Af Frederik Bjerre Andersen, stud.psych.
Illustrationer af Bolette Bendix Huus, stud.psych.

Konfliktniveauet og massemigration syd for Europas grænser er støt stigende, alt imens interessen for opretholdelsen af flygtninges rettigheder besynderligt nok er faldende. Nærværende artikel vil belyse, hvordan dyder som humanisme og medmenneskelighed er på retræte i dansk flygtningepolitik og den offentlige debat om flygtninge.

Inden for de seneste år er flygtningedebatten i Danmark blevet et af de absolut mest presserende politiske emner. Det partipolitiske landskab er yderst polariseret omkring emnet. Ikke desto mindre har regeringen og flere af oppositionspartierne resolut annonceret et, for indeværende nødvendigt, ”pusterum” for tilstrømningen af flygtninge. Danmark kritiseres internationalt for sin gradvist ringere modtagelse og beskyttelse af flygtninge i asylcentrene landet over, alt imens politiske stramninger trumfes igennem. Den samlede ulandsbistand er faldende, og politikerne vil revidere selve flygtningekonventionen.

Hvad skyldes dette værdipolitiske skred? Er debatten nået et punkt, hvor det må erkendes, at idealer om at hjælpe mennesker i krig og nød stopper i det øjeblik, at den overvældende ikkevestlige immigration til Europa kun bliver større og større? Har rationalitet i dansk værdipolitik sejret over humanistiske idealer om at hjælpe mennesker i desperat nød?

Partipolitiske narrativer i flygtningedebatten herhjemme
Alt imens tusindevis af migranter, heriblandt tvungne krigsflygtninge fra Assad-regimet i Syrien, flygter fra deres tilværelser, har der i flygtningedebatten i Danmark manifesteret sig to partipolitiske yderpoler. Disse har vidt forskellige udlægninger af, hvem flygtningene er og hvor lang tid de må opholde sig inden for landets grænser.

Man kunne hævde, at den yderste højrefløj har kreeret negative sociale narrativer om visse flygtningegrupper med anden etnisk baggrund som værende fremmede folk, der både kulturelt og værdimæssigt invaderer og underminerer danskhed. Hvis man bevæger sig længere ud på samme fløj, finder man formanden Pernille Vermonds parti Ny Borgerlige. I partiet bebudes et totalt asylstop og paradoksalt nok, at FN’s Flygtningekonvention om beskyttelse og ret til asyl fra 1951 er, ja, ”inhumant”. På snyltende vis dræner disse mennesker velfærdsstatens ressourcer. I partiet flirtes der med undergangsfantasier, hvor muslimers indvandring overrumpler danskhed. Det er der midlertidigt ikke evidens for. Selvom det politisk er let kommunikérbart over for vælgere at reducere debatten om flygtninge til en diskussion, hvor der sættes lighedstegn mellem flygtninge, Islam og terrorisme, så løser det bare ikke det fortsatte strukturelle problem med ikke-vestlig immigration til Danmark. Dette fordi tal fra OECD tydeligt indikerer, at det høje milliontal af eksterne og interne fordrevne mennesker i verden er støt stigende de kommende år (primært pga. fejlslagne stater og klimarelateret ressourceknaphed). Selvom Danmarks Udenrigsministerium indrykker advarselsannoncer i libanesiske aviser om at flygtninge skal holde sig væk, eller beder det danske grænsepoliti i Padborg om at fratage flygtninge deres smykker, så er disse mennesker kommet for at blive. Dét er et evidensbaseret faktum. For at afhjælpe den enorme udfordring som flygtningedilemmaet har skabt, så bør man skrælle de overskyggende diskussioner om eksempelvis Levakovic-sagen, og hvorfor flygtninge med anden etnisk baggrund ikke spiser flæsk og and, væk. Man bør tage fat om migrationskrisens rod; de strukturelle forhold som motiverer flygtningebølger mod nord.

