Flytning til Søndre Campus - En artikelserie

At flytte et fakultet

Af Lise Bennedsgaard Hagen, stud.psych., River Lingaa, stud.psych. og Ursula Teodora Skov Moeran, stud.psych.

“Dette er ikke enden. Det er ikke engang begyndelsen på enden. Men måske, så er det enden på begyndelsen.”     

En frostfyldt fredag formiddag i december fandt et møde mellem repræsentanterne i bygningsfølgegruppen og dekanatet sted. På mødet blev det meldt ud, at flytningen til Søndre Campus er besluttet. Det lød som enden. Enden på vores tid på kommunehospitalet. 

En triviel tirsdag aften, der ramlede sammen med den tågede semesterstart, fandt endnu et møde sted. Denne gang var Indput repræsenteret. En undren bredte sig i lokalet og blikkene flakkede rundt. Måske kunne vi, os studerende, alligevel have medindflydelse – ikke på om flytningen fandt sted, men hvordan vi kunne forbedre vores vilkår. Det lød alt andet lige som begyndelsen på enden. Begyndelsen på enden på vores tid på kommunehospitalet. 

Indput er født ud af studenteroprøret i 1968. Hvornår har vi nogensinde accepteret, at der træffes utransparente beslutninger hen over hovedet på os, uden at vi udtrykker vores holdninger igennem handling? I samlet flok satte vi os ned for at hitte rede i, hvad alt dette indebar. Hvad vi kunne gøre. Hvor det ville begynde. Hvor det ville ende. Hvad der skulle ske med os. Og hvorfor egentligt?  

Realisationen var uventet, forbavsende og uforudsigelig. For måske er det enden på begyndelsen. Enden på begyndelsen på Søndre Campus.  

“Hvad mener I?” tænker du nok. Fordyb dig i artiklerne, som afhang din fremtid på studiet af det, og find svaret.   


Fakta og overblik

af Ursula Teodora Skov Moeran, stud.psych. 

Med så mange rygter og følelser omkring flytningen af SAMF til Søndre Campus har vi forsøgt at samle et overbliksark over fakta i sagen. Overbliksarket er baseret på diverse mødereferater, artikler på KUnet, en samtale med Prodekan Sara Hagemann og et møde indkaldt af Jacques D. d. 7. februar, hvorpå Mikkel Vedby, Dekanen for det Samfundsvidenskabelige Fakultet, var til stede og kastede lys over sagen.  

  • Flytningen er vedtaget gældende fra 2024, såfremt den er mulig. 

 I december 2022 blev der afholdt et møde med bygningsfølgegruppen, hvor Vedby forklarede, at KU’s rektor og centrale bestyrelse havde afgjort, at de gerne vil have SAMF flyttet ud på Søndre Campus.  

  • Flytningen er besluttet grundet et behov for at indskrænke andelen af KU’s budget, der går til lejemål. 

 For at finde ud af, om dette overhovedet er muligt, har KU ansat arkitektfirmaet Arkitema A/S (det samme der har bygget for Søndre Campus), som skal foretage en række arealanalyser og undersøgelser for at udregne, om der er plads til os derude. Det vil sige; rektor har besluttet, at flytningen er aktuel, men SAMF og dekanatet forhandler stadig om, hvordan og hvorledes flytningen udfolder sig. 

 Hvis og når flytningen bliver aktuel, og de 4 tørre fakulteter (SAMF, HUM, TEO og JUR) skal bo sammen på Søndre Campus, skal alle enheder reducere deres arealforbrug svarende til KU’s fælles arealnorm. Derfor udarbejdes denne arealanalyse. Der blev tidligere udført en arealanalyse i 2021, men fordi SAMF både er blevet større i forhold til antal studerende, og i forhold til arealbehov, da der blandt andet er bygget nye psykologilaboratorier, foretages der nu en ny. KU skal kunne udregne, hvor vidt der er plads på Søndre Campus med vores nye behov, og hvor mange om- og nybygninger, der skal foretages inden flytningen kan blive aktuel. 

  • Arealanalysen regnes med at være færdig til sommer 2024. 

Det er denne undersøgelse, der virker til at være fejlkommunikeret som en officiel flytning iblandt studenterenheden.  

