Filosoffen til undsætning

Af Alexander Gjerding , bach. psych., stud. mag.

Screenshot 2020-12-10 at 13.41.29.png

I en ny bog har Anders Fogh Jensen sat sig for at udrede den narrative teori for at redde den fra sig selv. Det skal den være glad for.

I sin nye bog Narrative Samtaler – Forklaringer fra maskinrummet har Anders Fogh Jensen – også kendt som Filosoffen – gjort det til sit dobbelte projekt at introducere og gentænke den narrative teori og praksis. At han interesserer sig for det narrative skyldes, at han de seneste 10 år har arbejdet som narrativ terapeut; at han lykkes med en gentænkning skyldes, at han er en særdeles dygtig filosof. For det, der adskiller bogen fra så mange andre på området, er først og fremmest, at den formår at adressere den sump af uudtalte antagelser, diffuse koncepter og inkonsistente begreber, som er så mange psykologiske teori- og terapiretningers svøbe.

 

Screenshot 2020-12-10 at 13.41.19.png

Bogen er et forsøg på at levere noget, som Fogh Jensen selv savnede, da han trådte ind på det narrative felt: En fundamental guidebog, der tager læseren bag kulisserne og viser, hvad det narrative i virkeligheden er, og hvorfor det er, som det er. En bog der adresserer det usagte og aldrig frembyder et hvordan uden at supplere med et hvorfor. En bog, der ikke kun leverer spørgeteknikker, men også besvarer nødvendige spørgsmål såsom hvad viden, sandhed og et menneske er for noget. Som Fogh Jensen forklarer, er den narrative teori ikke blevet bygget fra bunden, som en sammenhængende teori, men er en ophobning af ”spørgsmål der virker”, der ad hoc har fået klistret en række teorilegitimerende forklaringer på sig. Disse forklaringer er ofte i direkte modstrid med hinanden, hvorfor det narrative maskinrum i dag fremstår som en teoretisk rodebutik fyldt med løseligt definerede ord og mottoer. Et grundigt oprydningsarbejde er simpelthen nødvendigt, hvis den narrative teori skal reddes fra den skødesløse eklekticismes harakiri.

 

Det kan måske komme til at lyde meget negativt, men pointen er, at den narrative teori må reddes, fordi dens projekt er så vigtigt, og Fogh Jensen har dedikeret 350 velskrevne sider til at forløse dens potentialer. Ved at tale om det narrative uden at tale via det narrative, ved at være bevidst illoyal over for den narrative jargon, samtidig med at han er loyal over for den narrative intention, relancerer Filosoffen det narrative fra bunden på overbevisende manér. Bogen er et fremragende bud på en sammenhængende videnskabsteori for det narrative og tilbyder en skarp re-introduktion til den narrative teori og praksis.

Anders Fogh Jensen, Narrative Samtaler – Forklaringer fra maskinrummet, Hans Reitzels Forlag, 2020.

Screenshot 2020-12-10 at 13.41.24.png