På den anden yderfløj har vi at gøre med venstreorienterede politikere og meningsdannere, som klart adresserer, at vi skal opretholde regler, konventioner og kvotefordelinger af flygtninge ud fra et mere altruistisk syn på flygtningene. Dette syn kritiseres af mange for at være en for økonomisk irrationel prædiket tone, som bare genererer flere fattigdomsflygtninges ankomst til Danmark. Folketingskandidat Kristian Tørning fra Dansk Folkeparti udtrykker venstrefløjens falske humanistiske position således: ”… og mange andre (red.: folk på venstrefløjen) forlader humanismen, fordi de forholder sig rent emotionelt til ikke-vestlig indvandring. Fx når de nægter at forholde sig til migrationens økonomiske følgevirkninger” (05.01.2018, Ræson). På denne måde menes mange på venstrefløjen at slippe for at tage flygtningekrisen alvorlig som et katastrofalt empirisk velfærdsproblem. Dermed er disse ikke humanister, idet indtagelse af flygtninge betyder, at normale danskere skal betale regningen for migranternes ophold i Danmark. Ovenstående ræsonnement har gjort det mere legitimt i den offentlige debat at forholde sig mere hårdhændet i tilbageholdelsen og hjemsendelsen af flygtninge. Men hvor går grænsen mellem at være hårdhændet over for flygtningene kontra diskriminerende og ydmygende over for disse mennesker i særlig nød?

Fup eller fakta – Udgør de tilkomne flygtninge en reel trussel?
Hvorfor reagerer danskerne med angstdiskurser og følelse af frygt for de fremmede, når det i virkelighedens verden er størstedelen af de krigshærgede og forfulgte flygtninge, som egentlig er paralyseret med reel frygt for deres liv? Tal fra OECD viser, at antallet af flygtninge i Danmark udgør 3,7 flygtninge per 1000 danskere. En egentlig eksistentiel trussel udgør disse flygtninge vel ikke? Det er lige omvendt flygtningene, der har grund til at være bange for deres tilværelse på dansk grund efter VLAK-regeringens systematiske forsøg på at sætte en kæp i hjulet for dansk integrationsarbejde med udelukkelse af adgang til det øvrige samfund.

Forskning viser, modsat hvad visse danske politikere fører politik på, at flygtninge har en genuin interesse for hjemsendelse, når de har opnået fornødne ressourcer i modtagerlandet. Ja, fejlslagne staters politiske konflikter og folkedrab kan tage længere tid end 5-10 år, hvorfor det kan virke sløret for europæiske regeringer, hvorvidt prioriterede ressourcer til flygtninge de facto går til at total-integrere disse mennesker eller stadig har til hensigt at udruste dem til at vende tilbage. Halvdelen af verdens flygtninge har levet en fordreven tilværelse i mere end fem år. Hvad skal man gøre med dem? I stedet for at hjemsende flygtninge hovedkulds på et fly fra Kastrup mod forfølgelse eller den visse død, så burde vi herhjemme prioritere et højere fokus på nærområdebistand og investering i bæredygtige løsninger i flygtninges nabolande.

Når økonomiske hensyn vejer tungere end medmenneskelige idealer
På en måde forekommer der en diskrepans mellem økonomitænkning og humanisme i flygtningedebatten, hvor vi på den ene side vil hjælpe flygtninge og på den anden side har behov for at dokumentere i excel-ark, hvorfor vi hjælper dem. At flygtningekonventionen er baseret på et humanistisk ideal om at komme andre verdensborgere til undsætning, gennem ret til asyl, harmonerer nemlig dårligt med det forhold, at flygtningene tit og ofte måles på deres arbejdsduelighed og profit for staten. Den instrumentaliserede logik blandt visse, særligt borgerlige-liberale økonomer, lyder: Kan vi tjene penge på flygtningene? Nytteetikken om, at det er dyrt for staten at indlogere flygtninge i det danske velfærdsystem, er såmænd et legitimt og vigtigt aspekt i debatten. Det er bare ikke formålet i første omgang med det oprindelige ideal i FNs flygtningekonvention om medmenneskelighed og beskyttelse før andet. Man ville jo heller ikke nedlægge væresteder for alkoholikere og stofmisbrugere i Danmark med begrundelsen, at det er for dyrt. Det er en fællesformuleret politisk prioritering at hjælpe folk i nød fremfor en økonomisk indtjening, der bør veje tungest, når man skal komme nødstedte mennesker til undsætning.