 En google søgning fortæller, at Kommunehospitalet består af cirka 71.000 kvm, mens Søndre Campus har 130.000 kvm. Vi er altså tilsammen på 201.000 kvm på de to campi. Hvis der ikke bygges nyt, skal vi derfor alle være på 130.000 kvm. En flytning af SAMF til Søndre Campus vil dermed betyde, at de fire fakulteter tilsammen får fjernet ca. en tredjedel af deres areal. 

  • Flytningen er stadig en proces som foreninger og studerende kan og opfordres til at være med til at påvirke. 

Det vil sige, skriv en mail til dekan@samf.ku.dk (Vedbys mailadresse) hvis man, for eksempel som forening, ønsker sig noget særegent for at imødekomme sin funktion eller behov. Det betyder også, at kommer man på en ide lige så fed som JUR’s ide om at bygge en replika af et retslokale, så henvender man sig også her. Det kunne være store ideer såsom et specifikt laboratorie, eller mere generelle ideer, såsom hvordan du synes, vi bedst bevarer eller forbedrer studiemiljøet på et nyt campus. Vedby har bedt om ønskelister, og opmærksomhedspunkter så intet bliver glemt i processen. SAMF skal have det meste ud af flytningen, hvis og når den er aktuel.  

Det er også relevant at pointere, at Dekanatet ikke hører under KU’s centrale bestyrelse. Dekanatet skal arbejde sammen med rektor, men det betyder ikke, at det er dem, der tager den endelige beslutning. Derfor skal vi også huske, at Mikkel Vedby ikke nødvendigvis er for flytningen. Vores engagement kan styrke hans forhandlingsposition, uanset om vi så forbliver på kommunehospitalet eller rykker ud på Søndre Campus. 

 

Tidslinje

 




Hvorfor skal vi egentlig flytte? 

Af Lise Bennedsgaard Hagen, stud.psych.
Illustration af
Ursula Teodora Skov Moeran, stud.psych. 

 KUs ledelse truer med at smide SAMF ud hjemmefra. Angiveligt fordi bygningsregnskabet ikke går op. På fuldstændig uforudsigelig vis er den nye Niels Bohr-bygning til de søde studerende på SCIENCE gået over budget, så nu skal der spares penge. Den åbenlyse løsning må derfor være at sende endnu flere studerende ud på Søndre Campus.  

 
 


Vi køber den ikke 
Og så igen. Vi ved ikke med jer, men vi synes altså, at der er noget, der ikke helt hænger sammen i denne fortælling. Kan I for eksempel huske, hvornår et offentligt byggeri sidst ikke er gået over budget? Og er der ikke allerede fyldt med en masse studerende ude på Søndre Campus? De har da slet ikke forelæsningssale i den størrelsesorden, som de enorme mængder statskundskabs- og økonomistuderende har brug for? En flytning må således kræve en udbygning af Søndre Campus. Det lyder da ikke som en optimal spareplan? For slet ikke at tale om selve flytningen og alle de rutiner, der skal genetableres. Vi synes ikke ligefrem, det lyder billigt. I Statskundskabs studieblad Med Andre Ord kan vi tilmed læse, at dekanen på det samfundsvidenskabelige fakultet selv tvivler kraftigt på den økonomiske logik i en sådan flytning. Nu finder vi så ud af, at flytningen ikke nødvendigvis er helt afgjort efter at have haft den truende fremtidsprognose hængende over vores hoveder i flere år. Hvad er det egentlig, der foregår? 


