At bære lyset i mørket – et blik ind i at blive udskrevet fra en psykiatrisk afdeling

Af Sarah-Emilie Gundolf Josiasen, stud.psych.
Illustrationer af Regitze Langager Christensen, stud.psych.

Hvordan føles en begyndelse, når man går fra at være indlagt i psykiatrien som patient til at være udskrevet og fri igen? Er begyndelsen lige så opløftende og mulighedsberigende, som begyndelseskonnotationerne normalt vil hengive sig til? Dette har jeg haft en samtale med Sille om, som netop er blevet udskrevet fra en psykiatrisk afdeling efter over et år som indlagt. Begyndelser som denne er ikke altid lette, men hun beskriver, hvordan hun snart er klar til at bære sit eget lys igen.  

Når vi hører ordet begyndelse ringer det typisk en klang af optimisme og håb. Begyndelser kræver mod. Men man kan ikke være modig uden at være sårbar. Dette er i sig selv vigtigt, fordi vi får en meningsfuld oplevelse af, at det vi retter os imod i begyndelsen, bliver betydningsfuldt.  

Er denne oplevelse den samme, når man har været indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling i mere end et år og har oplevet at komme i bedring, men have tilbagefald? Limbolandet mellem lidelse og recovery. For Sille, som netop er blevet udskrevet fra en psykiatrisk afdeling, betyder denne nye begyndelse en mulighed for en ny start. Hun kan danne sig en ny identitet, som ikke længere skal baseres på et narrativ om at være den indlagte patient. Men for at forstå den position, man har som patient, må vi vende tilbage til enden på begyndelsen. Til indlæggelsen og til psykiatrien. 

Har psykiatrien mistet grebet om sig selv? 
Det er svært at sige om psykiatrien er opbygget efter forestillingen om, at det har med menneskers ”begyndelsernes ende” eller ”endens begyndelse” at gøre. Hvis man tager udgangspunkt i, hvad psykiatrien har som opgave, så er det grundlæggende set at forebygge, diagnosticere og behandle psykiske lidelser. Den selvforståelse, der hersker i psykiatrien, er på en eller anden måde, at man har at gøre med samfundets mindst ressourcestærke individer. Det ses i forskellige udtalelser fra psykiatere. Hver gang en ressourcestærk patient møder det, der kan opleves som den psykiatriske mur, får de at vide ”Jamen du er ikke den typiske psykiatriske patient”, for der er en antagelse om, at de psykiatriske patienter kommer fra kummerlige kår, og det på denne måde er en sneboldeffekt fra deres sociale og biologiske arv, som gør, at de har udviklet en psykiatrisk lidelse.  

Der har været forskellige retninger og tilgange til psykiatrien i et psykiatrihistorisk perspektiv. Den antipsykiatriske bevægelse, som fremmanede sig i løbet af 1970’erne med psykiaterne Ronald D. Laing og David Cooper i front for bevægelsen. Deres projekt beroede på at udfordre den biomedicinske psykiatris grundhypoteser og måde at udøve behandling på. Deres kritiske perspektiv blev startskuddet til belysningen af en række problematikker i den herskende psykiatri og behandlingsudøvelse. Tilgangen er mindre udbredt i dag, hvor der i min optik desværre viser sig tendenser til en tilbagevendelse til den biomedicinske forståelse og herskerteknik i det psykiatriske system. Her bygger antagelserne på, at de psykiatriske lidelser er et anliggende, som man må behandle i personerne selv, hvor der bliver en forglemmelse af, at der er et kæmpe apparat omkring dem, som i høj grad er influerende på deres levede erfaringsverden. Den antipsykiatriske bevægelse ville snarere have øje for, hvordan kontekst og struktur har betydning for, hvordan de lidende bliver behandlet i systemet. Det er ikke en underkendelse af de lidende, men derimod en anerkendelse af, at lidelse er et alment menneskeligt anliggende.  