Dermed ikke sagt, at man på naiv vis bare kan negligere flygtningestrømmenes omfattende økonomiske konsekvenser, som kræver en gennemtænkt omstrukturering af velfærdsydelser. For ja, der ér enorme sociale problemer med flygtninge, og denne gruppe udgør en ikke uset omkostning for den danske stat i de første generationer. Undersøgelser foretaget af Rockwool Fonden og den liberale tænketank Cepos viser midlertidigt, at indvandrere som integreres i uddannelsessystemet og på det danske arbejdsmarked udmunder i en positiv gevinst for de offentlige finanser. Lagt oven i dette, så forudser OECD i deres Migration outlook report 2017, at den globale tilstrømning af immigranter, herunder krigsflygtninge, er støt stigende henover de næste årtier. Det har den danske professor inden for migrationsområdet Thomas Gammeltoft-Hansen netop behandlet i sin nye bog ”Hvordan løser vi flygtningekrisen?”. Ifølge professoren vil status-quo kontrol- og afskrækkelsespolitik i Europa føre til et bristepunkt, hvor det bliver åbenlyst, at man ikke kan afhjælpe flygtningenes situation ved at nationalstaterne prioriterer suveræne lappeløsninger og symptombehandling fremfor seriøsiteten i multilaterale løsninger. Når den nye forventelige bølge af flygtninge krydser middelhavet til sommer, og flere mennesker må lide døden på havet, så ses den uløste flygtningepolitik i et endnu klarere lys. Når flygtningenes ulykkelige skæbner kommer vores vildeste fantasi i forkøbet, og virkeligheden sparker ind, så må vi europæere spørge os selv, om vi er villige til at se flere syriske børn strande langs unionens grænser på flugt fra krig og rædsel. Billedet med den treårige Alan Kurdi på flugt fra Syrien, som strandede ved den græske grænse i 2015, må være nok dokumentation for omfattende international handling.

Ægteskabs- og familiesammenføringer i Danmark
Er det værdigt, at vi strammer familiesammenføringsregler, så de få der kom hertil formentligt ikke får kone og børn at se i minimum tre år? Såfremt de overhovedet får dem at se igen. Det er vel egentligt ret fejt, når man gentagne gange påmindes om, hvordan Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet desværre fastholder flygtninge i danske asylcentre i uigennemskuelig lang tid. Mange af flygtningene, der ér berettiget til asyl jf. Flygtningekonventionen, oplever at sidde ustimuleret og afsondret i et asylcenter i flere år med psykotiske krigslidelser. Det er dybt uværdigt at lade flygtninge med fuldt overlæg sumpe på et center på ubestemt tid, og samtidig psykologisk usundt, når mennesker i længere perioder ikke er beskæftiget med noget håndfast i tilværelsen. Det gør dem i øvrigt heller ikke mere gearet til at vende hjem og løse enorme problemer i krigshærgede lande, således flygtningebølgerne neddæmpes. Det kan godt være, at Inger Støjbergs (V) intention med strammere familiesammenføringsregler symbolsk skal afskrække flygtninge fra overhovedet at komme til Danmark, men lavpraktisk er det ufattelig synd for den far eller mor, der påtvunget skal isoleres fra deres børn i op til tre år. Det er også psykisk nedbrydende for de få børn, som undergår passivt omsorgssvigt ved mors eller fars fysiske fravær. Med andre ord foregår der en slags dobbelt traumatisering eller menneskelig katastrofe for adskillige flygtningebørn, og her må prisen for disse menneskers psykiske velvære veje tungere end symbolske flygtningestramninger. Den kontrol- og afskrækkelsespolitik, som bl.a. Inger Støiberg (V) og Martin Henriksen (DF) har været fanebærere for, løser heller ikke det overordnede problem med flygtninges stigende tilstedeværelse i Europa. Igen, vi må tage fat om problemets rod; ændre levevilkårene i nærområderne, så folk ikke motiveres til at fortsætte nordpå.