En forsigtig A&O-psykologisk analyse 
Man fristes til at sige, at der måske er noget andet på spil end rene økonomiske kalkuler. Vi har kigget tilbage i vores støvede A&O-kompendier og fundet en tekst, der har gjort os endnu mere mistænksomme. I artiklen Institutionalized Organizations: Formal Structure as Myth and Ceremony argumenterer sociologerne John Meyer og Brian Rowan for, at organisationer ikke kun opererer efter entydige økonomisk rationelle logikker. De handler i langt højere grad efter en mytisk og ceremoniel logik. Selvom det kan lyde gådefuldt, handler det om noget helt konkret: At sikre organisationens legitimitet. En organisation skal leve op til en række institutionaliserede myter, hvis den skal fremstå som en legitim organisation. Det kan være helt materielle ting såsom at have en bygning med en reception, men det kan også være ceremonielle aktiviteter, som organisationer må udføre, selvom de ikke har en umiddelbar effekt på effektiviteten. Kan det være en sådan logik, der er på spil i denne mystiske flytning til Søndre Campus? Organisationen Københavns Universitet har mistet en masse penge ved et fejlslagent byggeprojekt og må nu signalere, at de gør noget ved det. Ligesom man ofte ser omstruktureringer af den formelle organisationsstruktur efter en krise i organisationen, kan det tænkes at en sådan omfordeling af studerende kan have til formål at styrke enten organisationen eller ledende ansattes legitimitet efter logikken: Se, nu gør vi noget! Problemet er, at sådanne strategier ikke bare er ineffektive, de kan ligefrem hindre organisationen i at opfylde sine egentlige mål. De studerendes læring og trivsel er altså på spil i en sådan manøvre. Her påpeger Meyer og Rowan et springende punkt i deres teori: The logic of confidence and good faith. De mytiske og ceremonielle strategier virker kun, hvis organisationen er præget af en stemning af tillid og tiltro. KU kan altså ikke bare flytte et helt fakultet fuldt af studerende og ansatte, hvis de ikke har tiltro til deres ledelse. Så vil de nemlig protestere. Og så er legitimiteten pludselig i større fare end før.  


Når KU skal vælge mellem sine børn 
Hvis man skal tage nogle af de mange rygter om flytningen for gode varer, tegner der sig også et endnu mere interessant billede af KUs selvlegitimering. Der tales i krogene om, at pladsen i det tomme kommunehospital skal udfyldes med studerende fra SUND og SCIENCE. Det er ikke nogen ny tanke, at der i KUs øjne er en hierarkisk opdeling mellem fakulteterne med netop disse to fakulteter på toppen. En flytning af SAMF til Søndre Campus, kan således endnu tydeligere cementere, at SUND og SCIENCE er de fine fakulteter, der får plads i Indre By, mens SAMF må ud på Amager til vores tørre venner fra HUM, der heller ikke tiltrækker de store investorer fra det private erhvervsliv. Så er der ingen tvivl om hvem, der er KUs yndlingsbørn. 

 

Et studie i generationer af opacitet  

Af Lise Bennedsgaard Hagen, stud.psych.
Illustration af
Ursula Teodora Skov Moeran, stud.psych. 

 

Et materiales opacitet henviser til dets grad af ugennemsigtighed og uklarhed. De mange modstridende informationer og rygter, der svirrer om vores mulige flytning til Søndre Campus, vidner om en rimelig voldsom grad af opacitet fra KUs side. En ugennemsigtighed, som vi selvfølgelig forsøger at klare op nu, men burde det ikke være ledelsens ansvar at sikre transparens angående de fremtidige rammer for vores uddannelse? En ting er gennemsigtighed, en anden er medindflydelse. Burde vi egentlig ikke være blevet spurgt, før denne principielle beslutning blev taget? Er det ikke lidt sent at inddrage de studerende, når det reelt kun handler om at huske at sige “Vi vil også have et lokale til vores forening på KUA!”. Det virker i bedste fald som pseudoinddragelse.  


Historien gentager sig  
“At studerende og forskere på Psykologi i deres daglige akademiske virke må forholde sig kritisk afprøvende, udfordrende og diskuterende til akademiske tekster, teorier og paradigmer er en indlysende selvfølgelighed for alle deltagere i praksisfællesskabet Institut for Psykologi. Derfor kan det undre at en lignende anerkendelse af behovet for diskussion og kritik ikke omfatter selve rammerne for, og kulturen i, praksisfællesskabet (IfP). Min personlige opfattelse er, at det er enhver deltagers (studerende/forsker) ret såvel som pligt at deltage i diskussionen om, hvorledes vi kan forandre, udvikle og forbedre organisationen IfP, således at vi til stadighed kan udvikle instituttet. herunder forskning og undervisning, hvilket naturligvis vil komme psykologien til gode, hvad vi vel alle ønsker.” 


Ovenstående citat er som taget ud af en debat om de mange beslutninger, der for tiden bliver taget over hovedet på de studerende. Men det er det ikke. Citatet stammer fra en Indputartikel skrevet af ingen ringere end Mads Bank, da han selv var studerende. I 2005 stod vi nemlig også foran en flytning, og for at det ikke skal være løgn, kom den også i kølvandet på en blokade orkestreret af de psykologistuderende. Og det er ikke uvæsentligt, for dengang blev der også, som denne december, udformet en aftale mellem instituttets ledelse og de studerende. En af aftalens punkter lød: “I det hele taget tilstræbes det at skabe en langt større åbenhed mellem instituttets forskellige parter.” Et punkt, som det ifølge de forskellige Indputskribenter på daværende tidspunkt på ingen måde lykkedes instituttet at virkeliggøre.  


