den årlige Psykonomi-bar. På psykologi er vi ret gode til det dér med at holde fester, og hvis du har særligt flair for udklædning, shots-skænkning, ’dansning’ på baren, eller bare gerne vil være en af dem, der får festhjulene på CSS til at dreje rundt, ja så er det jo oplagt at melde sig ind i et af disse udsøgte festudvalg. Men vidste du, at der faktisk foregår andet end oprydning efter aftenens festligheder i kommunen i dagtimerne? Her kan du købe billig kaffe og en kiks på vej til undervisningen, eller slå dig ned ved bordene med noget gruppearbejde eller en eftermiddagssnak. Fredag eftermiddag skiftes kaffen ud med øl, når KØS (Kommunal Øl Service) forsøger at udvide vores smags-pallette og humlekendskab med et udsøgt udvalg af specialøl.

 
Kommunen

Kommunen

Dræberkaninen

Dræberkaninen, i daglig tale Kaninen, er alle psykologistuderendes hyggelige, underjordiske helle. I kælderen under bygning 2, kan man allerede dufte den friskbryggede kaffe og den nybagte kage, når man valser forbi ude på gangen på vej mod forelæsning i bygning 35. Duftene og den dæmpede hyggesnak trækker dig snart ind i cafeen, hvor du lader dig dumpe ned i en af de dybe, bløde lædersofaer. Her, i de psykologistuderendes fagcafe, kigger fortidens store psykologiske tænkere ned på dig fra væggen, mens du nyder en billige kaffe og hjemmebag, og tænker over alle de store tanker, der er blevet tænkt, netop i denne sofa, hvor du sidder. Kaninen er den lille oase, hvor du kan tanke kaffe op mellem timerne, eller mødes med vennerne for at hyggesnakke eller spise jeres madpakker. Mange psykologistuderende har også slået sig ned i et stille hjørne med en pensumbog og intentionen om at læse – men pas på! I de bløde møbler ender man som oftest med en rigtig dejlig ’morfar’ i stedet. Og når du nu alligevel bruger et par timer hver dag i de bløde møbler, for at småsnakke med venner og bekendte og brokke dig over al det pensum, du ikke får læst, var det så ikke noget at få en fast vagt i kaninen? Al den billige kaffe og hjemmebag laver ikke sig selv, men trylles derimod troligt frem af de søde frivillige, der har vagter i Kaninen. At melde sig ind i et af de mange studieinitiativer som Dræberkaninen, Kursusgruppen eller Indput, giver en mulighed for at udvide sit sociale netværk på studiet og falde rigtig godt til. Her møder du både studerende, der som du er helt nye og derfor deler dine bekymringer og frustrationer, og garvede specialestuderende, som kan give dig råd og vejledning til, hvilke valgfag man skal vælge, og hvordan man overlever kognitionspsykologi.

 
Dræberkaninen

Dræberkaninen

Læsesale

Forskellige studerende har forskellige læsevaner, men mange når i løbet af deres studietid til den erkendelse, at risikoen for pludselig at finde sig selv foran Netflix eller under dynen - når man ellers lige sad midt i Holzkamp og det kritiske subjekt - er betydelig mindre, når man befinder sig på en læsesal. Her er stolene hårde, lyset er skarpt og fokuseret og stemningen alvorlig. Den perfekte cocktail til en eftermiddag med fokuseret power-læsning, også hvis det bare er i ønsket om hurtigt at komme ud i den friske luft igen. Man kan for eksempel benytte sig af læsesalen på fakultetsbiblioteket, der ligger i den flotte gamle bygning på hjørnet af Gothersgade over for CSS. Der findes også læsepladser på studiebiblioteket i bygning 4 i stueetagen. Det er også her, at du - efter mange timer under den brandvarme projektørlampe og i stigende frustration over det faktum, at pensum er det rene volapyk, og at du er den eneste, der ser ud til at have opdaget det - kan luske ud i avisloungen eller kaste dig ned i en blød sækkestol ude i fællesarealet og klage din nød til en medstuderende: ”Hvorfor er alle kompendieteksterne taget ud af en sammenhæng, som jeg intet kender til? Og hvorfor behandler de kun emner, som jeg ikke har nogle forudsætninger for at forstå!?” ”Hvorfor kastes der om sig med begreber som reliabilitet, diskurs, interpellation, emergens og ontologi, uden at nogen gider at gøre sig den umage at forklare, hvad det betyder?!” Og din søde medstuderende vil tørre dine fugtige øjne og beroligende fortælle dig, at vi alle sammen har været der. Når man starter på et nyt studie, er det simpelthen en præmis for de første mange semestre, at man må udholde at læse og arbejde med en masse tekster, som man simpelthen ikke har kompetencerne til at forstå – endnu! Man har jo ikke et overblik over teoriretninger eller et perspektiv på faget, som man kan relatere teksterne til. Det betyder ikke, at du ikke har flair for faget, eller ikke egner dig til studiet, det betyder såmænd bare, at du er psykologistuderende! Efter et par semestres erfaring bliver håbløsheden mindre og forståelsen større, og vær derfor ikke bange for at opsøge og tale med studerende på de ældre årgange om dine bekymringer og frustrationer ved fagene – nogle gange kan en snak og en kop kaffe give fornyet mod på Sven Mørchs handlingsteori.