Interventioner skal ud i asylfasen
Den såkaldte sponsormodel i Canada har båret frugt ved, at folk fra det lokale civilsamfund forpligter sig, mod betaling fra staten, til at understøtte flygtninges udvikling både kulturelt, økonomisk og undervisningsmæssigt. Herhjemme er Venligboerne i Hjørring et eksempel herpå. Desuden viser erfaring fra psykiatrisk og psykologisk fagpersonale i de danske asylcentre, at flygtninge kommer hurtigere i beskæftigelse, hvis de allerede mødes med sprog-, undervisnings- og arbejdskrav under deres asylbehandling. På den måde kan en tidligere beskæftigelsesindsats i centrene beviseligt reducere flygtninges traumatiserende oplevelser fra hjemlandet.

Menneskerettighederne – vores fælles bolværk mod det onde
Christian Friis Bach, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, forhenværende undergeneralsekretær i FN og minister for udviklingsbistand formulerer om flygtningesituationen: ”Der er brug for at forsvare menneskerettigheder, vores fælles bolværk mod forfølgelse, undertrykkelse og overgreb” (Ræson). Der er brug for at skyde i gevær for opretholdelsen af menneskerettigheder for flygtninge i en tid med krig, krise og kræsne europæiske statshænder. Rettighedernes umistelighed for et hvert menneske, syrere såvel som danskere, er i virkeligheden et boomerang-argument: Vi sikrer egen garanti for et værdigt ophold på den anden side af en international grænse, når vi selv bestræber os på at agere værdigt over for fordrevne flygtninge i nød, som finder vejen til vores grænser. Derfor er FN’s flygtningekonvention fra juli 1951 ikke bare et historisk levn fra efterkrigstiden, men stadig i dag den bedste overstatslige garanti på individplan for folk på flugt – hvis ellers vi magter at overholde den. Danmark er tilsyneladende et af de eneste europæiske lande, som behøver ”et pusterum” for kvoteflygtningene, som VLAK-regeringen har annonceret det. Selvfølgelig på nær Ungarns premierminister Victor Urban, som har hede nationalistiske drømme om at barrikadere hele Europa med mure og hegn. Hvis man kigger mod Norge, Sverige og Holland, så vil man se lande, der i mindst ligeså høj grad oplever flygtningestilstrømningen, særligt Sverige, som modtog 163.000 asylansøgere i 2015. Sveriges status som humanistisk stormagt abdicerede for nylig, hvilket netop hænger sammen med bl.a. Danmarks frasagte andel af vandrende flygtninge langs den jyske motorveje samme år på vej mod Skandinavien. Havde man delt byrden ligeligt i 2015 og 2016 landene imellem i Europa, havde billedet muligvis set anderledes ud.

Hvorfor skulle en it-ingeniør i Syrien forlade sin prestigefyldte position i bytte med ufaglærte stillinger og re-uddannelse i Danmark? Hvorfor skulle verdens fordrevne og udsatte forlade hus og hjem til fordel for en usandsynlig høj risiko for at møde døden på Middelhavet? Alene i 2015 estimeres dødstallet af migranter, som forgæves krydsede middelhavet, til 3.770. Dignity (Dansk Institut Mod Tortur) hævder, at der ikke findes præcise tal på omfanget af traumatiserede flygtninge verden over, men et seriøst bud lyder på, at 30 procent af alle flygtninge er traumatiserede qua krig og flugt fra hjemlandet – ofte fra borgerkrigen i Syrien. Når anbragte fædre og mødre i de danske asylcentre diagnosticeres med svære post-traumatiske symptomer, da kan man på et medmenneskeligt plan godt forstå, at de har svært ved at koncentrere sig om deres børn og en dansk test vedrørende Holger Danske og Ludvig Holberg. Hvad betyder disse yderst negative humanitære implikationer, som asylansøgere underlægges i Danmarks selvforståelse? Det er da paradoksalt, at man på den ene side i Danmark forsøger at efterleve og respektere underskrevne konventioner, men på den anden side forsøger at gøre livet hårdt for flygtninge ved at nægte dem adgang til en så vigtig rettighed som dét at give adgang til asyl. Det er et kontraproduktivt arbejde, som udstiller kompleksitetsniveauet i behandlingen af flygtninge herhjemme, og samtidig appellerer det til et paradigmeskift i Europas flygtningepolitik.