En begyndelse har altid en baggrund 
Denne gennemgang af psykiatrien skaber rammen for, at jeg har haft en samtale med Sille, som netop er blevet udskrevet fra psykiatrien. Sille er en ung kvinde, som det seneste år har været indlagt på en psykiatrisk afdeling som følge af sin oplevelse af at leve med paranoid skizofreni. Sille beskriver, at når man lever med en psykiatrisk lidelse, er den gennemgribende for, hvordan ens forankring i verden er. 

Vi begynder samtalen med, at hun fortæller om sin indlæggelse på en lukket afdeling. Hun fluktuerede mellem at være indlagt på en lukket og en åben afdeling. Det virkede på mig som om det havde mere at gøre med, hvordan miljøet var på afdelingerne end det havde at gøre med, hvordan Sille havde det på det givne tidspunkt. Der var ikke en decideret tærskel, som afgjorde, hvornår hun passede ind hvor. Dette var et kendetegn for Sille undervejs i sin indlæggelse på afdelingen. Hun beskrev, at der var en grundlæggende kamp om sengepladser. Her havde hun en særligt ubehagelig oplevelse med en overlæge, som truede med at ville udskrive hende til et herberg på grund af sengepladsmangel og Silles ressourcestærke personlighed. 

Psykiatriens skabelse af stereotyper 
I løbet af sin indlæggelse mødte Sille en psykiater, som netop italesatte, at hun ikke var den ’typiske paranoid skizofrene patient’, hvilket fik hende til at tvivle på, hvordan hun mon skulle være, hvis hun skulle ’leve op til’ sin diagnose. Det fyldte en del, fordi diagnosen og symptomerne netop er det, som er eksistensgrundlaget for at være psykiatrisk patient og dermed blive tilbudt behandling og hjælp. Hun havde en oplevelse af, at der var en stereotyp og dømmende karakter hos noget af personalet på afdelingen, som hun var indlagt på. De formodede, at når hun havde denne diagnose måtte hun passe ind i den sædvanlige forestilling om ’den skizofrene kasse’. Men det gjorde Sille sjældent. Hun beskriver, hvordan hun ofte blev omtalt som værende en del af ’personalet’ på afdelingen, fordi hun kendte rutinerne og var ’den ressourcestærke’ patient, hvilket de flere gange gjorde Sille opmærksom på i løbet af hendes tid på afdelingen. 

Begyndelser som skaber muligheder – at være blevet udskrevet 
Sille har fået en plads på et bosted, som hun skal bo på indtil videre. Hun er flyttet for omkring en uge siden, så bostedet og omgivelserne er stadig meget nye for hende. Hun er egentlig skrevet op til et helt andet sted, men må bo her på bostedet, indtil det andet bosted får plads til hende. Hun er dog glad for denne nye begyndelse. Hun beskriver, at afskeden med afdelingen og det seneste år som indlagt er vemodigt, men nødvendigt. Hun beskriver, at hun er taknemmelig for indlæggelsen, fordi hun har mødt et enormt hjertevarmt personale undervejs i sin indlæggelse. De har kæmpet for at tage hende alvorligt og for at have Silles oplevelser og perspektiv i højsædet.  

Sille beskriver en meget smuk anekdote, hvor en på afdelingen sagde til hende: ”Vi bærer lyset for dig, imens du ikke kan – og giver det tilbage til dig, når du er klar. Vi holder håbet for dig”. Dette gav Sille en ro og tryghed om, at når hun ikke kunne se en ende på lidelsen, så vidste hun, at der var nogen, som kæmpede for, at det skulle blive lysere tider. Sille lærte i løbet af sin indlæggelse, at hun ikke skal arbejde imod sin diagnose. Hun vil fremover arbejde så meget med sin diagnose som muligt. Det skete i takt med, at hun accepterede sine symptomer på skizofreni. Hun beskriver, at hun ikke er tilfreds med disse vilkår, men har valgt at anerkende, at de er en del af hende, som hun har redskaber til at håndtere. Hun arbejder for at skabe en transparens med at leve med en psykisk diagnose, som vil skabe rum for, at flere kan spejle sig i hinanden samt tage ejerskab over sin tilværelse igen. 

Sille siger til sidst, at den eneste egentlige start og slut på livet er fødslen og døden. Resten er blot bump på vejen.