Vi står stærkere, når vi kender historien 
Hvis du føler dig forvirret over, hvordan dit fremtidige studieliv kommer til at se ud, og føler dig magtesløs vedrørende afgørende beslutninger om dit studieliv, er det altså ikke noget nyt. KUs ugennemsigtige kommunikation har stået på i længere tid, end nogen af os har studeret. Her bliver det tydeligt, hvilken udsat position, vi står i som studerende. Dem, der råber op, vil med tiden blive færdiguddannede, og de nye studerende vil derfor være prisgivet en ledelse, der får definitionsretten på historien om instituttets konflikter. En aftale indgået i 2005 er stadig bindende, men vi har ingen mulighed for at kende vores rettigheder, hvis vi ikke kender vores historie. Derfor en opfordring herfra til de specialeskrivende og dem, der allerede har en fod ude i arbejdsmarkedet: Videregiv jeres historier til en førsteårsstuderende! Selvom det er svært at indse, går der ikke mange semestre før i ikke er her længere. Heldigvis står en hel frisk årgang klar til at blive jeres arvtagere. Men kun hvis I fortæller dem, hvad I har lært om at være studerende på Institut for Psykologi.  





Når fakulteter flytter bygninger, flytter nissen da med? 

Af River Lyngaa, stud.psych.
Foto af
Ursula Teodora Skov Moeran, stud.psych. 

 

Du kender den nok – talemåden altså. “Nissen flytter med” defineres af Ordnet som “selvskabte problemer [der] forfølger én, hvis man blot flygter fra dem i stedet for at finde deres egentlige årsag.” Det kunne ganske vist siges at gøre sig gældende for instituttet (der åbenbart ikke gider lytte til de studerendes ønsker, hverken anno 2005 eller nu, så noget tyder på at den tendens flytter med), men hvad med os studerende? Det var vel sådan set aldrig vores “selvskabte” idé at punge ud til et bygningsprojekt der i sidste ende gik 2,3 milliarder over budget? Det var givetvis heller ikke helt efter KU’s plan, men så er det jo godt, at nogle andre fakulteter (som ikke behøves prioriteres for at holde sig på god fod med Novo Nordisk) bare kan betale prisen. Altid til tjeneste. Men et helt andet – og måske endnu vigtigere – spørgsmål består; hvad sker der, hvis vi udskifter “nissen” med “kulturen”? For når fakulteter flytter bygninger, flytter kulturen da med?  


Et skæbnesvangert møde med Mikkel Vedby 
Mikkel Vedby, vores dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, udtaler i en mail, at tre forudsætninger skal være opfyldt, hvis der skal komme noget godt ud af en flytning til Søndre Campus: SAMF skal bo og flytte samlet og have den fornødne adgang til 2 - 3 store auditorier og en række andre undervisningsfaciliteter. Derudover nævner han, at “studiemiljøet skal have lige så gode faciliteter og have lige så mange kvadratmeter som nu, men gerne flere.” Så er de hænder ligesom også vasket, kan man sige. For én ting er at kræve kvadratmeter, men en helt anden ting er at flytte studiemiljøet med… For hvor nemt er dét?  

Noget tyder på, at det måske ikke er det nemmeste i verden, hvis du spørger de studerende i forskellige studenterforeninger. En kold formiddag i begyndelsen af januar måned – formentlig mens de fleste af os stadigt skeløjede befandt os med næsen i bøgerne – tikkede en lille mail ind hos redaktionen her på Indput. “Møde med foreninger vdr. SAMF’s mulige flytning til Søndre Campus” stod der i emnefeltet. Mailen kom fra Jacques D, en studenterforening for studerende på Statskundskab og Samfundsfag. De indkaldte til et møde med foreningsledelserne, studienævn og relevante repræsentanter, for at orientere om forløbet vedrørende overflytningen til Søndre Campus. “En flytning kan have alvorlige konsekvenser for vores forenings overlevelse, og det er vores indtryk at den ligeledes kan have det for jeres – og dermed hele studie- og foreningsmiljøet på SAMF.” Men skal vi overhovedet bekymre os? Vi ved jo, at Vedby gør sit for at sikre gode faciliteter og lige så mange kvadratmeter, som vi har nu. Indput sendte to repræsentanter afsted til mødet for at undersøge nærmere. Da de igen indtog pladsen ved bordet i Indputs lokale, var de lettere forvirrede og forundrede, men særligt bekymringen fyldte også. For hvad skal der egentligt ske med os?  