 
Læsesal på fakultetsbiblioteket

Læsesal på fakultetsbiblioteket

Botanisk have

På samme side af vejen som biblioteket ligger Institut for psykologi, hvor det videnskabelige personale og de forskellige forskningscentre har til huse. I stueetagen sidder de svendende og hårdtarbejdende specialestuderende ved deres specialepladser. Hvis man låser sig ind med sit studiekort og stille og ærbødigt bevæger sig ned ad gangen forbi de knoklende sjæle, finder man snart en dør til højre, der fører direkte ud i Botanisk have. Her kan man gå en smuk tur i æstetiske omgivelser, eller finde sig en rolig bænk og nyde sin madpakke i den friske luft. At tage en pause og koble af i løbet af dagen, mellem timerne eller læsningen på læsesalen, er en rigtig god måde at holde energien og motivationen høj. For der er rigtig, rigtig mange ting, man skal nå. Hele tiden. Faktisk er det at være studerende ikke bare et fuldtidsjob, men kan af og til føles som et 24-timers job: Der er jo altid noget mere, man kan læse, eller en opgave man skal skrive - så man har faktisk aldrig rigtig fri. Derudover er der hundrede og sytten spændende studenteraktiviteter og foreninger, man gerne vil være medlem af. Der er et studejob, der skal give lidt penge til kaffe i kaninen og gerne et par udenlandsrejser. Og var det ikke også noget med, at man hurtigst muligt skulle få en hel masse frivilligjobs og erhvervserfaring på CV’et, hvis man gør sig forhåbninger om et job bagefter? Der er rigtig meget, man føler, man skal nå, men først og fremmest er det vigtigt at huske på, at universitetstiden er tiden, hvor man skal lære, blive klogere og udvikle sig som menneske. Så glem konkurrencestaten for en stund, find dig en bænk i de smukke omgivelser i botanisk haves falmende efterårsstemning, og giv dig selv lov til at nyde alle de ting ved tilværelsen, som øjensynligt ikke virker så produktive: En kop kaffe i solen. En hyggesnak på gangen. En skønlitterær bog. En film på Netflix. Det er disse pauser, som skal fodre din lyst og motivation til at lære.

 
Botanisk have

Botanisk have

Meditationsrum

Dette sidste rum er lidt af en skjult perle på CSS, og kommer måske også som en overraskelse for en del garvede studerende. I bygning 8 i kælderen, mere nøjagtigt i rummet 8.01.29, befinder sig nemlig et meditationsrum. Ja, du læste rigtigt: CSS har et meditationsrum, hvor total stilhed og ro er påkrævet, og det helt uden at du forventes at sidde med næsen i en bog derinde. Faktisk er meditationsrummet, eller Stillerummet, som der står skrevet på skiltet, så hemmeligt, at du skal ringe til en fyr, der hedder Mohammed, for at få en kode til at låse dig ind med. Men har du først fået fat i ham, så har du til gengæld også adgang til flere kvadratmeter i total stilhed, hvor du kan udøve din mindfulness-kropsscanning, din bøn, din Zazen eller din transcendentalmeditation. Med andre ord: Få styr på dine chakraer her!