Amor-bogmærket <3

Af Elvira Hallengren, stud.psych. 
Illustration af Ida-Marie Haeusler, stud.psych.

”Den overbevisning, at enhver udelukkende forfølger sin egen interesse, er … vidt udbredt i verden i dag. Kærligheden er et modbevis.”
Alain Badiou

Selveste kærlighedsguden Amor pryder bogmærket i denne udgave af Indput, da temaet som bekendt er love <3 

Amor er en personifikation af kærligheden og den erotiske tiltrækning, og er i billedkunsten ofte skildret som en nøgen ung mand med vinger, der udøver sin magt ved at skyde menneskene med forelskelsens pile. Som guden for kærlighed er Amor en ubønhørlig gud, der bringer besindige mennesker ud af fatning og med sine pile afgør, hvem der forelsker sig i hvem, hvor ubelejligt det end er. Med netop Amors pile er forelskelsen og kærligheden tæt forbundet med vold og smerte, og den nøgne, flyvende gud bringer således glæde til menneskene, men også sorg, lidelse og ulykke.  

Også den franske filosof Alain Badiou mener, at det er afgørende for kærligheden, at Amors pile er forbundet med smerte. I bogen ’Lovprisning af Kærligheden’ argumenterer han for, at idéen om en kærlighed uden risiko, uden farer og uden smerte udgør en trussel mod selve kærlighedens væsen. Badiou mener, at det netop er forbindelsen mellem kærlighed og smerte, kærlighed og risiko og mellem kærlighed og selvopofrelse, der gør, at kærligheden kan give livet intensitet og betydning. Han beskriver, hvordan det moderne regime af forudsigelse og fravær af risiko og tilfældighed efterlader kærligheden ”fratrukket enhver eksistentiel poesi”. Idéen om den nemme kærlighed hjælpes på vej og sælges af datingfirmaer og –apps, der tilbyder, at man kan bladre frit i potentielle relationer og vælge dem til eller fra ud fra få, enkle kriterier. På den måde kan man undgå at tage chancer, der kan føre til at man spilder sin tid, bliver udfordret eller såret. For at udfordre sikkerheden og komforten mener Badiou, at vi i dag er nødt til at genopfinde risikoen og kærlighedens drama. 

Kærligheden som tæt forbundet med irrationalitet, smerte og drama ses også i den mere end 1800 år gamle myte om Amor og Psyche. Her forbryder elskovens almægtige gud sig mod sin mor, Venus, ved at forelske sig i den jordiske prinsesse Psyche. Ordet ’Psyche’ betyder sjæl på græsk og skulle, som bekendt, danne grundlag for navngivelsen af videnskaben om det mentale liv – nemlig vores fag, psykologien. Måske du, kære læser, kender motivet fra skulpturer på Glyptoteket og Thorvaldsens Museum? Myten forekommer i Apulejus’ roman ’Det Gyldne Æsel’, der er skrevet i det 2. århundrede e.v.t.:

Gudinden Venus er misundelig på prinsesse Psyches skønhed og sender sin søn, Amor, ud for at sørge for, at hun gifter sig med en grim og æreløs mand. Psyches far har af et orakel fået at vide, at hans datter vil blive gift med et bevinget uhyre, samt at hun skal møde sin udkårne på toppen af et bjerg. Uvidende om denne forudsigelse føres Psyche til en bjergtop, hvorfra vinden Zephyr bærer hende til den dal, hvor Amors slot ligger. Her forelsker Amor sig i Psyche, og han trodser derved sin mors befaling. På slottet kommer Amor hver nat til Psyches leje. Han advarer hende mod at se hans ansigt, da han fortæller, at deres lykke vil være forbi, hvis hun erfarer, hvem han i virkeligheden er. En nat trodser Psyche dog Amors advarsler og sniger sig til at tænde en olielampe, så hun kan betragte hans ansigt. Betaget af Amors skønhed i skæret fra lampen stikker Psyche sig på en af hans pile og kommer da til at spilde brandvarm olie fra lampen ned over ham. Amor vågner af smerten og forlader hende i vrede. 

Amor søger nu tilflugt i Venus’ hus og bliver her spærret inde af sin mor, der er vred over hans ulydighed. Den fortvivlede Psyche leder forgæves efter sin elskede, indtil også hun når til huset og bliver spærret inde af Venus. Venus pålægger nu Psyche at gennemføre fire umulige opgaver, hvoraf den sidste er at gå til dødsriget Hades og hente en krukke med skønhedssalve til Venus. Psyche får at vide, at hun ikke må åbne krukken, men hendes menneskelige nysgerrighed fører selvfølgelig til, at hun alligevel letter på låget og bliver slået omkuld af dens indhold, der viser sig at være et dødeligt sovemiddel. Amor opdager nu ulykken og flyver ud for at redde Psyche. Han finder hende og vækker hende af den dødelige søvn, og de forenes lykkeligt.

Den sidste prøvelse for de elskende er at besøge den øverste gud Jupiter for, at Psyche kan drikke gudernes udødelighedsdrik og blive guddommelig, så Amor og Psyche kan leve lykkeligt på Olympen 4ever.  

Myten er blevet læst som et billede på den menneskelige stræben efter den guddommelige kærlighed og levede på den måde videre i kristendommen. Men ligesom at Badiou kritiserer den naive tro på den nemme kærlighed, kan myten også anskues som en påmindelse om, at kærlighed grundlæggende afkræver de elskende en overskridelse af selv og en erfaring af den sandhed, det er at være to og ikke en. 

Når man har sin gang på psykologistudiet, kunne man måske også tænke, at myten om Amor og Psyche minder os om, hvordan de sædvanlige veje i vores psyke udfordres i mødet med Amors pile, og at man aldrig ved, hvor kærligheden fører en hen – ned til dødsriget Hades eller op til Olympen i skyerne.