Overlever vi? 
Siden mødet med foreningslederne, har vi i Indput undersøgt denne overflytning fra adskillige perspektiver. Ligesom Jacques D, er vi særligt bekymrede for studie- og foreningsmiljøet og har sat os for at se nærmere på det. I professionelt og typisk journalistisk  (læs: desperat) manér, har vi sendt en mail afsted til samtlige studenterforeninger på SAMF for at høre nærmere om deres tanker og give plads til, at alle kan lufte deres bekymringer, så vi kan analysere på dem (man er vel psykologistuderende). Det er ikke alle foreninger der er lige nemme at danse med, for flere af vor kære foreninger er apolitiske og ønsker ikke at udtale sig om andet end det rent praktiske. Men så er der også dem, der ikke har råd til at være det. Dem, der bruger 200.000 på blot én uge, for at kunne få forestillingen til at køre rundt. Ved bordet sidder Sophie, forperson for Politrevyen. De holder til i Chr. Hansens kælder, hvor hele scenesættet inklusiv scenepodier og linoleumsgulvet alt sammen er tilpasset auditoriet i Chr. Hansen helst præcist, og hvor en overflytning til et andet lokale på Søndre Campus næppe ville resultere i, at de blot kunne fragte scenesættet med, da scenen, de kommer til at indtage, højest sandsynligt ikke har samme mål. De vil derfor være tvunget til at købe nyt. Politrevyen er allerede afhængige af årlige gavmilde donationer fra Økonomisk Institut, så en masse ekstra udgifter vil betyde en lidt for nervepirrende kamp om overlevelse. De er allerede gået stærkt ned i medlemmer – fra omkring 70 inden corona til nu kun at være omkring 45. Det bekymrer Sophie. Hun ved, at flere af de studerende melder sig til Politrevyen grundet det sociale, hvor Cafélitten fungerer som samlingspunkt – et sted de studerende bruges til både at læse, regne, lave afleveringer og mødes blot for det sociale.  

“Men Cafélitten har jo meldt tilbage på mail, at den umiddelbare konsekvens for dem er, at deres virke vil blive begrænset medmindre, at de tildeles nye lokaler, hvor de daglige aktiviteter kan opretholdes,” afbryder jeg. Det skal nok gå. Vedby har jo sagt, at han er på sagen. Han skal nok sikre os vores kvadratmeter. Så er der vel ikke andet at bekymre sig om?  

Sophie, Økonomi, forperson for Politrevyen

Emil, Statskundskab, medlem af Jacques D og Campusgruppen


Når selv de apolitiske udtaler sig  
“Kan du bare flytte et lokale? Cafélitten er et samlingspunkt, men det er også en kultur,” påpeger Sophie. Så typisk hvordan folk med kendskab til økonomi altid skal stille mig spørgsmål, som jeg aldrig kan svare på. Min bankrådgiver gør det samme, når han pludselig spørger, hvordan det overhovedet er muligt, at jeg endnu engang er i minus. I fortvivlelse over hvordan jeg nogensinde skal svare på så vigtigt et spørgsmål, vender jeg mig over mod den anden side af bordet. Der sidder Emil, medlem as Jacques D og endvidere en del af campusgruppen. Han må vide, hvad jeg skal mene! Vi er vel alligevel efterhånden så vant til, at folk, der har læst statskundskab, bare træffer en beslutning på vores vegne, er vi ikke?  

Problemet opstår i det øjeblik, han ikke har et entydigt svar. “Jacques D er først og fremmest et fysisk samlingspunkt for de studerende på Institut for Statskundskab. Af den årsag kan foreningen som udgangspunkt flyttes fra ét sted til et andet,” svarer han nonchalant.  

“Så I har ikke en kultur i Jacques D, eller hvad? Det er ikke noget, I bekymrer jer om at miste?” prikker jeg, for jeg nægter at acceptere endnu en apolitisk udtalelse.    