Hvem skal så gå forrest i kampen for flygtningenes rettigheder?
Som det ser ud i øjeblikket på hjemmefronten, så fejer Danmark tæppet væk under en længere tradition som drivende aktør i kampen for humanitær hjælp og ophold for kriseramte flygtninge. Mon ikke Nobelprismodtager og FN-flygtninge højkommissær Poul Hartling (V), som i efterkrigstiden involverede Danmark i konventioner for en bedre verden og behandling af fordrevne flygtninge, ville vende sig i sin grav, hvis han overværede, hvordan dansk flygtningepolitik frasiger sig sit ellers selvproklamerede ansvar for mennesker i nød? I det lys kan man bedre forstå, hvorfor man på FN-kontorerne i Genève, New York og andre steder i verden nu lytter mindre til danske menneskerettighedsrepræsentanter. Selv udskældte og menneskerettighedskrænkende lande i Asien mister lysten til at se mod Vesten, for at finde gode værdier at bygge et samfund op på!

Hvad hvis dem, der bærer det tungeste læs siger stop?
I værste fald kunne man frygte, at de lande, som bærer det tungeste læs, såsom Jordan, Libanon og Tyrkiet, på et tidspunkt også snart segner helt under for flygtningepresset, og frasiger sig ansvaret for de tilsammen 95% syriske flygtninge, som huser flygtningelejre, der gradvist udvikler sig til rastløse slumkvarterer i Mellemøsten. Hvis først dominoeffekten opstår, hvor land efter land i nærområderne siger stop ved en opløsning af enorme flygtningelejre, såsom Dadaab i Kenya og Zaatari i Jordan, så vil vi i Europa modtage eksploderende høje tal af ekstremt fattige migranter. Netop det scenarie bliver mere og mere aktuelt og udstiller, at vi må revidere det nuværende flygtningesystem. Endnu vigtigere rejser det rekordhøje tal af flygtninge i Europa spørgsmålet om, hvordan vi som nationalstat vil forstå os selv og vores medmenneskelige værdier, når flygtningene kommer. For det gør de. Det er som om, at der hersker et tiltagende lineært forhold mellem et forøget konfliktniveau i verden og en faldende interesse for at opretholde rettigheder og konventioner. Håndteringen af flygtningene er et politisk spørgsmål og ikke en appel til en ”nødvendighedens politik”, hvor politikere på stribe herhjemme frasiger sig flygtningekonventionen og overstatslige rettigheder, og taler om krakelerende velfærdstater på grund af ikke-vestlig migration.

Hvad vil vi stå for udadtil, og hvem er vi indadtil i lille Danmark i dette komplekse udenrigspolitiske spørgsmål? Balancen mellem at hjælpe internationale borgere i nød, uden at drosle for meget ned i det nationale velstandsniveau, bør diskuteres konkret. Men hvad der bør diskuteres først er, om vi oprigtigt kan leve med tanken om, at uskyldige mennesker på desperat vis og under kummerlige forhold, politisk, religiøst og etnisk, ikke får den hjælp i modtagerlandene, som FN og det internationale samfund efter 2. verdenskrig stillede i udsigt!

Flygtningedebatten herhjemme - Et essay om forholdet mellem humanisme, rationalitet og (med?)-menneskelighed