Emil undgår elegant spørgsmålet, og fortæller i stedet om, hvordan Jacques D’s trivsel er afhængig af, at de er tætte på de studerende i hverdagen, at det generelle foreningsliv på instituttet trives og at de studerende har et personligt tilhørsforhold til foreningen og lokalet. Endnu engang banker Sophies spørgsmål på døren – for kan du bare flytte et lokale fra et sted til et andet uden at miste kulturen? Emil ønsker ikke at udtale sig om dette på vegne af Jacques D, men én ting slår han dog fast: “Hvis kulturen ikke på ordentlig vis kan videregives til de næste generationer af studerende på instituttet, vil det have konsekvenser for vores fællesskab.” 


Lav larm for vores alles fælles studie- og studentermiljø  
Så hvor efterlader det os? Når Vedby forsikrer os om, at han gør alt, hvad han kan for at sikre os de fornødne kvadratmeter, skal vi så bare læne os ubekymrede tilbage i stolen? Jeg ved det ikke. I min desperate graverjournalistiske tilgang, har jeg i den grad ledt efter svaret på det spørgsmål, som ingen ser ud til at kunne give mig – når fakulteter flytter bygninger, flytter kulturen da med? Men én ting er sikkert; studenterforeningerne er bekymrede. Selv de studenterforeninger, der holder på, at de er apolitiske. Dét synes jeg vidner om, at Vedbys forhandlingskrav slet ikke er tilstrækkelige. At vi ikke bare kan stille os tilfreds med the bare minimum. At vi må kæmpe vores egen kamp.   

Slutteligt er det dog vigtigt at påpege, at Vedby ikke er fjenden. For ham er det et politisk puslespil, der skal gå op, og vi er vel alle på et tidspunkt i livet blevet bedt om at vaske hænder, inden vi satte os til bordet. Om han rent faktisk er på vores side, eller om vi blot tilfældigt befinder os på samme side af Niels Bohr-bygningen vides ikke, men alt tyder på, at han kæmper den samme kamp, som vi gør, inden for de rammer, han kan. Vi skal lægge vores kræfter, hvor det giver mening, hvis vi vil vinde denne kamp, og selvom det er fristende, er det sandsynligvis nytteløst at placere vores afmagt og frustrationer hos ham. Selvom han er den store og almægtige dekan, så træffes der også beslutninger på niveauer over ham. Som om Vedby gider til Amager! Lav larm for vores alles fælles studie og studentermiljø, men sørg for at det når ud til rette vedkommende – hvem end det så må være i dette latterligt utransparente virke.   


Således oplyst og oprørt efterlader vi dig her, kære læser. Nu står du foran en valg, vi ikke kan tage for dig: Hvad vil du nu gøre? Vil du kæmpe imod flytningen og din tvungne afsked med vores elskede kommunehospital, eller vil du acceptere beslutningen og råbe højt om dine ønsker til et nyt studieliv på Amager.  

 Uanset din holdning vil vi opfordre dig til at lade din stemme blive hørt og ikke forholde dig passivt til denne fundamentale omlægning af vores alles studieliv. Det er nok ikke gået dig ubemærket hen, at vores artikelserie er præget af en slet skjult understrøm af skepsis, men her til sidst vil vi slå fast, at vi selvfølgelig håber, at en eventuel flytning vil føre forbedringer med sig for os alle. Og hvem ved, måske kæmper Mikkel Vedby virkelig vores sag. Men vigtigst af alt er vi næsten 7000 studerende og derudover ansatte på SAMF. Vi kan godt få vores stemmer hørt.  

 Som en lille afskedsgave har vi samlet en liste med forslag til hvordan du kan få indflydelse, som blot er til inspiration – hverken en opfordring eller ikke en opfordring: 

  • Tal med dine medstuderende 

  • Hold dig opdateret i sagen  (for eksempel hos medandreord.dk eller campusgruppen.dk)

  • Tal med Uniavisen 

  • Gør brug af repræsentanterne i Campusgruppen 

  • Skriv en mail med ønsker til dekanen - ALT er relevant. 

  • Meld dig ind i Campusgruppen 

  • Samarbejd med de andre fakulteter 

  • Deltag ved Dekanens Dialogforum 

  • Mød op til Samfrådsmøder  

  • Mød op til Psykrådsmøder - Husk at alle psykologistuderende er velkomne 

  • Send vrede mails til Rektoratet 

  • Kontakt Akademisk Råd 

  • Blokér noget eller nogen